onsdag den 24. september 2014

Hjem til dig selv


Trust that you are always given exactly what you need
in each moment, every day and in every way.

Vi kan drage ud i verden og blive inspireret, vi kan finde ord, sætninger, møde mennesker og situationer, som vækker dyb genklang, men vi er nødt til at vende næsen hjemad og indad, for at opdage det i os selv.
Vi har helt vores egen vej. Og vores egen måde.

Hvad nu hvis livet altid giver os det, vi har behov for? I hvert øjeblik, hver dag og på enhver måde. Når vi går i tillid, så åbner døre sig, som vi ikke så før. Så måske handler det ikke så meget om mod som om dyb tillid? Og tro? Tro på os selv og på, at livet vil os det godt. Den tillid vil så vende tilbage til os som en boomerang med lige netop det, vi har brug for. Vi behøver ikke at drage ud i verden og slås med drager. Det er nok, at vi bekæmper dragerne i os selv. Og bekæmpe er slet ikke det rigtige ord, for det viser sig ofte, at dragerne slet ikke kan fordrives med had og kamp. De kan kun opløses med kærlighed. Når vi møder dem lige dér, hvor de er, uden at dømme og forbande, og når vi lytter til deres hjerteskærende historier, viser det sig ofte, at de blot er blevet forfærdeligt sårede på et tidspunkt. Dragerne. De er fulde af åbne sår, som har brug for kærlighed for at kunne heale. Kærlighed og tilgivelse. Så er de ikke længere onde drager. De fordamper som duggen en sommermorgen, når den første sol varmer græsset op.
Der er en vigtig ting, som vi må huske på. Hvis nogen vil sælge os guld og grønne skove, så skal vi ikke slå til. Hvis nogen påstår, at de har fundet de vise sten og de nu har et rigtig godt tilbud til lige netop os, så skal vi ikke købe. For ingen kan finde vores vise sten. Kun os selv. Og de vise sten er slet ikke til salg. Vi har ikke brug for penge til at erhverve dem. Vi har brug for selvkærlighed og medfølelse.

Derimod kan vi møde mennesker og gode sjæle, som tilbyder at være spejle, så vi bedre kan se os selv. Det er en helt anden snak. Nu bliver det interessant. Den slags hjælp kan være en gave på vores vej. Men vi må aldrig forfalde til at tro, at vi ikke selv har noget at skulle have sagt. Vi har alt at skulle have sagt. Det gælder nemlig om at finde lige netop vores vej og vores måde og den kan ingen andre gøre sig begreb om. De kan være spejle, de kan give os øvelser, lytte og kærligt guide os på vej, men vi må gå vejen selv.
Og heldigvis for det. For når vi begynder at gå og opdager, at alle skattene lægger dybt begravet i vores eget indre, er belønningen enorm. Den særlige sårbare genklang, der vækkes, den længsel, der pludselig forløses, den kærlighed, vi søgte og ledte efter med lys og lygte. Vi har den selv. Den bor i os. Og den har været dér hele tiden.

Men hvorfor er jeg så ofte blevet konfronteret med det, jeg egentlig ikke ville have? Nogle gange i forklædning, så jeg tror, at det er den rigtige vare?
Fordi du derigennem skal lære at genkende det, der er godt for dig. Det du egentligt ønsker dig. Livet viser dig det, du ikke vil have, så du virkelig kan mærke det, der er godt for dig, når det dukker op. Du har set kærlighed, der bar maske og som viste sig slet ikke at være det, den udgav sig for. Så du kunne genkende ægte kærlighed, når den dukkede op. Du har mødt mennesker, som du troede var dine venner og fortrolige, men som skulle vise sig ikke at være det. Så du kunne genkende dine ægte venner, når de dukkede op. Og du har set dig selv og mærket, hvor opslidende det er at gå omkring og bære maske og forestille dig for at opnå andres nåde og kærlighed, så du virkelig kunne mærke, hvad det vil sige at være den egentlige dig. Da du endelig besluttede dig for at følge dit hjerte og var nødt til at smide masken og droppe alle forestillingerne, så opdagede du, at du er god nok præcis som du er.

