onsdag den 18. juni 2014

Vi tør godt




I dag har hun lavet smoothie. Den er rød og fyldig, rester af blåbær, brombær og jordbær danner mønstre på glassets kant. Selvom vi stod tidligt op, var hun allerede kommet os i forkøbet, blenderen satte i gang i samme sekund jeg trådte ind i køkkenet. Hundene var lukket ud i haven og tågen kom sejlende ind over marken. Jeg stod lidt og stirrede ud i det usynlige landskab og vendte så tilbage til køkkenets hovedperson. Juni. Hun elsker at forberede vores morgenmåltid. Jo, kaffe må vi gerne få, men hun insisterer på, at vi også får et skud sommervitaminer, lidt friskt at starte dagen på.
Vi bliver hængende lidt over morgenmaden. Jeg er lidt træt, synes jeg, i dag lykkedes det fuglene at vække mig ved femtiden og jeg kunne ikke falde i søvn igen. Lyset væltede gennem sprækkerne i persiennerne og selvom det ikke var sollys, var det alligevel skarpt og gennemtrængende. Akkurat ligesom fuglenes skrig. Men så hørte jeg solsortens triller og faldt lidt til ro. Måske falder jeg i søvn igen, tænkte jeg, men det gjorde jeg ikke.

’Tør jeg følge min drøm?’, siger jeg til Juni og fortæller hende om et indlæg, jeg har læst på bloggen Lykkepostej. Der fortæller en kvinde ærligt om sit liv, der ikke altid har været en dans på roser, tværtimod, men alligevel er det lykkedes kvinden at komme ovenpå og få vendt sine odds. Og nu spørger kvinden om hun tør følge sin drøm? Ja, egentlig spørger hun jo sig selv, men hun henvender sig også til andre for gode råd og opmuntring. Og jeg var ikke sen til at svare, for det er jo det, jeg selv har forsøgt. At følge min drøm og mit hjerte. Når man bliver ved med at støde panden mod en mur og går rundt og er misfornøjet, så er det et tegn. Et vink med en vognstang. Fra sjælen. Der er noget du skal, noget andet, og noget, som vil gøre dig glad. For det er sådan, det er. Tror jeg. Vi har alle et livsformål og en opgave. Og når vi først bevæger os ind på hjertevej og vælger at lytte til den stille stemme, der synger om alt det, vi i smug går og drømmer om eller måske slet ikke har gjort os bevidst om endnu, så begynder der at ske noget. Vi mærker livet på en helt anden måde.
Juni nikker. Hun er også på hjertevej, siger hun og slubrer smoothie.

’Livet er så kort, et menneskeliv altså. Og det er meningen, at I skal være glade og udfolde jeres potentiale, hver især. Men i gemmer ofte jeres lys under en skæppe og tror slet ikke, at I er guld værd. I tvivler. På jeres egen formåen, på jeres værdi. Men I er hver især sat her på jorden for at bruge jeres personlige gaver og udføre den opgave, der passer perfekt til jer. Det er meningen I skal skinne! Som stjernerne på nattehimlen, som solen på en sommerdag, som en sjælden og unik diamant. I stedet gemmer I jer. For jer selv og for verden.’
Hun sukker så dybt, at jeg tror hun vil sprække. Gå midt over. Men det gør hun naturligvis ikke, Juni er en sej måned og kan klare lidt af hvert. Det vidste hun ikke, før hun prøvede, påstår hun. Jeg er langt stærkere end jeg tror’.

Hun holder en kunstpause og ser alvorligt på mig. Du er ingen undtagelse, siger hun uden ord og jeg nikker. Jeg ved sørme godt, hvad hun taler om. Alt for ofte sker det, at jeg bliver i tvivl. Selvom jeg egentlig godt ved bedre, har noget i mig tendens til at vende tilbage til det rum, hvor tvivlen huserer. Og frygten bor dør om dør med tvivlen. Den buldrer og rumsterer og sørger hele tiden at flytte om, så den næsten kan simulere glæde, men så tordner den frem og viser sit sande ansigt. Du er ikke god nok, dygtig nok, ambitiøs nok. Og så videre.
Men jeg har besluttet mig for, at det simpelthen hører med.

