onsdag den 16. december 2015

I tillid


 
Jeg har en fortælling til dig på denne mørke morgen, siger han til mig og træder ind i det lys, jeg har tændt over spisebordet. En snert af irritation baner sig vej gennem mørket og prikker utålmodigt til mig. Fortælling? Nu? Jeg var ærlig talt på vej ud i dagen, jeg har planer, det er december og selvom mine altid gode intentioner denne vinter i høj grad handler om overgivelse til årstid, langsomhed, tålmodighed og ren væren, så er der grænser. I dag har jeg sågar en aftale ud af huset.
Så vil han her? Han plejer i øvrigt aldrig at komme, når det stadig er mørkt. Men da jeg skriver det, smiler jeg uvilkårligt, for hvornår skulle han ellers komme? Vi er i den mørkeste tid på året, de sidste dage inden vintersolhverv. Naturens endestation, toget kører til perron, holder en lille kunstpause og uden stor ståhej vender det og kører i den anden retning. Igen. Mod lyset. Gennem Vinteren. Mod foråret.

Han står foran mig på spisebordet og bader i det kunstige lys. Udtrykket i hans øjne siger alt.
”Når en fortælling banker på, ankommer i den tidlige morgen og blidt men insisterende lader dig vide, at det er tid. Hvad gør du? Påkalder du dig ret til at sige nej, henholder du dig til regler og protokoller om det rette tidspunkt, om manglende tid, om andre planer og er du åndsfraværende, allerede på vej et nyt sted hen, ikke helt til stede i det nu, det øjeblik, der lige nu danser i det allerspædeste daggry? Overser du muligheden, gaven og det, øjeblikket rækker mod dig? Afslår du og haster videre?

Måske tror du at han taler højt, måske forestiller du dig at han råber ordene til mig, men sådan forholder det sig på ingen måde. Han taler stille og roligt. Hele hans ørnekrop er plantet i dette øjeblik med kløerne på bordet og blikket hvilende i mit. Jeg slår øjnene ned, pludselig skammer jeg mig lidt, han ser jo det hele. Han svøber sig i vished og i tillid til, at han udfylder sin rolle til perfektion. Mit kraftdyr, min mentor.  Der er ingen grund til at råbe. Han ser ikke engang vred ud, han håner mig ikke. Han siger det bare, som det er. Stiller de spørgsmål, der er nødvendige, for at jeg ser mig selv og uden dom, kærligt men bestemt stopper op, mærker efter og uden yderligere modstand lander paraderne falde, mens jeg udbryder: ”Du har ret. Jeg var åndsfraværende. Mit nærvær hang i en tynd tråd.”
Jeg vender tilbage til min hensigtserklæring, min hjertelige intention og husker det, jeg formulerede omkring min rejse. Lad gå og lad komme. Tag imod de gode øjeblikke, som de oprinder, bliv i nuet, husk at løfte blikket og let gerne lidt fra jorden, hvis du har brug for at se det hele i et lidt andet perspektiv. Den store sammenhæng. Nok er det vidunderligt at dvæle ved detaljen, det er jeg god til, men jeg har fået en ny kompetence og det er frihed. Frihed til at flyve. Og i 2015 lærte jeg at danse. Danse med det, der er. Uden at ønske mig det anderledes valgte jeg bevidst at tage imod det, der kom min vej. Som denne fortælling. Denne morgen. Den er min hjertelige intention. Nuvel.

Lyset vokser nu, træernes nøgne silhuetter kommer til syne. Det er et magisk øjeblik, det er blot en antydning, en forsigtig streg på det store lærred. Så lader jeg igen mit blik glide over på ham, ørnen på skrivebordet, og lader ham vide, at jeg er klar.
”Jeg tager imod fortælling” siger jeg med rolig stemme. ”Og nu er jeg i øvrigt også blevet nysgerrig. Hvad har du mon til mig på denne mørke decembermorgen?

Han smiler og ved, at jeg nu er klar. Atter ankommet til det eneste tidspunkt, der findes. Nuet. Det nu, de øjeblikke, der er flydende og i konstant forandring på samme måde som jeg er det. Hvorfor synes det så vigtigt for os mennesker at have noget at holde fast i? Tryghed. Sikkerhed. Det findes ikke, det er en illusion.
”Næsten rigtigt”. Han rykker et par skridt nærmere og læner sig op af ryggen på en af spisestuestolene. Den turkisgrønne farve og det mørke træ står godt til hans teint.

”Trygheden ligger i at give slip. For først når du slipper kontrollen, grebet, den tryghed og sikkerhed, du kæmper så hårdt for at beholde, først da er du sikker.”
”Et paradoks” konstaterer jeg. Det kommenterer han ikke.

”Du må lære at lade dig bære af det usynlige. Når den unge ørn letter fra reden for første gang, har han tillid til at luften vil bære den og holde ham oppe. Han har også tillid til, at luften vil hjælpe ham på vej mod det sted, hvor han skal hen.
Bortset fra sine instinktive fornemmelser har ørnen ingen grund til at tro, at han faktisk kan flyve. Han må kaste sig ud fra reden, men han ved ikke, om han kan. Flyve. Han har ingen sikkerhed eller sikkerhedsnet, for den sags skyld. Men ikke desto mindre vover han springet ud i luften og forårets skarpe solskin. Og vupti. Hvad sker der? Ørnen flyver, han bliver til ørn lige dér, hvor han opdager sin frihed og styrke. Nu ser han det hele fra oven og opdager, hvor smukt det er. Alt det, han ikke ejer, besidder eller kunne drømme om at forsøge at tilegne sig. Han er fri. Båret af luften, hjulpet af vinden, fri til at være og gøre det, han er kommet for. Flyve og være ørn.”

Jeg sukker. Det er en smuk lille anekdote, en dejlig fortælling om tillid og frihed. Men ak, jeg er ingen ørn.
”Hvad er forskellen?” Han ser på mig og er nu læremesteren, afventende, spørgende. Han vil gerne høre mit svar.

”Jeg har ingen vinger. Og i øvrigt er jeg heller ingen årsunge.”
”Glem årene. Det handler om noget helt andet.” Han ler. ”Hvert øjeblik er nyt og om ganske få dage er det Vintersolhverv. Her vender det hele og du har modtaget en invitation. Du er blevet inviteret til at starte på ny. Hvad giver du slip på, hvad tager du med dig videre?

”Tillid. Tålmodighed. Kærlighed. Et håb om fred og kærlighed på jorden.” En lille tåre bryder frem i øjenkrogen på samme måde som lyset nu bryder gennem mørket. Det er atter dag. Træerne står ranke og tillidsfulde i noget, der kunne minde om tavshed. Stilhed. En godgørende venten.
”Al styrke fødes i de handlinger, der er båret af tillid” siger han og gør mine til, at vores snak er forbi. ”Den kan ikke se dagens lys, den kan ikke blive født før du vover springet. Før du faktisk springer. Den er findes simpelthen ikke før springet, den eksisterer ikke. Først i det øjeblik du springer, fødes den.

Du opfordres til at vove springet, til at folde dine smukke vinger ud, følge dit hjerte og kaste dig ud i himlens rum. For himlen vil gribe dig og føre dig derhen, hvor du allerbedst kan medvirke til netop det, der er dit store hjerteønske. Fred og kærlighed på jorden. ”

”Det er store ord på en mørk morgen i december”. Jeg slår en lille latter op, jeg er både forlegen og dybt rørt. Det er så stort, at jeg næsten ikke kan få det til at handle om mig. Men jeg sagde ordet tillid, gjorde jeg ikke? Og jeg mente det. Ørnen har talt.

”Kan vi tale mere om tillid en anden dag?” Jeg ser, at han er på vej videre, jeg ved, at han om lidt flyver derude i det første dagslys og glider gennem disen væk fra mit landskab. Jeg forsøger ikke at holde fast på ham, selvom det er svært, men noget i mig vil gerne vide, at … han ikke forsvinder for altid og at jeg er alene med mit håb om, at tillid vil give mig vinger og at himlen vil gribe mig.
Han svarer ikke. Væk er han. Ligeså pludselig som han kom. Men noget er igen forandret, forvandlingen er sket, lyset er tilbage om end diset, utydeligt og uklart. Og når jeg kaster et blik på siderne her, ser jeg, at en række ord er landet og har skænket mig en lille fortælling. Hvem skulle have troet det for bare kort tid siden? Så hurtigt kan det ske. Så legende let.

I dag har jeg ikke tid til at redigere, det er faktisk sandt, men jeg har lyst til at dele fortællingen med dig. Så her har du den. Råt for usødet, uredigeret og helt frisk fra fad. Havde vi siddet omkring bålet eller i hvert fald på en af de intuitive skriveworkshops, som jeg afholder i Skrivehusets regi, ville jeg have læst fortællingen højt for dig og du ville have lyttet. Nu gør vi det på en lidt anden måde. Denne gang. Men måske ses vi i 2016, på den anden side af Vintersolhverv, når foråret slår sine folder og jeg igen slår dørene op og byder på nye skrivende eventyr. Som du selv forfatter, naturligvis.
I tillid.
Kærlig hilsen
Lene

torsdag den 19. november 2015

Inde i regnen


 
”Kom, gå en tur med mig i regnen” sagde hun og slog gæstfrit ud med armene mod de dråbevåde vinduer. Udenfor hylede stormen og den regn, hun inviterede mig ud i, slog monotomt mod ruden, som var vi på trommerejse. Jeg tøvede, skuttede mig lidt og lænede mig ind i tanken om, at jeg ikke behøver frisk luft og bevægelse hver eneste dag. Bevæget var jeg allerede blevet, da jeg tidligere læste nogle af de fine november skriverier, som kvinderne i Vintercirklen har skrevet. Og våd var jeg blevet, da tårerne flød i stride strømme ved synet af en flagermus, der blev reddet fra den vissedød og viste sig at være det mest bedårende lille dyr. Den slags bløder mig helt op. "Nu er jeg heller ikke bange for flagermus mere", hviskede barnets stemme i mig og jeg vidste, at det var sandt. Min fuglefobi er for altid kureret. Det, jeg frygtede og undgik, har vist sig at rumme en af de smukkeste og mest værdifulde gaver, jeg nogensinde har fået.
Men regnen, den kolde vind, den isnende himmel malet i gråsort? Novembers ihærdige forsøg på at få mig ud? Jeg rystede på hovedet.

