tirsdag den 30. december 2014

Kvinden der skrev sig selv


 
Hun serverer kaffe i den røde kop. Dagen er aftaget, men lyset sejler stadig som et skib over marken. Snedækket er et tæppe af blødt vaniljedrys. Jeg har netop været ude med hunden, vi gik gennem driver og al den sne, der nu er smeltet. Is forfulgt af vand forfulgt af poter og fødder i store vinterstøvler.
Det er en glæde at vandre gennem vinteren. Personligt vandrer jeg gennem alle årstider. Jeg går ud og byder dem velkommen og så går jeg igennem. Jeg hilser på naturen og på det, jeg møder på min vej. Hver eneste dag har sin egen personlighed. Vejret skifter, lyset er aldrig helt det samme og træernes dans er ny hver gang, jeg går forbi. Forsigtigt bevæger jeg mig gennem de øjeblikke, der tilsammen udgør det liv, der er mit.

’Og du har fået det for at leve det’, nikker hun og skåler i kaffe. Hendes kop af lyseblå, næsten samme farve som himlen derude.
Hun har skam været her hele tiden, hele måneden. Men i år har jeg ikke skrevet hende på samme måde som tidligere. Blå dage af dæmpet lys, regntunge skyer og et pludselig vejrskifte, der bød på sne og vinter. Solen steg til himmels og hun malede dagene i nye, dristige farver. Men jeg skrev ikke hende, hun skrev mig. Det var en aftale, vi lavede sidste år ved samme tid, rollerne skulle byttes om, det var på tide. År efter år havde jeg gjort hende til noget levende, håndgribeligt og en, jeg kunne tale med. Fordi jeg valgte, at det skulle være sådan. Hun øste af sin visdom og gav mig vinterlig kærlighed. I år var det så min tur. Jeg har forkælet hende og serveret kaffe på sengen hver eneste morgen. Vi har haft gode samtaler og mens jeg har gjort mit, har hun listet omkring og noteret sig alt det, hun så. Som en usynlig forfatter, en skyggefortæller. Nu ligger bogen på bordet foran hende, den er næsten færdig.

'Et par kapitler endnu,' siger hun og smiler underfundigt, 'resten af i dag og i morgen. Så siger vi farvel og jeg efterlader bogen her til dig'.

’Hvad handler den mon om, bogen?’ Jeg slubrer kaffe og hælder et stænk nysgerrighed i. Lyset skifter pludseligt og fejer forbi, solen dukker op bag træerne og giver marken et gulligt skær. Blødt, bevægeligt og sanseligt i sin sårbarhed daler det ned fra himlen og lander forsigtigt på jorden. Spor af harer, dådyr og hunde kommer til syne. De nøgne træer strækker sig for bedre at kunne se. Og høre. De har hørt mig spørge. Og også de er nysgerrige efter at vide, hvad bogen mon handler om. Alle har set hvordan December flittigt har skrevet sig gennem måneden, der næsten er gået. Hver eneste dag mødte hun op og gjorde det eneste, en forfatter kan og skal. Hun skrev. Ord efter ord kom noget til syne og blev til det, der nu ligger på bordet foran hende. Bogen.
’Den handler da om dig’, udbryder hun og ler, ’og hvordan man skriver sig selv. Den handler om en kvinde, som opdagede at hendes sjæl talte til hende, når hun begyndte at skrive. En kvinde, som efterhånden forstod at hvis hun spurgte sjælen til råds, så ville hun få alle de svar, som virkelig var til hende. Hun ville forstå sin egen dybe sandhed og hun ville få ord og sætninger serveret, der vakte genklang og gav mod til gode drømme. Så hun gjorde det. Hun skrev sig selv. Hun blottede sin sjæl.’

’Men hvordan kan du vide … ‘ Min stemme famler forsigtigt med et spørgsmål, som ikke vil stilles. Det tilkommer ikke mig at kaste tvivl på Decembers formåen. Hun har blot registreret det, hun så og som for alvor blev synligt i netop hendes måned.
’Hvad hedder bogen?’ Det spørgsmål er ikke svært at stille. Jeg ser spændt på hende.

