fredag den 28. februar 2014

Løjer og grønlangkål




Du spørger mig, hvem hun er. Og du fortæller at hun også findes i dig. Vi har alle et indre barn, som vi bærer rundt på og som vi forlod et sted på vejen.

Mit indre barn satte sig i en grøftekant og talte med blomsterne. Det er jeg sikker på. Hun lyttede, spurgte og så gav hun historier tilbage. De udvekslede fantasier, drømme og virkelighed og det hele flød sammen, for ingen ved egentlig, hvad der tilhører hvilken kategori. Og de besøgte i øvrigt også landet, hvor det ingen rolle spiller. Mit indre barn og de vilde blomster. ’Og da det blev vinter’, spørger du. Da gemte hun sig i skoven og fandt læ for regn og slud i et hulrum i et træ. Eller også fandt hun simpelthen en hytte mellem træerne, som nogen havde glemt. Ilden buldrede lystigt i brændeovnen og der var mad i forrådskammeret. Så sad hun dér og digtede historier i selskab med skovens dyr og andre skønne sjæle.
’Det er ren fantasi’, påstår du og ler, ’men det er nu meget hyggeligt’.

Jeg nikker, lige nøjagtigt, jeg er nødt til at tænke på, at det har været hyggeligt i alle de år, hvor jeg lod hende alene. At hun fandt sin egen vej og måde og at hun fortsatte med at følge mit hjerte. Da jeg for vild og gik andre veje, holdt hun sig stædigt til det, hun følte var rigtigt. Hun var da ligeglad med, at nogen som dig sagde, at hun var gjort af fantasi og alt for eventyrlige historier. Det kommer dér aldrig noget godt ud, sagde de i kor. Men det gjorde der jo!
’Livet er smukt’, sagde hun engang til en voksen og forsøgte at fortælle det i en historie. Der fulgte vist også en tegning med, for hun kunne vældig godt lide at tegne og fortælle. Men den voksne rystede på hovedet og sendte hende et blik, der slukkede alt håb. ’Det er kun fantasi, lille ven, du må lære at tilpasse dig virkeligheden’. Og det var lige dér, at vores veje skiltes. Jeg forlod hende. Men noget gav jeg hende og derfor mødes vi nu igen. Hun fik mit hjerte og hun blev min sjæl. Jeg valgte at tro på historien om, at der ikke findes eventyr og tilpassede mig. Jeg turde ikke andet. Hun forsvandt med sine gyldne lokker på lette ben af skovvejen. Opslugt af en ny historie. Omsluttet af træerne.

Nu står hun dér igen, i morgenduggen på broen. En dør åbnede sig og jeg ser, at hun ikke længere er en drøm. Alt det, hun anså for selvfølgeligt, begynder at komme tilbage til mig. Jeg fryser lidt og skælver, men hun ligger armene omkring mig og sammen får vi varmen.

’Du skal ikke være ked af det’, siger hun og tørrer en tåre væk. ’Jeg har jo været dér hele tiden. Du mærkede mig og da du for alvor begyndte at skrive, fik jeg lov at komme til syne. Først listede jeg forsigtigt rundt mellem linjerne, men så blev dine ord dristigere og mere åbne og jeg stak hovedet frem. Mine ord sneg sig ind mellem dine, et efter et og pludselig en dag skete dér noget. Du fik skrevet dig frem til den bro, hvor vi nu står. Du kom bagom tankerne og du forstod, at ingenting er som de ser ud. Alt er tilsyneladende.’
'Du taler næsten som en voksen’ siger jeg og fniser lidt. For hun kilder mig, jeg ser et helt vidunderligt lys i hendes øjne og hører pludselig en melodi, som giver mig lyst til at danse.
Tænk, hvis hun har ret. Hvis man begiver sig af sted og virkelig følger hjertet, så sker der ting og sager. Det tager tid, det koster blod, sved og tårer, men en skønne dag går det op for en, at det er hele rejsen værd. For en dag står man ansigt til ansigt med sit indre barn og det vidunderlige eventyr, man forlod. Måske kan man kun besøge eventyret og holde om barnet i korte frekvenser, men langsomt vænner man sig til tanken. Eller følelsen. Eller også er det noget helt andet, man pludselig forstår, når man skriver og skriver og helt intuitivt får alt det frem, der har skjult sig et sted i dybet.
’I skoven!’ ler hun og nikker ivrigt, men ellers er det helt rigtigt. Og ved du hvad? Hun laver præcist de dansetrin, jeg har lyst til at udføre.
’Bliv ved med at skrive og blæs på, hvad tankerne siger og fortæller. Så skal du bare se løjer og grønlangkål’.
Tekst og billede, Lene Megan, februar 2014
 

torsdag den 27. februar 2014

Jeg mødte en pige




Da jeg vågnede ved vækkeurets energiske morgenmelodi, havde jeg stadig drømmen i mig og kun ét eneste ønske. Straks at falde i søvn igen og vende tilbage. Men jeg blev afbrudt og fik ikke resten med. Jeg nåede lige at tænke at jeg skulle skrive drømmen ned i den notatbog, jeg har dedikeret til formålet, men så blev jeg afbrudt af nogle forstyrrende tanker. De ramte mig som en bombe og pulveriserede drømmen og dens budskab til små fragtmenter af ingenting. Sørgmodig stod jeg op med et voldsomt savn i hjertet. Nogen i drømmen ville sige mig noget, men jeg havde ikke lyttet. Jeg var ikke i stand til at lytte.
* * *

Det var tåget. Dråber af dis havde svøbt sig om landskabet og trak i min sjæl.

Der stod en pige. Jeg så hende mellem træerne. Hun kaldte sagte og nynnede en melodi. En sang, mit hjerte kendte. Og jeg famlede mig vej gennem tågen for at nå hen til hende. Gennem træerne, over det gule tæppe af erantis, som dækkede skovbunden.
Kom ud af tågen. Kom ud af virkeligheden og gå ind i drømmen. Ræk mig din kolde hånd.

Jeg stirrede på en fugl, der pludselig dukkede op i trætoppene. En sort silhuet i disen. Og jeg holdt hendes hånd, mens hun trak mig gennem skoven. Vi løb, vi snublede og hun lo højt. Selv trak jeg forsigtigt på smilebåndet.
Jeg er dit indre barn, hviskede hun pludselig og stoppede brat op. Vi stod på en bro mellem fortid og fremtid. En hvid bro svøbt i dug og dis. Tusindvis af dråber havde lagt en smuk buket mellem os. Mit hår var vådt, jeg mærkede vandet forsegle mit ansigt, det dryppede fra øjne, træer og hjerte. Jeg holdt hendes hånd og vidste, at jeg aldrig ville give slip på hende igen. Mit hjerte var stort og blødt af ømhed overfor den pige, jeg havde forladt og forrådt. Alle hendes drømme. Alle hendes forestillinger om, hvordan verden ser ud, hvis hun bare fik lov til at fortælle sin version. Men jeg var nødt til at kvæle hende.

Hun lo højt og rystede på hovedet.

Du kvalte mig da ikke. Du gemte mig bare lidt væk. Eller rettere sagt, du gemte dig selv.

Og jeg døde slet ikke, smilede hun og lod sin lille hånd hvile i min. Jeg har ventet. Ventet på at du skulle komme til dig selv. Vågne af virkeligheden og opdage, at den bare var en drøm. Et mareridt måske?

Hun fnisede og jeg genkendte den forløsende latter, der kan rive alt med sig, en vældig strøm af glæde og morskab. Det var min latter. Engang. Og jeg forstod pludselig, at der hverken fandtes fortid eller fremtid.
Men hvad skal vi så bruge broen til, udbrød jeg og rystede på hovedet.

