tirsdag den 27. maj 2014

Sommertanker




Hun har sat vand over til kaffe, jeg kan høre kedlen koge i køkkenet ved siden af. Skridt over gulvet, hun har fokus på sit forehavende og allerede nu kan jeg dufte kaffen og den søde forventning om, at hun vil servere den med mælk. Stille den på bordet foran mig og måske sætte sig for en stund, så vi kan tale lidt om dagen og vejen.
Det er morgen på matriklen, solen er for længst stået op som den gør det på sommerdage. Så tidligt, at det stadig er nat, forlader den sit skjul og rejser sig på himlen som et løfte. Smilende og uden tøven glider den langsomt i position, hele tiden i bevægelse uden at vi opdager det. Og pludselig er det morgen, dagen kalder, uret ditto, der brygges kaffe i køkkenregionerne og hundene er i haven.

Maj kommer ind af døren med min røde kop, der er mælk i kaffen, hun har fuldstændig styr på det. Mit hjerte glæder sig, da hun sætter sig på stolen overfor mig med sin egen kaffe. Bare sidde her lidt, siger hun uden ord og lade øjeblikket få fat. Jeg mærker noget sitre i mit indre, en slags stille længsel, jeg føler, at der er nogle ord, jeg skal sige til hende. Men de udebliver. I stedet lytter vi til stormen, der boltrer sig og får træerne til at danse. Raslende bevæger de sig i vinden, mens store skyer glider ind over landskabet.
’Er det sommer nu?’ spørger jeg uden at forvente svar, men hun nikker smilende.

Det tidspunkt, jeg har længtes efter. Ventet på. Som om jeg har rejst gennem min egen vinter og bevæget mig gennem mørke stationer og byer uden lys. Vinter og venteværelser, tomme perroner og toge, der forsinkes på grund af snestorm. Isblå dage så korte, at de nærmest er små glimt. Og et vendepunkt, der næsten er usynligt, men fra det tidspunkt bliver dagene længere og håbet vokser. Det bliver sommer igen.
En dag vil jeg vågne og opdage, at verden har forandret sig. Solen har vokset sig stor, varmen glider ind fra horisonten og griber fat om mit kolde vinterhjerte. Noget smelter, tør og en lille glæde spirer som en forårsblomst. Fra da af går det stærkt. Og en morgen sidder jeg med min kaffe i en rød kop og spørger forsigtigt Maj om tidspunktet er kommet, for jeg bliver altid i tvivl om jeg egentlig er ankommet. Jeg er blevet så vant til at rejse.

Når man nogensinde frem? Og hvordan ryster man fornemmelsen af bumletog af sig, når man først er ankommet? Hvordan sikrer man sig, at man nu også er i stand til at nyde de gode øjeblikke, når de folder sig ud? Man har rejst så længe, ventet og håbet og pludselig er de dér. Hvordan drikker man øjeblikkets nektar uden at holde krampagtigt fast og ønske sig, at det aldrig vil forsvinde? Det er som en evig bevægelse gennem timer, dage, måneder og årstider.
’Hvordan kan du være tilfreds med bare en måned?’ spørger jeg Maj, som ryster på hovedet. Det har hun aldrig stillet spørgsmålstegn ved, hun er tilfreds. Alting er, som det skal være. Ønsket om at fastholde og stoppe tiden er noget, vi mennesker finder på. Træerne har ingen forventninger om at danse i sommervinden forevigt. Alting har sin tid, folder sig ud og trækker sig sammen i en perfekt cyklus. Rapsen afblomstrer, men nu står valmuerne frem i al deres pragt. Nye blomster kommer til, det hele bliver grønnere indtil det en dag eksploderer i en kæmpemæssig orgasme. Så starter det forfra igen.

’Jeg vil bare blive her lidt’, siger jeg til Maj og knuger min røde kop. Der er stadig kaffe, solen glider gennem vinduet og rammer skrivebordet. Vinden tuder og hun nikker, vi bliver siddende lidtog et nyt øjeblik lander som en sommerfugl i stilheden mellem os.  Jeg kysser det forsigtigt og forsikrer det om, at jeg ikke vil forsøge at holde fast. Jeg ved efterhånden bedre. Eller gør jeg?
 