’Kvinden der skrev sig selv’. December ser på mig, hendes smil er som jordbæris på en sommerdag. Jeg kan fornemme sødmen på tungen. Mærkeligt som hun kan have glimt af Juli i sin teint. Måske er de søstre? Jeg ved det ikke, men måske får jeg svar en dag.
Nu falmer lyset og dagen fordamper. Forsigtigt forlader den scenen og træder et skridt tilbage, forsvinder bag det træ, hvor en fugl stirrer på mig fra sin gren. Jeg genkender ham straks. Det er Harald. Kragen. Jeg vinker ivrigt til ham og han besvarer min hilsen med et kækt kast med hovedet. Så flyver han til vejs og følger dagen til døren. Snart træder aftenen i karakter. Hvis vi er heldige, vil vi igen i aften blive beriget med en blinkende stjernehimmel.

’Jeg er spændt på at læse bogen’, siger jeg til December og vi skåler i kaffe.
Jeg ser dybt i hendes øjne og får øje på noget, jeg genkender. Et suk. Et lys, der bor i mørket og som altid findes. Også på mørke vinterdage og når natten er kold og lang. Lyset, der lod sig opdage og efterhånden blev til ord.

’Man kan faktisk skrive sit eget lys’, siger jeg til hende. Hun nikker alvorligt.
’Og det har du gjort, min ven. Nu er tiden kommet, hvor du vise andre, hvordan de kan gøre det samme. Og bogen er kun det første bind. Resten er op til dig. Ordene, sætningerne og de øjeblikke, hvor lyset skinner som en stjerne på nattehimlen og viser vej. Følg den, vær den og skriv den.

’Tak December’. Jeg omfavner hende og mærker, at det er en slags afsked. For denne gang.
* * *
Godt nytår, kære ven. Må lykken følge dig på vej i 2015, den vej, du selv er medskaber af. Og skin. For også du er en stjerne!
Kærlig hilsen
Lene
Skrivehuset


 
 
Tekst og billede, Lene Megan, December 2014

tirsdag den 23. december 2014

Livets sang


 
Jeg lytter til dråbernes sang i den gamle balje på altanen. Vinden får dråberne til at danse, overfladen er urolig, men alligevel er synet af de dansede dråber og musikkens lyd en beroligende affære. Et suk falder til ro. Det er ikke længere morgen, men dog tøver dagen med at folde sig ud. Den strækker sig gennem skydækket og kigger forsigtig over trætoppene. Jeg har lavet en kop jasminte og sidder i mit skriveværelse med udsigt over træer og marker.
Det er vinter nu, de sidste blade har forladt træer og grene og nøgne står de nu, træerne, i al deres pragt. Jeg elsker synet af nøgne træer og lyden af sårbarhed. Nu kan jeg se, hvordan hver eneste gren er unik og formet på sin helt egen måde. Kviste, bladrester og krogede knuder. Fingre, hænder, arme, der strækker sig mod himlen eller peger på jorden. Alligevel er de alle en del af samme træ. Og det er som om træerne har helt deres egen flok. De kender hinanden, de ved, hvor rødderne mødes og grænserne går. Men der er ingen grænser, hvisker de. De rækker ud mod hinanden, de giver plads, de kræver og alligevel gør de ingenting. De er bare. Træer. De ånder, de lever og de inspirerer. En flok fugle letter og jeg spejder efter Harald, min krageven. I dag er han ikke at se. Måske fortæller han en anden skrivende sjæl om skrivegerningens mysterier og inspirerer fra et andet træ? Tanken er god og får mig uvilkårligt til at smile.  Jeg drikker forsigtigt af den varme te.

Sidste dag inden jul. Og jeg har lovet mig selv, at jeg vil skrive denne morgen. Løftet tager jeg alvorligt, jeg vidste det fra det øjeblik, jeg slog øjnene op. I dag vil jeg sætte mig i skriveværelset med min te og lytte til livets sang. I dag vil jeg modtage det, der kommer og byde velkommen. Hvert eneste ord er en særlig gæst, som jeg omhyggeligt placerer dér, hvor det skrives vil. Og efterhånden dukker noget op, et billede tegner sig.
Lyden af noget, der vil fortælles, finder sin tone.