Når du mærker at kærligheden kommer indefra. Når du elsker dig selv og indser, at du er helt perfekt og værdig til at blive elsket, så kommer kærligheden også udefra. Så er du dit eget fyrtårn.

Når du beslutter dig for at følge dit hjerte og lytte til din sjæl, så følger dit hjerte dig og sjælen taler. Den stille stemme, det sagte suk og lydene, man ikke kan høre, men som man mærker som usynlige dråber på huden. Kuldegysning. Små hår, der rejser sig. Genklang. Dyb tilfredsstillelse i ren væren. Når du opdager, at du ikke har travlt og ikke skal nå noget bestemt eller skal nogen steder hen. Når du mærker, at du er ankommet.
Når du er kommet hjem. Hjem til dig selv.

Så falder det hele på plads og du ser, at der slet ikke findes nogle puslespilsbrikker. Du var allerede samlet. Men du måtte skilles fra dig selv for virkelig at kunne se det. Du er allerede hel.
 
Tekst, billede og kærlige hilsener, Lene Megan, september 2014

fredag den 19. september 2014

Hvem er det?


 
Hvem er det, der kigger, når du sidder i stilhed og betragter et træ? Eller et menneske? Noget, der er dybere end dig. Bevidstheden betragter sin frembringelse. I Biblen siges det, at Gud skabte verden og så, at den var god. Det er, hvad du ser, når du betragter verden fra stilheden uden tanker. At verden er god.
- Eckhart Tolle -

Og så siger man, at træer ikke kan snakke. Noget havde gjort, at hun var drejet væk fra hovedstien og var gået ind mellem træerne. Helt intuitivt havde hun fulgt en pludselig kalden, en hvisken mellem stammer, der var så lydløs, at det blot mærkedes som et pust i hendes venstre øre. ”Kom”. Vinden blæste op i træerne og en raslende lyd stemte i. Invitationen blev stærkere og dybere. I det sekund var hendes krop ikke i tvivl, den drejede sig og benene gik uden at tøve. Ind mellem træerne. Længere ind.
Hvem er det, der ser, når du sætter dig her og bliver helt stille?

Stenen stod midt i en lille lysning, hvor skovbunden var dækket af mos, grene og nedfaldne blade. Et par fluesvampe stak deres orange hoveder op. De forsøgte ikke at friste nogen. De var bare. Giftige. Og hun så hvor smukke de var. Hun gik helt hen til stenen og satte sig forsigtigt ned. Mærkede hvordan den kølige overflade blev til en stol, da den kom i berøring med hendes bagdel. Som om stenen kunne forvandle sig og tilpasse sig hendes former. Eller var det omvendt? Og det var ikke bare kulde, hun mærkede. Kulden blev til varme og varmen blev til ord. Et eneste ord.
’Velkommen.’

Hun havde været dér i månelys. Det huskede hun nu. En nat for en uge siden. Fuldmåne. En tur ud i skoven ansporet af en drøm. Nu blev hun faktisk i tvivl, for var det ikke i selve drømmen, at hun havde besøgt skoven og dens væsener? Var det ikke i drømmen, at uglen havde talt til hende og den store sten havde sagt, at hun roligt kunne sætte sig ned? Den kunne bære hende. Det gjorde ikke ondt, selvom … Tvivlen fik hendes tanker til at boltre sig, de var som altid hurtige til at gribe chancen.
’Træk vejret dybt’, hviskede stenen og hun blev indfanget af et åndedrag. Aldrig før havde hun mærket det så dybt, helt ned i mellemgulvet, frisk fugtig skovluft, energien bredte sig som ringe ud i hendes krop. Og kun langsomt åndede hun ud igen, mens stenen holdt om hende og sørgede for, at hun ikke skyndte sig.

