lørdag den 22. november 2014

Lys i november



Solen står op i horisonten uden egentlig at forlade sengen. Halvvejs gemt bag skydækket kigger den frem og beslutter sig for at blive. Hvor den er. Bare være.

Lyset er blegt orange. I en ujævn linje danser det i horisonten og danner baggrund for en flok fugle, der er på vej mod noget andet. I træet derude sidder de sorte med vinger og holder udkig. Nogle ser ind gennem vinduet og får øje på det røde krus med dampende varm kaffe. En kvinde svøbt i dæmpet lys lader forsigtigt fingrene glide over tastaturet i håb om, at en historie vil finde vej. Det er længe siden, flere uger, at hun sidst sad med et tomt ark fuld af længselsfuld forventning. Siden hun sidst åbnede den dør på klem, som rummer alle skattene og er kilden til evig glæde.
Historierne. Ordene. Stilheden.
Men noget er anderledes nu, for hun ved at de er der. Altid. De venter kun på hende. De er ikke lunefulde, de er ikke smålige og bliver heller ikke fornærmede over hendes fravær. De er bare. Afventede. Selvom de, når de ikke skrives og sættes fri, faktisk godt kan give tunge fornemmelser i krop, sind og sjæl. Men det handler ikke om historierne, det handler om hendes. Hendes længsel, hendes behov for at være så åben, at hun kan høre englene synge og lade historierne fortælle sig. Gennem hende.

Hun har ikke travlt. Ikke denne morgen, den er som skabt til langsomhed. Roen har bredt i hele huset og hun indser, at den ikke kommer udefra. Den kommer fra et sted dybt i hende. Noget er faldet på plads et sted, hvor der før var uro og tusindvis af flagrende sommerfugle. Nu hviler de i vished om, at hun er trådt over en usynlig tærskel i sig selv og er kommet hjem. Før talte hun om at finde sin rette hylde, mens hun ledte i øst og vest efter svarene og det, der skulle bo på hendes hylde. Nu indser hun, at hylden har været dér hele tiden, men at den slet ikke er en hylde. Den er et hjerte. En sjæl, der hele tiden har vist, at før hun vendte sig mod sin dybe indre længsel og udforskede det, der stod i vejen og gjorde det til sit eget, før ville hun aldrig føle sig helt hjemme eller finde ro.
Jeg gjorde det til mit, tænker hun og ser ud på fuglene og den ujævne solvej, der breder sig mod syd. Jeg favnede min modstand. Min sårbarhed. Og min frygt. Og jeg indser nu, at jeg ikke skal forsøge at slippe af med noget af det, der gør mig til den, jeg er. Da jeg indså, hvad min sårbarhed og min skam handlede om, begyndte jeg at forstå, at hvis jeg turde gå helt ind og være med de følelser, der boede bagved, så skete der noget.

Jeg talte med dem. Mærkede dem. Jeg skrev dem og lærte dem at kende. Og jeg forstod, hvad de handlede om og hvorfor de var dér. De lærte mig, hvem jeg er. Og fordi jeg sad så længe i deres huse og lyttede til deres historier, begyndte jeg at holde af dem. De pegede på steder i mig selv, som trængte til accept og kærlighed. De handlede om det, jeg forsøgte at skjule for verdenen, men som hele tiden blev ved med at dukke op derude, netop fordi jeg ville gemme det væk.
Fordi jeg skammede mig.
Historierne. De har været der hele tiden. De har ventet tålmodigt på, at jeg skulle blive modig nok til at fortælle dem. Og jo længere historier forgæves venter på at blive fortalt, desto mere ondt kan de gøre. Det viser sig at frygten har helt sine egne fortællinger. Ligesom skammen, der i øvrigt ikke bryder sig om at blive fortalt. Så bliver den lille, stille og forsvinder.  Alt det, der kommer ud i lyset bliver mildere og gør mindre ondt. Ja faktisk kan smerte og frygt ende med at blive til ægte glæde. En kilde til lys og lykke.

Hvem skulle have troet det?

Det ved hun nu. For hun har gjort noget, hun ikke turde. Og det skulle vise sig, at det, hun frygtede allermest, var nøglen til lyset. Det, hun var allermest bange for at vise til verden og sige højt, det skamfulde, som truede med at adskille hende fra resten af menneskeheden, var i virkeligheden det, der i sidste ende ville forbinde hende og gøre hende hel. Fuglene, de sorte, silhuetterne i morgenlyset, de misforståede sjæle på nøgne grene. De er som hende selv. Hun var sin egen misforståelse.
Der er sikkert en mening med det hele, siger hun til sig selv og drikker af kaffekruset. Holder det forsigtig mellem hænderne, mens hun igen lader blikket glide ud gennem vinduet. De sorte fugle er fløjet. Dagen åbner sig forsigtigt og lukker hende ind. En dag, der er skabt til langsomhed. Dæmpet, dunet og blød.