Tekst og billede, Lene Megan, maj 2014

onsdag den 21. maj 2014

At lægge spor



’Der er aldrig et mere perfekt tidspunkt end nu’, siger hun og åbner vinduet. En frisk brise finder vej og træder ind i stuen. Vi har netop lavet kaffe og sætter os i brisen og lyden af fuglesang. Solsortene bevæger sig hjemmevant rundt på græsplænen, samler orm og hvad de ellers har brug for. De er fordybede i deres gøremål. Og Maj smiler som om selveste solen kom fra hendes skød.
'Lige nu', fortsætter hun og tager en slurk af kaffen, 'er det smukkeste tidspunkt i dit liv. Og det er nu at alting er perfekt. Det er det tidspunkt, du har ventet på. Hele dit liv'.

Det lyder en smule dramatisk, jeg smiler forsigtigt, men hun ryster bare på hovedet, så håret danser om hendes velformede ansigt. 'Nu. Sæt dig ved tastaturet og luk øjnene. Lyt, lyt til fuglene og vinden, der får træerne til at rasle velfornøjet. Lyt til lyden af jordens bevægelse og gå helt ind i din egen stilhed. Dér, et sted, kan du høre hjertet banke. Og lige nu kommer en historie igennem vinduet og søger sin sjæl. Den får øje på dig og kommer forsigtigt nærmere. Kan du mærke den? Den er stille, den gør ikke meget væsen af sig i modsætning til, hvad man går og tror. Historier som den går på listefødder. Men nu er den her og det er op til dig, hvad du vil gøre med den'.

Hun ser på mig og ligner et spørgsmålstegn.
'Hvad jeg vil gøre med den'?

'Ja, tager du imod den? Er du den havn, den har søgt og den sjæl, der vil bringe den til live? Den kommer med inspiration. Den kommer med glæde. Helt frivilligt træder den gennem dit vindue forklædt som morgenbrise og lægger sig til rette i din sjæl. Så venter den. Tålmodigt. For det næste træk er dit'.
'Det næste træk'? Jeg lyder som en papegøje. Gentager hendes sætninger, sidder med åben mund og glemmer helt at drikke min kaffe. Historier kommer vel ikke gennem vinduet med morgenbrisen? Tanken er en smule komisk, men så mærker jeg, at det bare er min egen usikkerhed, der piller ved latteren. Det er faktisk en alvorlig ting. Og så alligevel ikke'.

Er der noget, som vil skrives? Jeg siger det ikke højt, tanken bor hos mig selv. Maj drikker kaffe og venter på, at hendes ord skal bundfælde sig. Jeg er overladt til mig selv og tankerne får frit lejde. Er det sådan, at det jeg skal skrive, gerne vil skrives? På samme måde som jeg har trang til at skabe noget, er der noget, som har trang til at blive skabt. Blive født. Ja, man kan næsten kalde mig en slags jordmoder. Det er min opgave at tage imod og bringe noget til live. En historie. Men jeg kan ikke på forhånd vide, hvordan barnet vil se ud. Min opgave består i at møde op på papiret og lade dette noget, historien, bevæge sig igennem mig.
Så går det op for mig. Jeg har svært ved at lade være med at pille. Hele tiden skal jeg rette på det, jeg skriver. Jeg stiller mig selv tåbelige spørgsmål og jeg hører mine tankers nedladende bemærkninger. Dette er ikke godt nok. Så jeg sletter, retter og slider.

'I stedet for at nyde turen'! Maj nikker. 'Men hvis du tænker på det således. Du er Danmark. Dit skrivearbejde vil føre dig fra kyst til kyst og fra ø til ø. Du lægger spor, du kortlægger dit indre og du lader det komme, der vil frem. Du ser, betragter og lytter. Du skal ikke forholde dig til det, du ser. Du beskriver det bare. Tager imod. Du lægger spor'.
Jeg lægger spor. Et suk rejser sig som en bølge i mig. Hvorfor i alverden er det så svært?

'Tillad dig selv at lave en slags første kladde', siger Maj og pludselig står hun som en bedre skrivelærer foran mig i morgenbrisen. 'Det skal hverken være fremragende eller perfekt og da slet ikke til at begynde med. Men hvad du muligvis vil opdage er, at når du lægger alle krav og bedømmelser væk og bare nyder skriveprocessen, så går det næsten af sig selv. Det skriver sig selv. Og du kan ikke på forhånd forestille dig det. Du må stole på det. Stole på det barn, du tager imod. Stole på, at det barn vil leve, trække vejret og være helt sit eget lille væsen. Ja, senere kan du klæde det på og ruste det mod verden og de krav, der stilles, men på dette tidspunkt min ven. På dette tidspunkt skal du bare lægge spor'.
Jeg sukker igen og føler en vis lettelse forplante sig i kroppen. Jeg lægger dramaet fra mig og med det samme forsvinder den modstand, jeg har følt hele morgenen. Det handler bare om at gå i gang.