Livets sang. Træerne dans. Dråbernes vej fra himmel til balje. En kvinde med hjertet fuld af ord og en kop te i en lyseblå kop, der minder hende om forår.
Det er vinter nu, skriver ordene og hun nikker. Det er vejen gennem vinteren, de mørke dage, som alligevel har vendt sig og nu går en anden vej. Vintersolhverv. Det smukkeste ord. Nu rejser vi mod solen, mod lyset og mod foråret. Men vinteren er ikke bare en tid, der skal overstås, fortæller ordene og hun nikker igen. Samtyggende. Vinteren er sin egen gæst. Sin egen gave. Med mørke, sne og kulde. Med tid til fordybelse og indsigt. Hvile i hjertet og i visheden om, at hver eneste dag er en station på rejsen mod lyset. Mod foråret. Og dog er den et liv i sig selv. En gave.

Lige, lige nu. På decembers treogtyvende dag. Velsigtet, værdsat og vinterlig velkommen. Hver eneste dag. Hvert eneste skridt. Hver eneste lille glæde. Som teen i den lyseblå kop, som træerne i haven, som kragen Harald og alle hans fuglevenner. Dådyrene på marken og skyerne, der kommer og går. Solen, der er en sjælden gæst, men som skinner bag skyerne. Tankerne, der blot er som skyer. Visheden om, at glæden findes et dybere sted og at kærligheden vokser i dens muld. Måske er det endda omvendt? Jeg ved det ikke og det er også en glæde. På decembers treogtyvende dag, hvor livets sang lyder. Som et hjerteslag. Et håb. En stille glæde.
Med ønsket om en glædelig og kærlig jul. Fra skriveværelset, fra mit hjertekammer.

Fred.

Kærlig hilsen
Lene
Tekst og billede
Lene Megan, december 2014

Skrivehuset

fredag den 12. december 2014

Vinger og visdom


 
Dagen er diset. Regnen hviler mod ruden, læner sig og lytter. Brudstykker af historier flyver gennem vinduet, de har ingen sans for grænser og gennemsigtigt glas. De kommer bare igennem. Flydende ord og sætninger, de er som små fugle af glæde og glans.  Ikke tænke, ikke anstrenge sig, bare tage imod. Sidde her og lytte til lyset, den blafrende flamme og kaffen der bliver kold, fordi jeg ikke drikker den. Men den står dér i sit krus, duftende og indbydende. Så jeg skriver den.
Harald er kommet tilbage. Den sorte fugl, der ikke længere bare er fugl, men en krage med et navn. En flyvende, skrivende krage med et budskab. Han er en tålmodig herre, han presser sig ikke på, men han ved instinktivt, hvornår jeg er klar. Så dukker han op i det sekund, jeg slipper kontrollen og begynder at skrive. Gyngende på sin gren i decemberdisen, årvågen og stolt.

Han er med mig.
’Hvad laver du?’ Hans stemme daler gennem luften og når mig som et spørgende suk. Jeg ser op og får øje på ham. Lader blikket hvile på den sorte skikkelse med vinger og visdom. Jeg spejler mig i hans øjne og siger ikke noget. Det siger jo sig selv. Hvad jeg laver. For hvis jeg ikke gjorde det, hvis jeg ikke skrev, så var han aldrig dukket op. Sådan er det. Det er mit engagement, der gør forskellen.

’Jeg forsøger at skrive noget’, siger jeg så, selvom jeg egentlig havde besluttet mig for at være tavs. Ordet ”forsøger” er som et klistrende fluepapir. Det sidder fast i mine fingre og jeg kan ikke få det af. Klæbrigt og begrænsende. Det forhindrer mig i at skrive flydende. Fluepapiret. Forsøget.
’Så vidt jeg kan se, gør du mere end at forsøge’, svarer han og nikker anerkendende. ’Du skriver. Så lad være med at fortælle dig selv, at du prøver eller forsøger. Grib dagen, pennen og ordene. Du forsøger ikke, du gør det. Du skriver. Du er midt i en historie, ganske vist i udkanten, men bliv ved med at gå. Lad være med at standse op og fyld dig selv med tunge ord. Prøve. Forsøge.’ Han fnyser højlydt og er et kort sekund ved at falde ned af sin gren. Så retter han sig op med et fjollet grin.