Så blød som modellervoks. Så hun kan skabe den selv.

Jeg er kommet hjem. Og helt paradoksalt er det netop den erkendelse og den følelse, der gør, at jeg nu også tør gå helt ud og stille mig i lyset. Det lys, som har ventet på mig. Og som venter på os alle sammen.
Også i november, ikke mindst i november.

 Tekst, billede og kærlig hilsen
Lene Megan, november 2014

tirsdag den 11. november 2014

Det usynlige slør




Det var en af de dage. Morgentåge. Et slør af tristhed havde lagt sig om min sjæl. Men sløret var ikke trist. Det var noget andet. Noget afdæmpet og en smule træt.
”Jeg er et slør af hudløshed”, fortalte det mig venligt, da jeg rådvild stod og betragtede mig selv i spejlet. Kvinden så tilbage med sine mørkeblå øjne og nikkede. Et slør af hudløshed.

”Kan man ikke bare tage dig af”, spurgte jeg sløret uden ord. Men det rystede på sit hovedløse hoved. ”Det går ikke, et hudløst slør er et tegn fra sjælen. I dag bærer du slør, så du skal huske på at passe på dig selv.”

”Men det har jeg ikke tid til”, protesterede jeg, mens sløret tålmodigt betragtede mig. ”Ikke i dag. Slet ikke nu. Måske i slutningen af næste uge.”
Sløret var ikke sådan at bide skeer med. Det havde lagt sig og det var ikke til forhandling. ”Jeg er ikke til forhandling”, sagde det blidt, ”men jeg er til forvandling. Forstår du nu?" 

Jeg rystede på hovedet og forlod kvinden i spejlet, det hele var blevet lidt for mærkeligt.  Mens jeg gik ned af trappen, kunne jeg mærke sløret slæbe sig bag mig. Let og tungt på samme tid. Men eftersom det var usynligt, var der ingen, der lagde mærke til det. Hverken mand eller hunde. Det var kun mig, kvinden i spejlet og sløret selv, som var klar over den forunderlige hemmelighed, der tilhørte den tågede novemberdag.
I dag bærer jeg et slør af hudløshed. Jeg smagte på ordene og skyllede ned med morgenkaffe. På bordet stod to stearinlys og blafrede mod de mørke vinduer. To blev til fire. Jeg så ind i ildens genspejling og fik igen øje på kvinden fra spejlet. Også hun tog en bid af hudløsheden og vi betragtede tavst hinanden, mens vi gumlede på smagen af sårbarhed.” Jeg kan se det i dine øjne”, hviskede hun og jeg nikkede. ”Ditto.”

”Hvordan kommer jeg så af med dig, kære slør?” Jeg prøvede igen. ”Dette er en betydningsfuld dag, hvor jeg har planer. Forberedelser. Og det er vigtigt, jeg kan ikke bare lade stå til.”
”Jeg er ikke noget, man kommer af med.” Det må jeg sige, sløret var tålmodigheden selv. Velvilligt besvarede det mine spørgsmål og det var jeg glad for. For midt i min sø af sårbarhed kunne jeg næsten ikke bære også at blive ignoreret. Jeg havde brug for at tale mig selv til rette. Stille spørgsmål. Forstå.

”Det er heller ikke noget at forstå”. Sløret lettede lidt på sig, men faldt så tilbage igen. Et kort sekund kiggede jeg ud og så noget andet, et slags lys, en stjerne på den endnu mørke morgenhimmel. Så blev alt mørkt igen.

”Det er dage som disse.”  Sløret talte langsomt, som om det ville være helt sikker på, at jeg nu også forstod. ”Dage hvor man er nødt til at bære slør. Fordi lyset bliver for skarpt, fordi noget sårbart indeni er i gang med at heale og ikke tåler skarpt lys. Så lyset bliver dæmpet, tågen stiller sig til rådighed og dækker for alt det, som ikke skal synliggøres. På dage som disse.  Hudløst. Helt ind i sjælen, hente noget frem, forsigtigt tage det i hånden og varme det i hjertet. Kærlighed.” Sløret udtalte ordet med tryk på alle stavelserne. ”Kær. Lig. Hed.”
"Men hvorfor er du usynlig?" Jeg måtte bare vide det.
"Det handler ikke om at andre skal se det. Det handler om at du ved, at jeg er her. Og accepterer det. Fordi du skal passe på dig!"
Jeg nikkede bare, træt og hudløs som jeg var. Og pludselig kunne jeg mærke, at sløret var kommet netop som jeg havde brug for det. Det beskyttede mig, selvom det var hudløst. Og usynligt. Det fortalte mig, hvad jeg havde brug for at høre og fordi det også var et stædigt slør, forsvandt det ikke bare sådan.