Og Juni og jeg har besluttet os for at heppe på kvinden, som gerne vil følge sin drøm. For vi ved begge to, at hun sagtens kan. Det starter med en intention og det første skridt. Små skridt, små ændringer, lidt af gangen. På samme måde som vi spiser elefanter, følger vi vores hjerter. Finder vores formål, lærer at mærke og lytte efter. Vi bliver dygtigere til at genkende og erkende den stille stemme og de sandheder, den med småt forkynder. For den taler ikke med store ord. Den har hverken brug for at råbe eller skrige. Men når man danser til dens toner, så føler man sig fuldstændig i pagt med sig selv. Man mærker glæden og man følger den. Et skridt af gangen. Nå ja, snubler gør man selvfølgelig også, men det skal man. Det lærer man nemlig af!  Og efterhånden får man hjælp de utroligste steder fra. Det sker ikke fra dag til dag, men det sker. Der dukker mennesker op på ens vej, som viser sig at være en slags hjælpere. Og man opdager i øvrigt også, at man selv kan bidrage som hjælper. For i modsætning til, hvad man måske går og tror, så bærer man rundt på en kiste fuld af uvurderlig  visdom og livserfaring. Man skal bare vælge at tage ordet. Smide masken og vise sit ansigt. Stå i sårbarhedens muld og mærke, hvordan styrken vokser, når man tør være sig selv. Stærk og sårbar på samme tid.
‘Følg din drøm og dit hjerte’. Juni nikker. ‘Du kan og det er meningen, at du skal. Du er ikke skabt for at gemme dig bort. Tværtimod. Stå i dit lys og skin’.

’Det er lettere sagt end gjort’, udbryder jeg.
’Du taler af erfaring? Juni ler. ’Men ved du hvad, du er nødt til at vise verden dit lys. Du er nødt til at skinne. For når du er dig selv og skinner fra hjertet, når du gør det, der gør dig glad og boltrer dig med det, du er god til, så inspirerer du og giver uvilkårlig andre tilladelse til at gøre det samme. Verden kan ikke være tjent med, at lysets krigere gemmer sig i mørke huler. I må ud og vise jeres flag, jeres mod og jeres kærlighed. Og I skal gøre det på helt jeres egen særlige måde’.

Jeg nikker. Jeg ved det godt, jeg har sagt og skrevet det utallige gange. Alligevel falder jeg i, for der er skam også masser af huller på min vej. Og lukkede døre. Nætter med tvivl, hvor frygten banker på vinduet forklædt som sileregn. Og så videre. Men når morgenen kommer og jeg indser, at jeg stadig på vej og noget i mig hvisker, at jeg er både stærk nok, god nok og kompetent nok, så smiler jeg og trækker i arbejdstøjet. Eller også sætter jeg mig på puden og mediterer, for i stilheden møder jeg min egen kærlige sandhed.
’Ofte frygter vi det, vi egentlig drømmer om. Vi bilder os ind, at vi ikke tør. Men det er ikke sandt. Vi tør godt!’

Juni rejser sig og folder hænderne i en slags bøn. I tavshed sender vi gode tanker til kvinden på bænken til og alle de andre modige sjæle, som vover at standse op og spørge sig selv, hvilket liv de egentlig ønsker sig. Og som tager det første skridt mod drømmen. Som Juni har gjort. Og som jeg og andre gode kvinder og mænd har gjort det.
Fordi vi ikke tør lade være.  

Tekst og billede, Lene Megan, juni 2014

torsdag den 12. juni 2014

København - nu uden bekymringer!




Jeg elsker at tage regionaltoget, det langsomme tog og sætte mig i stillekupeen. Og i går var stilheden endnu mere kærkommen, fordi jeg skulle læse videre i en fantastisk bog, som jeg muligvis skal oversætte til dansk. Tænk at blive kontaktet om så spændende en opgave! Så jeg læste, mens toget bumlede sin vej til København og standsede på alle stationer. Det er hyggeligt, når folk stiger af og på. Nye ansigter dukker op og de, som også vælger stillekupeen, sætter sig forsigtigt og ånder lettet op. Og guderne skal vide, at det er en velsignelse at slippe for høj snak i mobiltelefoner, højst personlige samtaler og lyden af SMS beskeder, der konstant tikker ind. Stilhed er en sjælden gave.
København. Stige ud på Hovedbanegården og følge menneskemængden op af rulletrappen. Op til gadehøjde og ud i den summende forventningsfulde stemning af ankomst og afrejse. Selv ankom jeg med spænding i maven, for jeg skulle mødes med en vældig hyggelig norsk kvinde, Sylvia, som har bloggen Kanel og Sukker.