”Jeg har ikke lyst. Jeg vil bare blive her og putte mig bag ordene i den bog, jeg læser. Drikke te med ingefær og bare være. Er det ikke det, du anbefaler? Den godgørende hvile og hengivelse til det, der er? Intet hastværk, ingen dårlig samvittighed over, at jeg holder tidligt fri, for jeg har lært, at jo mere jeg holder fri og giver slip, desto mere får jeg gjort og foræret. Det er som om jeg bare skal beslutte mig for at gå væk fra skærm og tastatur, så kommer inspirationen og lander i mit hjerte. Når tankerne stilnes, når den hæsblæsende jagt efter forløsning og ord, der inspirerer, opløses og noget i mig bliver mildt og uden anstrengelser søger forsoning, så sker det ofte. Det, jeg ledte efter, kommer.  Måske i en anden form eller på en anden måde, end jeg havde forestillet mig. Men det kommer, når jeg ikke jager det. Så kan det lande.
Try easier. You try too hard. Try easier.

Mine ord og tøvende holdning fik hende til at slå en hjertelig latter op. Barmen bag den sorte fløjlskjole hoppede op og ned. Jeg ville ikke have troet, at November var så frodig, jeg havde forestillet mig hende som en åleslank, ja en nærmest tynd og stram tante med sorte øjne og rødmalede læber. Sorte negle, naturligvis, lange slanke fingre og et blik, der trækker mig helt i mørket og ned i spindelvævsdybet. En heks af den slags, der hælder til det dunkle. De upløjede steder, ukultiverede, urkraftige og frygtindgydende tiltrækkende. Hvis man altså turde bevæge sig derud. Eller derind. Er det sådan, jeg husker hende fra de andre år eller er det bare min fantasi, der spiller mig et puds?
”Eller din frygt?” Hun smilede og prikkede kærligt til mig, mens hendes blik borede sig ind i mit. Jeg mærkede, hvordan noget i mig gispede og smilede på samme tid. Tvivlen frøs til is og tøede op igen i de sekunder. 

”Kom, lad os gå ud i regnen, så skal jeg vise dig noget.”

Ordene ramte mig som en kærlig befaling og jeg nikker samtyggende, som et barn, der ikke er helt overbevist. Modstanden gjorde mig tung, tankerne rumsterede. Men så kunne jeg mærke det. Noget andet fra et dybere sted i mig selv. Og jeg tror, det var hende, mit indre barn, den lille eventyrlystne pige, som aldrig var bange for at blive hverken våd eller beskidt. Eventyret kaldte, fortællingerne udsprang af lyst og hvorfor tror du i øvrigt, at nogen opfandt håndklæder, sang hun og dansede i min sjæl. ”Kom, lad os gå ud”.
Så det gjorde vi. Vi gik ud i regnen og selvom jeg havde set et lysglimt på himlen og i et øjebliks magi overværede både solregn og flyvende krager i underskøn symbiose, var den umiddelbare fortryllelse væk, da vi gik ud af markvejen. Regnen slog ind fra vest, vinden var kold og jeg mærkede at jeg, trods regntøj og fornuftig påklædning, blev våd alligevel. Snart klæbede regnbukserne til benene og følelsen var kold og ubarmhjertig. Indtil jeg vænnede mig til det. Der gik vel et par minutter, hvor vi tavse og jeg i sammenbidt tilstand vandrede ved siden af hinanden, så skete der noget. Selvom jeg hader at indrømme det, så mærkede jeg et strejf af nydelse gå gennem krop og sjæl. Og et par skridt mere, tyve måske, så var jeg ikke længere ude i regnen. Jeg var inde i regnen. Det var som om jeg gik inde midt i både regn og vind og snart hørte jeg nogle velkendte strofer for mit indre øre.

Lad hver en dråbe rense og gøre mig ny
Skylle væk, vaske bort, give slip
Store ånd, regnens ånd
Gør mig ny igen, gør mig tom, gør mig blød
Gør mig stille
Store ånd, regnens ånd
Giv mig ro igen
Bringe vand, bringe liv, bringe fred
Gør mig ren igen
Gør mig fri
Giv mig fred
Gør mig stille
Regnsangen, som kragerne skænkede mig tidligere i november. En sang, som ingen ejer, men som bor i regnen og som vi alle er velkomne til at synge, hvis den altså gør os godt. Men hvem sang nu, for det var ikke mig. Troede jeg. Indtil jeg opdagede, at jeg faktisk gik og nynnede. Sang højt. Sang meget højt. Og vinden var også med, der må også være en vindsang, tænkte jeg, for det var ikke alene regnen, der rensede mig dér på stien, det var også vinden.

”Det har været et lærerigt år”. November smilede. ”Et år fuld af glæde, sorg, paradokser og en vigtig livslektie. ”
Jeg nikkede og trak vejret dybt midt i mit våde univers.

”Og nu får du hjælp til at rense dig, skylle væk og blæse bort alt det, der ikke længere tjener dig. Vraggods og rester. Se, hvordan vandet flyder og bladede flyver, alt det, du har givet slip på og som du på ingen måde skal have med dig videre. Vi går mod vintersolhverv nu og i år får du mulighed for at fejre det, som kalder fra din sjæl. Så lad regnen og vinden hjælpe dig med at give slip, lad dig rense, blæse igennem og …”
”Jeg ved det, November. Jeg mærker det jo. Men det er så underligt, for det føles ikke længere som om jeg ude i regnen. Jeg er inde i regnen.”

Og dér midt på den regnvåde og mudderbefængte markvej dansede hun som en elverpige på sommerengen. Rundt og rundt med armene bredt ud, vådt hår, der klistrede til hendes kinder, øjne, der skinnede af sælsom lykke og en så intens følelse af samhørighed med noget større, at jeg måtte knibe endnu en tåre. Men ingen så den, ingen bed mærke i det lille væsen af sorg, glæde og dyb taknemmelighed, der forlod mit ene øje og trillede ned af kinden.
”Vil du danse med mig” sagde hun, mens hun snurrede rundt på vejen gennem pytter og nedfaldne blade og jeg nikkede. Selvfølgelig ville jeg danse med hende. Hvis ikke nu, hvornår så?

Lene Frandsen, november 2015
fra min egen skriverejse

tirsdag den 17. november 2015

Sjælsomme fortællinger


 
Jeg kigger ud mod den dunkle himmel, hvor regntunge skyer sejler forbi. November spejler sig i de store vandpytter på gårdspladsen og jeg ser hende smile underfundigt. Har jeg mon også set dem, hendes blik vender sig mod vinduet, hvor jeg står bag ruderne i tørvejr og kigger ud. Jeg nikker bare. Jeg har set dem. Der er mange i dag, de letter og lander i store flokke og samler sig i det lindetræ, der står nærmest vinduet.

Træet er næsten uden blade nu og på en måde virker det lettet.  Stolt står det som en sort silhuet mod himlen. Grenene strækker sig dovent mod solnedgangen. Det dæmpede lys gør mig søvnig og i de minutter, hvor jeg står ubevægelig i vinduet og betragter det smukke skue, når jeg at fortælle mig selv, at jeg er træt og ikke orker at tage til yoga. Det når jeg faktisk altid at fortælle mig selv og det giver en frygtelig fornemmelse af modstand, men jeg er holdt op med at lytte og adlyde. Jeg ved ikke helt hvem, det er der taler dér i mine tanker, det lyder som mig, men selv er jeg fast besluttet på at komme af sted. Yoga gør godt. Det ved jeg, uanset hvor træt, tung og ugidelig, jeg er. Det er ikke til forhandling.
Kort tid efter træder jeg ud af hoveddøren og låser den bag mig. Det er begyndt at småregne. Egentlig ville jeg skynde mig ind i bilen, men i samme sekund farves luften af sorte vinger. Krager, råger og ravne flyver hen over hovedet på mig og lander i lindetræet. Nogle bliver siddende, andre letter hurtigt igen, mens de skriger og synger for at påkalde sig min opmærksomhed. Jeg stopper op og retter blikket mod dem, lader dem vide, at jeg er lydhør og at jeg har set dem.

”Det kan ikke udskydes længere”. Ordene når mig som regndråber. Og det slår mig pludselig, at det også var her, jeg mødte ham sidste gang, Harald. Foran bilen. Jeg har vist været temmelig uopnåelig på det sidste, svøbt i travlhed og indbildning om, at jeg hverken savnede fugle, træer eller at skrive på denne måde. Men at lyve for sig selv giver bagslag og fuglene kan man heller ikke narre.
Denne gang bliver han siddende i lindetræet omgivet af sine venner. Det undrer mig, for jeg kan høre og se ham ligeså tydeligt. Han træder frem, som om jeg kiggede på ham gennem et forstørrelsesglas. Og hans stemme er klar og tydelig.

”Du har bildt dig selv ind, at du har for travlt til at gå på skrivelegepladsen?
Jeg nikker og ryster på hovedet på samme tid. Han får det til at lyde så simpelt. Sådan forholder det sig naturligvis slet ikke. Men noget i mig bliver ved med at nikke. Jeg mærker en lille sorg stige op gennem halsen som et surt opstød. Bortset fra at sorgen ikke er sur. Den er ked af det. Ked af, at jeg igen har forsømt at gøre det, som min sjæl synger allerhjerteligst om og som gør så godt.

Glæden ved at skrive og skabe. Slippe kontrollen og tage imod. Lade livet være et eventyr. Hylde fantasien, magien og leve den. Som en dans. En sjælelig dans.
”Jeg ved det godt, Harald”, udbryder jeg og slår beklageligt ud med armene. ”Og jeg savner det. Savner de historier og fortællinger, jeg ikke kan kontrollere og som du og de andre fugle bringer. Jeg savner at give slip på alle forestillinger om ”hvordan.”