”Bliv lidt her”, sagde det bare og skænkede endnu en kop kaffe. ”Du har ikke travlt. Det er bare noget, du bilder dig ind. Giv slip og lad komme. Gå igennem dagen med mig, dit usynlige hudløse slør og du skal se, pludselig skinner solen igen. Og når den gør, er det fordi du er klar. Men lige nu. Bare vær.”
Så jeg var. Gik gennem morgenen med mit hudløse slår og bar min sårbarhed som et smykke omkring halsen. Pludselig følte jeg en vis stolthed over at turde. For det er ikke alle, som tør bære deres hudløshed udenpå tøjet. Det gjorde jeg heller ikke før. Det ville have pint og plaget mig, hvis jeg var vågnet op til sådan en dag og så netop nu, hvor jeg egentlig har en smule travlt og kan se en deadline komme mig i møde på den anden side af marken. Gennem tågen. Det ville have stresset mig og jeg ville have kæmpet med mig selv. Pisk. Gulerod. Hvad som helst for at komme videre og ud af den hudløse, sårbare og temmelige tågede tilstand.

Men nu?

Nu tror jeg på, at tågen letter, når tågen vil. Nu tror jeg på, at sløret er kommet af en grund. At det har lagt sig om mig, fordi der er noget, jeg skal passe på i mig selv og fordi jeg trænger til en sjæledag. Før ville jeg have kaldt det svaghed. Nu kalder jeg det styrke. Og mens jeg sidder her på min stol af accept, letter tågen og lyset bliver pludselig skarpere. Solen er ikke så langt væk.

Jeg smiler og drikker af min te. Godt smager den, gjort af ingefær og kærlighed. Kær.Lig.Hed. Så ler jeg pludselig og siger ordene højt, så sløret også kan høre det. Det gør godt at grine lidt sammen. Men sløret griner ikke, det svarer heller ikke. For det er der ikke mere.” Nej, slør, kom tilbage, vi var jo slet ikke færdige med hinanden!”
Mens lyset sniger sig op over trætoppene og landskabet skifter karakter, indser jeg, at jeg ikke længere bærer det hudløse, sårbare slør. Det er væk. På samme måden som tågen lettede, forsvandt det, da jeg besluttede mig for at være med det. Så meget, at jeg næsten kom til at elske det. Fordi det beskyttede mig. Da jeg havde mest brug for det.
Og nu skinner solen.

Tekst, billede og kærlig hilsen
Lene Megan, november 2014

søndag den 2. november 2014

Livets mysterium



Forsigtigt lister jeg op af trappen gennem tusmørkets gange og finder vej til mit magiske rum. Jeg ved, at hun vil være dér, min forventning klør som tusind myggestik, men alligevel går jeg langsomt. Det hører ligesom tiden til. Langsomheden. Fordybelsen. Jeg finder tændstikkerne og tænder de små lys i vinduet. De lyser mod morgenen, mens en natsværmer flakker forbi.
Så hører jeg sukket. Savnet. Dér står hun i sin dunkle kåbe med armene strakt ud mod mig. Hendes blik er intenst, næsten gennemborende, men det sværd har jeg altid nydt at møde. En bittersød oplevelse. Sværdet, der går et stik dybere, klingen, der skærer alt unødigt bort og går direkte til kernen. Uden at tøve glider jeg ind i hendes arme. Jeg har savnet dig, det mærker jeg, hun nikker bare, det ved hun godt, jeg har altid været fascineret af hendes intensitet og flirten med undergrunden.  Jeg fornemmer, at hun vil kunne besvare endnu spørgsmål om livets mysterium og jeg byder hende velkommen til mit hus.