Vi havde en skøn eftermiddag. Frokosten blev indtaget i Stræderne. Her sad vi på første parket og så på mennesker og lod også blikket glide op af husmuren. Har du lagt mærke til, hvordan København ser ud øverst oppe? De fine husfacader og små hemmelige balkoner med udsigt over byen. Der er farver og der er historier.

Dagen blev en skøn inspirationsdag med kreativ snak og input af alverdens slags. Ja, for vi besøgte blandt andet rejseboghandlen Tranquebar i Borgergade, som jeg varmt kan anbefale. Der bydes på en himmelsk samling af bøger fra hele verden, som er delt op efter lande og kontinenter. Bordene bugner af bøger og små kunsthåndværker i skønne farver.

 
Jeg kom selvfølgelig ud med to bøger, men fandt også nogle små skatte i form af et grønt hjerte fra Afrika og nogle meget fine bekymringsdukker fra Guatemala. Ifølge legenden fortæller Mayaindianerne deres bekymringer til dukkerne, før de går i seng. De lægger dukkerne under hovedpuden og når de vågner, har dukkerne fjernet alle deres bekymringer.  Det kunne jeg ikke stå for, jeg glæder mig til at indvie min personlige dukke i bekymrende hemmeligheder og lade dukken fjerne dem, mens jeg sover.  Dukkerne er også en skøn gaveide, så der kom lidt ekstra med i posen.

 
Og så på café! Pludselig blev himlen mørk og regnen trommede mod gader og stræder, men det var den slags sommeregn, der er nærmest poetisk. Den kalder duftene frem og berører blidt huden, så man kan bare gå videre og lade sig bestøve. Vi fandt vejen til Café Norden og spiste himmelske kager og drak god kaffe, inden vi begav os tilbage mod Hovedbanegården, hvor Sylvia skulle have bussen videre og jeg skulle finde mit tog tilbage til provinsen. I stillekupe naturligvis.
Tak Sylvia, for en dejlig dag med god snak og latter. Og masser af inspiration!  

 
Og Juni, spørger du? Hun var selvfølgelig med os. Også hun har købt sig en bekymringsdukke og efter sigende har den sovet under hendes hovedpude i nat, efter at være blevet indviet i en af Junis udfordringer. I dag er alt godt, påstår hun, bekymringen er væk, dukkerne kan deres kram.
På billedet ovenfor ses Sylvia foran Tranquebar. Juni nægtede at lade sig fotografere! ;)
 

onsdag den 11. juni 2014

Grøn te, kærlighed og København




Hun serverer grøn te. Jeg undrer mig, hvad blev der af kaffen. Hun ryster på hovedet, ’det er ikke godt for dig med al den kaffe. Og mælk. Nej, drik nu den skønne grønne te med ingefær og mærk forskellen’. Hun smiler og placerer kruset foran mig. Vi har lige lidt tid, så går turen til København. Og det gælder om at gribe den tid, der kommer flyvende. Give slip så man kan tage imod. Taknemmeligt sætter jeg mig ved tastaturet og lader ordene kommer. Juni står med ryggen til og kigger ud på landskabet, der nu er helt klædt i sommer.
Juni er lidt anderledes i år. Hun har fokus på sundhed og velvære. Hver eneste morgen sætter hun sig ved siden af mig på sin pude og så mediterer vi sammen. Nogle gange i stilhed, andre gange guider vi hinanden og falder til ro i smukke billeder. Fragtes ind i stilhedens land, hvor kun havet synger sin sang. Endeløse strande af ro folder sig ud og vi vandrer i sandet. Vi taler om, hvor godt det gør os, at vi hver eneste morgen vender tilbage til puden og opsøger vores egen stilhed. Det er et bevidst valg. Og det bliver belønnet. Vi taler også om tankerne og al den postyr, der ofte huserer på øverste etage.

’Tænk hvis man var sine tanker’, sukker Juni og skærer en grimasse. ’Så var jeg klar til indlæggelse!’.
Vi ler lidt af vores egne neurotiske forestillinger og falder til ro på puderne. Bølgerne ruller ind på land og trækkes tilbage igen. Noget større er på spil, vi mærker det mellem linjerne, mens vi gennem åndedrættet bevæger os dybere ind i os selv. Og åh hvilken velsignelse, når man støder på de stille steder og bare kan være. Kroppen falder til ro, stemmer forstummer og tankerne er blot et fjernt ekko på den anden side af havet.

