søndag den 30. marts 2014

Stunder af nåde

 
 
Stunder af nåde, det er mig en gåde.
Hvor vi mennesker tror vi skal hen.
Skruer på tiden, først vinter, så sommer.
Frem og tilbage, igen og igen.
Men tiden, den er og den smiler ved tanken.
Om alt det, vi gør, for at skaffe os zen.
Frem og tilbage, først vinter, så sommer.
Skruer på tiden, igen og igen.
 
 
Med kærlig og undrende hilsen, Lene Megan, marts 2014

og tusind tak og kærlige hilsener til Janna, som lånte mig de tre ord. Stunder af nåde. Tak. 

torsdag den 27. marts 2014

Noget om at være


 
Jeg er tiden. Vejret. Tidspunktet.
I går var jeg stormen og regnen.
I dag er jeg den stille morgen og det dæmpede lys.

Jeg er forår.

Jeg er dette øjeblik.
Lyset der forsigtigt falder gennem vinduet.
Salig slowmotion. 

Den sprøde lyd af fuglesang og vinger over træer.

Jeg er tiden. Øjeblikket. Dette sekund.
Og skulle jeg ændre noget. Gøre noget om. Så var det at være mere.
Nu.

Men man kan ikke gå tilbage og være mere.
Man kan kun starte.
Nu. I dette øjeblik.

Være.

Ingen fortrydelse. Bare være. Nu.
Jeg er vinden. Frosten. Og forårets små grønne spirer.
Den tidlige morgen i frakke og sko.
Duggen. Dansen. Dagen.
Jeg er.
Ingen sammenligning. Ingen misundelse.
Intet er mere perfekt end dette øjeblik. Dette nu.
Og jeg er.
 
 
 
Kærlig hilsen Lene
tekst og billede, marts 2014
 
 

søndag den 23. marts 2014

Jeg tager imod




Jeg er på vej ind gennem en dør til en anden slag verden. Nysgerrigt træder jeg ind i sjælen på den historie, der har meldt sin ankomst. Noget vil skrives. Nogen vil tale gennem mig.
Jeg laver en god kop kaffe, som jeg kan tage med mig. Solen trækker i lynlåsen til en skyformation og trænger pludselig igennem. Skarpt lys baner vej på skrivebordet og en skygge nikker anerkendende. Dette er vejen. Måden. Nysgerrigheden. Hvad vil skrives?

Fem kilometers morgentur med hundene efterfulgt af stilhedsmeditation. Det var opvarmningen, viser det sig og jeg føler mig veltilpas i krop og sjæl, lidt træt måske, men trætheden er velkommen. Jeg troede, at jeg bare skulle slappe af i dag, men så opdager jeg pludselig en dør. Den står åben, den blafrer i vinden og kalder med sin knirkende stemme. Kom på besøg, hvisker den, knirk, knirk.
En invitation. Tør jeg tage imod? Gå igennem den dør, der står på klem og følge det lys, der kalder gennem sprækken? Gå efter duften af eventyr, der som nybagt brød kilder mine sanser?

Hvad har du tænkt dig at skrive, spørger du måske, for sådan formulerer vi ofte den slags spørgsmål. Men jeg ryster pludselig på hovedet, for det forholder sig nemlig helt anderledes. Jeg har ikke tænkt noget som helst. Løgn og latin, jeg har tænkt alt for meget, men det forkaster jeg nu. Det, der vil skrives, kan jeg nemlig ikke tænke mig til. Sindet er sin egen sabotør. Glem det for en stund.
Jeg skal ikke tænke. Jeg skal være stille. Og lytte.

Døren knirker, jeg nærmer mig langsomt og griber fat i dørhåndtaget. Knirk uden modstand, jeg går igennem, følger duften, lyset og lydene.
Med ydmyghed og spænding sætter jeg forsigtigt på stolen og masserer mine fingre som en pianistinde, der skal til at spille. Opfyldt af nysgerrighed og stille glæde, jeg er klar. 

Jeg tager imod.
Billede og tekst, Lene Megan, marts 2014

fredag den 21. marts 2014

Det hemmelige testamente




Og tiden kom.
De perfekte potespor i sandet blev udvisket og taget af havet.
Bølgerne kom og gik. Skyllede op på stranden, slettede alle spor og tog det hele med sig.
Blot for at bringe det tilbage i nye bølger og formationer.
Havet, den store hersker med de dybe hemmeligheder.
Potespor, der forsvinder i sandet men forbliver i hjertet.
Sorgen, der som kærlighedens skygge er netop det.
Et lidt køligere sted med eftertænksomhed og tårer.
Tårer, der som havet kommer og går.
Bølger, der renser og skaber grobund for nye hjerteglæder.