Mine ord får kragerne i træet til at le højt. Eller sådan lyder det i hvert fald, kra kra kra, har hun ikke lært det endnu?
”Jeg skal til yoga nu” siger jeg som svar. I det samme flyver hundredevis af sorte fugle ind over mig fra både syd, øst og vest. Krager, råger og ravne måske. Det er ved at blive mørkt, jeg ser dem ikke så tydeligt mere, men lyden af deres vingeslag og fornemmelse af deres væsen forplanter sig til min sjæl. I de sekunder sitrer jeg som et espeløv i erkendelse af, at jeg aldrig mere kan vende om og gå tilbage. Der, hvor jeg kom fra, findes ikke længere.

”Vi svigter dig ikke” siger Harald med smil og varme i stemmen. ”Tag nu bare til yoga, også det gør krop og sjæl godt og så ses vi i morgen. Men jeg kommer først, når du har vist mig, at du er klar og tilgængelig. Når du har svøbt dig i både indre og ydre ro og igen indset, at det gør godt at give slip og lade komme. Vask travlhedens sminke af dit ansigt og din krop, den klæder dig ikke. Gå ind i dit skriverum med en stor kop te og tænd dine skrivelys, så dukker jeg op, men kun hvis du virkelig er åben og modtagelig. Og tag så til yoga.

* * *
Tidspunktet er kommet. Det kan ikke udskydes længere.

Med Haralds ord i hjertet kørte jeg til yoga, som selvfølgelig gjorde mig godt. Jeg gav slip på forestillingen om, at jeg har travlt og besluttede mig for, inden jeg gik i seng, at jeg ville holde sjæledag i morgen. Og nu er i morgen blevet i dag. Her sidder jeg med min jasminte og jeg har tændt de små skrivelys i assietterne fra Gotland. Den lysegrønne og den dueblå. Jeg elsker de små skåle af glaseret keramik med blomstermønster. Det er Linda, som har skabt dem, jeg ved ikke hvem hun er, men alligevel føler jeg at jeg kender hende. Hendes navn står skrevet i bunden af skålene.
Linda fra Gotland. Hvem mon du er?

Jeg sidder og fantaserer lidt om Linda og synes pludselig at jeg kan mærke hendes tilstedeværelse gennem de små keramikskåles sjæl. Ordene flyder fra mine fingre. Bagefter spekulerer jeg lidt over, om skåle kan have sjæl eller om kvinder som Linda kan putte et lille stykke sjæl ind i hver eneste fine skål, de laver? Det tror jeg.
”Selvfølgelig.  På samme måde som du putter sjæl og kærlighed i dine fortællinger.” Jeg lukker Harald ind af vinduet, for nu sidder han pludselig derude og med næbbet mod ruden. Et stik af sød forventning bruser i mit hjerte, da jeg tager plads foran tastaturet, mens han sidder på spisebordet foran mig. Udenfor ændrer lyset sig, solen træder frem bag en sky og kaster tryllelys over landskabet. Nogen jonglerer med farvene, mens et par krager pirker i den våde pløjejord og en musvåge svæver over marken.

”Hvad skal vi tale om, Harald?” Jeg retter blikket mod ham og lader mine øjne hvile i hans.
”Vi skal ikke tale, du skal skrive. Og har du lagt mærke til, at du allerede har skrevet en hel del? Du har begivet dig på vej via ordene og det er jo sådan, du gør. Bortset fra når du ikke gør det og strander i hovedet. Så skriver du ikke noget som helst sjovt eller sjæleligt, det hele bliver en mental spekulation uden særlig overraskelser. Og det trætter dig. Gør dig udmattet.

Jeg nikker bare og føler mig tung som bly ved tanken. Og det er det, tanker kan. De kan gøre tung. Og eftersom jeg har mange tanker, kan jeg blive forfærdelig tung. Så tung, at jeg ikke orker at løfte hovedet og få øje på kragerne, der flyver rundt deroppe. Så tung, at jeg glemmer at løfte blikket og se, hvor fantastiske skyerne er i deres evige himmelforandring. Så tung, at jeg glemmer at gå ud i skoven eller tage til vandet og spejle min sjæl i himmel og fjord.
Her sker det så. Mine tanker fortæller mig, at inspirationen er forsvundet. At jeg er for træt til at skrive, at jeg skal sætte mig og meditere. Eller sove.  Men noget bliver ved med at rumstere, så jeg kaster mig ind i mit arbejde med ildhu og glæde, for jeg elsker jo mit arbejde, men glæden forstummer, fordi der stadig mangler noget. Den gode balance er i fare. Længslen vokser og breder sig i min krop, trykker sig mod mit bryst og giver mig et indre anstrøg af sorg og smerte. Det er nok noget gammelt, der er ved at passere, fortæller tankerne mig og ler højt bag min ryg.

Der fik vi hende. Igen!
Foran mig på spisebordet ler kragen Harald med.

”Og så er det bare en fortælling, der prøver at få kontakt” griner han og hoster. ”Noget der vil skrives”. Hele hans kragekrop hopper op og ned på spisebordet og de små lys i Lindas skåle skvulper over. En klat stearin flyder ud på bordet og lægger sig til rette som …
Jeg tror knapt mine egne øjne, da jeg betragter stearinklatten nærmere. Den ligner uvilkårligt en fugl. En lille fugl i silhuet med næb og vinger. En rund fugl, en venlig fugl, en fugleunge måske? Eller en pingvin?

Harald ånder lettet op, nu kender han mig igen.
”Endelig” siger han og sukker dybt, mens han vender sig mod vinduet. ”Jeg var lige ved at opgive dig. Afslut nu din fortælling og sæt den så fri. Giv slip og lad den ånde. Giv liv og giv plads. Nu er tungheden forsvundet, ikke sandt? Du sidder jo og smiler! Og hvem ved, måske dukker Linda fra Gotland op i næste kapitel eller også vækkes stearinpingvinen til live og … fortsættelse følger.”

Jeg nikker taknemmeligt og lader ham flyve ud gennem vinduet, mens mit blik sejler mod horisonten. Hyldetræerne står som skarpe silhuetter i novemberlyset. Jeg kender dem efterhånden, træerne, de har hvert deres mønster og særlige måde at være træ på. Synet fryder mig hver eneste gang, når jeg altså husker at se. Og efterhånden som vinteren kommer nærmere bliver de endnu tydeligere. Deres tilstedeværelse er som en lydløs bøn. De strækker sig mod himlen, åbner sig og tager imod. Mørket, lyset, skyggerne og stjernerne.
November. Alt det, vi ikke længere skal bruge til noget, forsvinder som dug for solen. Opløses, så kun essensen er tilbage. Først når vinteren puster vinden kold og morgenen er så mørk, at lyset må anstrenge sig og nærmest kravle op i horisonten, kan jeg virkelig se. Det er det, November kan. Hun fjerner alt det, der skygger for det egentlige. Hun omgiver sig med tåge og mørke, så noget kan træde tydeligere frem. Stjernerne på nattehimlen. Træet i sin helt unikke form. Et solstrejf og en himmel.
Og kragerne i lindetræet, der er budbringere af sjælsomme fortællinger. Hvordan kunne jeg glemme det?



Tekst og billeder, Lene Frandsen
fra min egen skriverejse, november 2015
Skrivehuset


fredag den 6. november 2015

Kragenodelæseren


 
”Store ånd, regnens ånd”, synger han og kalder gennem regnen fra det store lindetræ bagerst på gårdspladsen. Jeg løfter hovedet og får øje på ham, en sort silhuet smukt placeret på en gren. Han er ikke alene, en flok artsfæller har gjort ham selskab og tilsammen udgør de en række noder. Træet er nodestativet, de er hver deres node. Jeg kan høre, at det sælsomme kragekor øver sig og selvom jeg egentlig var på vej ind med mine varer, bliver jeg stående midt på gårdspladsen, mens regnen sagte siler. Jeg lytter og mærker en forunderlig genklang fra kragestemmerne i koret. En sang, en melodi, som jeg kender uden egentlig at gøre det.
Jeg vidste ikke, at krager kunne synge. Og jeg anede heller ikke, at Harald var musikalsk. Men det er han, der kan man bare høre, hans stemme skærer smukt igennem regndisen og lægger sig til rette i min sjæl. Et suk, et dryp, jeg kan mærke at jeg smiler, mens koret synger og regnen falder. Han er tenor, Harald, hans stemme er ren og dyb i sine høje toner. Man skulle måske tro, at en krage ville skrige og gøre sig til, når han sang, men sådan synger Harald ikke. Koret bakker ham op og de små nodekrager hopper på hver deres gren. Bag mig står bildøren stadig åben og mine indkøbstasker måber fra deres plads på gulvet.

”Store ånd, Regnens ånd” er de eneste ord, som jeg kan opfange, de eneste, ord jeg genkender. Jeg bliver stående og lader hånt om de dråber, der nu løber fra mit hår og ned over ansigtet. Uden egentlig at ville det, begynder jeg at synge med, som havde jeg ikke havde bestilt andet. Noget i mig kender den sang, min stemme følger tonerne, op og ned, mens jeg stirrer på kragerne i træet og følger deres placering. Jeg er jo en erfaren kragenodelæser! Fra gren til gren fører deres blotte tilstedeværelse mig på vej gennem det, der skal vise sig at være kragernes regnsang.
Pludselig stopper musikken. Kragerne bliver tavse på deres grene i lindetræet, så letter de en efter en og forsvinder gennem træerne mod vest. Kun én bliver tilbage og jeg ser taknemmeligt på ham. Harald. Kom, hvisker min sjæl og få sekunder efter lander han på jorden foran mig.

”Hvorfor står du herude i regnen” griner han, naturligvis er det ikke et spørgsmål. Han ved det jo udmærket godt. Og han ved såmænd også, hvad jeg vil spørge ham om, men vi skal lige igennem et lille ritual, hvor han hopper rundt på gårdspladsen og morer sig over at mærke min boblende nysgerrighed. Imens siler regnen og jeg er nu temmelig våd. Dårlig ide, min indre dommer trommer med fingrene i mine tindinger, du er jo småforkølet og skulle netop ud for at hente citroner til din varme hyldebærdrik. Jeg ryster uvilkårligt på hovedet, der er lige meget og jeg fryser ikke. Det er mildt i dag. Mildt for november. Måske er hun våd og uigennemsigtig, den gode November, men kold er hun ikke. Jeg kan mærke hendes tilstedeværelse som en lun brise i mit indre og føler mig godt tilpas i hendes selskab, regn eller ej.
”Regnen er en ånd?” Det uundgåelige spørgsmål svæver fra mine læber, men lyder nærmere som en kærlig konstatering, da jeg siger det. Forbavset ser jeg på Harald, som smiler listigt fra sin vandpyt foran mig. Han ser heller ikke ud til at lade sig bekymre synderligt om vejret.