Det handler om at lægge spor. Tænk hvis det var muligt både at skrive og leve sådan. Og nyde turen undervejs!
Tekst og billede, Lene Megan, maj 2014

 

tirsdag den 20. maj 2014

Udenfor sæsonen (2)



Dagen efter. Endnu en kop morgenkaffe og fuglesang. Sol. Det er en skøn årstid, jeg nyder at være her udenfor sæsonen. Her nord på øen har vi det næsten for os selv, her er ingen turister endnu og en dejlig stilhed ligger som et slumretæppe over landskabet.

Vi nåede ikke helt ned til sydspidsen af øen i går, men drejede af og gik en tur på Alvaret. Hvad jeg ikke vidste på det tidspunkt, var, at jeg havde mit første møde med de vilde orkideer. Jeg troede bare de så anderledes ud. Siden drog vi til Färjestaden og spiste frokost. En velsmagende lakseburger og et iskoldt glas hvidvin. Og så en tur til Borgholm, solen badede byen i lys og det var lunt. Den slumrede stadig, Borgholm, var ikke rigtig vågnet endnu. Udenfor sæsonen. Vi købte kanelboller med hjem og nød dem med kaffe i haven. En pludselig indskydelse, så kørte vi helt nordpå og har nu været helt på nordspidsen af øen og hilst på Lange Erik, fyret, der vogter øen og havet.

Det er vores anden dag i huset og på Øland. Jeg tænker igen over tiden og hvordan man må vælge at synke ned i nuet. Blive lige her, hvor kaffen står og bliver kold. Jeg skriver, mens opvaskemaskinen laver sin snurrende lyd, mærker følelsen af papiret, en blød fornemmelse. Pennen har helt sin egen melodi, mens den danser over papiret. Det er let at forlade nuet og skrive om planer. Hvordan vi om lidt drager en tur til Kalmar. Sightseeing og shopping er på programmet. Det er let at tænke på aftensmad og på, om vi mon finder et sted at købe frisk fisk, som vi kan grille. At blive i nuet er en sand kunst. Lytte til fuglene og ikke tænke på noget som helst andet.

Jeg indser, at jeg kommer tættere på nuet, når jeg samtidig skriver om det.

Men bedst er det slet ikke at tænke. Se hvordan solen kaster lys mellem træerne og skyggerne laver mønstre over den dugvåde plæne. Drikke lidt  mere af kaffen og høre en hund sukke. Lige nu, kolde fødder, klokken er ni. Uret hænger på væggen foran mig. Store sorte tal minder om tidens gang. Lyset spejler sig i urets glas og hundene snorker om kap med opvaskemaskinen. Der er ingen internetforbindelse, en sand velsignelse. Det er faktisk en lykke at være foruden. Skrive ord med en lilla pen i hånden og mærke, hvordan bogstaverne formes og hvert enkelt ord bliver til. Ikke for hurtigt, jeg øver mig på at give tid. Og det er selve livets gave at give sig selv tid. Så begynder tiden at komme.

Lyset ændrer sig lidt efter lidt, en ny firkant af sol finder vej gennem vinduet og lægger sig omkring "Turen går til Sydsverige". Øland er solens og vindens ø proklamerer turistskiltene. Indtil videre passer det. Sol og vind, frisk vejr. Men på aftenturen var det iskoldt. Bidende kom natten og fandt vej til øen. Vi frøs og glædede os til varm te i stuen ovenpå. Jeg faldt i søvn og fik den ikke drukket. Men det var skønt at være døsig efter en dejlig dag på Øland og vide, at efter nattesøvnen ventede en ny dag. Fuldmånen mærkede jeg ikke noget til.