Og pludselig en dag …
* * *
En brun hund spankulerer af sted i vandkanten. Hun går i et sindigt tempo og kommer ikke for tæt på vandet. Nej, hun er ikke som den gamle gule, der altid kastede sig ud i bølgerne og forfulgte ænder og svaner. Aimee er ikke typen, som skal hentes ind fra Furesøen, fordi en and kom forbi og det er såre let at kaste sig ud fra bådebroen og svømme efter den. Men alle historierne kender hun, for den gamle har fortalt dem til hende. ’Og når jeg engang drager videre’, sagde Josie, for det hed den gamle gule hund, ’skal du overtage mine opgaver. De er meget vigtige. Har du forstået det, Aimee?’

Du skal kende det hemmelige testamente.
Og den brune hund nikkede. Det havde hun forstået. Hun kunne mærke visdommen, der var stærkere og gyldigere end nogensinde, selvom den gamle hund var både skrøbelig og døv. Man kunne se i hendes øjne, at hun mente det. Blikket havde værdighed og hjertelys. Og mod til at lade det skinne. Åh, sådan vil jeg også gerne være, tænkte Aimee.

Men der var lige nogle ting, de skulle have på plads.
’Jeg deler ikke din jagtiver’, sagde Aimee og rystede på hovedet, så de brune ører dinglede. ’Og jeg bryder mig ikke synderligt om vand.’

’Du er da en mærkelig labrador’, konstaterede Josie, ’men jeg kan godt lide dig alligevel. Det er helt i orden. Du behøver ikke at jage egern i parken og harer på marken. Du behøver heller ikke kaste dig ud i bølgerne for at forfølge svaner. Men du må love mig en ting. Du skal følge dit eget hjerte og det, der gør dig glad.’
’Mad!’. Aimee smaskede veltilfreds.
’Ja ja’, svarede Josie, ’den glæde deler vi. Men lyt nu til, hvad jeg har at sige. Mit timeglas er ved at rinde ud. Eller rende ud, hvad hedder det egentlig? Så lo den gule hund, for hun kom i tanke om, at hun ikke var et menneske og at ord og stavning var noget ganske ubetydeligt i hendes verden. Der findes nemlig et andet slags sprog, som går lige til kernen og helt ind i hjertet. Ingen døre og snørklede gange, ingen regler og forhindringer, der er deres egen paradoksale kærlighedsskygge.

’Er der andre ting, som gør dig glad?’ spurgte hun Aimee, som var blevet en smule ukoncentreret ved tanken om mad. Snask. Alle de vidunderlige godbidder, som livet byder på og som kun venter på at blive fortæret.
’Ja da. Kærlighed’. Aimee tøvede ikke, svaret kom lige fra hjertet. ’Mad, kærlighed og en varm pude at sove på. Klap, kærtegn og eventyr af den slags, hvor vi gør noget sammen. Mig og mine mennesker.’
’Dine mennesker har det på samme måde!’ Josie nikkede bestemt. ’Og det er det, du skal holde fast ved, når jeg tager videre. Det gode i livet. Samværet. Kærligheden. Og så er der altså nogle ritualer, som vores ejerinde holder så meget af. Det er en slags solskin, jeg kan sende hende. En varme, som breder sig i hendes årer og som gør hende glad selv på meget triste dage. En trøst, der får blomster til at vokse fra sårbarhedens golde muld og blive til mesterværker.’
Gisp, tænkte Aimee, det finder jeg da aldrig ud af. Men så besluttede hun sig for at lytte helt ind i hjertet af det, Josie fortalte og på et tidspunkt nikkede hun med ro i øjne og sind. Nu vidste hun hvordan.
’Jeg har forstået det. Jeg vil savne dig, for vi to har altid været venner og fortrolige. Men jeg skal nok bære dine gaver videre’.
Og den dag kom, da Josie drog videre. Resten er historie.
* * *
Således gik det til. Efter en uge kom Aimee ud af sorgens hule. Hun bærer vanter hjem fra morgenturen og hun udfører nogle ritualer, som tidligere kun er mestret af Josie. Små ting, fjollede ting, som at drille mig, når vi kommer hjem fra tur og jeg skal have overfrakke og støvler af. Hun skubber til mig og når jeg ser en smule vredt og irriteret på hende, lyser hun op i det frækkeste solskinssmil, hun har lært. Jeg kan godt se, at det ikke helt er Josie, men hun gør hvad hun kan, den skønne brune pige.
Aimee følger efter mig og laver perfekte potespor i sandet. Spor, som bliver udvisket og taget af havet. Bølgerne kommer og går. Skyller op på stranden, sletter alle spor og tager det hele med sig. Blot for at bringe det tilbage i nye bølger og formationer af kærlighed.