’Hastværk er lastværk. Det er noget af det klogeste, I mennesker nogensinde har sagt.’ Så lo den og klukkede som en gammel høne. Hun kom uvilkårligt til at smile, da hun havde sluppet den sidste luft og tvivlen. Det var jo ligegyldigt. Drøm, virkelighed, hvordan ved vi overhovedet, hvad der er hvad?
’Jeg vil give dig en lille bid af en hemmelighed, sagde stenen. En bid, som du kan tygge lidt på, når du vender næsen hjemad til det, I kalder virkeligheden. Smag på den, lad den smelte i din mund, som et bolsje du sutter på. Det bedste bolsje, du nogensinde har smagt. Langsomt, kun langsomt smelter det. Du har ikke travlt. Lad det bundfælde sig, det, der kommer til dig, når du sutter på hemmeligheden og gør dens sandhed til din egen. Og husk på. Det er kun en lille bid. Et bolsje.’

Hun nikkede bare og huskede igen at trække vejret.
’Det hele forholder sig omvendt af, hvad I mennesker går og tror. Omvendt. Bedst er det, hvis du vender det hele på hovedet og ser det fra det perspektiv. Som en abe, der hænger med hovedet nedad fra et træ. Svinger sig fra gren til gren og opdager, at det, der før var oppe, nu er nede. Lad være med at dømme. Bare se. Betragt. Du er et vidne til en omvendt verden, som måske i virkeligheden er præcis, som den skulle være. Nogen kom til at vende den forkert på et tidspunkt. Og fordi han eller hun ikke ville indrømme, at det var en fejl, lod vedkommende den være sådan. Omvendt. Forkert. Og så gik fortsættelsen af historien ud på at bilde resten af menneskene ind, at det var sådan, virkeligheden så ud. Et kæmpe arbejde, som næsten lykkedes …

Ordene faldt som perler af dug. Drev fra hendes hår og smeltede på tungen. Et bolsje. En flig af en hemmelighed. Eller hele hemmeligheden?
Nu bad stenen hende om at gå hjem. Og huske på, at hun havde et udsøgt bolsje i sin mund, som skulle nydes.

’Og hvem er det, der betragter den kvinde, som nyder sit hemmelighedsbolsje, mens hun med langsomme skridt bevæger sig ud af skoven og hjem til det hus, hvor hun bor?’

Hun rystede på hovedet, mens hun forsigtigt lod tungen undersøge bolsjet i sin mund.
Hvem er det?

Tekst og billede, Lene Megan, September 2014

onsdag den 17. september 2014

Spørg sjælen til råds


Måske har du allerede set, at jeg har søsat hjemmesiden for min virksomhed Skrivehuset? Her blogger jeg også, selvfølgelig primært om emner, der handler om skriveprocessen, kreativitet, skriveglæde ... og om at spørge sjælen til råds.

Lyt til sjælen, følg dit hjerte!

Jeg vil fortsat boltre mig på Poetiske Paradokser med alle de skriverier, der bare dukker op, små historier, poesi og inspiration. Lidt her, lidt der. Men det hele jo hænger jo sammen! ;)

Vil du høre en hemmelighed? Din sjæl ved besked. Skriv den! Læs mere her.

Kærlig hilsen
Lene

søndag den 14. september 2014

Naturens hemmelighed



Har du langt mærke til, hvordan alting i naturen er rundt, kroget og nærmest flydende? Der findes sjældent firkanter og lige linjer, som ikke er menneskeskabte. De skarpe hjørner, de kantede huse, veje og marker er som oftest lavet af menneskehænder.
Vi gik tur i skoven i går. Den ene hund og jeg gik lidt bagefter og pludselig var det, som vi blev lukket ind i et andet slags sted. Lydløst gled vi ind i af en usynlig port til en verden, hvor ingenting var kantet og forudsigeligt. Klædt i grøn, gul og orange rakte skoven sine hænder frem og tog imod. Krogede, ældgamle hænder fulde af rynker og uperfekt skønhed åbnede sig.  