På samme måde falder jeg til ro, mens jeg drikker grøn te og skriver. Tankerne er blot fjerne stemmer et andet sted fra, de har ikke noget med mig at gøre. Jeg lytter og tager imod. Protester fra tankerne, de tvivler og forsøger at tænde bål. Egoet rumsterer, men så lukker jeg øjnene og forestiller mig stranden fra før. Jeg vandrer i sandet, mine bare fødder sætter spor. Det føles godt at mærke køligheden, ujævnhederne, muslinger og småsten, alting minder mig om at være fuldt til stede i det øjeblik, hvor jeg vandrer. Og så ser jeg dem. Ordene. Dér ligger de i nydelige bunker og gør sig til. Nogle har historier skrevet med store skilte, de vil ikke overses. Nogle synger, andre hvisker, men fælles for dem alle er, at de kommer, når jeg giver slip. De vil gerne skrives.
Juni smiler, hun har placeret sig bag mig og læser over min skulder, mens jeg skriver. Normalt ville jeg finde det både irriterende og en smule uhøfligt, men i dag lader jeg hende være. Hun lægger en hånd på min skulder, som om hun har en finger med i spillet. Og så smiler hun endnu mere, når hun ser, hvad jeg skriver. ’Du har afsløret mig’, ler hun, ’naturligvis har jeg det. En finger med i spillet. Det er jo min måned, du vandrer i’.

Jeg nikker taknemmeligt. ’Og jeg tager gerne imod din visdom og alt det, du har lært om lykke og sundhed’.
’Det kommer inde fra. Søg det i dig selv. Du har ikke travlt. Du skal ikke skynde dig. Det hele bor i dig. Men du er også en slags katalysator, glem ikke det. En slags discipel. For du har fået en fornem opgave og den kender du udmærket godt, selvom om både tanker og ego hiver i seletøjet. Glem dem. De er bange. Usikre. De vil helst vandre af ukendte stier og du, min ven, er kommet for at finde helt nye veje. Ufremkommelige, ubrugte og uprøvede. Det er din opgave at gå dér, hvor ingen før har gået’.

’Den slags steder findes næppe i Danmark’, ler jeg overbærende og ser på hende. Juni med sit flagrende sommerhår og tekop i hånden.
Nu er det hendes tur til at le.

’Jeg taler ikke om Danmark. Jeg taler om dig. Dit indre landskab. Er du klar over, hvor mange spændende og uudforskede steder, du rummer? Men tag ikke fejl af de steder. Du skal muligvis igennem nogle mørke gange og snørklede korridorer for at komme derhen. Men gå. Gå min ven. Et skridt af gangen, hver eneste dag. Gå i tillid og med hjertet fuld af nysgerrig. Og kærlighed. Det sidste er vigtigt’. Hun prikker til mig med sin pegefinger.

’Jeg vil tage kærligheden med mig til København’, nikker jeg og kigger på uret. Det er ved at være tid. Jeg har stadig lidt grøn te i koppen. Udenfor falder regnen i lige linjer. Himlen har tændt for sin bruser. Og selvom jeg udmærket ved, at det hele trænger til vand, så håber jeg i mit stille sind på tørvejr, når jeg om lidt begiver mig af sted mod hovedstaden. For jeg skal mødes med en kvinde, jeg ikke har mødt før og vi skal spise frokost og vandre lidt rundt i byen, mens vi lærer hinanden at kende. Ikke fordi. Jeg føler egentlig allerede, at jeg kender hende.
’Jeg tager med’. Juni træffer en rask beslutning og stiller koppen fra sig på bordet. ’Regn eller ej, livet er nu’.

Tekst og billede, Lene Megan, Juni 2014

onsdag den 4. juni 2014

Vi er valmuer




Jeg møder dem hver morgen. De er for længst stået op og hilser på mig, når jeg går forbi med hunden. Det blæser, de danser i vinden, kornet bølger på sit grønne hav. Frodigheden vokser for hvert skridt. Og valmuerne synger, jeg kan høre dem som en hvisken i baggrunden.
Jeg stopper op, trækker vejret dybt, lukker øjnene og indsnuser duftene. Et væld af indtryk glider gennem ind i mine sanser, det føles er næsten som at få vand i næsten. Jeg svajer lidt og mærker vinden tage fat i min kjole og i mit hår.