’Balance er at korrigere, inden du falder’.
Jeg nikker. Han har ret, den gode Harald. Og jeg er taknemmelig for, at han altid kommer. Det er som om han instinktivt ved, hvornår jeg virkelig er engageret og har en helhjertet intention om at møde en historie. Den slags fornemmer han. Så kommer han flyvende eller spankulerende over græsplænen, der nu spejler sig i himlen. Våd og vinterlig.

’Det er det, der ofte sker’, forsætter han. ’Vi begiver os på vej, vi skriver og noget sker, men så stopper vi op. Vi begynder at stille spørgsmål. Er jeg på rette vej? Gør jeg det rigtigt? Vi inviterer vores indre censor med på rejsen og så kan det kun gå galt. For den indre censor har ingen intention om at komme dybere ind i historien. Tværtimod. Den vil gerne have, at vi bliver, hvor vi er. Og den har mange års erfaring med at aktivere den indre bremse. Snilde og særlige tricks. Den taler til sårbarheden og angsten. Og så har den en kopi af janteloven tatoveret på overarmen. ’
’Men vi skal blive ved med at gå … skrive …?’ Stemmen er min.

’Selvfølgelig!’ nærmest råber Harald. Det er først nu, det er ved at blive spændende. Når vi overskrider vores egne indre grænser og trodser den stemme, der fortæller os at vi ikke kan eller skal. Den lyver, den stemme. For det udvikler sig, jo dybere vi kommer ind i historiernes skov. Jo dybere vi går ind i os selv. Jo mere vi lytter, jo nysgerrigere vi er, jo mere dristige. Skriv, skriv, skriv. Er du ikke spændt? Hvad sker der? ’
Jeg nikker. Selvfølgelig er jeg spændt.

’Se nu bare vores lille historie her’, siger Harald og gynger legesygt på sin gren. Hans sorte øjne hviler på mig, årvågent, observerende. Han lægger mærke til alt. ’Den kan stoppe her. Du kan forlade tastaturet, slukke dit skrivelys og gå ud i dagen. Du kan påstå, at du har andre og vigtigere gøremål, men i virkeligheden handler det om, at du er bange. Ja, du er bange for det, du ikke ved. Og du kan ikke kende historien på forhånd. Det er faktisk hele ideen med at skrive. Noget sker, udvikler sig og opstår, jo mere du giver slip. Jo længere og jo dybere du går. ’
’Skriv, udforsk, skriv, lad dig fortrylle, skriv, fyld dig med undren, skriv, se detaljerne, skriv dem, skriv det, skriv dig!’

Harald har talt sig varm. Og jeg har skrevet mig lun. Nogen smiler indeni. En særlig sødme stiger til vejrs og nu når smilet mine læber. Jeg ler. Naturligvis kan historien ikke stoppe her, men den kan fortsætte, næste gang Harald og jeg holder stævnemøde.
’Og hvornår gør vi så det?’ udbryder han og løfter den ene vinge i et spørgsmålstegn.

’I morgen ved samme tid?
’Det er en aftale. Og husk opvarmningsøvelsen først!’

Jeg nikker smilende. Jeg kan godt lide Harald. Og jeg elsker at skrive historier.
’Højt på en gren en krage’, nynner Harald og er ikke længere en krage på en gren. Nu er han i luften. Sorte vinger mod vinterhimlen. En smuk silhuet af noget stort. Smukt. Og uhåndgribeligt. Noget, der kommer tilbage og igen bliver til fugl, når jeg ønsker det.

Hvis jeg virkelig ønsker det.