’Velkommen’, sagde skoven og spurgte om jeg var klar til en ny slags indsigt. Jeg nikkede ydmygt, for jeg bliver så berørt, når jeg får lov at være en del af naturens storhed. Om så bare for en stund. I en time. På en gåtur.
Jeg så mig omkring og fik øjne på cirkler, snoninger og buer. Jeg så flydende former og mit blik faldt til ro. Pludselig vidste jeg, hvorfor jeg elsker skoven og nyder at gå dér. Det handler ikke om bare min fascination af træer og deres visdom. Det er den bølgende, buede verden, hvor ingenting er kantet og forudsigeligt. Et skridt af gangen vandrede vi på skovstien. Det var blevet efterår og de gule, våde blade havde rullet et tæppe ud i fine mønstre, et tæppe, som hele tiden forandrede sig og blev til noget andet. Nedfaldne grene lå spredt ud, også de var krogede, buede og alt andet end lige.

Derfor er der ro i naturen. Den naturlige rytme er rundt og buet. Når alting tager sin tid og man danser med den vished, så har man ikke brug for kanter. De findes slet ikke. Der er ingen bratte overgange.
’Er det naturens hemmelighed?’, spurgte jeg skoven og ventede tålmodigt på et svar. Det kom først langt senere. For sådan er det ofte, når man spørger de rigtige steder. Så kommer svarene sjældent prompte som kugler fra maskingevær. Svarene skal lige forme sig. Lande blødt. De kommer, når de skal. Og når vi er klar.

Svaret kom i morges. Vi gik morgentur med hundene gennem regnen, en tur, hvor vi på et tidspunkt kommer igennem en lille skovstrækning, som hedder Bakkerne. Det må være verdens mindste skov, men den er dér. Og dér lå svaret og ventede mig på. Pænt pakket ind i morgendis og pyntet med regndråber. Svaret var ikke entydigt og kantet, som menneskers svar kan have tendens til at være. Så man kan endda foranlediges til at tro, at det slet ikke er et svar. Man kan gå glip af det. Fordi man har for travlt. Fordi man ser efter kanter og entydighed, ja man forventer det nærmest, når man i virkeligheden skal knibe øjnene lidt sammen og opdage de bølgende linjer. Og lytte.
’Gør dig blød’, hviskede en stemme. ’Nyd dine linjer, buer, former og rynker og vid, at sjælen bor i langsomheden. Gå langt uden om det, der har kanter og unaturlige hjørner. Og lyt ikke til dem, som påstår at man skal skynde sig for at blive til nogen. Du er allerede nogen, præcist den, du skal være. Og har du nogensinde set naturen skynde sig? Har du set træerne blive stressede over tanken ved snarligt forår? Har du set dem tvivle på, at de ville få knopper og senere blade? Har du set dem konkurrere med hinanden og råbe højt om, hvem der er bedst, smukkest og mest perfekt? Naturen kender ikke til sammenligninger. Alle har sin plads, alting er perfekt med sine buer, cirkler og skæve vinkler. Og træerne protesterer heller ikke, når det igen er tid til at give slip på bladene. Efteråret kommer, før eller siden, og langsomt giver træerne slip på det, der var deres sommerfrakke. De holder ikke fast. Ingen kontrol, de lader gå, giver slip. Så tager de kærligt imod vinteren.’

Vi gik hjem gennem regnen og jeg vidste det. Naturen er rund. Og jo mere rund, blød og naturligt uperfekt jeg kan tillade mig selv at være, desto lykkeligere vil jeg føle mig.
Livet bor i langsomheden, sagde stemmen, men den kunne også have sagt at lykken bor i langsomheden. Svarene bor i stilheden. Og vi er en del af naturen, så derfor er det måske ikke så sært, at vi føler os så fortravlede og bliver så stressede i vores egen kunstige fart og stræben efter at blive. Når vi egentlig bare skulle være. Som vi er. Ikke noget at nå, ikke noget at blive. Vi er allerede perfekte som vi er.