Og alt er nyt. Igen.
Det hemmeligt testamente bliver taget af havet og dukker op et nyt sted.

En flaskepost til hjerter.

 
 

 
Tekst og billeder, Lene Megan, marts 2014
med kærlig og evig inspiration fra min smukke hundepiger

torsdag den 20. marts 2014

Ord og sommerfugle


I stilheden bor en sommerfugl
Et fint insekt i støvet gul
Med sårbarhed og ord i sine vinger

Et sanseligt sekund, et stik
og smerte i et følsomt vingehjerte
Forlader skælvende sin trygge kokon
Velsignet af tusind englekys
Betræder den sit lys og er
I stilhed den smukkeste sommer ...
´Det er ikke helt færdigt endnu', siger hun og ser en smule genert ud. 'Slet ikke. Det er egentlig for tidligt at dele´...
Marts skriver digte. Det vidste jeg ikke, jeg anede ikke at hun havde en poetisk åre. Men eftersom jeg har befundet mig en slags sorgens kokon og ikke har bemærket hendes tilstedeværelse her den forgangne uge, har hun benyttet lejligheden til at fange ord og gøre poesi af dem. I hjørnet af gæsteværelset har hun indrettet en lille skrivekrog. Der sidder hun bøjet over sin notesbog. Håret falder omkring hende som et slags slør og skjuler hendes forehavende. Men jeg kan høre pennens vej over papiret, lyden af ord, der formes, bøjes og placeres i perfekt rækkefølge efter hinanden.
’Hvem er du egentlig, Marts?’, spørger jeg og mærker i samme sekund, at jeg vågner igen. Min nysgerrighed er tilbage og jeg ser hende pludselig. Forsømt har hun været, fortabt i sorg og tabet af min gule ven, har jeg ikke haft overskud til at tage mig af husets særlige gæst. Men hun er ikke fornærmet, hun vender sig og stryger håret væk fra ansigtet, smiler stille og rejser sig med udbredte arme. Et favntag og jeg kan mærke livet igen, hun smiler stadig og skubber mig blidt fra sig. Hendes venskab og kærlighed hænger stadig i tøjet, den særlige duft af accept og glæde, der ikke har noget forbehold. Måneder bare ikke nag, den slags overlader de til os mennesker.
’Jeg er din ven’, svarer hun og trækker på skuldrene. Strækker sig mod lyset, der er sparsomt på den grålige forårshimmel. Vinden hvisker i træerne, det buldrer lidt derude, et slags tomrum taler. Forårsjævndøgn. Jeg kommer i tanke om, at i dag faktisk er en særlig dag. Lidt magisk. Og lyset bliver stadig større, det vokser lidt hver dag og breder sig som ringe i vand og på jord. Kaster særlige skygger på skovbunden og rammer de første anemoner. En ganske særlig dag.
’Og du skriver også’, konstaterer jeg og peger på den åbne bog, pennen og alle ordene, der flyder over og ligger hulter til bulter på bordet. Det kribler i fingrene, jeg har stor lyst til at smutte hen og arrangere lidt på dem. Men med æresfrygt og respekt bliver jeg stående, for jeg ved, at det er hendes ord. Lige nu. Mens hun fanger og former dem, åbner sig og tager imod. Det skal jeg ikke blande mig i. Jeg må finde min egen inspiration og lytte til det, der vil skrives gennem mig. Jeg er blot taknemmelig over, at jeg har en skrivende åndsfælle i Marts.
’Tak fordi du slap ordene fri i midt i processen og delte med mig’, fortsætter jeg og nikker anerkendende til både Marts, ord og skrivebord.
Hun rødmer og træder et skridt tilbage, pludselig oplyst af en ide.
’Skulle vi ikke skrive sammen i dag? Sidde med hvert vores sommerfuglenet og fange ord? Drikke kaffe og uden at forstyrre hinanden være sammen om en gerning, der er så fin og sårbar i al sin pragt? Vi kan jo rykke ned i spisestuen og sidde ved det store bord med udsigt til haven. Her kan vi sidde og betragte foråret træde i karakter og lade ordene dumpe ned i vores net. Lytte, være stille og tage imod. Har du lyst?’
Jeg smiler og kan mærke, hvordan mit ansigt med ét bliver blødere og trækkene får en mildere karakter.
’Selvfølgelig har jeg det, søde Marts’. Jeg er allerede på vej ned af trappen.
 