Tekst, billede og kærlige hilsener
Harald og Lene, december 2014

Skrivehuset
 

fredag den 5. december 2014

Højt på en gren




Dagen har taget disen i ed. Regndråber dingler som edderkoppespind over landskabet. Lydløst spinder de deres tråde og gør verden våd. Dryp. Dryp. Er det mon en slags sang? Dråbemusik? Forsigtigt åbner jeg døren til altanen og træder ud i den fugtige dag. En af de sorte fugle, som jeg ikke kender navnet på, stirrer på mig fra sin gren i bøgetræet. Nøgne grene, sort fugl, silhuetter af tiden, der kom. Og gik.
’Navnet er Harald’, siger den så. Fuglen. Den sorte. ’Du kender ikke mit navn, sagde du, men det går du så nu. Harald. Til tjeneste!’
Den flyver lidt nærmere og finder en gren, der flugter tæt med det udspring, hvor jeg står og skutter mig i decemberdisen. Jeg stirrer ind i dens udstående øjne. Et blik, der siger mere en tusind ord. Men blikket er åbenbart ikke det eneste, som Harald bruger til at kommunikere med. Han taler også. Med menneskeord.
’En krage’, udbryder Harald og puster vinger op. Sorte, forføriske, fulde af dråber. ’Jeg er en krage. Og jeg hedder Harald. Nu kender du mig, nu ved du, hvilken fugleart jeg tilhører og så behøver du aldrig mere at omtale mig som en sort fugl. Nu kan du være specifik i dine formuleringer og det gør underværker.’
’Hør, hvad ved du om skrivning?’ Ordene løber ud af min mund, før jeg kan nå at stoppe dem. Jeg er efterhånden åben for næsten hvad som helst, men en fugl, der har forstand på at skrive?
’Det kunne du lide at vide?’. Harald ler højt, en øredøvende lyd, der minder om et skrig. ’Alt’.
’Så du ved alt om at skrive, Harald?’ Jeg ser på fuglen, som jo ikke længere bare er en sort fugl. Jeg betragter kragen. Harald. Og jeg indser pludselig, at det er nu, jeg skal passe på. For noget i mig har umiddelbart lyst til at le højt. Det er jo i grunden ganske morsomt og en smule grotesk. Her står jeg og småfryser i regndisen, mens jeg konverserer med en krage. En krage, der har præsenteret sig selv om Harald. Og som ovenikøbet påstår, at han er ekspert i at skrive. At han ved ALT om at skrive. Det er fristende at forkaste dette øjeblik, lukke døren og forskanse mig bag muren af det, jeg tror, jeg ved. Det er fristende at lukke døren og hjertet for det øjeblik, hvor en fugl ikke bare er en fugl, men viser sig som en sjæl med et budskab. Et væsen. Måske har nogen sendt Harald for at fortælle mig noget, jeg ikke ved? Måske er Harald et slags sendebud? Min nysgerrighed er vakt og jeg roser mig selv for stadig at stå i døråbningen og glo på Harald, der tålmodigt gynger på grenen i takt til regndråbernes melodi.
Harald nikker bare. Ser på mig uden omsvøb.
’Jeg tror vi skal lære hinanden lidt bedre at kende’, siger han. ’Det er tid. Det er derfor, jeg er kommet. For hvis historien virkelig skal folde sig ud, så skal du have fat på de mindste detaljer. Dem, man sjældent lægger mærke til. Men når du begynder at skrive om dem, så lærer du også automatisk at sætte pris på dem. Det er som om du lærer dem at kende. Den, der før blot var en fremmed, en ukendt, bliver en ven.’
Jeg nikker. Jeg synes jeg har hørt det før, ja jeg har da vist også skrevet lidt om det. Hvordan jeg lærer at sætte pris på det, jeg har fokus på og skriver om. Jo mere, jeg fordyber mig, desto nærmere kommer jeg essensen af det, der ikke kan ses med det umiddelbare øje. Det, som kun kan mærkes med hjertet og som kræver min opmærksomhed.
Og det ved kragen Harald åbenbart noget om.
’Det vil jeg gerne, Harald’, hører jeg mig selv udbryde. ’Men jeg fryser nu og jeg er kun lige ved at genopstå for en voldsom forkølelse. Kan vi tale mere om dette de kommende dage? Har du lyst til at komme på besøg her i december og lære mig lidt mere om … at skrive?’
Fuglen nikker. Jeg mener, Harald nikker. Kragen Harald. Han ser tilfreds ud, han har opnået det, han kom for. Læreren dukker op, når eleven er klar. Og læreren kan vise sig i alle mulige afskygninger. Tro ikke, at du ved. På forhånd. Du er nødt til at være åben og modtagelig og gøre som jeg. Modstå fristelsen til at forkaste det, der ikke umiddelbart giver mening. Talende fugle, for eksempel.
’Vi ses’, siger Harald og letter fra grenen. Jeg ser ham forsvinde i regndisen, mellem grenene og ud på den anden side. Han svæver over marken og bliver til en lille prik. Så er han væk.
Jeg lukker døren og noget i mig nynner.
Højt på en gren en krage,
- simsaladim bamba saladu saladim -
højt på en gren en krage sad.
Men denne gang kommer der ingen hæslig jæger og skyder kragen død. Det er jeg sikker på. For jeg har en intention at lære Harald bedre at kende. Han flyver rundt med en slags visdom, som jeg gerne vil tilegne mig. Og den slags visdom er ikke kommet for at dø. Den er kommet for at leve.
Tekst, billede og kærlig hilsen
Lene, Skrivehuset, December 2014
 