Vi skal bruge den til vores genforening. Hun slap min hånd, bukkede sig ned og samlede nogle dråber op. Forsigtigt, hun gav sig god tid. Dråber er skrøbelige, sagde hun og smilede til mig gennem det lyse hår, men det husker du måske?
Jeg nikkede ivrigt. Jeg havde glemt, at man kan samle dråber op.

Der er så meget, du har glemt. Hun rejste sig og smilede igen. Men jeg vil hjælpe dig med at huske. Legen. Latteren. Glæden, der ikke behøver en grund. Eventyret, der ikke behøver din alvor.
Er vi i drømmen nu, udbrød jeg og stirrede ud over vandet, der løb gennem broen og rislede mig koldt ned af ryggen. Er vi tilbage?

Hun nikkede ivrigt og satte en fin kæde af dråber om min hals.
Vi er tilbage. Sammen. Og nu fortsætter, hvor vi slap ...

Tekst og billede, Lene Megan, februar 2014

søndag den 23. februar 2014

Jeg har ingen ord



Jeg har ingen ord.

Solen strømmer gennem vinduerne, huset får nyt liv. Skygger foldes ud, sniger frem fra krogene og dukker op som sælsomme væsener på gulve og vægge.

Jeg anstrenger mig. Gør det behageligt. Kaffen er lavet og serveret i mit yndlingskrus. Mælkeskummet vækker længsler og tegner mønstre. En engel dukker op i min kaffekop.
Hvordan lukker man kreativiteten ind? Man går af vejen og giver plads. Det er som om hver eneste anstrengelse for at gøre sig ekstra umage umiddelbart straffes af modstand. Noget står i vejen. Snubler over sine egne ben og går bort i tilblivelsen. Enhver forventning om noget stort og overraskende falder til jorden, bliver til støv og forsvinder.

Solen strømmer gennem vinduesglasset og skaber liv i mit hav. På havbunden danser et væsen med lysende hår. En delfin er kommet til. Og andre væsener, som har deres eget univers på bunden af mit maleri. Men det er ikke mit. For ingen ejer disse streger og blålige farver. Ingen kan påstå at eje den kvinde, der med vinger og uglebryst danser til lyden af konkyliernes sang. Måske blev hun skabt gennem mig, men hun er ikke min. Jeg har sluppet hende og hun eksisterer uafhængigt af mig.
For jeg har ingen havfruer.

Og jeg har ingen ord. I den erkendelse begynder de at flyde. Ordene vil bare strømme igennem mig. De ønsker blot at nogen skal gribe dem i deres himmelfart og gøre noget med dem. Og min rolle? Gribe og give slip. Jo mere jeg slipper forventningerne, desto livligere bliver de. Ordene. Og nysgerrigheden er god, den vækker begejstring. Den har ingen forudindtagede meninger om godt og skidt. Den vil bare opleve. Opleve at være vidne til noget, der folder sig ud og flyver af sted på egne vinger.
Kom, åbn buret og giv fri.
”Vil du lære mig at kende” spørger kreativiteten og jeg nikker. Øjnene fyldes af taknemmelige tårer. Der er ikke noget, jeg hellere vil.

”Så giv slip på dine forventninger om, hvad jeg er for en størrelse og tag på eventyr”.
Jeg kan ikke se den, men jeg kan mærke og høre den. Den kreative sjæl. For selvfølgelig kan den tale. Den kan alt. Den har ingen begrænsninger og bedst af alt, den har ingen identitet. Den er bare. Og hvert eneste forsøg på at eje den og gøre den til noget statisk, får den til at fordufte. Den vil bare lege. Skabe. Skabes. Gennem ord, malerier og lyset, der strømmer gennem vinduet.

Ingen ord at have.
Er en sjælden gave.
Ikke eje, bare se og være.
Lytte, gribe, slippe er en ære.
Ikke at begære.
Ingen ord at have.
Er en himmelsk gave.
 
Noget kom igennem mig. Af hjertet tak. Lene Megan, februar 2014.

onsdag den 19. februar 2014

Hvem skulle have troet det?



 Dagen startede i tåge på en lille ø.
Senere kom lyset med dråber og tågetø.
Det blev et slags forår og hvem skulle have troet det?
Dér i morgentågen, hvor skoven dårligt var vågen.

Tågen lagde sig tykt rundt om øen. Jeg nærmede mig ad motorvejen med en vis fart, men pludselig var den dér. Tågen. Et tæppe blev kastet over landskabet og alting forsvandt. Lyden forstummede. Bilen satte selv farten ned, selvom min fod nok har været på bremsen. I sindigt tempo kørte vi bag røde øjne, der lyste svagt et sted foran os.

Du finder ikke øen, sagde sindet og lavede straks postyr. Den er dér, et sted til højre, du skal snart dreje af. Men vi skal først over den lille bro og så snart den hører op, kommer afkørslen. Til højre. Man kan ikke dreje sig venstre på en motorvej.

Men sindet var ikke så sikker længere. Tågen havde gjort noget ved det. Spøgelsesbilister kører til venstre på motorveje, vrissede det, og hvem ved, måske kommer der snart et par gule øjne imod dig. Nogen er faret vild i tågen og kører i den forkerte retning. Fatalt på en motorvej, farligt i tågen.
Sindet blev slugt af en tågebanke og tankerne faldt døde om.

Bilen drog videre. Over broen, for selvom den var næsten væk i det soyagrå mælketæppe, kunne jeg godt fornemme, at vi kørte over vand. Lyd af bro og rislende ingenting. Tågen er en lyddæmper. Verden holder op med at eksistere, men lever alligevel. Jeg vidste at broen var dér. Jeg stolede på, at den ville få mig sikkert over vandet. Men jeg kunne ikke se den.

Afkørslen dukkede op til højre. Jeg fulgte vejen gennem tågen og blinkede af i god tid, så bilen bag mig kunne nå at holde afstand. Det gik som planlagt, langs marker, man ikke kunne se og gennem den lille by med huse og et par enkelte forretninger. De dukkede op og forsvandt ligeså pludseligt igen. Brosten og små snoede veje, så ud på landevejen igen og til venstre. Jeg fandt mit bestemmelsessted i udkanten af skoven med udsigt til havet. Når det altså ikke er tåget.

Jeg steg ud i en anden verden, et tågeteater af træer og dråbemusik. Luften var dyppet i magi, tyk og tung. Jeg stod helt stille og lyttede. Dråberne fra træerne ramte mit hår. Dryp. Dryp. Dryp. Disen smøg sig langs vejen og indhyllede markerne, men de første træer på skovvejen kunne jeg se. De bød mig velkommen. 

Og sådan kan man vælge at gå bagom dagen. Trække tæppet fra og lade det tilsyneladende hvile. Tage en pause. Når man ankommer. I stedet for at skynde sig og snuble i småsten og over egne ben, kan man hvile midt i tågen og sludre med et træ. Tage imod de dråbekys, der skænkes og indsnuse den mosagtige duft af skov, forfald og forår.
For senere kom lyset med tågetø. Landskabet forandrede sig, mens jeg arbejdede. I løbet af dagen kastede jeg stjålne blikke ud i det tidlige forår, betragtede solsortene, der piplede over græsset og lyttede til deres sang gennem det vindue, jeg lod stå på klem. Havet dukkede op i horisonten og en ny verden kom til syne.

Det er jo forår, sukkede sindet og faldt igen til ro. Jeg nikkede. Og hvem skulle have troet det?