Tekst og billede, Lene Megan, 2014
Sommerfugledigt i proces, min ven Marts, 2014

lørdag den 15. marts 2014

Det bliver ikke bedre




’Vi går efter det gode i livet’, sagde du og smilede.
Og du forsvandt på den fineste forårsdag.
Perfekte dag.


Lige her forlader jeg dig. Midt i forårssolen.
Se, jeg har bedt om lige netop det vejr, du elsker.
Ingen vind, stilheden smyger sig langs træerne og kravler over hegnet.
Solen kærtegner landskabet med lys.


Frosten forsvinder, fordamper, som dansende elverpiger over enge.
Se hvor smukt det er. Ingen ikke en sky på himlen.
Farven er blå, den farve du elsker. Alting er nyt.
Frosten, foråret og livet, der starter her. For dig min ven.
Selv skal jeg videre. Jeg har gjort min pligt og udført min glæde.
Vores venskab er forevigt.
Det jeg lærte dig, skal du nu bruge selv. 


Du skal leve det, være det. 

Hver eneste gang solen skinner.
Hver gang, den kigger gennem skyerne og betragter dig med det blik, du kender så godt.
Hver gang du mærker varmen og ser din skrivende skygge.
Så opdager du, at du selv er den sol, der siver gennem vinduesglasset og rammer dig i hjertet.


Der findes ingen større kærlighed.
Det bliver ikke bedre.
End de sprøde øjeblikke af lykke, der springer ud af ingenting.
Den kender ingen grænser.
Den har hverken køn eller alder.
Og den er ikke forbeholdt mennesker, selvom de ofte tror det.
Kærligheden.
Sprøde øjeblikke af evighed, der strækker sig mod himlen.
Lys, skygge, liv og død.


Og kærlighedens størrelse?
Du smiler, du ryster leende på hovedet, de gule ører flyver i vinden.
Kærlighed kan ikke måles.
Alt det gode i livet, min ven, det kan hverken vejes, måles eller sættes i glas og ramme.
Det skal leves, når det er. Det ånder. Det er gjort af øjeblikke.
Sommerfuglevinger. Støv.
Det kan ikke gribes, ej heller begribes.
Det skal leves.
Mærkes.


Nu.
Tak for alle jeres søde hilsener. Tanker. Hjerter. De betyder meget for mig.
Og kære venner, som Josie lærte mig:


Kærligheden har ingen alder og intet køn.
Kærligheden er ikke forbeholdt mennesker.
Kærlighed er. Energi. Glæde. Lykke.
Noget, der opstår og som man kan gribe, hvis man tør.
Elske.
Og kærlighedens skygge. Sorgen.
Den hører med.
De to går hånd i hånd og er uadskillelige.


Josie og jeg var også uadskillelige.
Men vi måtte alligevel skilles. Sådan er livet. Og døden.
Og alt det, der kommer efter. Visdommen.
Taknemmeligheden over, at få at lov at opleve uforbeholden kærlighed.
Kærlighed uden døre og grænser, der først skal afprøves.
Kærlighed uden luskede landminer og jalousi.
Døre, der altid står åbne og hvor man bare kan gå ind og være. 


I hjertet.

Jeg er en heldig kvinde. Jeg kendte en gul hund.
 
 

 Tekst og billede, Lene Megan, marts 2014

 

fredag den 14. marts 2014

En engel gennem frosten


 
En engel gennem frosten
En lyd af potespor
Som vingeslag mod solen
En skygge på den jord
Hvor vi to gik og smagte på
det liv, der rendte ud
Som sand igennem timeglas
Som tårer fra min tud
 
Du skinner fra din himmel
Du skænker dagen guld
En engel gennem frosten
En pote i min muld
Det venskab, som du gav mig
Den kærlighed, den tid
Du holder om mit hjerte, sir’
Du farer aldrig vild


For jeg vil lyse for dig
Og skinne, så du ser
At du sagtens kan skinne selv
og være meget mere
Af det, vi havde sammen
af det, som gav os guld
Jeg er her hele tiden, se
Min pote i din muld


En engel gennem frosten
En lyd af potespor
Et skud, der pludselig dukker op
Af vinters kolde jord
En blomst, en knop, et strejf af sol
Du skænker dagen guld
Jeg savner dig, men du er her
En pote i min muld


En engel gennem frosten
Et sus, et hjerteslag
Jeg lover dig at skinne smukt
Og nyde hver en dag
Du viste mig at livet, det kan kun leves nu
Du viste vej, du gav mig guld
Sol, pote, engel, du
Tekst og billede, Lene Megan, marts 2014

torsdag den 13. marts 2014

Næsten ingen ord



Jeg savner dig.

Solen skinner, frostklare krystaller glimter i morgenlandskabet og du mangler.
Fuglene svæver i solopgangen og du mangler.