”Nemlig” svarer han og slår ud med vingerne, ”sådan er det. Regnen er en ånd. Og du har netop overværet en uropførsel af kragernes regnsang i en helt ny version. Hvis jeg ikke tager meget fejl, vakte den genklang i dig?”
Jeg nikker. Det er der ingen grund til at benægte, jeg sang jo med. Min sjæl kendte den sang, de toner og lyden af regn. Tilstedeværelsen af regn, jeg retter mig selv uden at sige det højt. Regnens væsen.

”Det ved jeg faktisk godt”, nikker jeg så og smiler fjoget. Eller, jeg tror jeg ser fjoget ud, men jeg ved det ikke. Det er mere følelsen af at begive sig ud i en spørgsmålsrække, hvor man allerede kender svarene og fare vild i det, man allerede ved. Men man skal bare spørge det rigtige sted i sig selv. Og lytte til svaret. ”Regnen er en ånd på samme måde som vinden er det. Og hvor gør det bare godt at blive renset.”
”Lad hver en dråbe rense dig og gøre dig ny”. Harald skærer en grimasse, samtalen er vist begyndt at kede ham. ”Vi er lidt uenige om teksten i kragekoret, men den er snart på plads. De andre må bøje sig, jeg er den poetiske af os. Og den eneste, i øvrigt, der taler menneskesprog.” Han ser stolt på mig og klikker med næbbet.

”Er det nu også sandt?”
Han ler bare og lader sine sorte øjne gennembore mig.

”Hvad tror du selv?”
”Jeg tror på dig, Harald og på fuglenes visdom. Og så tror jeg virkelig på, at regnen er en ånd. Jeg har vished om det, for jeg kan høre den hviske bag lyden af dråbemusik. I dag er regnen blid og godgørende, den renser og befrier os for alt det overskydende snavs, som er opstået i processen fra sommer til vinter. Vi er jo i færd med at give slip. Ikke sandt?”

”Jeg må videre” siger han bare, smiler og blinker til mig, et blik der fortæller mig, at han også tror på mig. Så er han væk. På sorte vinger forsvinder han i samme retning som de andre krager lige før, over lindetræet og ud mod horisonten i vest.
Jeg vender mig om for at tage mine indkøbstasker ud af bilen og bære dem ind. I det samme hører jeg min egen stemme nynne og mærker, at regnsangen ikke er fløjet med kragerne. De har skænket den til mig, sangen, givet den videre, givet slip. Regnsange og sjælelige fortællinger kan ingen eje, men det gør godt at synge dem, sige dem højt og hengive sig til det, de fortæller om. Regnens ånd og de dråber, der renser og vasker det væk, der som snavs skjuler det væsentlige og det, livet egentlig handler om.  

Lad hver en dråbe rense og gøre mig ny
Skylle væk, vaske bort, give slip
Store ånd, regnens ånd
Gør mig ny igen, gør mig tom, gør mig blød
Gør mig stille
Store ånd, regnens ånd
Giv mig ro igen
Bringe vand, bringe liv, bringe fred
Gør mig ren igen
Gør mig fri
Giv mig fred
Gør mig stille
Gør mig våd, siger en hånlig tanke, mens den som et nedfaldent blad flyder af sted i den lille flod af vand, der render fra mit dørtrin og ud i intetheden.

Forsigtigt lukker jeg døren bag mig og træder ind gangen. Helt stille.
Tak til kragerne i træet, regnen og November
Lene Frandsen, november 2015
Skrivehuset

mandag den 19. oktober 2015

Dansen i de våde blade


”Velkommen” siger hun og nejer som en dronning, bortset fra at dronninger vist mest er kendt for at sidde på deres trone og holde hof. I hvert fald i eventyrene. Og der er noget eventyrligt over denne søndag, hvor disen danser som en edderkop over landskabet og spinder tråde af uigennemsigtig magi. Træerne har fået et mystisk skær, tavse og ranke står de dér i tågelandskabet og holder på hemmeligheder. De sidste blade, de røde, orange og brune, mange af dem ligger nu skinnende våde på stien, hvor jeg går. Eller rettere sagt, jeg var ude at løbe og så stødte jeg bare ind i hende. Oktober. Overraskende. Igen.

Det får hende til at smile. Jeg ser op, rød i hovedet af varme og en smule forpustet, selvom jeg løber i sindigt tempo og har dedikeret turen og kommende vinterture til at være sjæleture. Jeg er færdig med ure og alle umulige slags målinger af mine egne præstationer. Nu ser jeg slet ikke på løbeturene som præstationer længere. De er oplevelser. Små træningspas af velvære, hvor jeg er i kroppen og med det, der er. Jeg dømmer ikke turene efter dagsform og formåen, nej det handler om noget helt andet. Jeg løber i det tempo, der nu passer til dagen og vejen, jeg mærker efter og så er jeg opmærksom. Jeg har ikke fokus på ur og på at skulle nå noget, jeg nyder turen i fulde drag og hilser på dem, jeg møder undervejs. Køer, krager og katte, der forsigtigt titter frem i buskene. Og mennesker, naturligvis, men der er ikke mange ude på denne disede oktoberdag. Bortset fra hende, naturligvis. Alligevel blev jeg overrasket.
 ”Alt begynder her”, siger hun og slår ud med hånden. Hun har skiftet tøj, dagens kjole er grøn med store prikker i dyborange og rød. Hun har sat håret op i en tilfældig knold, der ser alt andet end tilfældig ud og som giver lov til lokker, der krøllende danser fra hendes ansigt og ned over skuldrene. Det store sjal er brunt og strikket i et løst hulmønster. Støvlerne er af den gammeldags slags, sorte snørestøvler med lidt hæl og så lange, at de forsvinder under de grønne skørter. Smuk ser hun ud, jeg smiler lidt genert og føler mig lidt malplaceret i mit løbetøj og med min rødmende teint.

”Alt begynder her? Hvad mener du med det?” spørger jeg og ser forundret på hende. Hun taler som om vi havde været i samtale længe, som om noget er sagt og indforstået, men jeg har jo lige mødt hende.
”At der kun findes nu” ler hun og slår ud med armene, som var hun med i en musical. Jo, den er god nok. Hun minder mig om Mary Poppins. Kun paraplyen mangler, men det skulle ikke undre mig at hun gemmer den et sted, for vejret er vådt og himlen hænger i laser. Det drypper fra træerne, tunge dråber rammer jorden og bladene og skaber en sælsom form for musik. Den burde være monoton, men er alt andet end det. Dér, i dråbemusikken, bor en helt verden af sjælelighed.

”Intet er evigt, alt er nu” fortsætter hun og ser kærligt på mig. Hendes hånd rækker ud og en finger stryger mig over kinden. Der findes kun nu. Er det ikke en befriende tanke?”
”Det ved jeg såmænd ikke” sukker jeg. ”Det er også lidt skræmmende.”

”Alt er nu”, gentager hun og laver en piruette i de våde blade. De grønne skørter fyldes med luft og latter, og de bruser om hende som en rislende flod. Pludselig føles det som om jeg kærligt skubbes ind i en anden verden end den, hvor jeg løb tur lige før. Noget griber mig og helt uden viljens brug, begynder min krop at danse. Den følger hendes bevægelser, armene ud til siden, et kort sekund ønsker jeg mig også skørter og knapstøvler, men så glemmer jeg tid, sted og mig selv. Jeg danser med Oktober og bladene letter fra jorden og danser med. Dråberne sørger for musikken og i det fjerne brøler en ko.
Dér på stien, i alléen, snurrer vi rundt og var vi på en eng i alperne, havde jeg ikke været i tvivl. Men nu er det ikke bjergene og bakkerne, der ånder og danser til lyden af musik. Det er træerne, dråberne og de nedfaldne blade. Jeg begynder at le og kan slet ikke holde op igen. Det smitter, Oktober stemmer i og snart ler vi så meget, at det bliver umuligt at danse. Heldigvis, for jeg er godt svimmel og uden at tænke over det, lader jeg mig falde ned i en bunke blade, der ligger lige tilpas i vejkanten. Oktober dumper ned ved siden af mig og her ligger vi så og griner i takt. Det er vådt, men jeg er varm og opfyldt af en besynderlig form for glæde, der strømmer fra et sted dybt i mig og som gør mig lykkelig helt ud i fingerspidserne.

”Tak Oktober” snøfter jeg og kan ikke holde op med at le. ”Du kunne ikke have sagt det bedre med ord. ”Men, tilføjer jeg, for jeg er jo en kvinde, som er ualmindelig glad for ord og skriverier, du må alligevel gerne sige lidt mere. ”
Dér ligger vi, Oktober og jeg, i en bunke blade midt i efteråret. Og selvom jeg ønsker at få sat flere ord på, oplever jeg, at det slet ikke er nødvendigt. Alt er sagt i det regnvåde nærvær og gennem den bevægelse, vi satte i gang. Sandheden bor i de nedfaldne blade og bæres af de fugle, der spankulerer omkring på græsset bag os. Krager, ænder og en enkelt fiskehejre. Vi er tæt på søen og jeg fornemmer vandet, selvom jeg ikke kan se det.

Det hele er en følelse, en underfundig og dyb følelse af et nærvær så dybt og inderligt, at det ikke kan indfanges eller beskrives med ord.
”Har du prøvet at plante spørgsmål” spørger hun pludselig og rejser sig op på albuerne. Hun smiler stadig, det gør hun ofte, Oktober, også på regnvejrsdage. Hun er ikke ked af sin plads i årets cyklus, for det er ikke et hierarki, afslører hun, det er en cirkel. Og hendes plads er en af de vigtige, men det er de nu alle sammen, for ellers var det slet ingen cirkel.