Men i år er noget anderledes. Jeg tøver lidt, vel vidende at ingenting kan skrives i tankerne. Hvad er det, jeg prøver at forestille mig? Hvordan kan jeg vide, hvad der vil ske og hvem hun vil være, hvis jeg ikke træder helt ind i det nye rum, der nu er skabt mellem os og lader oplevelsen gribe mig? Hvordan kan jeg tro, at jeg kender hende og have formodninger om, hvordan vores møde vil udfolde sig denne gang? Selvom jeg efterhånden har gjort mig mange erfaringer og ved, at historier opstår i det nu, hvor inspiration krydres med handling, standser jeg alligevel op og lukker en snert af tvivl ind. Det var anderledes sidste år, siger jeg til mig selv og nikker samtyggende, for det var det. Hvad nu hvis det slet ikke bliver det samme i år? Hvad nu hvis vi er vokset fra hinanden og hun ikke bryder sig om den kvinde, jeg nu er? Hvad hvis vi ikke længere har noget at sige hinanden og hun vil bruge sin måned på at danse med disen og gå gennem våde blade uden at invitere mig med? Hvad nu hvis den dybe, tågede novemberinspiration tilfalder andre hjerter og slet ikke når min dør?
Hun smiler og rækker mig en kop te.

’Jeg har en gave med til dig’, siger hun, mens vi står i vinduet og kigger ud på landskabet, der her først på formiddagen ligger badet i diset sollys.
’Du ved, at jeg ikke vil have gaver’, udbryder jeg forlegent. ’Du er altid velkommen her og du behøver ikke at føle, at du absolut skal have noget med til mig’.

Hendes latter synger og tusindvis af sommerfugle letter fra hendes læber. En smuk sky af vingeslag danser i mit bryst. Jeg kan godt høre, at det lyder fjollet. For hvordan kan hun nogensinde lade være med at give mig noget? Jeg får noget hver dag, hvert eneste sekund. Spørgsmålet er bare, om jeg vælger at tage imod.

Hun dykker ned i lommen på rødbrune kåbe og rækker mig et stykke papir.

Jeg ser på det og tøver. Jeg har lyst til at gribe dette øjeblik og altid holde det tæt til mit hjerte. Ikke folde papiret ud, ikke røre mig eller drikke teen, bare lader sommerfuglene kysse min sjæl og dette øjeblik blive til et ikon af kærligt venskab og hellighed. Ikke træde et skridt tilbage, ikke gå videre, for intet kan blive mere perfekt end dette sekund, hvor livets mysterium endnu er intakt.
Og i det næste sekund slår det mig, at det er det, jeg ønsker mig af livet. At mysteriet forbliver intakt. At jeg ikke ved alting og tror, at jeg kan vide. At jeg tør danse med det, der opstår, velvidende at noget fint vil folde sig ud, hvis jeg ikke krampagtigt forsøger at kontrollere alting.

’Skal du ikke åbne det?’ spørger hun og ser kærligt på mig. Så hun er også nysgerrig og en smule utålmodig, åh November, det glæder mig! Jeg er ikke alene.
’Livets mysterium’ siger jeg højt og smager på ordene. ’Jeg ønsker slet ikke at vide alting på forhånd, November, det går pludselig op for mig. Hvorfor modarbejder jeg så mig selv?’

Hun ryster på hovedet. ’Sådan er det at være menneske. Men hvad ved jeg om det? Åbn nu papiret og luk ordene ud.’
Forsigtigt læser jeg de sirligt udformede linjer.

Der findes en sandhed i duggen.
Der bor en lykke i græsset,
den snoede grusvej og frøernes kvækken fra dammen.
Der findes en langsomhed og en anden rytme.
En anden vej.
Der leves et helt liv i morgenes første lys,
hvor dagen er ny og stadig bedugget af nattens elskov.
Der findes noget stort i det små.
’Hvor er det fint’ udbryder jeg og omfavner hende. Tusind tak, søde November, tænk at du har skrevet et digt til mig!’

Hun ryster på hovedet.
’Du har selv skrevet det.'

’Nej, nu må du holde op. Det kan jeg slet ikke huske.’
’Du skrev det sidste år ved samme tid og jeg fik det med mig. Som et slags løfte. Et løfte om, at vi skulle ses igen og at ordene så ikke længere bare ville være ord. Om et år, når vi mødes igen, sagde du i et gyldent øjeblik, vil jeg vide at ordenes visdom er sande og så vil de ikke længere bare være ord. Så er de blevet min sandhed, noget jeg lever og er.’

’Sagde jeg virkelig det?’ Jeg rødmer lidt. ’Der er lang vej endnu. Jeg glemmer det hele tiden.’
’Jeg er kommet for at hjælpe dig med at huske’, svarer hun og tager min hånd. Alt det, du allerede ved og som bare venter på at blive husket og levet.

For der findes en anden slags sandhed … og livets mysterium forbliver intakt.
 
Tekst og billede og kærlig hilsen, Lene Megan, november 2014