Tekst og billeder, Lene Megan, september 2014

fredag den 5. september 2014

En drøm om noget andet



En dag stoppede hun op. Midt på sin gåtur gennem skoven. Hendes fødder trådte gennem våde blade og grene, der knækkede under trykket. Dufte og lyde steg til vejrs.

Det havde været en travl uge. Dage, der flød sammen, pres og deadlines. Det største pres kom fra hende selv. Hun ville gerne leve op til kravene, til det, hun mente blev forventet af hende. Signalerne var jo tydelige. Chefen, de andre medarbejdere, hun var en del af et team. De regnede med hende. Regnede med hendes aldrig fejlende overblik og evne til at holde gryden i kog. Hun lod dem ikke i stikken. Og i den forgangne uge havde hun gjort sig ekstra umage, for en vigtig opgave skulle afleveres. Til kunden. En af de store. Der var mange penge på spil. Og prestige.
’Smerte er svaghed, der forlader kroppen’, sagde chefen og snøftede hånligt, da hun igen klagede lidt over hovedpine og ondt i nakken.

Nu var det lørdag morgen, hun vågnede tidligt. Selvom hun var træt, stod hun op, klædte sig på og begav sig ud i skoven. Det eneste spadestik, hun havde taget til at udleve sin inderste drøm, var at købe huset på landet for nogle af de mange penge, hun faktisk tjente. Nu pendlede hun og havde lange dage i tomrummet mellem land og by, kø på motorvejen og … Men weekenderne. Dem havde hun da som regel. To hele dage til at slappe lidt af og indhente det forsømte. Det var da også hendes intention, da hun om fredagen kørte fra jobbet en time senere, end hun egentlig havde fri.
’Smerte er svaghed … ‘ Hun vågnede klokken 05:30 med den velkendte hovedpine og irriterede øjne. Forgæves forsøgte hun at falde i søvn igen, men da søvnen udeblev og irritationen voksede, besluttede hun sig for en morgentur i skoven. Et stort glas vand blev skyllet ned, hun tog et æble med i lommen.

For hun havde drømt noget den nat. Noget, der havde bundfældet sig i hendes sjæl og som hun var nødt til at udforske nærmere.
I drømmen var hun ude i skoven. Midt om natten. Hun vandrede mellem stammer og træer, først af en slags vej, senere af små stier og til sidst helt ind mellem træerne. Lys og skygge skabte linjer og skæve vinkler. Der var dansende trolde og engle i fugten mellem skyggerne. Badet i fuldmånelys åbnede skoven sig og hun tråde ind i en helt ny verden.

’Der er visdom i vildnisset’, sagde en ugle, som pludselig kredsede over hende og landede på en gren. Dér sad den majestætisk og betragtede hende. Ventede ligesom på … et svar?
Hun så på den og nikkede bare. Var sikker på, at den forstod.

’Du skal blive stille, lytte og lære’. Den nikkede så kraftigt, at grenen begyndte at røre på sig. En gyngende ugle i fuldmånelys. En talende ugle! Jeg må huske på, at det bare er en drøm, sagde den vågne del af hendes væren. Men stemmen lød underlig forloren.
Dér midt i skoven fandt hun en samling træstubbe. De stod sådan placeret i forhold til hinanden, at de udgjorde en slags cirkel. Og midt i cirklen sad en stor sten. Ældgammel, fuld af mos og andre vækster. Det så nærmest ud som om den smilede, som om den bad hende om at træde nærmere. Der skete noget, da hun trådte ind mellem træstubbene og stod foran stenen. Det føltes som som hun var trådt over en tærskel og nu stod i en anden verden. Månelyset faldt som sne, skyggerne sluttede sig til kredsen og pludselig begyndte stenen at tale. Først en ugle, så en sten.