Tekst og billede, Lene Megan, februar 2014

lørdag den 15. februar 2014

Dans



Træk en hellig cirkel rundt om din egen helbredelse. Fyld den med kærlighed.
Lær at komme i kontakt med stilheden i dig selv
og mærk, at du allerede er alt det, du drømmer om at blive.
Du har alt, hvad du skal bruge.
Du er kommet hjem
.

Jeg er hjemme, når jeg sidder i det dæmpede morgenlys og tager imod dagen. Øjeblikke som trædestene over rislende vand. En flod, en slags kilde, der altid løber. Følger strømmen og forandres fra sekund til sekund. Der findes ingen trædestene, hvor man kan blive for altid. Det kræver en særlig form for balance, som ikke passer til naturens rytme. Men man kan forsigtigt gå lidt tilbage og hoppe ind på bredden, finde sig en plet med mos og en gammel træstub og hvile lidt. Betragte floden og se hvordan vandet søger mod havet. Dråbe efter dråbe som en evighed af vidundere, farvet af himlen og af stenene, der danner en magisk mosaik i vandløbet.

Jeg er hjemme, når jeg giver slip på alle mange forestillinger om, hvem jeg er og hvad jeg bør gøre. Når jeg søger stilheden i mig selv og lader gå. For alting kommer, når man ikke længere jager det.  Selv tiden kommer. Sommerfuglen lander forsigtigt i min håndflade. Sidder et par sekunder og flyver så igen. Fuglene letter fra træerne, skader, råger og ravne, de sorte fugle som ingen rigtig forstår. Et par duer dukker op og forsvinder igen. Lyset kaster stråler gennem grenene, himlen åbner sig og tager imod. Skyer, regn og strømme af vind. Det er et mesterværk og jeg skal ikke foretage mig noget som helst for at ændre dets perfekte interaktion. Det folder sig ud, udvider sig og trækker sig sammen. Det kommer og går, det flyder, flyver og sejler mod horisonten. Altid i bevægelse.
Der er ingen modstand. Jeg ser lyset og bliver blændet lidt, fjerner blikket, kigger igen og opdager, at alt er nyt. Træerne danser i vinden, de forsøger ikke at stå stille eller stritte imod. Der er ingen modstand. Kun jeg, menneske, tillader mig tanker der siger, at dette er mit og at jeg kan ændre det. Ændre det og gøre det mere perfekt. Men for hver eneste anstrengelse, går noget i stykker. Udenfor og indeni. Modstanden frastøder. Den er en slags ufrivillig abort, for alt det, vi ønsker at få fat i, forsvinder i det vi rækker hånden frem i vished om, at vi skal gribe fat og hive til. Ændre, forbedre, altid på jagt.

’Giv slip’, hvisker vinden og fuglene nikker gennem de flakkende vinger af skygge og lys. ’Lad gå’, synger solsorten, for den er skam både på trapper og i grene. ’Dans som os’, hviner de gule erantis med deres grønne balletskøjter på skovbunden for mine fødder. ’Dans med os, ikke mod os’.
’Men jeg kender ikke dansetrinene, siger jeg til de gule blomster og ryster sørgmodigt på hovedet., Jeg kan ikke høre musikken eller mærke takten og jeg har ikke et grønt balletskøjt så smukt og naturligt som jeres. Og i øvrigt ville jeg være bange for at træde på jer, så I går i stykker.’

De danser videre, mens de synger en sang.
’Du kan ikke ødelægge os ved at danse. Men du tager langsomt livet af dig selv, når du lader være. Se, alle de smukke gaver, der folder sig ud for dine øjne. Hver eneste dag. Og hvis du ikke kan høre musikken, er det fordi du ikke lytter. Hvis du ikke kender dansetrinene, er det fordi du ikke har forsøgt. Prøv, dans, et ben af gangen, skovbunden et dansegulv fuld af magi. Alle, som kommer her, bliver udstyret med gule hoveder og grønne skørter, der er skabt til forårsballet. ’Se’, siger de og peger på mig, ’du har det allerede. Dans’.
Så danser vi. Noget i mig giver slip og jeg hører pludselig musikken. Tonerne flyder gennem træstammer og fra grene, himlen drypper sine sonater og regnen spiller tromme. Jeg danser med de gule erantis, rundt og rundt og fuglene følger trop. Flyvende, svævende og flydende som fisk i luften. Jeg aner ikke hvem jeg er, mens jeg bliver både rundtosset og sælsomt lykkelig. De smiler, de danser, de snor sig som slanger. De rækker usynlige arme ud og vi tager hinanden i hænderne i en vidunderlig dans. Hurtigt og langsomt på samme tid.
Min angst for at træde forkert er forsvundet og jeg ser, at jeg kun kan træde forkert, hvis jeg ikke danser.
Træk en hellig cirkel rundt om din egen helbredelse. Fyld den med kærlighed. Lær at komme i kontakt med stilheden i dig selv og mærk, at du allerede er alt det, du drømmer om at blive. Du har alt, hvad du skal bruge. Du er kommet hjem.

Dans!
Tekst og billede, Lene Megan, februar 2014

fredag den 14. februar 2014

Anden akt




Dette er anden akt. For jeg ved, at du har tænkt meget over, hvorfor jeg ikke bare kom og gav dig anden akt. Jeg havde givet dig løsningen, du havde fået kodeordet, men du overhørte det. Sådan går det tit. Det vi ønsker, os danser lige for vores egen næse. Men vi tror at det skal være svært og derfor ser vi det ikke. Og skulle vi få øje på det, så ryster vi fnysende på hovederne og forkaster det. Det er for indlysende. Det for let. Vi har nemlig lært, at det skal være svært. Hvis det ikke er kompliceret og vi ikke bevæger os ud over vores egen såkaldte komfortzone, så er det ikke gyldigt.

Hun står på scenen og jeg sidder i salen. Hun har taget imod den lysegrønne billet med tallet 7 på og jeg har fundet min plads. Mutters alene og helt som jeg havde forestillet mig det efter første forestilling. Jeg lytter, jeg sidder så stille at det næsten ikke er muligt, men jeg vil ikke forstyrre hende. Ikke nu, hvor hun endelig giver mig fortsættelsen. Og en lærestreg, det er jeg helt klar over. En vigtig en, jeg fornemmer det, den flyver som en hvid due under loftet i teateret og lyden af dens vinger når min krop. Jeg gyser, for jeg har noget med fuglevinger, jeg frydes og skræmmes på samme tid. Duen lander i mit hår. Det risler ned af ryggen, men jeg rører ikke på mig. Denne gang vil jeg ikke lade mig skræmme.

Den blå kjole er smukkere end jeg husker den. Og der er sket noget siden sidst, noget med hendes hår og det udtryk, hun har i ansigtet. Blikket er intenst, jeg kan mærke det bore sig ind i min sjæl helt fra scenen og ned på syvende række. Lyset danser og kaster skygger, det snor sig i sin egen dans, spreder sig og trækker sig sammen. Hun står midt på scenen i sit eget lys med armene bredt ud. Når hun taler, flagrer de som fuglevinger og udfører kunstfærdige bevægelser. Til tider er de mere som slanger, der laver helt deres egen ritual.
Hun minder mig om en blæksprutte, en farvelade af stemningsskift og intensitet. Vi er på havets bund men vi er også et sted på himlen. Flyvende, svævende og nysgerrige. Efter fortsættelsen, efter sandheden, efter det, der er så indlysende, at vi slet ikke kan få øje på det.