”Stolthed”, hvisker hun og kysser min fugtige kind, ”over at være den man er. At bære sig selv med værdighed og glæde og sige tak for den gave, man har fået. Livet. Dansen. Øjeblikke af intensivt levet liv. Sorgen, smerte og glæden. Men intensiteten handler på ingen måde om fart og udfarenhed”.  En årvågen pegefinger kommer til syne, hun var lærerinde i sit tidligere liv og det har hun ikke helt lagt fra sig.
”Du taber tråden, Oktober” siger jeg og ler. ”Du spurgte mig om jeg har prøvet at plante spørgsmål. Burde du så ikke holde en pause og vente på mit svar?”
”Jeg blev grebet af en stemning” svarer hun nøgtern og smiler underfundigt. ”Og det skal man gøre. Lade sig gribe. Forføre, fortrylle, forvirre, forvandle. Og fare vild, så man virkelig ved, når man er kommet hjem igen. Det er sådan, vi lærer, er det ikke? Måneder og mennesker. Vi er nødt til at prøve det selv, udforske det og lege med det. Gøre vores egne erfaringer, skrive os ind i det, mærke det, sanse det og danse det. Måske opdager vi, at trinene ikke passer os eller også kommer vi til at træde en anden over tæerne, men herre, gud, kvinde. Vi er kommet for at lære. Og hver eneste af os er nødt til at opfinde den dybe tallerken, eller hjulet, igen og igen. Det kan ikke nytte noget, at vi lader andre gøre det for os. Vi er nødt til selv at danse selv for at lære trinene. Og siden skaber vi vores egen dans, tror vi, men egentlig er det den samme dans. Den dans, der altid danser bag det tilsyneladende.

”Men spørgsmålene” sukker jeg og nikker samtidig, hun har jo ret i alt det, hun siger. ”Hvordan planter man spørgsmål?
Hun skovler en håndfuld våde blade op og lader dem hvile i sin håndflade. Strækker hånden frem, så jeg også kan se dem og så sidder vi lidt dér og kigger på blade. Gule, orange, røde, farverne glimter og forstørres lidt, når man ser dem gennem dråberne. Jeg falder i staver og vækkes så af en sitren i min egen krop. Jeg er begyndt at fryse. Før var jeg svedig efter løbeturen, nu ligger jeg her i fugt og forfald og ser på nedfaldne blade i selskab med Oktober. Det er lige til at blive glad – og forkølet – af.

”Er der et svar?” spørger jeg med spæd samme og trækker forsigtigt opmærksomheden væk fra bladene og ser på Oktober.
”Der er masser af svar” smiler hun og kaster bladene op i luften, så de flagrer i vinden som et snevejr. ”Og du har netop fået dit”.

”Mit svar?” Jeg indrømmer, at jeg er nu er både kold og forvirret. Det har været en sanselig og dejlig stund med Oktober, men tiden er kommet til opbrud. Jeg fryser og ryster som et espeløv. Langsomt rejser jeg mig og strækker kroppen ud, mens jeg børster blade af løbebukser og trøje.
”Giv slip” siger hun bare og rejser sig sammen med mig. ”På samme måde som jeg lod bladene flyve. Nu er de igen landet på jorden, hvor de går i forrådnelse og falder helt ind i vinterens mørkerum som en del af en proces, det ikke går at forhindre. Og det er ikke sørgeligt. Det er ikke trist. Det er smukt. ”

Jeg trækker på skuldrene, for jeg bliver faktisk lidt vemodig ved tanken. Og alligevel kan jeg godt se skønheden i det, hun beskriver, så fuld af kontraster og modsætninger, i hvert fald hvis man er menneske.
”Jeg må videre” siger jeg og gør tegn til, at jeg inden for de næste sekunder sætter i løb og finder min bil på parkeringspladsen. ”Det var dejligt at møde dig igen og tak for svaret. Jeg er nu ikke helt sikker på, at jeg forstår det.”
”Det behøver du heller ikke.” Hun laver endnu en piruette i de våde blade, vinden tager fat i de grønne skørter og et øjeblik tror jeg faktisk, at hun vil lette og stige til vejrs som den gode Mary. Poppins altså.

”Du skal stole på, at alt er som det skal være. Væbne dig med tålmodighed og lade processen arbejde for dig. Det gør du ved at give slip på tanken om, at du partout skal forstå og gøre noget bestemt. Der er faktisk ingen trylleformular, som kan fremkalde svar på spørgsmål, men jo mere afslappet og frigjort du er i forhold til svar og udfald, desto mere magi vil du opleve.”
”Tålmodighed og tillid er to nøgler, der er gode at have i sit magiske nøgleknippe. Og med hensyn til spørgsmålene, så er det netop det, jeg mener. Plant spørgsmål og lad svarene komme. Giv slip og giv tid.”

”Hov, hvordan hænger det sammen med at ”alt er nu”? Hvis der kun findes nu, så …”
”Ordkløver!” Hun ler højt.

”Det er også en af de gode nøgler. Nuet. Hvert eneste øjeblik rummer sit eget liv og det samme gør hvert spørgsmål. Sæt det fri og lad det danse. Som vi to dansede i de våde blade.”

”Man kan sige, at vi planter ord?”
Hun nikker. ”Det kan man nemlig. Vi kan plante og så gennem vores ord og de spørgsmål, vi formulerer. Vi kan skrive dem i vores notesbøger og på sider, som er skabt til formålet. Lade hensigten og den hjertelige intention være det, der bærer. Men vi kan samtidig sende det ud via det, vi gør og måden, vi lever vores liv på. Leve det, danse det og være det. Når vi viser, at vi er åbne og modtagelige, så gør vi klar til at svarene kan lande. Når tid er. Svar, som måske ser lidt anderledes ud, end vi havde forestillet os, men nogen ved vist bedre end os.”

Jeg står nu og laver englehop på stedet, op og ned i de våde blade, det svupper under mig. Jeg ved, at jeg må videre, men det er svært at løsrive sig fra Oktober og hendes visdom. Hun ser på mig og uden videre giver hun sig også til at hoppe. Op og ned i de våde blade, dér midt i alleen hopper en kvinde og en månedlig guvernante, så latteren igen kommer brusende. Dråbemusikken spiller.
Og så synger hun:
Ordene vi sår, blir til svarene vi får
Når tiden går og kommer
Måske er der svar i den næste bøn
i naturen skøn
eller på bunden af din brønd

Der er masser af svar i den glædelige dans
I det næste englehop
Der er glæde i din krop, når du danser
Der er ord i din pen, når du ikke glemmer den
Ord, som strømmer fra dit hjerte, når du skriver
Der er liv i din leg og den glemmer ikke dig
Du er husket, du er elsket, bare leg
Legen, livet, våde blade
Ord, natur og chokolade
Give slip, så det der skal, får lov at komme
Plante ord dybt i din have
Lad dem simre i din mave
Lad dem spire, lad dem gro og lad dem leve

 
Der er masser af svar i den glædelige dans
I det næste englehop
Og der er glæde i din krop, når du danser
Der er ord i din pen, når du ikke glemmer den
Der strømmer ord fra dit hjerte, når du skriver
Der er liv i din leg og den glemmer ikke dig
Du er husket, du er ventet, bare kom

Ordene vi sår, blir til svarene vi får
Når tiden går og kommer
Måske er der svar i den næste sang
I en gåturs blide gang
Eller dybt i stilhedens hvisken


Og
Når
du er træt og trænger hvile?
Bare sæt dig i din væren, for jeg ved
Man kan også sagtens danse
Selvom om man sidder ned!
 
Ord, skriverier, vers, vrøvl og visdom
Inspireret af Oktober på en regnvejrsdag
Lene Frandsen
Skrivehuset