Nu går turen til Kalmar. Over broen fra øen og tilbage igen. Udenfor sæsonen.

mandag den 19. maj 2014

Dagbog fra Øland (1)


At vågne på Øland den første morgen. Her er iskoldt, vi har ingen varme på, men solen skinner derude og fuglene synger. Det bliver en fin dag, jeg kan mærke det og begynder at glæde mig til kaffen allerede inden jeg forlader sengen. Jeg tror det var fuldmåne i nat, jeg havde svært ved at falde i søvn. Den lyste over øen og gav landskabet et magisk skær, jeg trak forsigtigt gardinet til side og spejdede ud i natten. Lysvågen på Øland. En af hundene trippede uroligt rundt, jeg stod op og hjalp hende med at finde ro på puden. Måske mærkede hun også fuldmånen?

Alt er nyt, solen skinner forsigtigt over trætoppene og duggen ligger tungt i græsset. Det er lysegrønt derude, stadig forår men sommeren nærmer sig med hastige skridt. I bogen jeg læser, en krimi som foregår på Øland, bliver denne tid på året kaldt forsommer. Tiden går, men sjældent så hurtigt som vi tror. Det er os, der går stærkt, vi færdes konstant på en motorvej gennem vores eget liv. Først når vi kører fra, sænker farten og lader os synke ind i tiden, begynder vi at leve.

Nuet er uendeligt. Nu, disse ord, pennen der glider over papiret og fuglene, der hylder dagen og lyset.

Kæresten er i bad, jeg lader ordene dryppe, et efter et falder de på papiret. Det er koldt om fødderne, vi kunne have tændt op i brændeovnen, men sådan blev det ikke. I dag går turen til den sydlige del af øen, Alvaret og de vilde orkideer. Vi blev anbefalet at komme tilbage til maj og nu er vi her så. Det er min tur til et bad, jeg tøver med at tage de tykke sokker af. Jeg tøver i det hele taget. Jeg vil fastholde dette øjeblik som jeg holder på pennen, blive ved med at skrive og altid sidde ved dette bord i et hus på det nordlige Øland. Ordene er anderledes her. Der er andre historier.

Solen skinner og dagens eventyr venter derude i Ølands natur. Jeg tager imod.

Hvem er hun mon, kvinden, som sidder der i trøje og tykke sokker med en halvkold kop kaffe og som har bestemt sig for at blogge dagbog i hånden? Dette var hendes første indlæg fra Øland.

torsdag den 8. maj 2014

Solvitur ambulando


 
Vi gik tur ud i eftermiddagen. Rapsmarkerne bølgede og sendte særlige dufte i vores retning. Luften var tung og dyb efter regnen. Men vi gik fra den. Tungheden. Den klæbrige fornemmelse, der havde påvirket os det meste af dagen. Skridt efter skridt blev noget i os lettere og vi forlod tyngdepunktet i os selv og begav os på eventyr. I nuet. I duftene og skyerne, der sejlede som store skibe på himlen. Måske ville det give sig til at regne, men den tog vi med. Risikoen. Og pludselig begyndte hun at danse. Det var som om hun lettede lidt fra jorden, hun mindede mig om en af de små fugle, der med sitrende vinger bader i vandpytterne. Har du set dem? Jeg tror det er vipstjerter, men hvad forstår jeg mig på fugle?
Jo, hun var en slags fugl i sin dans ned af vejen. Vandet sprøjtede fra pytterne og sendte små kaskader af vand i min retning. Og hun lo højt, hvinede som et barn og slog ud med både arme og ben. Væk var tungheden og tankerne om hvordan. Noget i hende vidste det. Instinktivt. Hun behøvede slet ikke at anstrenge sig, hun skulle bare fortsætte med at gå.

Senere talte vi om det. Hvad det var, vi havde gjort og hvad der skete med os. For der sker noget, når man rejser sig og forlader huset. Når man beslutter sig for at gå en tur og ikke nødvendigvis har nogen destination. Turen er målet. Formålet. Skridt for skridt forlader man den tilstand, man befandt sig i og det sted, hvor man sad fast. Man strækker ben, sind og sjæl. Strækker sig mod himlen, udvider sin egen horisont efterhånden som man bevæger sig fremad. Der er noget nærmest magisk i den handling. Gåturen.
’Jeg føler mig lettere’ sagde jeg og sukkede dybt.

’Jeg føler mig ny’ sagde hun og drak grådigt af et glas vand.
’Men hvad skete der? Jeg mener, vi gik jo bare en tur.’