Svajer. Som en valmue. Sangen bliver tydeligere, jeg kan mærke rytmen forplante sig fra mine fødder og op gennem kroppen. Som en valmue. Det er en fortryllende melodi, jeg berøres og forføres og glemmer, at jeg er ude og lufte hund. Tålmodigt sætter den sig på asfalten, som om den fornemmer at dette er vigtigt øjeblik.
Alle øjeblikkelige er vigtige, synger valmuerne. Dans. Grib om livet og dans. Lev. Dans. Som en valmue.

Jeg føler mig lidt fjollet, men jeg bevæger forsigtigt kroppen frem og tilbage i glidende bevægelser. Følger rytmen, mærker vinden, gribes af en stemning og oplever snart, at vi danser. Sammen. Valmuerne står foran mig som røde rubiner med ranglede grønne kroppe, de smyger sig frem og tilbage, mens de synger deres sang. En bølge af taknemmelighed risler ind over mig. Jeg er en del af dette smukke maleri. Jeg er ikke længere blot en vandrer, som går forbi og er opslugt af sine egne tanker. Jeg er stået ud af mit hoved.
’Jeg har altid elsket jer’, hvisker jeg og ser genert på dem. ’Der er noget over jer, en smuk form for værdighed og en stolthed, som end ikke menneskehænder kan ødelægge. I lader jer ikke plukke, jeres blade falder af og i forgår i selve berøvelsen af det, der er jeres liv. Men dette faktum ødelægger ikke jeres renomme. Tværtimod, vi beundrer jer, når vi går forbi. Vi ved, at vi ikke skal gribe ind og blande os, det kommer der ikke noget godt ud af. Nej, vi må acceptere sårbarheden og opdage, at vi er ligesom jer’.

Som en valmue. De nikker smilende og synger videre. De har både set og hørt mig.
* * *

 
Nu blomstrer valmuerne på mark og i eng. Når jeg ser dem, smiler jeg uvilkårligt. Det er min blomst, den blomst jeg elsker allermest. Den røde orange farve, dansen i vinden, den skrøbelige vækst midt i kornet med skønhed og styrke. Den hviler i sin sårbarhed. Den sætter ikke spørgsmålstegn ved sin væren eller sin værdi. Den ved instinktivt, at den er en valmue og den smukkeste blomst i hele verden, fordi ingen er akkurat som den. Unik. På samme måde har vi hver vores plads i verden. Lad os lytte til glædens sang og lad os følge den gennem sommeren.

Vi er valmuer.
 
Tekst og billede, Lene Megan, juni 2014

tirsdag den 3. juni 2014

Hvad Juni ved




En dag bliver det sommer. Man mærker det ikke, dagene glider ind i hinanden, holder i hånd, natten følger efter dagen og stjernerne træder frem på himlen. Dagene bliver lysere og længere, natten har ikke brug for sit markante mørke og strækker sig dovent mod dagens første glød. Om morgenen bølger kornet på sit eget dugbeklædte hav og himlen rejser sig som en kæmpemæssig kuppel over landskabet. Fuglene tager fat, de er tidligt på færde, snart folder et helt kor af stemmer sig ud. Vi sover med åbent vindue og persiennerne rasler i vinden. Morgenen sniger sig igennem vinduet og kalder med sin lokkende sang. Der er ingen grund til at sove længere. Dagen er ny og sommeren er kommet.
Jeg blev overrasket over at se hende.

’Juni, jeg havde fuldstændig glemt, at din var din tur. Din tur til at bo i gæsteværelse, jamen jeg skal have skiftet sengetøj, se det ligger stadig krøllet hen og dufter af Maj’.
Hun snuser forsigtigt til dynebetrækket, genkender duften og smiler ved tanken om Maj, som forsvandt. ’Fik I ikke sagt farvel?’ Hun ryster på hovedet, så de gyldne lokker svirrer om hovedet, sikke noget. ’Men Maj har efterladt et brev til dig’. Hun rækker mig en lysegrøn konvolut, mit navn står skrevet med blå snørklede bogstaver. Læs brevet, når du trænger til gode ord fra en ven. Sådan står der og jeg holder det forsigtigt i hænderne, som var det lavet af skrøbeligt glas. Juni smiler bare, hun har taget over og får snart lagt rent sengetøj på sit værelse. Selv har jeg været i sommerhuset og i går var jeg på arbejde på den lille ø, så jeg har ikke rigtig nået noget.