Lyden af dine skridt på køkkengulvet. Du ventede altid på mig for enden af trappen og bød mig velkommen til morgenen. Men i dag er noget anderledes. Du mangler.


Den røde frakke hænger på knagen og venter på dig.
Men du har ikke brug for frakken længere.
Smukke sjæle flyver ikke rundt i rødt dækken. De er helt frie.
Du er fri. Nu.
Josie, jeg har næsten ingen ord. Du tog af sted i går. Dagen kom, pludselig var det tid. Det kom bag på mig. Vi havde gået morgentur, du havde spist din mad med god appetit. Du gnaskede guleroden i dig som sædvanligt. Alt var smukt. Solen skinnede, landskabet var svøbt i diamater, frostklart, sprødt og helt vidunderligt. Og det blev din dag, den dag, du rejste. Jeg tror du fik en lille blodprop. Pludselig blev du dårlig. Pludselig var det nu.

Man kan ikke forberede sig. Jeg vidste det jo. Vi havde fået to intenst smukke sidste måneder sammen. Du nød dit otium her hos os. En del af flokken, et værdigt medlem, en gammel dame fuld af livsvisdom og skinnende kærlighed. Du var sej til det sidste og gav så meget til os alle. Hver eneste dag.
Tomrum. Tiden er gået i stå, evigheden brast.

Jeg sidder i solen med min kaffekop og tårer, der bare flyder. For du mangler.
 
Josie, 23. august 1999 – 12. marts 2014 - RIP

 

mandag den 10. marts 2014

Krop og krydderurter




Jeg kunne godt mærke den lidt i weekenden. Trætheden. Men jeg valgte at overhøre dens budskab. For det var jo blevet forår.
Og lyset kom sejlende som et smukt skib over himlen og kastede sine gavmilde stråler gennem vinduerne. Når det endelig bliver forår og solen indser, at den er kommet for at skinne, så får man da energi. Man kaster sig ud i alverdens gøremål. Sådan er det bare. Så jeg gjorde mit bedste. Der blev hængt tøj ud på snoren, velduftende og blæsende i vinden. Der blev gjort rent og der blev sørme også købt ind. Og så blev der gået lange ture i sol og vind, for det gør så utrolig godt med forårssol og høj himmel.
Jeg hørte den faktisk godt, kroppen. Jeg mærkede, hvordan det sved i næse og hals og jeg kunne også godt fornemme trætheden. Egentlig havde jeg lyst til sofa og tæppe, men jeg turde simpelthen ikke lægge mig og gå glip af hele herligheden. Det er sandt! Jeg var bare nødt til at kaste mig ud i lyset og livet og få det hele med, nu hvor foråret for alvor havde overhalet vinteren og smilede stort over trætoppene. Så jeg hang på.

Søndagen kom. Vi tog på tur efter frokost, vi kørte i skoven, vi vandrede langs søen og vi drak kaffe og spiste kage på traktørstedet. Det var skønt vejr. Og der kom noget energi, der skete noget og jeg elskede hvert sekund. Alle blomsterne i skovbunden, krokus, erantis og vintergæk. Jeg elskede himlen, der var blå og uendelig. Jeg løftede blikket og svævede ud af trækronerne, trak vejret dybt og det var forårsluft, jeg indåndede. Det var ren forårsglæde!
Dagens afslutning blev fejret med solnedgang og sushi. Alt var perfekt. Bortset fra trætheden, der kom krybende igen. Så jeg krøb med og overgav mig til sofa, tæppe og en god film. Sad der og frøs under tæppet med min te, men tænkte, at det ville en god nats søvn nok kurere.
Det er jo forår!
Jeg vågnede op med ondt i hals og krop ditto. Og her sidder jeg nu. Med en stor kop te og en skålfuld af eftertanke. Hvad er det lige, jeg ikke har lært på min efterhånden lange rejse? Har jeg igen glemt, at kroppen er klog? Og at det tidlige forår ofte er det tidspunkt, hvor vi virkelig mærker trætheden efter en lang vinter og måske render ind i noget af det, jeg nu er rendt ind i. Snue. Influenza.
Det første forårslys er skarpt. Man må vænne øjnene til det, lyset, det blænder og gør lidt ondt. Har du også oplevet det? Hvordan du lige netop på det tidspunkt, hvor du tror at du skal SPRINGE, bliver opfordret til at vente lidt og bare sidde? Slappe af. Og dyrke egenomsorg på samme måde, som du dyrker roser, tulipaner og planter små frø, der gerne skulle blive til grønne og velsmagende krydderurter?