onsdag den 3. december 2014

Min dag


 
Jeg vil give mig selv en gave. En fødselsdagsgave. For det er den dag. Min dag. Fødselsdag. I dag.
Gaven er tid til mig selv. Den er tid til at skrive. Te i min store røde kop og dæmpet lys i dagens første timer. Med Kate Bush i højtaleren og intet at nå. En forkølelse har sneget sig ind på mig, hovedet er fyldt med vat, men ingenting kan tage min stille glæde fra mig. Og glæden ved at skrive er en sanselig sag. Noget mellem skriveguden og mig. Noget, jeg har fået i vuggegave og som nogen vidste om, inden jeg selv kunne formulere det.

Jeg hylder historierne i dag. De sanselige dansende ord, der vokser som små træer i min jord. De ord, der kommer fra et andet sted. De træer, der når helt ind i himlen. Den himmel, som hver eneste dag venter på, at jeg skal komme ud og opdage den. Igen. I lys. I mørke. Når stjernerne blinker, når fuldmånen er på besøg, når alting bliver til sølv og kaster magiske skygger.
Kan du også se det? Mærke det?

Kan I ikke se det? Som lille pige forsøgte jeg hele tiden at gøre opmærksom på det eventyr, jeg så i livet. Se! Lyt! Er det ikke stort? Vidunderligt. Magisk.
Men nej. Ikke alle kunne se eller høre det. Livets magi. Den stille musik i træernes åndedrag. Og pigen fandt efterhånden ud af, at hun nok skulle gå lidt stille med dørene, hvis hun ikke ville skabe unødig interesse for sine tilsyneladende tvivlsomme evner. Evner, som ikke altid blev forstået eller værdsat. Så efterhånden skjulte hun dem i mørket. Tog en maske på. Og endnu en.

Glæden vokser ikke uden lys. Glæden vil leve, elskes og åndes.
Så glæden blev lidt stille. I mange år.

Det gør mig glad at skrive og fortælle eventyr. Det gør mig levende. Jeg forbinder mig med alting, når jeg forladerne tankerne og går ind i mit magiske rum. Og det er et bevidst valg. I rummet er der ingen vægge, jeg er med alt, hvad der er. Og jeg bliver det, jeg skriver om. Himlen, træerne, fuglene, lyset og mørket. Der er ingen adskillelse. Og lige dér i stilheden mellem alt og intet dukker de op. Historierne. Fortællingerne. Alt det, som man ikke kan se eller røre. Men hvis man tror på det, så viser det sig. For det vil gerne fortælles. Skrives. Gives videre.
Skrivende sjæle, jeg kalder på jer. Jeg kalder, fordi jeg ved, at jeg ikke er alene. Og jeg ønsker at dedikere resten af mit liv til det, den lille pige vidste. Barnet i mig. Som lever i bedste velgående, skulle jeg hilse at sige. Og sjovt nok bliver hun både mere levende og mere elskelig, jo ældre jeg bliver. Fordi jeg ser hende. Fordi jeg ærer hende. Og fordi jeg tager hende med mig i alt, hvad jeg gør. Jeg lytter til det, hun siger og jeg betragter det, hun ser. Og så skriver vi sammen. Vi går på eventyr i os selv og i livet og vi henter de historier frem, der bor i hjertet og som kun kan fortælles fra det sted. Fordi vi elsker det. Fordi det gør os levende.

