tirsdag den 27. januar 2015

Nøglen


 
I dag stiger solen op for at forsvinde bag en sky. Rødmer over erkendelsen af sin forgængelighed og lader sig forandre. En skyformation, der minder om et langt tog, kører på skinner i horisonten, men en flok fugle forlader toget og stiger til vejrs formet som et V. Et tegn, spørger jeg og venter ikke svar. Hvad ved de, derude, som jeg ikke forstår? Herinde. I dagens første timer, i morgenens lys og vinterens dyb. Lyset bliver skarpere. Hver eneste gang jeg løfter blikket, ser jeg at scenen er forandret. Det skarpe lys har nu delt sig og forsvinder som små biler på motorvej. Hvorfor så travlt? spørger jeg og denne gang lyder svaret som en rumlende rastløshed.
’Det er længe siden, du har brugt mig som vejviser’ siger hun og peger på sig selv. Januar, en måned, der for længst er ankommet. Som har boet på gæsteværelset og haft sin daglige gang i køkken og stuer. Hun har brugt det meste af tiden på at læse, meditere og gå lange ture i det nøgne vinterlandskab. Jo, jeg har skam både set og hørt og hende, men jeg har været så optaget af mit eget. At finde nøglen.

’Hvilken nøgle?’ spørger hun og smiler fornøjet.
’Nøglen til … ‘ Jeg tøver lidt og indser, at jeg faktisk ikke er helt sikker. Men jeg er ret sikker på, at der må findes en slags nøgle. Nogle tegn, som kan knække koden. Overbevist om, at jeg overser noget, slår jeg ud med armene og fortæller uden ord, at jeg føler mig lettere fortabt. Kørt over af morgenens skytog og blændet af lyset. Lyset, som nu dæmper sig selv, mens himmeltoget forlader sin perron og drager af sted. Kun jeg sidder tilbage som en tilskuer til livets mysterium. Og Januar. Måske har hun svaret? For hun har helt ret, jeg har i min selvskabte travlhed glemt at lytte.

Hun nikker bekræftende og fortæller mig endnu engang, at svarene findes i os selv. De fleste svar, i hvert fald og resten svæver i vinden. Nogle bor i morgenrødmen, andre vandrer i den sorte nat. Stjernerne har deres del af visdommen. Og kun når vi overgiver os og bliver stille nok, kan vi høre de blider toner af fuldkommenhed fylde vores hjerter. Den evige stræben efter svar og nøgler, den evige sang om at noget er forkert, at vi mangler en vigtig ledetråd, den sidste puslespilsbrik … det er blot en illusion.
’Hver eneste gang, du forlader nuet, farer du vild’. Januar ryster sørgmodigt på hovedet. Du er nødt til bevidst at vælge det til. Forlade fortid og fremtid og forankre dig i nuets poesi. For at bruge et ord, du forstår.’ Hun smiler bredt og slår gavmildt ud med armene. ’Der findes ikke andet end dette nu, dette øjeblik af evighed. Alt andet er et tankefyldt fatamorgana.  Kan du huske, at du besluttede dig for at følge glæden?

Jeg nikker. Selvfølgelig kan jeg det. Noget i mig er overbevist om at glæden er et fornemt pejlemærke. Noget i mig påstår hårdnakket, at glæden er livets vejviser og at kærligheden er svaret på alt. Som om der sidder en anden et sted i mig og slipper ord løs, der handler om noget helt andet end det, der foregår på øverste etage og i sindets kringelkroge. Jeg kommer i tanke om, hvordan jeg på et tidspunkt lærte mig selv at besøge det sted. Hvordan jeg forstod, at jeg var nødt til at vælge det, helt bevidst at bevæge mig derind. Hvordan jeg kunne skrive det frem og lade skrivegerningen blive en lyttehandling. En næsten passiv måde at bevæge sig dybt ind i sig selv på og alligevel være mere levende og aktiv end nogensinde før.
Stilheden, det hænder at jeg glemmer, at den findes. Og den er nem at overse. Den stille stemme. Det hænder at jeg glemmer, at den har sin helt egen klang, for den er så nem at overhøre.

’Du har vist hjulpet mig igen, Januar’. Jeg rækker ud og tager hendes hånd i min. ’Undskyld at jeg glemte dig’.
Hun ryster på hovedet, du glemte mig ikke, du glemte dig selv. Det fineste du har og det, der er til rådighed. Som hverken kan findes i fortiden eller søges i fremtiden, men som kun er til stede lige nu. At vælge det. Og at vælge at lade det fylde. At lytte så dybt, at man kun kan høre stilheden og dermed kan høre alt. Det saglige suk af ingenting. De sælsomme stunder af nåde. Lyden af kærlighed.

’Meditation’, konstaterer jeg.
’Ja, blandt andet. Men det er ikke nogen svær kunst’, tilføjer hun og klemmer min hånd. ’Det er dig, der insisterer på, at det skal svært. Alt i dig kæmper imod. Det er på tide at give slip. Igen.

Jeg nikker med øjnene fulde af tårer. ’Jeg ønsker flere af disse gode snakke, hulker jeg nu. Gud, hvor har jeg savnet dem. Jeg har savnet dig og mig selv i dit selskab. Vores fælles tavshed, de gode rum af indforstået accept og …’
Vi ser på hinanden og nikker. Sådan er det at være menneske. Og måske endda måned? Vi glemmer. Vi farer vild og så må vi vælge at gå tilbage. Men der er ingen fortrydelse i de skridt. Der er kærlighed. Kærlighed til visheden om, at alt i virkeligheden er fuldstændigt som det skal være. Tilbage til meditationspuden, til stilheden og til de ting, som virkelig betyder noget. For hjertet.

’Jeg kunne godt drikke en kop kaffe’, siger jeg og tørrer en tåre væk.
’Dit ord er mit kald’ siger hun og rejser sig resolut. Snart hører jeg hende pusle i køkkenet. Udenfor har skyerne dannet nye mønstre og lyset vrider sig skarpt gennem sprækker, der ikke fandtes før. En af skyerne træder lidt i forgrunden og jeg ser til min forundring at den ligner … en slags nøgle.


 Tekst og billede, Lene Megan
Januar 2015

1 kommentar:

  1. Very informative, keep posting such good articles, it really helps to know about things.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.