Hun så på mig og kneb øjnene sammen. Maj i fuldt flor. Vildt hår og funklende øjne og vanddråber på overlæben.
’Solvitur ambulando’. Jeg anede ikke, at Maj kan latin. Der er i det hele taget meget, jeg ikke ved om hende.

’Som betyder?’
’Det løses ved at gå’, svarede hun og smilede. ’Og det er jo sandt. Jeg tror det alle tider har været sådan. Når jeg går, forstår jeg livets gåde. Et skridt af gangen, jeg behøver ikke at skynde mig. Noget sker, som om selve bevægelsen rummer sin egen magi. Jeg forføres af detaljer og noget i mig sagtner farten. Jeg kommer i berøring med noget dybt i mig selv, som på samme tid har forbindelse det store billede. Landskabet omkring mig, himlen, luften, fuglene. Og alt det, jeg forlod, formindskes og forsvinder. Det mister sin betydning. Man kan gå fra det og ind i noget andet. Komme tættere på sig selv og i berøring med kreativitetens levende puls.

Solvitur ambulando. Vi gik gennem rapsmarker og vandpytter. Vi gik under himlen og lyttede til fuglene. Vi hørte torden i det fjerne eller også var det et tog. Vi så træerne med knopper og blade og vi hørte vores egne skridt på vejen. Der var småsten formede som hjerter og der var forførende dufte af ny udsprungne blomster og vådt græs. Hver eneste detalje formede en slags usynlig grænse og opløste sig selv. Indbød til et studie i nærvær. Og vi kastede os ind i det eventyr der bor i en gåtur. Et skridt af gangen, det er hele mysteriet i al sin enkelthed.
Når vi sætter tempoet ned og bevæger os sindigt af sted, så vi følges med naturen omkring os, falder vi til ro i vores egne skridt. Et af gangen, tungheden forsvinder og noget nyt, let og luftigt kan komme til. Har du opdaget, hvordan ideerne ofte kommer flyvende, når man går og bevæger sig af sted? Svarene kommer, problemer forsvinder eller finder deres rette leje. Dæmoner kan ikke lide frisk luft, har Bergmann sagt, og det er sandt. Men det kan kreativiteten. For når vi går langsomt frem, bevæger vi os igennem vores mure af forsvar og undskyldninger og kommer efterhånden i berøring med noget spændstigt og levende, der riser igennem os. Kreativitetens kilde. Selve livet i al sin langsomhed. Detaljerne. Magien.
Solvitur ambulando. Gå en tur, næste gang du strander med dine skriverier. Lad gåturene være en fast bestanddel af din dag og din program. Den friske luft og bevægelsen gør underværker for kreativiteten. Spørg bare Maj!
Tekst og billede, Lene Megan, maj 2004
 

onsdag den 7. maj 2014

Maj ejer ingen




Maj ejer ingen. Hun smiler, kommer dansende ind i stuen med en kop kaffe. Det damper fra koppen og lyden af skvulpende væske blander sig med dråberne, der blidt rammer vinduet. Det er en diset regnvejrsdag.
Jeg fandt på månederne. Det var jo oplagt. Allerede fra starten var de med mig og gjorde sig til. Skriv om os, gør noget med os, for vi er her og du er del af helheden. Hver måned sine kendetegn. Det var slet ikke svært, de skrev jo nærmest sig selv. Og efterhånden følte jeg, at jeg kendte dem. Månederne. De blev mine personlige venner, de flyttede ind på pensionat og gæsteværelse. Vi havde gode samtaler, de lærte mig meget. Deres historier skrev sig selv og jeg lod mig fortrylle. Det var som om jeg sank et skridt dybere ned i nuets muldjord og lærte at forstå årstidernes magi. Den måde, tingene hænger sammen på. Og jeg følte mig ikke længere adskilt, jeg var blevet en del af en større cyklus og på mange måder lærte jeg også at forstå mig selv bedre. Gennem månederne og deres særlige kendetegn.

Det var hos mig, at den første måned bankede på en tidlig morgenstund og flyttede ind på det, jeg valgte at kaldte mit pensionat. Det var til mig, at de fortalte deres historier og det var min subtile erfaring og visdom, der strømmede gennem deres historier.
Og nu påstår hun, at jeg ikke ejer hende. Maj. Det var da mig, der pustede liv i hende. Jeg skabte hende, gav hende personlighed og jeg stillede sågar et værelse til rådighed. Hun flyttede ind og jeg skrev om hende. Samtaler opstod, vi udvekslede visdom, så naturligvis forholder det sig således. Hun er min.