Komfortzonen. I mennesker taler om den hele tiden. Udvikling er udenfor komfortzonen. Livet leves først, når du er udenfor din komfortzone. Og så forestiller I jer utrolige ting, I skal gøre og foretage jer, så I kan bevæge jer udenfor jer selv og blive større og dermed mere modige. I mærket suset, det føles ikke rart, men så pludselig sker der noget og I nyder ligefrem jeres hæsblæsende kraftanstrengelser. Se, jeg tør godt. Jeg vokser, jeg bliver større og mere modig. Intet kan skræmme mig længere. Jeg har kastet mig ud over en klippe i et stunt, der er større end mit sidste bungy jump.
Det føles godt, I har overskredet nogle grænser, ydre som indre. Folkemængden klapper og I føler jer store og modige. Det er godt at blive klappet på skulderen og høste anerkendelse. Åh, det luner på en kold dag og guderne skal vide, dem er der mange af, kolde dage. I får et diplom, tager hjem og hænger det op på væggen. Eller også går I ud og fejrer det først, den slags skal jo hyldes og skylles ned. Så I er måske oveni købet lettere berusede, når I slår sømmet i væggen og hænger diplomet op.

Det har været en fantastisk dag, tænker I, en dag der for altid ændrede mig liv. Jeg kastede mig ud over klippen, jeg overvandt mig selv og tyngdekraften og jeg voksede og blev til en modig kvinde. Eller mand. Og hvis jeg glemmer, hvor modig jeg er, kan jeg blot kaste et blik på diplomet på væggen. Der hænger det, lidt skævt måske, for jeg var en smule beruset den dag, jeg hængte det op. Hvis jeg stirrer længe nok på det, får jeg så ikke følelsen af uovervindelighed tilbage? Man stirrer og stirrer, men det virker ikke helt efter hensigten. Måske er det fordi, at diplomet og den smukke guldramme i mellem tiden har fået støv på? Man støver af og prøver igen, men lige lidt hjælper det. Skuffelsen er stor, indtil man indser, at man er nødt til at gøre det igen. Kaste sig ud over klippen og gå ud af komfortzonen. Som selvfølgelig har ændret og udvidet sig, for man har jo allerede gjort det en gang. Derfor skal det være lidt mere farligt og vovet denne gang. Og bifaldet skal være endnu højere …
Jeg mærker en tåre forlade venstre øje og trille ned af kinden. En tåre i højre øje tager tilløb og påtænker at gøre det samme. Jeg får en mærkelig association, jeg forestiller mig, at tårerne er bange for at trille og derfor må tage mod til sig. De må forlade deres trygge hule et sted i tårekanalerne og nå helt ud i lyset, hvor de kan tage tilløb til frit fald. Jeg ser de stakkels tårer i deres varme og mørke kanaler og ved ikke, om jeg skal have ondt af dem eller ej. Egentlig har de det jo godt, derinde, men samtidig vil de gerne grædes. De er jo tårer! Tåren i det højre øje har nu gjort det, også den forlader sin komfortzonen og bevæger sig grædende ned af min kind. Endnu en slutter sig til og pludselig er de mange. Jeg tuder og jeg nyder hvert sekund. Sig noget mere, Februar!

Men noget sker, lyset på scenen er slukket og hun står pludselig foran mig.
’Forestillingen er slut for denne gang’, siger hun og rækker mig en lyserød billet. Med sirlige sorte og snoede bogstaver står tallet 2.
’Billetten er lyserød’, snøfter jeg, overrasket over min egen observationsevne. ’De plejer jo at være lysegrønne, billetterne. Og hvorfor tallet 2? Der kommer jo ikke andre end mig til forestillingerne.’

’Billetten er en gave’, svarer hun, ’og eftersom det er Valentinsdag synes jeg at den skulle have en ny farve. Jeg kunne ikke finde noget rødt papir, men det lyserøde er da også meget fint. Billetten er til dig og til næste forestilling, fortsættelsen, tredje akt.’
’Men denne gang forventer jeg noget mere af dig’, tilføjer hun og stikker en pegefinger ind foran næsen på mig. Jeg bliver helt forskrækket, men så tørrer den fremstrakte finger pludselig en tåre af min kind, blidt og kærligt og jeg fyldes af ømhed.

’Selvfølgelig’, snøfter jeg og smiler tappert til hende.
’For din egen skyld’, siger hun og forsvinder i disen, der pludselig har lagt sig over landskabet.

Tekst og billede, Lene Megan, februar 2014

tirsdag den 11. februar 2014

Du var forår




Hun venter på mig i arbejdsværelset. I dag skal vi være her sammen.
Jeg var ude af huset hele dagen i går. I andre omgivelser og på en anden ø hjalp jeg med opgaver. Et lille job og en mulighed for at bade i inspiration og andre hjørner af det kreative univers, som egentlig slet ikke har hjørner. Men der er alligevel kanter og dem støder man på. Før eller siden og ind i mellem. Bogø dukkede op inden højbroen og jeg drejede af. Kørte langs vandet og tilbragte dagen med den administrative del af kreativitetens afkast.

’Kryptisk’, siger hun og ryster på hovedet. Smiler på den drilsk og kærlig måde. Og det gør godt at se hende igen, jeg tillader mig selv et knus, mens jeg forsigtigt placerer kaffekoppen på skrivebordet. Så er vi klar. Februar og jeg. Til dagens opgaver og alt det, der dukker op. Det er nemt at planlægge sig ud af det hele. Påstår nogen. Skrive det hele op og følge lister. Slavisk.
’Ja netop’, udbryder Februar og stjæler sig til en tår af min kaffe. ’Som en slave. For det kan frygtindgydende med den form for frihed, som kræver både tillid og tro. Åbne sig for dagen og tage imod. Nysgerrighed, glem ikke den. Hvad mon dagen vil bringe, hvis jeg sejler på et øjeblik af gangen? Hvis jeg ikke planlægger min vej og rejser som en slave gennem min kalenders fængsel? Hvad nu hvis jeg bare beslutter mig for at tage imod?’

’Hvad vil du tillade dig selv at modtage i dag?’
Hun ser på mig og jeg opdager, at hun har taget kjolen på. Den blå fra forleden. En længsel vækkes i mig, den vågner brat og sætter sig op i sin seng. Håret er uglet, en smule forpjusket, men den er intakt. Længslen. Den vil så gerne sættes fri og rejse mod alt det, den drømmer om. Fortsættelsen for eksempel. Teaterforestillingen. Anden akt.