’Hvad skal du også nå’? spørger hun og ryster igen på hovedet. Hun er allerede blevet solbrændt og et drys fregner er strøet fint ud over næseryggen.
’Jeg håber at du vil tillade dig selv at nyde sommeren’, fortsætter hun.’ For det er sådan, det er. Lykken er et valg. Der kan være så mange ting, der ikke er perfekte og hvis vi har fokus på dem, så vokser de. Vi må simpelthen vælge os noget andet. Følge glæden, følge den stille sang om, hvad der egentlig betyder noget i livet. Venskab. Kærlighed’.

’Og en god kop kaffe’, fniser jeg.
’Absolut’. Vi løber ned af trappen i hælene på hinanden, hun kommer først og fylder kedlen med vand. Snart sidder vi med hver vores kop og drikker forsigtigt. Ser på hinanden, stirrer ind i øjne og året, der er gået. Pludselig er det sommer igen og hun sidder her. Juni. Med fregner på næsen og hjertet fuld af sommerlig visdom.

’Det er i grunden så simpelt, siger hun, men vi insisterer på at gøre det svært. Vi sætter forhindringer op for os selv. Går i vejen for vores egne drømme. Og apropos drømme, fortæl mig nu, hvordan det er gået dig, siden jeg var her sidst. Du ser forandret ud. Hun rækker hånden ud og rører ved min arm. Ældre, mere vis og en smule alvorlig. Er der da sket noget forfærdeligt?’
’Overhovedet ikke’, skynder jeg mig at sige. ’Jeg har haft det godt. Taget uddannelse, haft forskellige opgaver og jobs og skrevet mange gode historier. Jeg arbejder på en slags roman, jeg har planer for min egen lille virksomhed og jeg prøver at følge glæden og hjertet, så godt jeg kan’. Min stemme tøver, jeg støder på noget i mig selv og pludselig står tårerne op i øjnene på mig. ’Men det er sket flere gange at jeg er faret vild’.

Hun nikker bare.
’Det hører med’.

’Jamen, det er anderledes med mig, siger jeg og ryster sørgmodigt på hovedet. For jeg farer ikke vild på de ydre veje. Jeg farer vild i mig selv. Jeg støder på mørke steder og rum uden svar. Jeg mister retningssansen og det hænder, at jeg bare må sætte mig ned og vente på, at min egen fortvivlelse skal fordampe.
’Det hører med’, gentager hun og drikker roligt af sin kaffe.

’Jamen Juni, hører du overhovedet, hvad jeg siger? Jeg strander på min egen kyst. Mit skib går på grund og jeg ligger sårbar i sandet i nætter uden stjerner, omsluttet af mørke og af uvished. For der sker nemlig det, at jeg efterhånden må skille mig af med alle mine tanker om hvad og hvordan. Gamle overbevisninger må lade livet. De falder fra og pludselig står jeg alene tilbage. Kan du forestille dig det? En øde strand, en nat uden måne og en vej, der er fuldstændig utydelig og uvis.
’Hjertevejen!’. Hun rejser sig, kommer rundt om bordet og giver mig et kæmpe knus. Luften går næsten ud af mig.

’Søde skat, du er jo på rette vej. Alt det du beskriver, mørket i dig selv, de uvisse steder og rum uden svar. Det er en del af rejsen. Den findes ikke uden, hjertevejen. For vi må vove at gå helt ind i os selv og slutte fred med de steder, vi forsøgte at undgå. Vi må samle op og smide ud. Det tager tid og det kræver mod.
Jeg hører mig selv sukke. ’Kan det virkelig passe at det skal være så …’

’Udviklende?’ ler hun.
Jeg betragter hende, hun går tilbage til plads og drikker af kaffen. Kigger ud af vinduet, nikker tilfreds, jo det er blevet sommer, der er store knopper på roserne og nogle er endda sprunget ud. Solen dykker ind og ud af skyerne i sit helt eget himmelhav og en flok solsorte er på jagt efter insekter på græsplænen. Skyerne sejler i horisonten, vinden synger og et smukt øjeblik folder sit tæppe ud.

’Skal vi sætte os?’ siger hun og jeg nikker. Juni er tilbage. Og det er blevet sommer.
 
Tekst og billede, Lene Megan, juni 2014