For jeg fik skam shoppet frø til krydderurter. Jeg bliver glad i låget af at se på de små poser med grønne løfter. Jeg kan dufte hvert eneste blad og fornemme dets farve. Når jeg forsigtigt gnider fingrene mod bladets overflade, bliver duftene skarpere og mere markant. Hver urt sin duft.

Og hver kvinde sin krop. Jeg har hørt min. Kom, vi snupper en omsorgsdag!

fredag den 7. marts 2014

Trolden, blomsten og flasken




I går var jeg på tur for at møde kreativiteten et andet sted. Det er nemlig en god ide at hente inspiration ”ude-af-huset”. Tage på udflugt eller tur og pakke rygsækken med nysgerrighed og glæde. Trække vejret dybt og gøre sig åben og modtagelig.
Jeg er ved at lære kreativitetens væsen at kende. Jeg forestiller mig, at den er en lille trold, som elsker at danse i solopgangen. Den står op med det første lys og smyger sig gennem trækronerne, for trolden kan både flyve, svæve og gå på landjorden. Den kan alt. Den skaber jo sig selv! Men den er et følsomt lille gemyt og der skal ikke så meget til, før den bliver skræmt og forsvinder i tågedisen. På denne tid af året er der meget tåge og selvom solen står op i øst og man tror, at det bliver en strålende solskinsdag, kan tågen snart få sat en stopper for de drømme. Men trolden er faktisk ligeglad.

Det hele afhænger af dig. Eller mig.
”Elsker du mig”, spørger trolden med spæd stemme. Den er lidt forsigtig i starten, men det skal man ikke tage fejl af. Den kan udvikle sig til alt muligt i de rette omgivelser. Og det er netop det, man er nødt til at give trolden. Gode og glædelige omgivelser. For den lille trold er både følsom og sensitiv overfor intentioner og omgivelser. Og så vil den gerne vide, om man virkelig vil den. Hele vejen. Den trives med selvkærlighed og glæde. Den er som en blomst. Den søger lyset, men hvis man ikke vander og gøder den, så visner den. Og det sker prompte. Vips, så krøller den sig sammen og dør for øjnene af en.

Måske synes du, at det lyder besværligt og at trolden er lidt for sart. Du tænker måske, at den skal en tur i træningscenteret og dyrke styrketræning. Og måske en tur omkring psykologen for at få talt sine udfordringer igennem. Ingen kan vel tillade sig at være så pirrelig i en verden som denne? Men jo, sådan er det faktisk. Kreativiteten er sart som den første morgendug. Den er dér altid, men man er nødt til at opsøge den og elske den.
Pludselig er Marts på banen, det her er vand på hendes mølle. Hun er selv et kreativt væsen gjort af forår og gode drømme. Hun springer ind i mit skriverum med flagrende år og arme ditto. Jeg vil være med, siger hun uden ord og jeg nikker smilende. Naturligvis skal hun det, hun er jo en del af det hele!

’Hvis man elsker nogen, sætter man dem fri. Man giver dem kærlighed og frihed i ligelige mængder. Man viser dem, at man både elsker og stoler på dem. Man udviser respekt og man møder op, for det er de færreste som alene kan elskes gennem tanker og gode intentioner’.
Hun er klog i dag, Marts, kan du mærke det? Og jeg skal lige lov for, at hun dufter af forår. Men det er et sidespring. I bogstavelig forstand, for hun udfører finurlige dansetrin foran mig og er i strålende humør. Man kan ikke andet end at blive smittet af noget godt.

Marts har ret i det, hun siger. Kreativiteten er ikke anderledes end alle andre væsener. Den vil bare elskes og sættes fri. Den vil dyrkes og værdsættes og passes på som en sjælden blomst i haven. Måske sætter man et lille trådnet op foran den, især i starten, hvor den er ekstra sart og har brug for fred og ro til at vokse. Så vander og gøder og passer på den lille blomst, så den får nøjagtigt det, den har brug for at trives.
’Og man kan ikke være for ødsel med kærligheden’, udbryder Marts og slår ud med armene.

Så sandt som det er sagt!

Husk at vande og gøde det, du ønsker skal blomstre. Er du en kreativ sjæl, er du nødt til at pleje kreativiteten og det er en god ide at tage en ugentlig udflugt eller gøre andet, der vander og gøder din glæde og kreativitet. Hvad dagen eller timerne skal indeholde, er helt op til dig. Eneste regel er, at du skal følge glæden og gøre det, der gør dig godt. Og husk, at gøre ingenting kan også være lige netop det, der skal til.
Pas på dig selv og din kreative blomst. Pas på det smukkeste, du har. Dig selv. Mærk efter og tillad dig selv at blive fodret med glæde og kærlighed. Og nej, du skal ikke ud og finde accept og anerkendelse hos andre. Du skal dyrke det hos dig selv. Blomsten kan kun vokse i din jord og kærligheden, der skal vandes og gødes med? Det er selvkærlighed. Det står på flasken og det er vigtigt, at du vælger den helt rigtige slags.