’Men forestillingen er slut’. Februar trækker på skuldrene og laver en grimasse, der bestemt er en havfrue værdig. For vi har alle sammen fået et indtryk af hendes tætte forhold til havbunden. Efter jeg malede det billede, der endte med at blive et slags portræt. Af Februar. Men ser du, jeg vidste ikke på forhånd, at det ville blive sådan. Billedet malede sig selv. Hun skabte sig selv. Jeg lod det bare ske. Gennem mig.
’Helt ærligt, Februar, det kan du ikke være bekendt. Vi har glædet os til fortsættelsen. Og jeg ventede og ventede på, at du skulle dukke op og tage imod billetten. Min billet. Se, jeg har den skam endnu!’
Jeg rækker hende den lysegrønne billet med tallet 7. Hun tager den og smiler bare. Ryster på hovedet, så får jeg den igen.
’Jamen’, protesterer jeg, tag den nu. Jeg har billet. Og den gælder til Anden Akt, som jeg har glædet mig til lige siden. Jeg vil tilbage til den mørke sal og sidde mutters alene blandt tomme stole, mens du danser på scenen og gør noget med lyset. En forestilling. Jeg vil høre dine ord runge som et ekko og svæve over mit hoved, forplante sig i væggene og tage bolig i min sjæl. Dine kloge ord’, tilføjer jeg og ser sandsynligvis en smule fortabt ud.
’Jeg er ikke den mindste smule ked af det’. Hun sætter sig på meditationspuden og trækker benene op under sig. Jo, hun har skam ben, havfruehalen er ikke en del af kostumet i dag. ’Du har nemlig ikke lyttet til det, jeg fortalte det. Du har ikke hørt, hvad jeg sagde. Og derfor gik du glip af Anden Akt. Det var så nemt, det var såre simpelt. Løsningen, svaret, lige for næsen af dig. Jeg sagde hvordan. Jeg gav dig løsningen. Men du hørte mig ikke, du lyttede ikke og du skyndte dig at besværliggøre fortsættelsen. Du gjorde den faktisk umulig.’
Så lukker hun øjnene og glider ind i meditation. Lyset er dæmpet i dag og jeg mærker trætheden efter en hyggelig weekend med hund og veninde. Og en hel arbejdsdag ude af huset i går. I dag har jeg lovet kreativiteten mit nærvær, for jeg har lært, at det aldrig er omvendt. Det handler udelukkende om mig og min indstilling. Og jeg er åben eller lukket. Der findes en dør og den er aldrig låst. Nøglen er ikke væk. Døren binder ikke og knirker kun, så jeg virkelig kan fornemme at jeg går ind. Overskrider en slags usynlig grænse, et dørtrin på vej mod sårbar åbenhed. Modtagelse.
* * *
Hun var med hele dagen i går. Hun var forår. Lyset sejlede som et smukt skib over vandet. Himlen åbnede sig. Vi talte ikke sammen, men jeg fornemmede hendes blotte tilstedeværelset mellem træerne. Fuglene, farverne, det spæde lysegrønne, der er næsten usynligt og som kan udslettes i løbet af sekunder.

Men der var øjeblikke. Øjeblikke som trædestene over et rislende vandløb. Jeg lod mig fragte, modstanden åd sig selv og dagen foldede sig ud. Det var forår. Hun var forår.
Så åbner hun pludselig øjnene og lyser op i et strålende smil. Må bare blande sig, lidt hjælp skal jeg vel have?
’Nej søde skat’ siger hun med fløjsstemme, ’du var forår’.


Tekst, billede og maleri, Lene Megan, februar 2014

lørdag den 8. februar 2014

Nummer 7




Jeg kommer når du kalder. Men jeg er her hele tiden. Du ser det måske ikke, fordi du ikke kigger efter. Du hører mig måske ikke, fordi du ikke lytter. Jeg kommer når du kalder, men det gør du ikke. Fordi du tvivler. Du tvivler på styrken i den egen stemme. Og du er bange for at tage imod.
Er jeg bange for at tage imod? Spørgsmålet svæver ind af vinduet og lander på skrivebordet. Det er lørdag formiddag og jeg er klar.

Jeg kigger på den lysegrønne billet, som jeg fik af Februar, da jeg forlod hendes teater forleden dag. Den ligner min første billet, men denne gang står der tallet 7 på. Sirligt skrevet med sorte snørklede bogstaver, kunstfærdigt lavet i hånden. Jeg har stor lyst til at komme i teateret igen. Jeg vil have næste akt, som Februar lovede mig, men hun er ikke at se nogen steder. Og jeg aner ikke, hvor jeg skal gå hen. Der er ingen adresse på billetten eller nogen dato for den sags skyld, der står bare tallet 7.
Jeg sidder lidt og kigger på billetten, mens jeg drikker hyldebær te og forsøger at glæde mig over lørdagen. Ankomsten til weekend, stige ud af toget, ud på trinbræt og perron. Standse et øjeblik og se sig omkring, mærke luften og duftene fra et anderledes land. Spejde mod horisonten og få øje på et træ, der bader i vinterlys. Det smukkeste syn, så enkelt og foranderligt. Solen glider stille forbi og ind i en sky. En fugl letter og sejler til himmels. Jeg indsnuser den friske luft og lukker øjnene, bare et kort øjeblik, følelsen af at svæve tager fat i mig. Jeg flyver. Jeg er ikke længere på perronen eller på jorden for den slags skyld. Jeg er en sort fugl på vej mod fjerne himmelstrøg. Den anden ende af marken. Videre over landevejen og ud over nye marker. Sorte marker med pløjejord og snerester. Skyerne ændrer sig, vinden tager til og en smule regn rammer mine vinger på vej mod jorden.

Så er jeg pludselig tilbage ved skrivebordet. Rød kop og lysegrøn billet. Nummer 7. Hvad pokker skal jeg dog gøre for at få hende til at dukke op. Ja, du tror måske at hun gemmer sig på gæsteværelset, sover længe, men nej, jeg har kigget. Forsigtigt bankede jeg på døren og da hun ikke svarede, åbnede jeg den. Sengen var redt, persiennerne rullet op og hun var væk. Der lå heller ingen hemmelig besked til mig, nej. Ingen tegn eller spor. Jeg er på bar bund. Det eneste jeg har, er en lysegrøn billet med et tal på.
Det slår mig, at man kunne beskylde mig for at være fuld af løgn. Man kunne påstå, at jeg slet ikke var i teateret torsdag morgen. Der er ingen beviser. Billetten fra sidst, nummer 3, tog hun. Jeg fik en ny. Og jeg fik vel også et løfte om en ny akt? Anden akt. Det sagde hun da. Men jeg har ingen beviser, jeg har ingenting.
Tristheden tager over, jeg føler mig forladt. Forrådt. Februar, du lovede … Men når jeg tænker nærmere efter, sagde hun jo ikke noget om hvornår. Eller. Hun sagde bare … i morgen får du fortsættelsen. Jamen, det sagde hun da. Og i morgen var i går. Nu er det lørdag og jeg har stadig ikke fået fortsættelsen. Faktisk har jeg ikke set hende siden sidst, jeg var optaget af andre gøremål i går og dagen gik helt uden teatertanker.
Luften er tyk af skuffelse. Min forventning har mødt sin egen grænse og smuldrer som en gammel ost. Jeg hører mig selv sukke, mens jeg rækker ud efter den røde kop og slubrer te. Den lysegrønne billet ligger som et mysterium på bordet og tallet rummer sin egen historie. En historie, som jeg ikke kender. Men som jeg ville gøre næsten alt i verden for at få fingrene i. Anden akt, fortsættelsen, hvad har hun dog gang i? Februar. Jeg ved det ikke, erkendelsen rammer mig som en giftig pil, jeg har virkelig ingen anelse. Men noget siger mig, at jeg ikke kommer i teater i dag.
Jeg rejser mig og stirrer ud i horisonten. Måske håber jeg i mit stille sind at få øje på hende mellem træerne dernede. Dansende på skovbunden, hvor de gule erantis nu kigger frem. Flyvende som en fugl, en af de sorte, der lander i et træ og forvandler sig. Og dér vil jeg se hende, gyngende på en gren i vintervinden, blå kjole og slangekrøller, der ser næsten levende ud i lyset fra den sparsomme sol. Og hun vil vinke til mig. Kom min ven, jeg har ventet på dig. Nu kan forestillingen begynde.
Jeg vil mærke lettelsen i min krop og tage imod det smil, der vågner på mine læber. Jeg vil gribe min billet og række hende den, igen fuld af sød forventning og glæde over at skulle i teater.
Den sorte fugl stirrer på mig gennem grene og vinduesglas. Løfter sine vinger en smule, men flyver ikke. Jeg stirrer så meget, at jeg får tårer i øjnene, men der sker ingenting. Den forbliver det, den tilsyneladende er. En sort fugl på en gren i et træ.
Og jeg  kan ikke få øje på Februar.
Hvis du gik glip af Første akt, finder du teaterindgangen her ;)
 