Hun ryster på hovedet og placerer sig på stolen foran mig. Hun skygger for udsigten, dråberne mod ruden og det disede landskab i grønt.
’Du ejer ikke dine historier. Du ejer ikke dine ideer og du ejer heller ikke mig. Maj ejer ingen’. Smilet bliver større, hun morer sig lidt, det er jo i grunden ganske komisk, at jeg skulle få den tanke. Hvordan kan jeg dog tro? Ord har det med at flyve, de skal ikke fastholdes. De skal vækkes til live, gives vinger og gives videre. ’Fryd dig i stedet for, at de valgte at lade dig være landingsplads. At de lettede fra din sjæl og fløj gennem dig, videre ud i verden, universet’..

’Har du egentlig tænkt nærmere over, hvad det er, der sker’? Hun ser på mig, blikket er en anelse alvorligt og jeg forstår, at det her er en slags lærestreg. For sådan kan hun nemlig også være, Maj. Og måske er det netop i det øjeblik at jeg forstår, at jeg ikke ejer hende. Hun har sine egne meninger.
’Du identificerer dig. Derfor begynder det at blive svært. For det første holder du krampagtigt fast på det, du har skrevet. Men samtidig vil du nødig sættes i bås. Du vil gerne vise, at du er mere end dine historier. Og det er i grunden også sandt. For når først historien er sluppet løs, sidder du tomhændet tilbage. Du kan ikke kalde den tilbage. Du må blot stole på, at du vil få ny inspiration og at nye historier vil vælge at lette fra lufthavn’.

Det er når vi identificerer os, at smerten opstår. Ordene smælder i min sjæl. Egoet krymper sig, det vil gerne være en identitet og høste ære og hæder for det, den gør. I egoets hav opstår perfektionismen og dermed også de mange begrænsninger, fordi det er svært at vide på forhånd, om det man foretager sig er ”godt nok”. Og det vil man jo gerne være, god nok.
Egoet vil være. Nogen. Noget. Men sjælen vil bare skrive. Den vil lytte til livets musik og være en del af den større komposition. Den tager imod og åbner sine arme og sit hjerte. Den har ikke behov for at eje og den har slet ikke behov for at identificere sig. Sjælen er fri. Og når man formår at skrive fra sjælen, bliver man en del af den vidunderlige frihed, hvor ingenting kan ejes eller sættes i bås.

’Og man bliver overrasket’! Maj ler højt. ’Det er så fantastisk og eventyrligt, når man forlader sindet og dets kringlede kroge om hvordan. Fordomme, spådomme. Når man vælger at lytte til den dybe musik, der rumler i undergrunden og erkender, at man er en fri sjæl. Man griber noget uden at begribe det. Man lader komme, giver plads til leg og skaber et slags frirum for ordene, så de kan boltre sig’.
Mig ejer ingen. Så sandt som det er sagt. Som Maj folder sig ud i de tunge landskab, der bliver grønnere for hver dag. Alt er muligt, når man ikke hæfter sig ved fortid eller fremtid, men drikker af øjeblikkets nektar som humlebien af blomsten.
Har du lagt mærke til, at sandheden er en fri sjæl? spørger hun pludselig. Det er et interessant spørgsmål. Og det har jeg faktisk lagt mærke til. For når man skriver fra sjælen, så opstår der ofte øjeblikke af ren og skær sandhed, der bare drypper ud mellem ord og linjer. Det er som om, der sidder nogen indeni, som er langt klogere og som slet ikke synes at det er svært at skrive og give udtryk for det, der rører sig. Nogen, som har fingeren på livets egentlige puls og som med forunderlig smuk stemme kan synge den sang, man blot sporadisk kunne mærke, men som man altid længes så inderligt efter.
Og mig ejer ingen.
 
tekst og billede, Lene Megan, maj 2014

 

lørdag den 3. maj 2014

Et langt farvel


Vekk med tankegods
og arva øvetru
som bare inngir
forsimpling og gru
ting ein trudde fast på
har feida hen og dødt
der ein før va sikker
står ein ikkje lenger støtt
 