 
Tekst og billede, Lene Megan, marts 2014

tirsdag den 4. marts 2014

Græsset må gerne betrædes!



Jeg er dit indre barn, hviskede hun pludselig og stoppede brat op. Vi stod på en bro mellem fortid og fremtid. En hvid bro svøbt i dug og dis. Tusindvis af dråber havde lagt en smuk buket mellem os. Mit hår var vådt, jeg mærkede vandet forsegle mit ansigt, det dryppede fra øjne, træer og hjerte. Jeg holdt hendes hånd og vidste, at jeg aldrig ville give slip på hende igen. Mit hjerte var stort og blødt af ømhed overfor den pige, jeg havde forladt og forrådt. Alle hendes drømme. Alle hendes forestillinger om, hvordan verden ser ud, hvis hun bare fik lov til at fortælle sin version. Men jeg var nødt til at kvæle hende.
Ordene stammer fra mit blogindlæg forleden dag. Den lille historie, der pludselig opstod og virkeligheden, der blev til drøm. Eller omvendt. For hvem ved egentlig, hvad der er hvad? Jeg elsker, når tingene bliver vendt på hovedet og man gør noget, man ikke troede man kunne. Fordi man pludselig ser det ovenfra og ned. Som en fugl, der flyver over landskabet og får øje på noget, der ikke kunne ses fra landjorden. Eller som en slags engel.

’Er du en engel’, spørger jeg hende, men hun ryster ivrigt på hovedet. ’Overhovedet ikke. Jeg er dig. Og jo mere du overgiver dig til alle de vindunderlige ting, som du engang elskede at fordybe dig i, desto gladere og lykkeligere bliver du’.
’Det tør jeg da ikke’, udbryder jeg, ’og i øvrigt er jeg også blevet voksen. Voksne gør ikke den slags. De er mere alvorlige og har en lang liste af pligter, som altid kommer før fornøjelserne’.

’Du skal yde før du kan nyde. Du skal yde før du kan nyde’. Hun synger ordene og begynder at hoppe på stedet. Spottende og spyttende, jeg kan godt se, at det er ret provokerende. Hvorfor er det egentlig sådan? Vi skal først gøre alt det sure, før vi kan overgive os til det søde. Hvis vi da ikke for trætte til den tid. Ja, for det sure har det med at trække på kræfterne. Det dræner og bruger energi som en gammel generator. Men hvis nu vi vendte det på hovedet og gjorde det omvendt?
’Så ville du aldrig mere bekymre dig om det sure’, smiler hun og pludselig er det hende, der er den voksne. Ja, for et barn kan vel ikke være så fuld af visdom? ’Når du følger glæden og gør det, der gør dig glad, så sker der magiske ting og sager. Tiden forsvinder og det samme gør pligterne. Du udfører dem sikkert alligevel, men du mærker dem ikke på samme måde. De bliver mildere. Og de kræver ikke så meget. Det er som om deres betydning forsvinder’.
’Hvorfor er du kommet?’ Jeg synes pludselig, at hendes tilstedeværelse er lidt besværlig. Jeg holder af hende, ja faktisk elsker jeg hende og alle hendes eventyrlige påfund, men jeg har jo for længst lagt dem på hylden’ …

’På hylden?’, fnyser hun og gør et hop, ’du har gravet dem ned og kastet utallige mængder af jord ovenpå! Men jeg har gjort noget, mens du var travlt optaget af andre ting. Jeg har gravet dem op igen. Og nu lægger jeg dem her foran dine fødder og så er det helt op til dig, hvad du vil gøre med dem. Men jeg beder dig om at se på dem. Nøje. Og du må også gerne mærke og føle, tag dem op og duft til dem. Kan du huske, hvordan vi altid duftede til alting? Eventyret boede i duften, lugten, det var en magisk handling. Gør det igen. Føl og berør. Græsset må gerne betrædes.
Hun forsvinder ligeså stille. Jeg står tilbage og kigger på jorden foran mig. Og der ligger de. På rad og række i græsset, der er grønt som himlen. Jeg trækker vejret dybt og tager mod til mig. Går hen til den første glæde, bukker mig ned og samler den forsigtigt op.