Og vi skal da være levende i livet. Give det bedste, vi har.
Jeg er holdt op med at opsøge det, der gør mig så trist. For jeg ved at vi er her for at følge glæden. Det betyder ikke, at vi skal lukke øjnene for det, der sker ude i verden, tværtimod. Men det, der sker derude, starter i os selv. Så vi skal gøre os umage for at følge glæden og mærke kærligheden. Det, der gør os glade. Det starter med, at vi søger tilbage og finder de gaver, vi har fået med os.  Talenterne. Glæderne. I hvert fald hvis du som jeg kom på afveje. Blev forvirret. Og en smule trist. Hvad end det er, så skal vi finde det frem fra mørket, pudse det og lade det skinne. Vi skal skinne. Det er jo derfor, vi er her.

Derfor vælger jeg fra nu af og med omhu de ting og de mennesker, der skal fylde i mit liv. For mit liv skal fylde. Kun sådan kan jeg skinne og folde mig ud som den, jeg egentlig er og kun sådan giver jeg andre tilladelse til at gøre det samme. Med disse ord giver jeg også dig tilladelse. Kom, skin, lad os skrive sammen, lad os tage imod de historier, der kun venter på, at vi åbner os og giver lov. For det er det, livet handler om. Det handler om at vi giver lov. Giver slip. Og lader komme.
Jeg vælger at åbne dørene i Skrivehuset for andre skrivende sjæle og mennesker, som tror på kærligheden. Jeg vælger at sige ja til søgere og til dem, som ved, at der findes en anden vej. Jeg vælger at tro på det, der giver mest eventyr i mit liv og jeg vælger at skrive om det.

Af ord er jeg kommet. Og i dag er det min fødselsdag. Tillykke til mig. Og til andre skrivende sjæle, søgere og de, der tror. På livet. På kærligheden.

Kærlig hilsen
Lene
Blessed are the weird people -
poets, misfits, writers, mystics, heretics, painters and troubadours
for they teach us to see the world through different eyes
- Jacob Nordby -
 
Eftertænksom
 

Og glad! En sommer med Josie ... en af de smukkeste sjæle, der har været i mit liv.
TAK
 



 

tirsdag den 2. december 2014

Der findes en anden vej



Jeg lovede mig selv, at jeg ville skrive hver dag. Jeg fortalte mig selv, at det var grunden til, at jeg bevægede mig en anden vej. Længslen, den evige lyst til at overgive mig til ordene og følge deres vej. Historierne var balsam for min sjæl.  Og der var så meget, der ville skrives, det mærkede jeg jo, når jeg satte mig til tastaturet hver morgen og skrev mig selv ud i livet.
En anden vej. Der findes en anden vej.

Sandheden er, at jeg ikke anede, hvad der skulle ske og hvordan. Jeg vidste bare, at jeg var nødt til at tage min drøm alvorligt. Der stod det jo, sort på hvidt, når jeg hver eneste morgen forlod tankernes tyranni og begav mig ind i et andet slags land. Fragtet på vinger af poesi og fantasi dukkede historier op, dristige og muntre i deres tone. Udfordrende på en kærlig måde. Og fulde af visdom.
’Hvem er I, ord, og hvor kommer I fra? Bor i et sted dybt i mig eller kommer i udefra?’ For det var i grunden så mærkeligt at opdage, at der boede en uendelig kilde af ordmæssig visdom dybt i mig, noget, som jeg ikke vidste om og kunne tænke mig til. Jeg var nødt til at skrive det frem.

