torsdag den 15. januar 2015

Natlige budskaber




Jeg har ikke introduceret dig for Januar. Endnu. Men hun er her skam, måske har du selv langt mærke til hende? De første skridt ind i det nye år, en følelse af både tomhed og potentiale og samtidig en afmagt i forhold til hele tiden at skulle erobre verden. Finde nye veje. Jeg spurgte hende om hendes nytårsforsæt og så rystede hun kærligt på hovedet, en smule overbærende. Hendes øjne glimtede i det dæmpede lys.
’Jeg følger bare glæden’ sagde hun og greb fat i glædens tråd. Så forsvandt hun. Ud i stormen og regnen. Og jeg så forundret efter hende og spurgte mig selv, hvilken glæde der mon kunne være i vinterens rungende mørke. Det hænder, at jeg bliver en smule melankolsk på denne årstid. Der kommer en tristhed sejlende, som er svær at ryste af, den er som klæbrig harpiks. Ja, den dufter sågar af gran. Efterhånden har jeg lært, at jeg ikke kan gøre noget ved den. Tristheden. Melankolien har kronede dage, min melodi går i mol og tonerne bevæger sig langsomt og snørklende uden egentlig at komme nogle vegne. Jeg hører suk i skumringen og tænder lys. Sidder ved mit bord og skriver aftenord. Jeg mediterer efterfølgende og laver en stor kop urtete. Jeg går tidligt i seng og læser i en god bog, jeg falder i søvn. Og så vågner jeg midt på natten, som om mit tog pludselig ikke kører længere. Jeg strander på en søvnløs perron uden lys og ligger vågen dybt i natten.

I nat overvejede på det kraftigste at stå op og skrive. Ja, for tænk nu hvis nogen faktisk havde vækket mig for at få min opmærksomhed. Måske er det meningen, at jeg skal tage imod nogle helt specielle natteord? Jeg har læst om folk, der gjorde det. De vågnede og stod op midt om natten og satte sig til at skrive og de særeste ting dukkede op. Vigtige budskaber og forunderlige indsigter. Måske er det derfor. Men jeg gjorde det ikke, jeg stod ikke op. Jeg lå bare vågen og overvejede tanken.
’Hvad tror du’, spørger jeg Januar, som er tilbage fra sin regnvejsvandring. Hun sætter kaffe over og snart hører vi den velkendte lyd af kaffemaskinens brummende brygning. Den sortbrune væske drypper ned i glaskanden og jeg fascineres et kort øjeblik af vejen fra filter til kande. Duften breder sig i køkkenet, den trøstende duft af friskbrygget kaffe. God ide, Januar! Så vender jeg blikket imod hende, spørgende, afventende. Kender hun mon til natlige budskaber?

’Selvfølgelig gør jeg det’. Hun ler og ryster på hovedet. ’Det er bare med at komme ud af sengen og tage imod.’
’Jamen, jeg er træt på det tidspunkt og irriteret over at være vågen. Jeg ved, at jeg kan mærke det dagen efter og søvnmangel puster bare til de melankolske tendenser.’

’Du er kun træt, fordi du ikke stod op og skrev’, svarer hun. ’Du har stadig de uforløste indsigter indeni dig og den slags gør ondt. Du bliver vækket, fordi de ord kun kan skrives om natten. Du er nødt til at overvinde din lyst til at sove videre, du er nødt til at slukke for din irritation og bevæge dig ind til skrivebordet. Eller du kan lægge din notesbog og en pen ved sengekanten. Så skal du kun tænde lyset og sætte dig til rette i sengen. Ordene er ligeglade. De kan modtages hvor som helst.’
Jeg nikker uden at være helt sikker på, at jeg vil være i stand til at gøre det. Men jeg vil gøre noget, jeg vil lægge en notesbog og pen parat på natbordet og hvis jeg igen i nat bliver trukket ud af min søvn, så vil jeg gøre som Januar anbefaler. For hvem ved, hvad der vil skrives gennem mig dybt i natten, mens dagen sover?

Det er morgen nu. Og måske skulle man ikke tro det, for lyset er dæmpet, dråberne tegner mønstre på vinduerne og fuglene flyver søgende hen over himlen, der før havde et skær af lyserødt over sig. Nu er det forsvundet. Tilbage er kun grå skyer og ingenting. Det velkendte tomrum og et løfte om noget, der er undervejs. Måske ankommer det i nat og vil tages imod. Jeg beslutter mig for, at jeg er klar. Når tid er.
Tekst og billede, Lene Megan, januar 2015

3 kommentarer:

  1. Januar har så rett! Jeg har døpt 2015 til Gledens år. Og hun følger jo bare gleden.
    Jeg tenker at gleden ligger der ute, vi må bare søke den, finne den. Mye ligger i oss selv, hvordan vi tolker det. Glede bør ikke bare være nyttårsrakketter, penger og gaver. Nei, gleden kan være så liten som en vanndråpe på et blad, en sommerfugl som flyr, en syngende fugl, eller en klem.
    Og hun har også rett i det å finne ordene om natten.
    Jeg stod opp tidligere i dag , enn jeg pleier. Jeg fikk ikke sove. Først ligger man jo der, og tenker at man kan da ikke stå opp nå, det er for tidlig. Men om man gjør det, kan man være i stillheten, nyte roen, gå inn i seg selv. Eller som deg, finne de ord som kan skrives ned på papiret........
    Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Glædens år, det er fint. Og du har ret, i sidste ende er glæden et valg. Evnen til at se mirakler i de små ting.
      Ved du hvad, der var mange, erfarer jeg nu, som ikke kunne sove eller vågnede tidligt i sidste uge. Gad vide hvad der var på færde? De sidste nætter har jeg dog sovet godt, så jeg har endnu ikke taget imod natteordene, men det kommer nok! ;)

      Ønsker dig en fin uge.

      Klem.

      Slet
  2. Very great post. I simply stumbled upon your blog and wanted to say that I have really enjoyed browsing your weblog posts. After all I’ll be subscribing on your feed and I am hoping you write again very soon!

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.