’Tag smerten alvorlig’, sagde stenen. Den er et signal. Et tegn til dig. Svaghed er noget helt andet end det, du har lært og fået påskrevet. Svaghed er, når man har glemt at lytte. Svaghed er, når man ikke længere kan mærke sig selv og bare fortsætter som en kanin med Duracell batterier’. Her lo stenen lidt, fniste af sin egen viden om den menneskelige verdens forunderligheder. Tåbeligheder. ’Og svaghed forlader ikke kroppen som smerte. Smerten forsvinder først, når man tør eje sin svaghed og sætter sig ned sammen med dig. Når man beslutter sig for at tage den alvorligt og tør være med den.’
Nu bad stenen hende om at sætte sig ovenpå den.

’Jamen, gør det ikke ondt på dig? Spurgte hun forsigtigt. ’Jeg er ikke en af de letteste, jeg har ikke fået motioneret så meget på det sidste og … jeg har også spist lidt for mange kager!’ Hendes suk rungede som et sårbart ekko i skoven.
Stenen smilede bare og gjorde tegn til at hun skulle sætte sig ned.

’Kom og hvil dig’, lød ordene som dryp af dråber. ’Det er aldrig for sent at blive stille. Stilheden har ventet på dig. Ventet på, at du en dag skulle tage din drøm alvorligt og komme herud. Og blive så længe, at du faktisk giver dig tid til at lytte til det, vi har at fortælle dig.’


Tekst og billede, Lene Megan, september 2014

torsdag den 4. september 2014

To be or not to be - og ny hjemmeside!

 
 
Nedenstående tekst er fra Skrivehusets hjemmeside. Jubii, endelig lykkes det, jeg har fået søsat siden, den er parat til at se dagens lys og sejle sin egen gode sø. Og du skal være så hjertelig velkommen om bord! Det handler om kreativitet, skriveglæde og om at skrive sig selv og sin sjæl. Blandt andet! :)

* * *

Du skal være før du kan blive!
 
Eksempel: Hvis du ønsker at blive forfatter, så må du først VÆRE forfatter. Og nej, glem hvad andre siger, det handler ikke om først at få sin bog udgivet og så få en titel foræret. Det handler om dig! Om at du behandler dig selv som forfatter og mærker, hvad det vil sige for dig.
 
Du skal skabe dit eget historierum og din måde at være forfatter på. Du skal befinde dig godt.
 
Og husk: En forfatter skriver. Det er ikke nok at tænke på, hvad du mon vil eller kan skrive. Du skal møde op og gøre det. Skrive. Tag dine ord og historier alvorligt, lyt til dem og tag imod. Og de kommer primært indefra og i den skrivende, intuitive proces.
 
Du skal for guds skyld ikke spørge andre, om du er god nok eller værdig til at blive forfatter, du skal føle dig værdig (for det er du) og være det.
 
Du er værdig! Du er forfatter! Og skriv så! 
 
Kærlig hilsen Lene

* * *

Skrivehuset på Facebook

mandag den 1. september 2014

Datter af alle sprog




Jeg har budt hende velkommen utallige gange før.
Jeg kender hendes skridt, hendes måde at indtage scenen på,
jeg kalder hende efterår og jeg tror, at jeg ved, hvem hun er.
En køligere vind, en tone af noget andet, friskere og mere gennemtrængende.
En ny årstid, en ny begyndelse.
Og hver eneste gang opdager jeg, at jeg ingen anelse har. Jeg indser, at jeg skal til at lære hende at kende på ny. Forfra, uden at vide eller formode. Og noget helt andet er:

De øjne, der betragter hende, er nye.
Det landskab, hun vandrer i, er nyt.
Jeg ser hende mellem træerne, hører hendes skridt og lyden af grene, der knækker. Hun kommer nærmere, ansigtet lyser op, en fremmed form for friskhed svæver i luften omkring hende. Hun får øje på mig i døren og hendes læber skilles i et smil. De sidste lange skridt, tasken ryger til jorden med et bump, da hun folder armene ud og omfavner mig.