Og selve skrivegerningen var nøglen. Det var min gave. Vi har sikkert alle sammen forskellige gaver og nøgler til den skattekiste af indre glød og kærlighed visdom, som vi alle bærer rundt på indeni. I sjælen, i hjertet. Fint forseglet sidder noget og venter på, at vi skal opdage det. Et lille væsen gjort af kærlighed. Og lys. Dybt i mørket findes en hemmelig kiste og nøglen til at få den åben er vores glæde. Det, der gør os allermest godt. Det, vi drømmer om og måske fortrænger. Det, vi ikke tør, men alligevel bare må gøre. Fordi. Vi ønsker alle sammen at finde den. Skatten. Hemmeligheden. Vores helt egen vej og sandhed.
Jeg fortsætter med at skrive. Men det, jeg troede blot var en historie, der ville skrives gennem mig og måske blive til en slags roman, blev til mit liv. Jeg skrev mit liv. En nyt slags liv, et bedre liv. For mig. Og det gør jeg stadigvæk. Det er sådan, jeg arbejder med mig selv og min virksomhed, jeg skriver det frem. For jeg ved, at hvis jeg udelukkende konsulterer sind og tanker, så bliver jeg begrænset og usikker. Gør jeg nu det rigtige? Tør jeg overhovedet det her? Og jeg bliver jeg fastholdt i status quo og gamle historier, hvis jeg ikke vælger at ignorere det, der var engang og det, som mine tanker stadig kan finde på at kredse om. Så jeg gør noget andet. Nu. Jeg skriver mig dybere ned, ind i hjertet. Jeg spørger min sjæl. Jeg lytter til stilheden. Jeg ved nu, at der findes en vej.

Og jeg skriver den. Hver eneste dag. Jeg falder, snubler og jeg rejser mig igen. Jeg har grædt mange tårer og der har været nætter fulde af frygt. End ikke månen lyste. Der var ikke en stjerne at se. Men noget i mig vidste, at det var nødvendigt at blive dér lidt og vente på næste ledetråd. I mødet med min egen frygt og i accepten af, at den havde et slags budskab til mig, vendte mørket sig mod lyset og en dør åbnede sig. En dør, som ikke havde været der før. Den reneste magi.
* * *
Jeg står lidt i døråbningen og stirrer ud i den nye dag. December er lidt tåget, iskold i kinderne, men hun smiler og vinker. ’Kom, kom, denne vej.’ Jeg tøver et kort sekund, så træder jeg ud og opdager, at jeg ikke er alene. I skellet mellem nat og dag, bag lysets kolde tåge, står andre skrivende sjæle og skutter sig i vintervejret. De kender ikke hinanden, men noget drager dem. En længsel. En stille sang så vidunderlig smuk, at de bare må standse op og lytte. Jeg går langsomt hen imod dem.

’Jeg vil hjælpe jer’, siger jeg og undrer mig over min egen stemme. Den taler uden tøven.
’Jeg ønsker at give jer det, jeg selv har fået og vise jer, hvordan I kan … skrive jer selv. Jeres sjæl. Og hvor skønt det kan være, når vi efterlader de gamle historier til året, der snart er gået og begiver os på vej. Den anden vej. Når vi skriver os selv og går på eventyr i de muligheder, der byder sig til, når vi vælger at se dem. Når vi har fokus. På glæden. Når vi vælger at lytte indad og opdager, at vi er vores helt egen guru. Når vi opdager, at det vi ledte efter og søgte i øst, vest, syd og nord slet ikke er noget, vi kan finde udenfor os selv.

Når vi skriver os selv. Med hjerteblæk.

Det, som kun kan skrives. Nu.
Det liv, som kun kan leves. Nu.
Kom, lad os skrive sammen. Rejse sammen. Leve sammen. Nu.
Lad os følge glæden og den vil følge os.
Lad os gå efter lyset og opdage, at vi er det selv.
Kom, lad os skrive. Et liv. En anden vej.


Glædelig 2. december.
Kærlig hilsen
Lene


* * *

Jeg tilbyder nu kreativ og intuitiv skrivecoaching i Skrivehuset. Til dig, som ved at der findes en anden vej og ønsker at skrive den. Du skal være hjertelig velkommen.


Tekst og billede, Lene Megan, december 2014
 


mandag den 1. december 2014

Skrivelyset


Kære ven

December er skam ankommet. Også til Skrivehuset. Og i dag valgte jeg at lade hendes ord tilfalde netop Skrivehuset blog og hjemmeside, fordi historien handler om at have en intention. En skriveintention.

Måske har du lyst til at læse historien om skrivelyset?

Og ellers har jeg jo naturligvis en intention om at tage imod en historie hver eneste dag her i december måned, så mon ikke det også vil dryppe her på Poetiske Paradokser? :)

Så velkommen til December, både her og der.

Ønsker dig dejlige dage.

Kærlig hilsen
Lene