tirsdag den 13. oktober 2015

Stilhed og mørke


 
”Vil du skrive en lille fortælling i den tidlige morgenstund, mens lyset tøvende glider over landskabet og alt ånder fred? Det er efterår nu, rejsen går mod vinter, det uundgåelige mørke, der må komme og beskytte det, du nu har valgt at tage med dig videre. Men der er stadig noget at give slip på. Der er stadig flere blade på træerne, ja de gule, brune og de smukke røde, men også dem må du lade gå. Jeg ser et sørgmodigt blik glide over dit ansigt, jeg ser din modstand som en trods og en smerte. Noget må blive tilbage, tænker du og betragter det røde blad, der så perfekt hænger dér og gør dig tryg. Men ser du, end ikke det blad kan du beholde. For når vinterens første storm har vist sit sande ansigt og tilsyneladende ubarmhjertigt kastet sin renselse over det, der var, må du sande at det sidste blad faldt. Også det smukke røde. Først da er du fri. Først da har du alt."
Jeg nikker, men jeg ved egentlig ikke om jeg helt forstår det. Hvorfor kan jeg ikke bare beholde et blad? Er der virkelig ingen træer, som får lov at beholde et blad eller to, nogle, der ligesom skjuler sig for vind og vejr og bare får lov at være? Men hun ryster på hovedet, det er vist ikke meningen og det er ikke noget, jeg skal ønske mig. Alvorligt ser hun på mig gennem dybbrune øjne, hun er som skovbunden i den mørke granskov.
Lad det hele gå og du vil have alt tilbage.
Jeg troede, at det var slut med at møde månederne på den måde, men pludselig dukkede hun op i en park. I Småland. Da jeg mindst af alt ventede det, gav hun sig til kende på det mest overraskede sted og i en mundering, som jeg på ingen måde havde forestillet mig. Hun lignede ikke den Oktober, jeg kender fra tidligere, hun havde forandret sig og hendes smukke efterårskrop var klædt helt i hvidt. Fra top til tå. Et usædvanligt valg, for hører den hvide farve ikke sommeren til, er den ikke forbundet med luftige sommerkjoler og lagner, der hænger til tørre i vinden.?Duften af vasketøj smelter en streng af modstand i mig, jeg er pludselig tilbage på en grøn sommereng, hvor alting blomster i lyset fra solen.
Men det er efterår nu og derfor undrede det mig, at hun stod dér i hvidt. Højt til vejrs på en træstamme dansede hun med himlen og det træ, der fuld af latter bøjede sig over hende og raslede med sine høstblade. Rød, orange, gul og brun, det var en farvelade af strålende energi og glæde. Hendes arme var strakte mod himlen og fingrene dansede i glidende bevægelser. Alt ved hende rørte sig og berørte mig.
”Oktober?” udbrød jeg og mærkede en tåre i øjenkrogen. ”Er det virkelig dig? Her?”
I en park i Småland dukkede hun op og lige dér vidste jeg, igen, alt alting er som det skal være. Jeg er mit eget efterår og selvom det gør ondt, må jeg lade det sidste blad falde, når tid er. Den sidste illusion om, at man kan holde fast på noget, der ikke er evigt, men som må indgå i den naturlige cyklus og symbiose.
"Det er som musik", siger hun nu og ser på mig over kaffekoppens kant, den smukkeste komposition, men også den har en finale og så er det slut. "Stilheden kommer efter", hendes stemme ændrer sig pludselig til en kildrende hvisken og hendes brune øjne bliver sorte som natten. Men det er en smuk form for sort, som et beskyttende mørke og jeg rykker lidt nærmere for at få varmen dér, hvor jeg mindst af alt ventede at finde den. "Stilheden og mørket, min ven", hun klapper mig på hånden og hendes læber åbner sig i et kærligt smil.
Stilheden og mørket. Jeg nikker, det er svært at kapere, jeg kan mærke at det trækker i hele kroppen, men jeg overgiver mig. Først er overgivelsen en mental beslutning og jeg ved af erfaring, at det langt fra er nok, men det starter ofte dér. Herefter er overgivelsen en proces, som på mange måder spejler sig så fint i det efterår, der nu uden hverken tøven eller hastværk går mod vinter. Kragerne sidder i hegnet i den første morgenstund, misser med øjnene mod lyset og kaster et blik mod det vindue, hvor en søvnig kvinde stikker hovedet frem og siger god morgen.
”Kommer I også med vinterhistorier” spørger hun forsigtigt og lader en hånd glide gennem sit uglede hår. Tanken gør hende tryg og hun ser forventningsfuld på dem. Særligt en krage har hendes opmærksomhed. Han hedder Harald.
Og det er da også ham, som svarer, men det gør han uden ord. Han vender sit hovedet og ser på hende gennem det tidlige morgenmørke og gør så et tegn, hun ikke er i tvivl om. Det er som varselstagning, hun havde en intention, en hensigt, med sit spørgsmål og hun fik sit svar. Harald er en klog fugl og jeg er taknemmelig for at kende ham, siger hun til sig selv, mens hun folder hænderne som tak, mumler en bøn og forlader badeværelset for at gå helt ind i morgenen.
Og du er en klog kvinde, fordi du spørger, synger vinden.
Udenfor danser Oktober og det er ikke kun i parken i Småland, at hun byder op til dans. Gå ud, gå ud i vinden og vejret og mød hende dér, hvor du er og hvor du mindst af alt venter det. Lad det være en intention i hjertet, at du gerne vil have helt dit eget efterårsbudskab og lyt så til efterårets sang. Lyt så dybt at du bliver den sang. Og dans så!
* * *
Læs også gerne NÅR VINDEN DANSER - om sjælens indsigter, tomrum, naturen, pauser og svar der kommer, når vi giver slip og bare er, som vi er skabt til at være. Fra min tur efterårstur til Småland.
 
Tekst og billeder, Lene Frandsen
min egen skriverejse, oktober 2015
Skrivehuset

 
 
 

tirsdag den 29. september 2015

Jeg tror at det er hende


 
Det er efterår og en ny tid nu. Selvom fuldmånen har holdt mig vågen, har det været anderledes denne gang. Jeg har ligget i sengen med udsyn til sølvlyset i stedet for at trække gardinerne for og forsøge at gemme mig for det uundgåelige. De vågne timer, den blide men insisterende kalden og det, der trækker så voldsomt i mig, at jeg simpelthen ikke kan sove. Det, der altid har kaldt på mig og som aldrig har mistet tålmodigheden.

* * *

Denne gang ligger månebogen klar og da hun brat vækker mig, forlader jeg sengen med en forventningsfuld sitren i kroppen, glider lydløst ud af soveværelse og ind på mit skriverum. Der er ingen tvivl, det er det, jeg skal. Bogen ligger på bordet badet i sølvlys og det er næsten som om ordene allerede står dér. Jeg skal bare sætte mig og åbne bogen, bogstaverne danser på siderne og de indsigter og den visdom, der er til mig, flyder fra pennen, så snart jeg tager den i hånden.

Jeg tror at det er hende. Hende, der hvisker mig i øret og ligesom holder mig oppe indefra. Hendes tilstedeværelse er som en indre råstyrke, for hun kommer gerne, når jeg føler mig lidt forladt, men så alligevel vælger at sætte mig og sige: Jeg har brug for hjælp. Berig mig med dine indsigter og gør mig blød og modtagelig, så jeg igen tør tro og skabe forbindelse.
”De er dine nu”, hvisker hun og ordene flyder som sølvfisk i månelyset. "Din sjæls indsigter og de svar, du trænger til, de svar, du nu er klar til og som er parate til at blive åbenbaret. Det drypper, lyden er monoton og intens, som en tromme, et ord af gangen, mens jeg sidder som Pjerrot og skriver.

Den anden side af sandheden afsløres som en sælsom skyggedans og det, der før var skjult, står nu klart. Vil ordene mon vil forsvinde igen i dagslys, spørger en vantro lille tanke, men nu flyder sætningerne gennem vandfald og jeg har ikke tid til tvivl. Flow, forbindelse, det ene ord tager det andet.

Den anden side af sandheden. Det tidspunkt, hvor det går op for en, at forbandelsen var en indsigtsfuld velsignelse. Men den slags sandheder kommer ofte med en brod, de har kant og er ikke så lette bare at sluge. De skal tygges og fordøjes. Jeg betragter ordene, efterhånden som de kommer til syne og snor sig hen af siderne.  Jeg husker små detaljer, noget, jeg havde glemt og jeg ser, at der nu er fine små tråde, der binder det hele sammen. Taknemmeligheden er anderledes i det rødmende blodmånelys, langsom, tøvende, men efterhånden som jeg slipper modstanden, breder den sig og fylder mig med boblende ro. Som i afspændingen efter yoga, det hele falder på plads nøjagtigt dér, hvor det hører til og til sidst er hele kroppen afspændt.
Min sjæl er nu afspændt, er de sidste ord, jeg skriver i bogen, inden jeg lukker den og siger tak. Jeg lader forsigtigt mine fingre glide over den ru overflade i et kærtegn, følger de små ujævnheder i det lysegrønne stof. Længe sidder jeg og betragter bogen og mærker hvordan magien fra ordene forplanter sig gennem mine fingre og ud i hele kroppen.

”Det var pokkers” udbryder jeg og ryster på hovedet. ”Er det sandt?"

Hun smiler underfundigt og ryster på hovedet. Jeg har fået mine svar og hun siger ikke mere. Uden ord lader hun mig, at jeg godt kan gå i seng igen, søvnen vil komme til mig nu.

”Det var pokkers”. Jeg smiler i det øjeblik, søvnen tager mig og så husker jeg ikke mere. Men det hele står i månebogen, siger jeg til mig selv, da jeg vågner og tror, at det bare var noget, jeg havde drømt.
* * *

Jeg genlæser det, jeg skrev i fuldmånens skær og lægger herefter bogen i skuffen på det gamle chatol. Det er nu tid til at fordøje. Da jeg forlader huset, ligger landskabet svøbt i et røgfarvet morgenlys så sart, at det får mig til at knibe øjnene sammen.

”Nu ser du” smiler han og nikker, allerede på plads på den store låge ud mod markvejen. Han er alene og har tydeligvis ventet på mig. Jeg nikker bare til ham, standser op og betragter ham.
”Hvem er du egentlig” udbryder jeg og mit smil bliver bredere. ”Og falken. Ravnen. Ørnen?”

”Fuglene” griner han og hans kragemave hopper op og ned. ”Det kommer vel ikke som en overraskelse? Så meget fik du da at vide.”
”Næh, men jeg troede da ikke …”, når jeg kun at sige, så bliver jeg næsten blæst tilbage af endnu et latterbrøl.

”Der er så meget, du ikke tror, men du må hele tiden justere på din tro. Har du lagt mærke til det? Hvordan den ene indsigt åbner en usynlig dør til den næste, så du kan træde ind i det lys, du heller ikke kunne se før. Du får nøjagtigt de livslektier, du har brug for, pakket ind i nøjagtigt de gaver, der skal til, for at du tør åbne dem og tage dem i brug og lære. Gave, velsignelse eller forbandelse, du giver den mange navne i processen og der er også tidspunkter, hvor du slet ikke har ord og bare måtte sidde med de store følelser, der opstår. Trække vejret gennem dem, mærke dem og siden give slip.
”Så er det godt, tak” siger jeg og kan mærke, hvordan har jeg lyst til at svøbe det lille indsigtsfrø i klæde af ordløshed. Lægge det i den snart mørke vintermuld og lade det være noget af det, som jeg tager med mig videre. Dybt ind i efteråret, helt ind i mørket, bare lade det ligge som en spirende vished og gemme det til næste forår. Jeg ser på Harald gennem sammenknebne øjne. Bag ham stiger solen op i horisonten og de edderkoppespind, der før var usynlige, kommer nu til syne i hegnet. Skrøbelige tråde svøbt i dug, selvom noget siger mig, at de ikke er så skrøbelige endda. Ordene falder som dråber og i takt med solens opstigning i øst.

Fleksibilitet. Skønhed. Parathed. Ukuelighed. Livslyst. Kontinuitet. Rytme. Rutine. Frem. Tilbage. Blød. Bevægelse. Dans. Igen. Igen. Igen.