Men kursen e kje stø
det e et langt adjø
et veldig langt adjø

Der er en tekst. En sang. Hun bliver ved med at høre den.
Den må være skrevet til mig. Hvordan kunne han dog vide det, han som spillede for os i Christians Kirken lige før påske? Vidste han, at jeg ville komme og mærkede han, hvordan tonerne og ordene flød gennem kirken og ind i min sjæl? Fornemmede han tårerne, der gled frem i øjenkrogen og mærkede han den dybe genklag, der fik mig til at sitre?
Alting blev stille. Øjnene var lukkede, hun var ikke længere i kirkerummet. Hun fløj ud af det store vindue og over Københavns tage. Som en fugl på lette vinger svævede hun over velkendte gader, betragtede huse, mennesker og biler. Og hun vidste, at det summede af liv og støj dernede, men kun en bid af lyden nåede helt derop, hvor hun befandt sig. Hun var på himmelflugt. Over den by, der engang var hendes. Hjertet opfyldtes af kærlighed og hun sendte gode tanker ned til dem, der nu gik i gaderne. Lørdag aften, lyset sank i horisonten og husene spejlede sig i kanalerne som dansende skygger. Køligheden strejfede hendes vinger og hun gøs lidt, mens hun fløj videre og blev et med horisonten. Først nu, ti år efter, kunne hun lægge byen bag sig og flyve videre. Det sted, hun kom fra, dér, hvor hun var født og alle de ting, hun havde lært og var blevet fortalt gennem årene. En voksen kvinde, som pludselig havde fået vinger og opdagede, at hun faktisk kunne bruge dem. Hun kunne flyve. For hun havde valgt at sige farvel.
Og det sang han om. Manden i kirken. Den fine norske sanger, som hun altid havde beundret. Fra første tone, første ord havde han draget hende med sine lyriske sangfortællinger. Og nu havde han oveni købet lavet en sang til hende. Hun åbnede øjnene og opdagede, at hun var tilbage i kirken, lyset faldt ind gennem de store glaspartier i gavlen og alle stole og bænke var fyldt op med mennesker, der som hun sad ubevægelig og lyttede til musikken og ordene. Hver især berørt af noget, der handlede om dem selv. Genklang af stumme stemmer gennem kirkerummet. Dybe suk af levet liv og afsked. For ingen kan vel befinde sig i en kirke uden at mindes dem, som havde sagt farvel. Ingen kan vel mærke glæden i en smuk sang uden at mærke sorgen, der smyger rundt i mørket lige ved siden af.
Et langt farvel. De forlod kirken, blev sluset ud i byen og grebet af dens åndedræt.
 
Senere lyttede hun igen til sangen. Den skulle komme til at betyde meget for hende. Teksten, ordene, især de linjer om tankegods og arvet overtro, alt det, der havde tynget hende til jorden i årevis. Frygten. Nu følte hun sig både nøgen og sårbar uden de søjler af usandheder, hun havde klynget sig til. Det, hun havde troede på og klamret sig til, var ikke længere sandt. Og hun gav slip, velvidende at hun ikke anede, hvad hun så skulle læne sig op af. Hun vidste bare at det var nødvendigt, der var ingen vej tilbage.

Det handlede ikke længere om at holde fast. Det var et spørgsmål om at give slip. Og hver eneste gang hun lod noget gå, opdagede hun, at der var endnu mere at give slip på. Lade flyve, som hun selv havde fløjet over den by, der engang var hendes. Nu identificerede hun sig ikke længere med gaderne, husene og de steder, hvor hun havde følt både glæde og smerte. Kirken, hvorfra de havde begravet hendes far og ordene, præsten sagde. Det, de havde talt om og savnet, der var som et kæmpemæssigt åbent sår i hjertet. Alt det, hun ikke forstod og ikke magtede at begribe. Farvel.
 
Han har helt ret, sangeren i kirken, tænkte hun, da hun sad i toget tilbage til det sted, hvor hun nu boede. Det er et langt farvel. Et vældigt langt farvel.
Tekst og billede, Lene Megan, maj 2014
og tusind tak til den gode Bjørn Eidsvåg for sange og inspiration

torsdag den 1. maj 2014

Maj og trillebøren




’Vi fortsætter, hvor vi slap’. Glædestrålende skubber hun en trillebør foran sig, mens stemmen hæver sig og kommer svævende i forvejen. Det støver på vejen og de gamle hjul knirker. Jeg går hende i møde, hun stiller trillebøren fra sig og kysser mig på panden.
’Se, hvad jeg har med’.