Billede og tekst, Lene Megan, februar 2014

torsdag den 6. februar 2014

Første akt




Jeg kommer når du kalder. Men jeg er her hele tiden. Du ser det måske ikke, fordi du ikke kigger efter. Du hører mig måske ikke, fordi du ikke lytter. Jeg kommer når du kalder, men det gør du ikke. Fordi du tvivler. Du tvivler på styrken i den egen stemme. Og du er bange for at tage imod. Sådan for alvor. Åbne dig med tillid og et hjerte fuld af kærlighed. Kærlighed til det, der kommer. Uanset hvad. Blød og blid kærlighed som en varm kilde, der risler i dit indre. Men du er bange. Så du lukker for kilden. Forestiller dig, at frygtelige ting vil ske, hvis du bliver passiv.
Hun ler og tager en slurk af kaffen. Jeg smiler også, kan jeg mærke. Hun har skabt et fint teater og jeg er publikum. Kom, hvisker hun, lad nu være at kæmpe imod. Jeg har arrangeret noget til dig i dag. Her er din billet. Hun rækker mig en sirlig udformet billet i lysegrønt papir. På sedlen står mit navn og et tal. Nummer 3. Kommer der flere end mig, tænker jeg og har allerede tanker om både det ene eller andet. Tanker og en mærkelig modstand, der gør mig tung. Jeg har virkelig ikke tid til at lege teater på en torsdag, jeg ryster på hovedet, men noget gør at jeg alligevel lader mig overtale. Slip nu den kontrol, siger hun og tog imod billetten, nummer 3, velkommen.

* * *
Så jeg gik ind. Hun åbnede døren for mig, jeg skulle slet ikke gøre andet end at gå hen og finde min plads. Der var næsten mørkt i salen, men scenen i midten lå badet i lys. Jeg fandt min plads og satte mig. Fuld af uro, modstanden rasede i min krop og jeg rykkede mig rastløst rundt i sædet. Hvad lavede jeg her i en mørk teatersal på en morgen i februar? Jeg så mig omkring, der var ikke andre, hvordan kunne jeg så være nummer 3? Det gav ikke mening, men det kunne selvfølgelig være at hun havde inviteret andre. Februar. Jeg mener, hvorfor skulle jeg sidde helt alene i en teatersal, ingen ville vel opføre en forestilling kun for min skyld? Hun kom ned gennem stolerækkerne og rakte mig en kop kaffe. Dampende varm og med mælkeskum. Så forsvandt hun, lukkede en usynlig dør bag sig og salen lå badet i mørke og stilhed. Dér sad jeg, mutters alene med en kop kaffe og en krop fuld af modstand. Tæt på at gå. Men stilheden havde lagt sig og jeg nænnede ikke at vække den. Så jeg trak vejret dybt og overgav mig. På nuværende tidspunkt var min nysgerrighed også vakt, det må jeg indrømme.

Så stod hun der. I den smukkeste blå kjole og med håret sat op. Bløde lokker som slanger snoede sig mod hendes bryst. Hun lignede en opera og jeg var ikke blevet forbavset, hvis hun pludselig havde sunget en arie. En høj tone, jeg ventede den, men den kom ikke. I stedet trådte hun et skridt frem på scenen og smilede. Hun virkede helt rolig.
Hun talte klart og tydelig. En god stemme, den måde hun udtalte ordene på, de greb ud efter mig og jeg måtte bare lytte. Mutters alene og helt stille i en mørk teatersal.

Jeg kommer når du kalder. Men jeg er her hele tiden. Du ser det måske ikke, fordi du ikke kigger efter. Du hører mig måske ikke, fordi du ikke lytter. Jeg kommer når du kalder, men det gør du ikke. Fordi du tvivler. Du tvivler på styrken i den egen stemme. Og du er bange for at tage imod. Sådan for alvor. Åbne dig med tillid og et hjerte fuld af kærlighed. Kærlighed til det, der kommer. Uanset hvad. Blød og blid kærlighed som en varm kilde, der risler i dit indre. Men du er bange. Så du lukker for kilden. Forestiller dig, at frygtelige ting vil ske, hvis du bliver passiv.
Passiv. Hvad er det for et ord? Menneske, du har lært, at hvis du ikke gør noget, gør noget det i stedet for. Kæmp for alt hvad du har kært. Kæmp. Det er kampen, som slår dig ihjel. Men fjenden er ikke en størrelse udenfor dig selv, det er ikke nogen derude, du kæmper med. Det er blot lettere for dig, hvis du giver den en skikkelse og et navn. Så du ser den, tydeligt, mærker dens fæle ånde og adrenalinet, der pumper i din krop. Kæmp eller du skal dø. Den stærkeste vinder. Den, der taler højst og får sagt flest bevingede ord på kortests tid. Og på den rigtige måde, naturligvis.

Kæmp for alt, hvad du har kært. Kæmp!
Hun drejede rundt på scenen og udførte en slags dans. Yndefulde trin. Jeg var åndeløs, jeg ville høre mere. Jeg holdt vejret, lad det ikke være slut nu, det her er vigtigt. Jeg smilede, hun var jo god, Februar. Skuespiller. Det havde jeg ikke troet om hende.

Nej, elsk alt det, du har kært. Nu trådte hun helt frem til scenekanten og så mig direkte i øjnene. Dér var kun mig i salen, nummer 3 var også nummer 1 og 2.
Elsk alt det, du har kært. Elsk det og sæt det fri. Lad det svæve, se det flyve, kys det med tillid.
Jeg skulle til at protestere, ordene hobede sig op på tungen og var klar til at blive sluppet løs. Protester og modstand kæmpede for at komme fri, så de kunne blande sig. Men jeg bed tænderne sammen, for jeg var jo i teateret. Og dér siger man ikke skuespilleren imod. Det havde jeg lært, den sad fast. Man lytter, ser og mærker. Man tager imod.

Pludselig gik tæppet ned. Med en dump lyd faldt det fra himlen og skjulte scenen. Jeg fik et chok, hjertet sad i halsen og min mund åbnede sig. Nu røg ordene ud, et efter et, en højlydt protest formede sig som et brøl.
NEJ!
Pludselig stod hun ved siden af mig.

’Det var første akt’, hviskede hun og gav min arm et klem. ’I morgen får du fortsættelsen’.

* * *
Så rækker hun mig en ny billet og forsvinder ud af døren fra før. Lyset vælter frem i salen, forestillingen er forbi. Men langsomme skridt forlader jeg teateret og sætter mig ved mit skrivebord.

Jeg kommer, når du kalder. Men jeg er her hele tiden. Jeg siger ordene højt for mig selv og giver mig til at skrive. For noget i mig kalder og nogen kommer vist.

Jeg giver mig til at skrive …
Tekst og maleri i proces, Lene Megan og Februar, 2014

 

tirsdag den 4. februar 2014

Jeg går over




Og aldrig igen vil jeg sige til nogen: Det går over.

For jeg tror ikke mere, at det går over.
Jeg tror det er os, der går over.
Når vi har set det vi skal.

- Majbritte Ulrikkeholm -

Solen stod op for at forsvinde bag skyerne. En kuglerund skønhed rejste sig i al sin værdighed kun for at blive væk igen. Skuffelsen var kort. Det pludselig håb om en solskinsdag var en stjernekaster i al sin pragt. Kort og larmende, små fusende lyde af stjerner og lys. Tilbage var kun en tom pind. Hun vidste ikke, hvor stjernekastermetaforen kom fra, men hun kunne godt lide den. Dog ville hun hellere bruge den i en anden sammenhæng, for der er noget storslået over ordet. Stjernekaster. Hun skrev det ned i sin notesbog med ord og gode sætninger. Stjernekaster. Nu stod det dér som et skud sat i jorden. En dag ville det måske … kaste stjerner af sig. Og blive til et ... stjerneskud?
 