Det er en skabelse så simpel, at den rummer alle facetter uden anstrengelse. Det er en morgendans, en sødme og en lyst. En indre vished om, at solen igen står op i øst og at hvert eneste sekund og øjeblik er akkurat så potent og magisk, som man ønsker det skal være. Det er indbegrebet af livets mysterium og som jeg står der i morgendisen, bliver jeg en del af det. Jeg hengiver mig og læner mig helt ind i disen. Jeg danser.
”Det er i uvisheden, at drømme bliver til og det er i håbet, at solen igen står op. Jo mere du tør læne dig ind i livets mysterium og lade dig fortrylle, desto mere magisk bliver livet. Men også den magi må du aktivt vælge. Vælge troen og tilliden til, at livet vil dig det godt trods alt. Forbind dig igen, når du føler dig adskilt og mærker, at du er gledet væk fra din sjæl. Ønsk dig det ikke anderledes, men dans med livet, som det er. Bær både din smerte og din lykke og vis verden, hvem du egentlig er. Sig ja til livet. Vælg kærligheden, åbn dig hjerte og dit sind. Gå i nysgerrighed, åbenhed og fyld din rygsæk med medfølelse. De fleste er på samme færd som du. Samme men anderledes, naturligvis. I opfordres til at hjælpe hinanden, bære, løfte og se det større billede.”

Jeg hører igen ørnens ord og vil gerne takke ham for dem, for de har fået en ny betydning nu, men så kommer jeg i tanke om, at det jo ikke er ham. I dag.
”Magien er ligesom større nu” siger jeg til Harald, som i mellem tiden har forladt hegnet og er forsvundet i morgendisen. Jeg synes, at jeg kan høre hans latter i lyset fra solen, der nu er gledet helt op over hyldetræerne.

I øst står solen op. I vest vinker månen farvel. Og dér på markvejen træder en kvinde ud morgenens første dans. Jeg tror at det er hende.



 Lene Frandsen
Fortælling og fotos fra min egen skriverejse
September 2015
Skrivehuset

 

 

lørdag den 26. september 2015

Kragen og tilliden


 
”Hvorfor vil du skrive mig”, siger han og smiler underfundigt. Han står der i grøftekanten og bader i dug. Luften er tyk af fugt, skarp og kølig bringer den en duft af uendelighed med sig. Uendelighed og forfald. Disen damper i horisonten, solen står langsomt op og landskabet glimter i de første stråler. Jeg ser på ham og trækker på skuldrene, jeg ved det ikke, men jeg har længe har haft lyst til at skrive ham igen. Han står der på næsten samme sted hver gang, jeg går forbi, især om eftermiddagen, når jeg går alene med hundene. De fleste fugle kommer, når jeg er her alene. De spankulerer omkring på græsplænen, de sidder på den store låge ud mod markvejen, de hænger i hegnet og uden ord hilser jeg på dem og anerkender deres tilstedeværelse. Kra kra kra.
Men han er noget specielt. Han er lidt større end de fleste andre krager, skinnende smuk i sin sorte og grå fjerdragt og med et blik, der siger mere end tusinde af ord. Og noget i det blik får mig til at huske. Glimt, brudstykker, små brikker af spørgsmål, jeg snart kan formulere. Kunne jeg bare skrive det blik, den vished, det, der danser i hans øjne spejlet i lyset fra solen.

”Jeg kan mærke at noget vil skrives” siger jeg bare og bliver stående. Jeg insisterer ikke, men jeg lader ham vide, at jeg mener det. Min hjerte banker roligt i brystet, jeg falder til ro i hans nærvær. Han tripper lidt foran mig, vipper med hovedet, pirker så lidt i jorden og giver sig god tid. Måske vil han slet ikke tale mere med mig, når jeg at tænke, inden han igen retter blikket mod mig.
”Du ønsker at skrive min vished” ler han. ”Men du må skrive din egen vished gennem mig og den er dér jo allerede. Fold den ud, som den er. Det, du tror på, det du har valgt at ville vide, den dans, din sjæl allerede kender og som flyder dybt i dig. Ørnen kalder det din livsflod og det er en fin metafor. Du har din forvandlingssang, din livsflod, din visdom. Du ved, hvad der gør dig glad, hvad der får din sjæl til at synge, du ved, hvordan energien altid kommer tilbage, når du skriver, synger og giver udtryk for din sang. Morgensangen, aftensangen, den sang, du hører, når fuldmånen vækker dig og kalder fra sin himmel. Som i nat. Du elsker at undervise, du nyder, når du deler af din viden og vished, når du lader andre kvinder tage afsæt i det, der har hjulpet dig selv og gjort, at du kunne skrive dig på vej. Det så jeg jo tydeligt på skriveworkshoppen i lørdags.”

Jeg er forundret på ham. Hvor ved han det fra? Han var dér jo ikke, ikke så vidt jeg ved, men måske, og dog og alligevel. For der sad jo krager på hegnet, mens kvinder skrev og foldede ud.  Jeg smiler uvilkårligt, når jeg tænker på den fine lørdag i min spisestue, hvor ordkvinderne kom tilbage og sluttede cirkel. Jeg husker, hvordan jeg instinktivt delte af det, der har hjulpet mig med at skrive mig ind til min sjæl og den længsel, der altid har rumlet og rumsteret. Jeg gav dem September, for hun er nemlig ikke min, og jeg så, hvordan vi alle har hver vores September og oplevelse af, hvad den måned og årstid indeholder. Jeg så hende blive vækket til live gennem nye ord og fortællinger og oplevede, hvordan synkronicitet og subtile forbindelser byggede bro. Vi græder, når vi oplever, at det igen flyder fra vores sjæl og hjerte, når vi husker alt det, vi glemte. Og siden ler vi, for det er en guddommelig befrielse, en forløsning, der får både gråd og latter til at flyde. Så ruller det igen, så kommer der gang i de indre vandløb og snart sidder hver kvinde ved deres livflod og øser gavmildt af det, de indeholder.
”Så du var dér også, Harald?”.

”Det var jeg. Jeg er her, det samme er ørnen og ulven. Og hvem ved, hvem der ellers dukker op på din vej, når du skriver den?
Det er efterår nu, en ny begyndelse, tid til refleksion og til at evaluere, om du lever i overensstemmelse med din sjæls stemme. Det gør du bedst, når lyset langsomt forsvinder og du kan trække energien hjem til dig selv. Ind, helt ind. Så sidder du dér i skumringen med fyrfadslys i lotusstagerne og betragter det blå mørke bag lysenes dans. Dine læber bevæger sig i tusmørket, jeg ser dig, mærker dig, fornemmer hvordan din stemme allerede kender den sang. Du skal bare sætte dig og begynde at synge. Ikke tænke, ikke formode, bare lade komme. Sangen synger sig selv og du mærker, at du er din sang.

Jeg nikker, vifter en tåre bort og skifter stilling dér på vejen i den tidlige morgen. Sig noget mere, Harald, hvisker jeg uden ord og håber, at han mærker, hvor godt det gør mig. Sig noget mere.
”Tillad dig selv at være langsom. Mediter eller sæt dig med aftensider eller sjælebog og spørg dybt ind til det, der rører og bevæge din sjæl. Lever du i overensstemmelse med det, der gør dig glad, er du i sjælebalance og har du forbindelse? Forbindelsen, der som du har lært, må genetableres igen og igen.” Han ser på mig og ligner pludselig en lærer, der står ved sit kateder. Himlen bag ham er tavlen, fuglene er bogstaver og skyerne er den tavlesvamp, der visker det hele ud igen. Nu er det dér, nu er det væk igen. Og eftersom han tøver og betragter mig over brillernes kant, skynder jeg mig at række fingeren i vejret, for jeg har svaret. Endelig kender jeg svaret.

”Tillid skaber forbindelse” siger jeg og mærker den lille piges stolthed over at vide noget så magisk og essentielt.
”Tillid” nikker han og smiler bredt. ”Du taber tilliden, du mister den undervejs. Det gør alle mennesker. I snubler i tankespind og i egosludder, det kan synes, som om I mister tråden i livet og det, der egentlig er jeres længsel. I farer vild, føler jer fortabte, fortravlede og I kalder det stress. Alene ordet gør jer endnu mere stressede, forvirrede og fortabte og hjertet pumper,  ude af sig selv over, at I slet ikke ved, hvad der egentlig ligger bag ordet og den tilstand, det rummer.” Han holder en kunstpause og sikrer sig, at jeg stadig lytter. Det gør jeg, jeg står helt stille i morgenduggen og selvom det er koldt og jeg godt kunne have brugt en tykkere jakke, fryser jeg ikke længere. Tiden står stille sammen med mig, vi holder vejret. Sig noget mere Harald, hvisker vinden og puster til hans fjer.

”Stress” fortsætter han, ”det er et symptom. Og stress opstår egentlig, når I ikke længere er forbundet til jeres sjæl og jeres dybe livsformål. Mærker du måske stress, når du igen med tillid forbinder dig til din sjæl, din egen dybe sandhed og den livsvisdom, der er din? Næh, så kommer roen automatisk tilbage. Du hengiver dig, du har tillid og det får alting til at flyde igen. Det, der var blokeret, strømmer nu igen. Glæden, roen, kærligheden. Det er, når du mister forbindelsen, når du ikke lytter til din sjæls stemme, din intuition og det, der får dit hjerte til at synge, der gør at du bliver rastløs, rodløs og stresset.”
”Og længslen” spørger jeg. Jeg er en opmærksom elev.

”Sjælen længes, ja, den sender subtile signaler af længsel af sted, den hvisker, kalder og inviterer jer hjem til jer selv. Den længes efter, at I skal møde op og lytte, sætte jer i stilhed og i tusmørke, så I bedre kan lytte. Lytte til det, der rører sig dybt i jer, give det plads, rum og kærlighed. Stilheden er stedet, hvor I bedst kan høre sjælen, men det kan også gøres ved at skrive, som du har lært dig selv det.
”Jeg føler mig ikke stresset mere” siger jeg og mærker, hvordan hele min krop er faldet til ro og slapper af.

”Fordi du igen har forbundet dig” siger han og letter så uden varsel. ”Vi ses en anden dag, min skat.” Snart er han væk bag rønnetræerne i skellet.
Jeg går langsomt hjem. Disen ligger i en fin stribe langs marken og jeg ser, at endnu en krage er landet på den store låge. En kat spankulerer roligt forbi ned af markvejen på vej hjem efter nattens jagt. Lyset er både skarpt og blødt og breder sig kun langsomt. Tøvende. Intet hastværk, alting ånder fred.  En duft af svampe, bål og forfald når min næsebor og jeg nyser uvilkårligt. De sidste roser hænger med hovederne, men så opdager jeg, at det ikke er dem alle sammen, der har sagt farvel. Der er stadig knopper på den orange rosenbusk, som jeg ikke kan husker navnet på. Der er så meget, jeg glemmer undervejs, men efterhånden har jeg indset, at jeg altid husker det, jeg skal bruge, når det igen er tid. Så længe jeg har tillid til, at det forholder sig sådan, så husker jeg det væsentlige.