’Var det dér, vi slap? Jeg ler højt og bliver straks i godt humør ved synet af Maj og trillebøren med tulipaner. Hun er kreativ på den frodige måde. Gud, hvor har jeg dog savnet hende!
Hun ryster på hovedet, nej forklarer hun, det var en pludselig indskydelse. Hun mener, at jeg trænger til tulipaner. I massevis.

’Vi slap hinanden på landevejen’, siger hun ’og du skrev som følger’. Hun læser op af en lap papir.
Vi gik længe uden at sige noget. Så faldt der et ord og siden et til. Hver især bemærkede vi naturens skønhed og det, der omgav os. Det åbne landskab, de bølgende marker. Træerne i vejkanten. Mælkebøtter. Grøftekanter. Jeg kunne mærke hvor godt den gjorde mig, naturen. Det var som om den rakte sine usynlige arme frem og tog mig i sin favn. Forkælede mig med dufte, der kildrede mine sanser, udfoldede sin skønhed og gjorde mig til en naturlig del af det hele. Harmoni, tænkte jeg, naturen bidrager til harmoni. Det er som om den lever sit liv i en helt særlig rytme, en melodi, som jeg kun kan høre og følge, hvis jeg er stille nok og giver mig tid. Uvilkårligt satte vi farten ned og kunne pludselig mærke, at vi blev inddraget i en sælsom dans. Maj nikkede bare, hun kunne også mærke det. Vi blev indviet i en hemmelighed, som altid er tilgængelig for den, der giver sig selv lov. Man skal blot åbne døren og gå ind.

’Vi talte om den dør’. Hun hanker op i trillebøren og vi følges ad ned af vejen mod huset. ’Døren, som altid er der og som bare venter på, at vi skal komme og åbne den. Men vi kan aldrig finde nøglen. Vi tror, at den findes et sted udenfor os selv og vi søger i øst, vest, nord og endda syd. Men  vi finder den ikke, nøglen. Først når vi sætter os i stilhed og kigger indad, begynder det at dæmre. For vi har selv nøglen. Vi er nøglen!’
Begejstret slår hun ud med armene og glemmer at holde fast i trillebøren. Den rammer jorden med et bump og tulipanerne danser. Frem og tilbage, farvestrålende nikker de mod solen og himlen.

’Har du fundet din nøgle?’.
’Hvem mig?’

’Ja min ven, hvem ellers? Har du opdaget, at du bærer rundt på din egen søde hemmelighed, har du taget den nøgle, der blot venter på dig og har du åbnet døren til dit eget rum fuld af stilhed og uendelig kærlighed? Har du jævnligt besøgt det sted i dig selv, hvor glæden bor og har du indtaget dit rum velvidende, at du altid kan vende tilbage, når du har lyst?’
Jeg tøver. Ordene bevæger mig og tårerne presser sig på. Jeg ved, at hun står der med sin trillebør og rækker mig mit livs hemmelighed. For sådan er det med os mennesker. Vi glemmer ofte, at vi selv indeholder alt det gode, som vi leder med lys og lygte efter udenfor os selv. Det er som om vi ikke rigtig kan tro det. Selvom vi ved det, så må vi konstant stille spørgsmålstegn, fordi det forekommer os for let og åbenlyst. Så nemt kan det da ikke være.

Maj venter ikke på, at jeg svarer. Hun skubber lågen op og kører trillebøren ind i haven. Her finder hun en perfekt plads til bør og tulipaner. Så er hun flyttet ind. Uden bagage men med en trillebør fuld af blomstrende skønheder.
’Nu skal da have os en kop kaffe’ siger hun på klingende jysk, det undrer mig, men så nikker jeg bare. Jeg er holdt op med at stille spørgsmål om månedernes gøren og laden, når de ikke er hos mig. Hovedsagen er, at Maj nu er ankommet. Vi har en helt måned til at genopdage alle de vidunderlige guldkorn, vi høstede sidste år. 

Måske er det bare sådan med os mennesker. Vi er nødt til at møde os selv i månedernes spejl for at genopdage, at vi er en del af noget større. Noget stort, som har sin helt egen cyklus og som vi hverken kan forcere eller sætte en stopper for. Vores fornemmeste opgave er at være fuldt og helt til stede. I os selv og i dette nu.

Tekst og billede, Lene Megan, Maj 2014