Hun smilede. Selvom solen var forsvundet var det på mange måder en god dag. Hun kunne mærke det i hele kroppen, trætheden var der stadig, men dagen lagde sig alligevel til rette i en form for forståelse. Et skridt af gangen, hun fulgte nu rytmen uden at gøre sig særligt umage. Jeg har indset noget. Hun vidste det, hun kunne mærke det, hun drak det sammen med hyldebærteen. Den gjorde godt og det gjorde accepten også. En lille flig af taknemmelighed sneg sig ind under huden. Jo, hun var taknemmelig. For hun havde virkelig lært noget af den svære slags. Den slags der er nærmest uforklarligt for andre. Indsigter, man må høste alene og skridt, man må tage. Dage og nætter i mørke og fortvivlelse over tingenes tilstand. Over sorgen, der beslutter sig for at blive hængende, når man mest af alt har lyst til glæde og lethed. Letheden, der kommer med lyset. Små glimt. Indsigt. Gennem mørke gange og fugtige vægge. Udsigt. Et pludseligt lys. Lethed.
 
Måske kan jeg aldrig helt forklare andre, hvad det er, jeg går igennem, tænkte hun og vidste i samme sekund, at det ikke gjorde spor. Det vigtigste var, at hun selv forstod det. Men hun havde alligevel lyst til at beskrive den, vejen og rejsen, for der opstod så meget undervejs, man kunne gøre en historie ud af. Og hendes indsigter kom som historier. Det forstod hun nu. Hendes indsigter ville skrives. Så måske var det meningen, at hun skulle dele og i modsætning til tidligere følte hun sig ikke længere flov eller skamfuld over sin vej og rejse. Den var jo hendes. Hendes med hud, hår og historier.

I går havde hun læst noget, som vakte dyb genklang og som fyldt med hende med taknemmelig og kærlighed. For der var en anden kvinde, som også fortalte historier. En skøn kvinde, som stod i sit eget lys og sin egen sårbarhed og hjalp andre kvinder og mænd til at turde stå i deres. En kvinde, som med poetisk og hudløs ærlighed fortalte om sin vej og sine erkendelser og som hun gerne læste, lyttede til og lod sig inspirere af. For kvinden gjorde noget med ord og udtryk. Hun forstod at pille dem fra hinanden, så man virkelig forstod. Eller at sætte dem i et finurligt perspektiv. Hvad var det egentlig, den inspirerende kvinde kunne, der gjorde andre så godt? Jo, kvinden fortalte sin historie på sin måde. Hun havde fundet sin egen stemme og hun lod den synge. Og der blev ikke pyntet på historierne, de var helt deres egne og de handlede både om lys og mørke i forståelse af, at de to hører sammen og skaber smuk musik. Hvis man tør lade den spille.
I går havde kvinden skrevet følgende: Og aldrig igen vil jeg sige til nogen: Det går over.

For jeg tror ikke mere, at det går over. Jeg tror det er os, der går over. Når vi har set det vi skal
.

Et ekko rungede fra et hjerte til et andet. En smuk og sanselig musik i al sin stille skønhed. Det går ikke over. Jeg går over. Jeg går over, når jeg er klar. Og pludselig så hun broen for sig som så mange gange før. Broen, som man ikke bare kunne løbe over. Man var nødt til at gå langsomt og det hændte tit og ofte, at man blev forsinket. For i modsætning til mange andre gode broer, så havde denne bro en masse sideveje og små huller, der hev fat i ærmet på overgængerne.
Det går ikke over, jeg går over. Pludselig kunne hun se det klart. En sten faldt fra hendes hjerte, et suk lettede som fugl, lyd af vinger over hustage. Noget var sket.

Hun skrev en tak til kvinden, som havde skrevet de vise ord. Det var sandt, hun vidste det af hele sit hjerte. Og på mærkværdig vis gav det hende ro i sjælen. Hun slappede af, hun havde ikke længere så travlt og kampen i hendes indre forsvandt.
Når jeg har set det, jeg skal se, går jeg over. Hun smilede og drak resten af den gode te. Og hvis der var mere, hun skulle se og lære inden hun tog de afgørende skridt over den smukke bro gemt dér i tågen, så var det fint. Hun var her jo for at lære.

Fordi en kvinde havde fortalt sin historie, kunne hun nu fortælle sin historie. Skrive næste afsnit. Det havde manglet, det afsnit, inden kvinden, måske uden at vide det, havde foræret hende den smukkeste puslespilsbrik. Fortsættelsen.

Tak, nynnede hun og mærkede, hvor meget hun elskede gode historier. Og hvordan hun aldrig mere ville tøve med at fortælle sin og det, der rørte sig i hende.
For hvem kunne vide om netop hendes ord og formuleringer var den puslespilsbrik, der manglede i en andens historie?

Tak til Majbritte Ulrikkeholm for evig inspiration og hjertelige historier.

Tekst og billede, Lene Megan, februar 2014

mandag den 3. februar 2014

Du kan aldrig gøre forkert




I dag starter jeg på en frisk, tænkte hun og så ud af vinduet. Lyset var klarere, solen gled langsomt højere på himlen og en fugl dristede sig til at synge. Det var som at kigge foråret i øjnene. Der var gået et par dage siden hendes samtale med træet og den tunge erkendelse, der fulgte i kølvandet. En erkendelse, som stadig levede i hende og som hun kun langsomt kunne fordøje. Engang i mellem gjorde den næsten fysisk ondt, for det kan være tungt at indse, at man har gjort forkert.
Hun stod stille med kaffekoppen og stirrede ud i horisonten. Træerne stod med deres frostgrene mod himlen, ikke en vind rørte sig og det var nyt. Stormen havde lagt sig og alting var stille. Hun hørte bare lyden af sin egen vejrtrækning og fuglen, der sang et sted udenfor vinduet. Stilheden smøg sig om hende som en silkekåbe. Hun lukkede øjnene og mærkede, hvor træt hun var. En træthed, som hun nær havde forkastet. Men noget i hende forstod. Det er, når vi har mest lyst til at handle og kaste os ud af vinduet i hæsblæsende tempo for at nå noget, vi ikke helt ved, hvad er, at vi skal sætte os og slappe helt af.

Vente.
Men jeg har jo ventet for længe. Hun talte med sig selv. Tankerne førte deres egen dialog og de var slet ikke enige med sig selv og hinanden. Ja og nej hvirvlede rundt i luften som to bolde. Hun var en slags jonglør og måtte gøre sig stor umage for at holde boldene i luften. Indtil hun indså, at hun faktisk kunne vælge at give slip på dem. Boldene. Forsigtigt lod hun dem falde til jorden, mens hun holdt fast på kaffekoppen. Den ønskede hun ikke at tabe på gulvet.

Nu lå de der og rullede rundt, tankerne, farvestrålende bolde gjort af modsætning og splid. Hun rystede på hovedet. Turde hun virkelig gøre det, hun mærkede var rigtigt? Lige nu.
Hvor travlt har vi egentlig, os mennesker, spurgte hun sig selv og spejdede efter træet, som hun havde talt med for et par dage siden. Hun kunne ikke se det fra vinduet, men hun vidste, at det var derude. Hun kunne bare gå en tur ud og håbe, at træet igen havde lyst til at tale med hende. Samtidig indså hun, at hun havde fået det, træet havde til hende. Hun ønskede jo ikke at være grådig.