’September! Der er du jo, min ven, mit efterår, sammen skal vi … ‘

’Leve i nuet og gøre vores bedste for at følge glæden og danse til sjælens melodi?’
Stemmen er hendes, lidt dybere end sidst, men jeg er ikke helt sikker. For hvad husker vi egentlig, når det kommer til stykket? Og hvor selektivt er vores sind? På et tidspunkt må vi nok vælge at skille os af med alt det, der tynger og minder kan faktisk være både tunge og belastende. På grund af de følelser, der er knyttede til dem – men det havde du nok gættet!?

’Kan man omskrive sine minder?’ spørger jeg og ser nysgerrigt på hende. Hun er iført rød regnfrakke og et halstørklæde i anledning af vinden og det vældige skybrud, regn i stride strømme.
’Kan du ikke bare lade dem være? spørger hun og gransker mig tilbage. ’Der er så meget andet at skrive om. Hvad skal du overhovedet bruge minderne til, hvis du har en intention om at leve N-U? Lad dem være, lad fortiden hvile, tag afsted, kys den farvel og sæt den så fri. Lad den flyve og tage på træk med de fugleflokke, der nu begynder deres rejse sydover.’

For aldrig at vende tilbage.

Jeg nikker. Hun har ret. Hvad skal man bruge fortiden til og minder, der ikke gør en godt? For hvem siger overhovedet, at man husker begivenhederne, som de egentlig var? Mest af alt husker vi følelserne. De glædelige, sommerlige, sorgfyldte og de tunge.

Men det er fortid. Og ærlig talt. Vi befinder os et andet sted. Nu. Forandrede, i live og med den glæde, vi har besluttet os for at følge.
Bedre sent end aldrig.

September har samme dagsorden som mig, det bekræfter hun stiltiende. Hun er her for at hjælpe og støtte, en uvurderlig grundpille udi livets naturlighed og måden hvorpå tingene sker i den skønneste orden, hvis vi lader være med at stå i vejen for dem.
Hvis vi slipper kontrollen.

’Jeg har lyst til at skrive poesi i de kommende uger’, siger jeg pludselig til hende. Der er noget poetisk og dybt fængslende i efterårets toner. Ja, jeg ved godt at jeg burde … ‘
’Stop! Stemmen er hendes. ’Hvis poesi gør dig glad, så følger du jo glæden ved at skrive den. Og hvis efteråret kræver dit uforbeholdne nærvær, så er det jo det, du skal. Fordybe dig i falmende blade, forrådnelse og altings cyklus. Og skrive om det!’

Hun griber pludselig ud og indfanger mine burder og skuller. Et net, en graciøs bevægelse og de fjernes fra mit sind. I mit hjerte har de aldrig været. Så operationen var måske ikke så stor endda?
’Lad os kaste dem i floden’, siger hun og tager et par dansetrin i sine gummistøvler. Hun minder mig om Bamse … eller er det Kylling?

Tanken får mig til at smile. Stort. Det er dejligt at have hende tilbage.
’Har du i øvrigt lagt mærke til, hvordan du på magisk vis får gjort alt det, du egentlig gerne vil gøre og mere til, når du følger glæden og ikke på forhånd bestemmer dig for, gennem kontrol og mærkelige målsætninger, hvordan og hvornår? Du ved det jo instinktivt og noget i dig udfører det bare. Det væsentlige. Du behøver slet ikke tænke så meget. Og du skal hverken bruge pisk eller gulerod.’

’Jeg skal bare følge glæden og gå efter det, som gør mig godt!’ Jeg nikker og noget i mig smiler. Små sæbeboblelignende kugler af glæde svæver ud i Universet.
’Dagens affirmation’, siger September og undskylder uden særlig sorg sine anglofilske tendenser. Datter af alle sprog. Kvinde af efterår og nye begyndelser.

My guidance comes from within me
I trust my choices - and they work for me
 
 
Tekst og billede, Lene Megan, september 2014