Og jeg gør noget, jeg ikke har gjort længe. Jeg betræder græsset. På bare fødder!  
Tekst og billede, Lene Megan, marts 2014

 

lørdag den 1. marts 2014

Hjertegaver




’Sig ikke at du har besluttet dig for ikke at skrive en lille historie i dag. Et blogindlæg, er det sådan, du kalder det? Du må simpelthen møde op og tage imod det, der vil skrives, for dette er ikke en hvilken som helst dag!’.
Jeg ved ikke rigtig. Det er sådan en dag. En af den slags, hvor man vandrer hvileløst fra øjeblik til øjeblik og ender med at gøre alt det, man burde og skulle. Bibliotek. Apotek. Dagligvarer. Og formiddagen drysses som salt over ægget, der langsomt forsvinder. Et æg uden blomme. For solen er udeblevet på årets første forårsdag.

’Skriv noget poetisk eller noget udfordrende. Beskriv mig, fortæl verden at jeg er ankommet og at jeg mener det godt. At min kuffert er fuld af spændende overraskelser og at ingen kender dagen, før bjørnen er skudt’. Hun ser på mig og vi ler. Ordsprog har hun aldrig været særlig god til. Og vi har nu ikke tænkt os at skyde bjørne. Vi vil hellere elske og holde af.

Måske har du gættet det. Navnet er Marts. Og hun er skam ankommet. Tidligt kom hun vandrende gennem disen med sin grønne kuffert. Jeg kunne høre hjulene skure mod stenene i indkørslen. Et af dem knirkede faretruende. Den må være tung, kufferten, tænkte jeg og var med det samme lysvågen. Jeg stod op, for hvem kan lade Marts vente? Jeg åbnede døren og hun trådte gennem morgentågen og ind i entreen. Jeg inhalerede det første glimt af forår. Hun lod kufferten falde med et brag.

’Tung’, konstaterede jeg, ’vil du have kaffe?’
Mange timer er gået siden vi drak dagens første kop kaffe. Og jeg havde virkelig ikke tænkt mig at fortælle historier i dag, om en times tid skal jeg af sted til stationen for at hente en gæst og inden da er der masser af burder og skuller, der gerne vil have min opmærksomhed. Men Marts insisterer. Hun sender mig et formanende blik, mens hun spankulerer omkring i mit skriveværelse. Hun studerer bøgerne og ser, at der kommet flere til siden sidst.

’Du har ikke tid, siger du?’ Hun vender sig om og ser nysgerrigt på mig. ’Men du har forhåbentlig lært, at man ved at give sig tid til at skrive også får tid til at leve? For efterhånden som man skildrer sine omgivelser, begynder man nemlig også at sætte pris på dem. Magisk, ikke sandt? Vis dine læsere, at du sætter pris på mig!’
’Jeg sætter stor pris på dig’, skriver jeg. ’Du er årets først forårsmåned. Lyset er din følgesvend og der kommer stadig mere lys, efterhånden som du bevæger dig gennem din måned. Du skænker os de første forårsblomster og du maler landskabet med spæde farver. Din pensel har nænsomme og bølgende strøg, der er noget drømmende og uforklarligt over dig. Din yndlingsfarve er pastelgrøn. Den slags grøn, der fra visse vinkler kan se næsten grå ud. Du er smuk på din helt egen måde. Den skønhed, du repræsenterer, er ikke en, man kan sætte fingrene på. Man må bare betragte på afstand og vælge at nyde. Du er omskiftelig, alt kan ske. Og ingen tvivl om, at du har mange spændende gaver og udfordringer med i din kuffert. Som i øvrigt er vældig tung’, tilføjer jeg og smiler til hende. ’Er du så tilfreds?’

’Vil du gerne vide, hvad der er i min kuffert?’ Hun danser foran mig og slipper glæden fri. Den får vinger og lander forsigtigt på min hånd.
Jeg nikker bare og skriver helt forsigtigt, for jeg vil så nødigt at glæden flyver væk igen.

’Så må du tage en dag af gangen. Gå fra øjeblik til øjeblik og gøre dig klar til at tage imod. Det er ligesom med ordene, der vil skrives. Hvis du gerne vil have gaver, må du være indstillet på at være modtagelig. For det nemlig ikke alle gaver, der kan ses med det blotte øje’.
Fortsættelse følger. Marts skal ud og sondere terrænet og jeg skal altså lige have ordnet de dér skuller og burder. Inden de vokser sig store og umedgørlige. Du kender det sikkert.

Vi ønsker dig en dejlig forårsdag og opfordrer dig til at forblive åben og modtagelig. For som Marts har sagt det: Det er ikke alle gaver, der kan ses med det blotte øje. Nogle kan kun mærkes med hjertet.
Tekst og billede, Lene Megan, marts 2014