Lene Frandsen
fra min egen skriverejsen, september 2015
Skrivehuset


tirsdag den 22. september 2015

Lyden af frihed


 
Jeg havde tænkt på det flere gange. Jeg vil spørge ham om, hvad frihed egentlig er. Jeg mener, det må han da vide, ørnen, som flyver over alle slags landskaber og ser det hele fra oven. Den svævende fornemmelse, luftdansen og det nye perspektiv, der folder sig ud set fra de højere luftlag. Jeg gik og funderede lidt over spørgsmålet, da jeg pludselig så at han var landet i sandet foran mig. Spørgsmålet fløj fra min mund som en vindruesten, man spytter ud.
”Hvad er frihed egentlig?”

”Mener du sjælens frihed?” Han så ikke spor forbavset ud. Det var næsten som om han havde ventet det. Og mig. Et skævt smil formede sig i ørnenæbbet, hans øje så intenst på mig, helt tæt på mine som den allerførste gang, hvor han dukkede op og proklamerede at han var kommet for at støtte mig på min rejse. Jeg er ham dybt taknemmelig for hans visdom, de indsigter han skænker mig og den måde, han trækker mig op af dyndet på og få mig til at se det større billede. Han er dér altid, når jeg har allermest brug for ham.
”Sjælens frihed” gentog jeg og smagte på ordene. ”Ja! Det er vist det, jeg mener. Sjælens frihed.”

”Forestil dig” sagde han, ”at du kan trække vejret dybt og helt igennem uden den kvælende fornemmelse af at skulle efterleve andres forskrifter for livet, men at du i stedet efterlever din egen sjæls stemme.”
Det var ikke svært at forestille sig og alligevel forekom det næsten umuligt, da jeg forsøgte. Der var noget tvetydigt ved den følelse, der bølgede op i mig. Over mit hovedet fløj mågerne og deres skrig forplantede sig i min krop. Det var som om lyden blev højere og højere og himlens tag sænkede sig. Noget i mig stejlede, modstanden kom masende som en hjuldamper og var ikke sådan at skubbe til.

I mens stod ørnen blot foran mig i sandet og ventede. Han har aldrig travlt, ørnen, men han synes at have en perfekt timing. Lette, lande, han gør det naturligt, lader sig fragte af luftstrømme, klager ikke kastevinder, morer sig, når han falder og fejler. Han danser med livet, gør han, ørnen.
”Det er min intention og mit ønske” sagde jeg med spæd stemme og kom uvilkårligt til at hoste, som om noget havde sat sig fast i halsen. ”At lytte til min egen livssang og leve det, der får min sjæl til at danse. Det sker, det hænder jeg kan, det flyder og dansen giver mig den største glæde. En sprød og velduftende fornemmelse af frihed opstår. Den bølger i mig, får mig til at smile, energien vokser, jeg føler mig let og ja … jeg føler næsten at jeg kan flyve.”

”Det har vi talt om. Du kan flyve!” Hans tålmodighed er stor, alligevel mærkede jeg et strejf af irritation i hans stemme.
”Vi er nødt til at tale om det igen” svarede jeg og kvindede mig op. ”Jeg glemmer det. Fortrænger det måske. Glemmer, hvad der er godt for mig og alt for let kommer jeg til at danse efter andre toner end dem, min egen sjæl spiller. Andres toner. Eller rettere sagt, det føles faktisk slet ikke som en dans. Det er tungt og slidsomt. Jeg er taknemmelig for, at du vil hjælpe mig med at huske.”

Han smilede kærligt.
”Jeg vil nu invitere dig til at tage med på en rejse, en guidet meditation, lidt tilbage i tiden og selvom vi ikke skal hæfte os for meget ved fortiden og da i hvert fald ikke lade os begrænse af den, så var den kære Kierkegaard ikke så tosset, da han sagde ”Livet forstås baglæns, men må leves forlæns.”

Jeg takkede ydmygt for invitationen og lagde mig forsigtigt ned i sandet med en dynge tang som pude under mit hoved. Snart befandt jeg mig i dyb meditation, mens jeg hørte ørnens stemme guide mig på vej.
* * *

”Velkommen til overfladen”. I det fjerne hørte jeg en velkendt stemme. Min krop føltes både kold og varm og den gjorde forfærdelig ondt. Så er jeg nok alligevel ikke død, nåede jeg at tænke, inden jeg slog øjnene op og blev blændet at lyset, der som en skarp kniv skar i mine øjne. Jeg mærkede en snert af skuffelse, der havde været så roligt, fredfyldt og uanstrengt dér i stilhedens bølger. Og dog. For via ørnens meditationsrejse tilbage i tiden havde jeg erfaret noget, der var både foruroligende og befriende på samme tid. Et mønster, en begrænset overbevisning, måske en stammeoverbevisning og noget gammelt, som har fulgt mig i hele dette liv og sandsynligvis også i tidligere. Indsigten gav mig kvalme, følelserne var stærke og voldsomme.  
Alligevel kunne jeg mærke noget i mig smile, mens jeg lå og frøs på stranden i den kølige aftenstund. Jeg stirrede op i himlen som var det allerførste gang, jeg så den. Aldrig havde den været så smuk før. Grå og hvide skyer, der som himmelskibe sejlede forbi i konstant forvandling, nu røde og svulmende i solnedgangen. To måger i vinddans, et lille område af blå, uendelighed gjort af luft og vand.

Forsigtigt satte jeg mig op og gned mine tårevædede øjne. Foran mig stod ørnen og betragtede mig med sit gennemborende blik. Kærlige, årvågne øjne, latter og alvor vinklet ind i hinanden, uadskillelige som to elskende.
”Du er en af mine yndlingsørne” udbrød jeg og mærkede en uimodståelig trang til at give ham et kæmpe kram. I stedet sendte jeg ham et forsigtigt fingerkys, jeg var jo kun lige vågnet og endnu groggy efter den guidede meditation og den film, der havde passeret revy. Den spillede stadig for mine øjne og skabte dønninger i min sjæls sandbund.

”Hvordan var meditationen?” spurgte han så, ørnen, og et lille smil boltrede sig i hans næb. ”Kunne du lide det, du indså?”
”Nej!” udbrød jeg resolut og mærkede endnu engang smerten og sorgen klemme om mit hjerte. ”Men det var nødvendigt, at jeg så det.”

”Det var det”. Han smilede stadig, trippede lidt i sandet. ”Og nu er du vågnet. Men som vi tidligere har talt så meget op, så lad også den opvågning være en proces. Den indsigt, de dybe erkendelser, du nu har fået, skal du ligeså stille give tid og plads, så de kan bundfælde sig og lægge sig til rette. Der er intet hastværk, lad det ske gradvist og når du er klar. Det er som træet i efteråret, der langsomt giver slip på det, der var, et blad af gangen. Måske hjælper stormen til, måske ikke, det er underordnet. Der er en helt naturlig proces, som du nu blot skal overgive dig til i vished om, at du er støttet, hjulpet og vejledt i hver eneste fase.

Jeg havde ingen anelse om, at det jeg frygtede allermest, ville være det, der satte mig fri. Det skete i det sekund, den sidste dør smækkede. ”Det her er ikke din vej længere”, hviskede en stemme, men jeg var ikke sikker på, hvor den kom fra. Og jeg misforstod først, hvad det egentlig var, stemmen mente, selvom jeg også mærkede et strejf af frihed. En finger, der forsigtigt strøg over min kind og skabte en krusning af kuldegys i min sjæl. Så forsvandt følelsen igen, men nu var den tilbage.
”Nu forstår jeg, hvad det var stemmen egentlig mente” udbrød jeg glædesstrålende og så på ørnen, stranden og havet gennem en flod af tårer. ”Og min forvandlingssang. Det er som noget er sket, som om jeg er kommet dybere ind i ordene, en dør har åbnet sig. Nu kan jeg næsten tage den på og blive den.”

”Det er også intentionen”. Han smilede stadig, nu med det velkendte skær i øjnene, der fortalte mig, at han snart ville lette og at vores seance var ovre for denne gang.  

”Og jeg tror måske også, at jeg begynder at fornemme, hvad frihed egentlig betyder". Min stemme havde fået en ny klang, vejrtrækningen var lidt dybere.
Ørnen nikkede smilende og i samme sekund lettede han fra stranden. Han svævede ud over havet, lod sig fragte af vinden i bløde, brusende cirkler og lånte af det, der var for at støtte ham på hans færd. Det, som han hverken ejer eller ønsker at eje. Det, som får ham til at flyve, men som i det øjeblik han begærer det, identificerer sig med det og ønsker at bruge det udelukkende til sin egen fordel, vil få ham til at falde til jorden med et brag. Det, der får ham til at flyve er …

”Det samme som får dig til at flyve” råbte han og forsvandt bag en sky i horisonten.
Jeg rejste mig og tog et par skridt i sandet, stadig lidt groggy efter meditationen og den afslørende indsigt, jeg havde fået. Men noget var sket. Noget i mig var vågnet og det føltes både stærkere og mere intenst end nogensinde før. En sang, et lille vers trængte sig på og i det sekund vidste jeg, at der er håb endnu. Det er aldrig for sent at huske lyden af frihed og lade den synge i hjertet.

Når du kan høre lyden af frihed
Synge i dit hjerte
Når du tør danse til livssangen din
Uden hensynssmerte
Når du tør være den pige, du var engang
Når du tør vise dig helt og skråle din sang
Og høre lyden af frihed synge i dit hjerte …

Det kræver alt for meget energi at tilsidesætte sin sjæls stemme, tænkte jeg, mens jeg nynnede og digtede videre på det lille vers. Og hvis jeg ikke tager meget fejl, sang mågerne med.
 
Lene Frandsen
fra min egen skriverejse, september 2015
Skrivehuset