Jeg har gjort forkert. Jeg har ventet for længe. Hun satte sig på meditationspuden og balancerede med kaffekoppen i skødet. Der er noget, jeg ikke ser. Noget, jeg ikke helt forstår.
Solen gled videre over morgenhimlen og fandt nu et andet vinduet at kaste lys igennem. En stråle ramte hende og hun lukkede igen øjnene. Mærkede varmen og fandt en forunderlig trøst i stilheden og følelsen af sol. Solen, som aldrig gjorde noget forkert. Den var bare. Fulgte sin cyklus og sin tur rundt om jorden. Nogle gange var den bag skyerne og gemt i dage- og ugevis, andre gange trådte den frem på en klar blå himmel og fik så meget tid, at mennesker blev både kåde og fulde af liv.
Letheden kommer med solen. Lyset.

Forsigtigt stillede hun koppen fra sig og gled ind i meditation. Trak vejret dybt uden at anstrenge sig, lyttede til lyden af vind i næsen og mærkede, hvordan brystkassen hævede og sænkede sig. Først var hendes vejrtrækning lidt anstrengt, men efter en stund blev den mere rolig og hun sad bare.  Døren til stilheden åbnede sig helt. Og den knirkede ikke. Der var lunt og godt i stilhedens rum og bedst af alt, der var stille. Hun overgav sig til trætheden mens stilheden tog sig kærligt af tungheden. Gjorde den let. Svævende. Vind gennem næsen, en ny rytme opfyldte hende, en stille form for væren, som ingen tanker kender til. Det hændte, at de kom på besøg, tankerne, svævende ind fra højre og venstre, men hun var ved at lære lektien. Registrere, acceptere og tilbage til åndedrættet. Det gjorde tankerne trætte. De gad ikke, når hun ikke gav dem andet end kærlig accept. De orkede ikke, når de ikke fik kamp til stregen og ild til deres bål. Så døde de langsomt og blev til gløder.
Der findes ingen svar i dag. Langsomt gled hun tilbage og kom til stede i rummet. Søvnigt åbnede hun øjnene og opdagede, at solen var gledet videre på himlen. En sort fugl fløj forbi vinduet uden synderligt postyr. Den svævede bare og det så legende let ud.

’Jeg vil virkelig gerne lære’, sagde hun til sit hjerte og mente det. ’Jeg vil virkelig gerne gøre det rigtige’.
’Du kan aldrig gøre forkert’, hviskede hjertet. ’Hvis du lærer af dine tilsyneladende fejltrin, så kan du kun gøre rigtigt. Men lad være med at sætte labels på alting. Rigtigt. Forkert. Dette er din vej. Dine fejltastiske trin, der gør, at du bliver både klogere og mere vis. Giv dig selv tid og tiden giver dig. Alting er et spørgsmål om cyklus, en rytme, du blot skal følge. Og glem ikke glæden’, tilføjede hjertet og bankede en ekstra gang. ’Glem ikke, at når du følger mig, så følger du glæden’.

 Tekst og billede, Lene Megan, februar 2013

lørdag den 1. februar 2014

Frelste sjæle og kaffe




Du kan bare sætte dig ned og så dukker jeg op. Svævende gennem rummet som en frelst sjæl. Luftig som en brise. Når du sidder der med din udsigt til venstre, lykkeglas, hjerteskål og Buddha vil du opdage, at du ikke er alene. Jeg står foran dig. Lige nu. Ser du mig? Mærker du min tilstedeværelse?
Der står hun. Som en frelst og luftig sjæl, en brise med lys fra et andet slags sted. Og jeg opdager, at jeg har glemt hvordan hun er. På mange måder ser hun ny ud, en fremmed som vækker min nysgerrighed. Hvem er du og hvorfor er du kommet her? Hun ryster på hovedet, lokkerne danser om ansigtet, øjnene er nærmest lysegrå med blå linjer. Jeg stirrer lidt for længe og slår blikket ned.

For et øjeblik siden så jeg et glimt af solen på himlen. Et sparsomt og modigt lys trådte frem i det ellers ufremkommelige skydække. Jeg stod et øjeblik og lod mig betage, noget i mig svulmede op, et slags håb og en forunderlig længsel. Træt stod jeg og stirrede ud af soveværelsesvinduet, men rystede så på hovedet, fordi det efterhånden er gået op for mig, at det er en fejltagelse, hvis man lader sit humør afhænge af vejret. Solen forsvandt, ja jeg tror det var solen, pludselig var alting gråt og hvidt igen.
Du kan bare sætte dig, så dukker jeg op. Og det gjorde jeg, her sidder jeg nu og dér står hun.

’Var det dig, der for et øjeblik siden legede sol derude? Spørgsmålet kommer bag på mig og skubber mig i ryggen. Det vil stilles. Svæver fra mig til hende.
’Det var solen’.

Hun trækker på skuldrene og bevæger sig rundt i mit arbejdsværelse. Det magiske skriveværksted. Kald det hvad du vil. Hun siger ingenting, men betragter bøgerne, tager en ud af reolen og læser på bagsiden.

’Rom for stillhet’. Hendes stemme er sprød og blid på samme tid. Og så taler hun norsk. Jeg ser forundret på hende, hvornår er Februar blevet norsk?
’Jeg er alle nationaliteter’, svarer hun, årets tankelæser nummer to. ’Alle og ingen. Jeg taler alle sprog men alligevel er jeg sprogløs’. Så ler hun og viser mig bogen. ’Den er god og vigtig, ikke sandt. Bogen om det stille rum. Betydningsfuld på mange måder, en slags vejviser for din egen rejse. Vejen til det stille rum. Hun kysser forsigtigt bogen og lægger tilbage i reolen. Der er efterhånden så mange bøger, at de ikke alle kan stå på rad og række. Og de er ligeglade, bøgerne, de lægger sig gerne til nye steder og ovenpå hinanden i kunstfærdige mønstre gjort af bogstaver og ord. Forskellige sprog. Og emner.
’Det stille rum. Det værelse, hvor stilheden bor. Det eneste sted, hvor man virkelig kan få en ide om, hvad sindet gør ved jer mennesker. Hvordan tankerne tager jer på tur med sine velkendte formuleringer. Pisker jer. Gør jer til slaver’.
Der står drama malet i hendes ansigt, øjnene er lyslevende, lyset er en musical og jeg ser både snestorm og solregn. Februar er kommet. Jeg ryster på hovedet, jeg husker hende ikke på den måde. Var hun ikke mere stille og eftertænksom sidste år?
’Meget er sket siden sidst’, svarer min tankelæser og smiler igen. Lader en finger glide over bogrygge og titler. Går hen til vinduet og ser ud på det sneklædte landskab. Vender sig om og kommer helt til skrivebordet, hvor jeg overrumplet sidder og betragter hendes forestilling.
’Har du ikke glemt noget?’. Hun ser på mig og rækker hånden ud. Jeg tager den i min. Varm og kold, en slank hånd med korte fingre.

’Hvem er du egentlig’, spørger jeg på politikervis og ignorerer fuldstændig hendes spørgsmål.
’Jeg er dig’. Nu ler hun og latteren prikker til mig, så jeg også må trække på smilebåndet. Smittende februarlatter i en dosis så ren, at den går lige i årene.

’Jeg er dig og du er mig. Vi er hver for sig og sammen. Og jeg har en gave til dig’. Hun holder stadig min hånd i sin og hendes blik hviler i min sjæl.
Jeg fornemmer gaven. Hendes blotte tilstedeværelse. Lyset, der er lidt skarpere, selvom solen har svigtet os her på det sidste. En måned, der kan være både kort og lang. Dage, der er gjort af det, vi gør dem til.
Hun nikker. ’Og du har altså glemt noget’.
Jeg ved det godt. Jeg har glemt kaffen.
Billede og tekst, Lene Megan, februar 2014