torsdag den 30. januar 2014

Når drømme flyver, sætter de så spor?




Det slår mig, hvordan vi mennesker er nødt til at lære det, vi godt ved. Hvordan vi igen og igen skal have situationer serveret, før vi virkelig forstår, hvad der ligger i læringen. Og den læring er nødt til at være dybt personlig, så der følger en erkendelse i kølvandet. Ellers sætter vi ikke spor i egen sjæl.
Men hun havde sat spor. Det vidste hun, det havde hun set. Hendes fodspor havde tegnet linjer i sneen, plamager der fulgte hinanden i en lang række og blev til en slags vej. Et spor. Fuldendte fodspor printet i snetæppet, smukke former af fodsåler, der gik frem. Og tilbage. På tilbagevejen var de spor, hun havde sat, allerede halvvejs udslettet af den nyfaldne sne, der føg om ørerne på hende. Hun havde sat spor og nu var de allerede slettet igen.

Tilbage i huset satte hun sig med en kop te ved den buldrende kaminild. Lænestolen var dyb og hun lod sig synke ned i visheden om, at det havde været en betydningsfuld tur. Eftertanken dampede som røgen fra den varme drik og en subtil erkendelse fulgte efter.
Spor fra hendes tur ud i det iskolde vintervejr, hendes støvleaftryk og den rødmen, hun nu mærkede i kinderne. Prikkende spor af mødet mellem kulde og varme.
Hun havde givet slip på sin drøm. Efter samtalen med træet havde hun forstået noget. Først havde hun mærket modstanden og samtidig, hvor hårdt hun holdt om sin drøm. Det gjorde jo ondt! Næverne var knyttet og på mange måder havde hjertet lukket sig om det, der var indeni drømmen. Men hjerter skal ikke være lukkede. De skal være åbne. Den gode energi skal strømme, helt frit og naturligt og gode drømme … Hun sukkede og følte sig både dum og vis på samme tid. Erkendelsen begyndte for alvor at flytte ind i hendes krop og trætheden overvældede hende. Det vidste hun jo i grunden godt, det dér med energien og de flydende bevægelser. At man, når man endelig slipper kontrollen, ofte får fat i det, der virkelig betyder noget.

Og drømme skal ikke sættes i bur. Drømme skal flyve frit som fugle og lande lige hvor de har lyst. Svævende og legende i al slags vejr. De skal være i bevægelse, for ingen drøm kan gå i opfyldelse, hvis den bliver fanget og sat bag lås og slå.
Drømme som fugle, flyve, svæve
Åbne buret og sætte fri …


Jeg havde identificeret mig med min drøm og sat den i bur. Det gjorde ondt på os begge to. Men jeg så det ikke selv. Jeg anede ikke, hvorfor min elskede drøm efterhånden var blevet en kæp i hjulet, men jeg kunne mærke det i både krop og sjæl. Jeg kæmpede for at holde fast. Jeg bar nøglen til buret om min hals som et sælsomt smykke, et symbol på mit ejerskab, men nøglen låste mit eget hjerte. For man kan ikke eje en drøm.
Hun rystede på hovedet, det var på mange måder stadig uforståeligt. Hun var jo kun et menneske. Men træet derimod. Det vise træ i snestorm og kulde. Hun sendte træet en kærlig tanke og var ret sikker på, at det kunne mærke hendes taknemmelighed.
Jeg ønsker at blive endnu bedre til at lytte, hviskede hun til sit hjerte. Jeg ønsker at blive endnu bedre til at give slip. 
Når drømme flyver, sætter de så spor?

Denne lille historie er en slags fortsættelse på historien fra i går, som du kan læse her.

At lære er at finde ud af det, du allerede ved.
At handle er at vise, at du ved det.
At lære fra sig er at lade andre vide, at de ved det lige nøjagtig så godt som du selv.
- Richard Bach -
 
Billede, tekst, drøm og erkendelse, Lene Megan, januar 2014

onsdag den 29. januar 2014

Giv slip på din drøm




’Du er nødt til at give slip på din drøm’.
Stemmen hviskede som fnug i snestormen. Føg hende om ørene. Hun vandrede gennem driver mod vinden, mærkede kulden og fornemmer intetheden. Giv slip, det giver frihed, rummelighed. Men at give slip på sin drøm? Nej, tænkte hun og forsøgte at overhøre stemmen, det kan man da ikke. Drømme skal fylde.

’Din drøm fylder for meget’. Stemmen blev ved, stormen tog til. ’Den er blevet sin egen modsætning og må derfor opløses’.
Nu blev hun for alvor bange. Skulle hun virkelig opgive alt det, hun havde kæmpet for de sidste par år? Troet på og gjort plads til. Det kunne simpelthen ikke være rigtigt. Men stemmen insisterende.
’Du skal give slip’.

’Så dør jeg’, svarede hun og rystede på hovedet bag hue og halstørklæde. Og sådan var det med hende. Hun havde sans for drama. Et liv uden drømmen var døden for hende. ’Jeg kan ikke leve uden min drøm. Den har holdt mig i live så længe, varmet mig og trøstet mig gennem mørke nætter. Så længe jeg har min drøm i behold. Så længe jeg holder fast … ‘
Hun blev ved med at gå, kæmpede sig gennem snedriverne, sank dybt i, snublede og rejste sig igen. De kolde snefnug på kinderne blev vasket væk af de tårer, der nu strømmede fra hendes øjne. Smerten var enorm. Som en kold knytnæve i solar plexus. Et slags dødsstød. ’Hvis jeg opgiver min drøm, sagde hun højt og inderligt, så opgiver jeg mig selv’.

’Tværtimod, kære barn, tværtimod’.
Stemmen kom fra et træ. Det opdagede hun nu, hun stod lige foran det. Træet så nøgent og sårbart ud i vinterstormen, men stemmen tilhørte ikke en bævrende sjæl. Tværtimod, den var fyldig og sikker, stemmen.  Men træer kan ikke tale. Det var hendes sind, der blandede sig. Gå dog videre, du er ved at blive skør. Opgive din drøm og lytte til talende træer, kan du så se at komme hjem og ind i varmen.

Noget fik hende til at blive stående. For hun måtte efterhånden indrømme, at hendes drøm gav hende flere udfordringer end hvad godt var. Den var på en måde blevet sit eget paradoks. Og det passede jo meget godt med, hvad stemmen prædikede. Stemmen, der åbenbart tilhørte et træ.
Din drøm er blevet sin egen modsætning og må derfor opløses.

’Jamen, hvad skal jeg dog gøre’? Hun rystede opgivende på hovedet og gik et skridt nærmere træet. Hvis hun nu lukkede øjnene, bare lidt, så kunne hun forestille sig, at træet rakte sine grene ud og tog hende i sin favn. Trøstede hende, for hun følte sig ærlig talt som et ensomt barn, der var faret vild i et overvældende landskab af håbløshed. Suk og snefnug.
’Du skal give slip’. Træet nikkede, en gren knagede i vinden.
’Opgive min drøm? Det kan du ikke mene?’
Men træet insisterede.’ Jo, det mener jeg faktisk. Hør nu her. Du har identificeret dig med din drøm. Og det er, når man identificerer sig at smerten opstår. Tro mig. Hvis du giver slip, vil din drøm komme tilbage til dig i en helt ny og mere forfriskende udgave. Men du skal turde lade gå. Sige til dig selv, at du sætter drømmen fri. Du opgiver den ikke, du giver den op.’
’Jeg giver den op’. Hun nikkede, selvom det var lidt svært at forstå. ’Hvis jeg giver min drøm op og lader den gå, så kommer den tilbage?’
Nu var det træet, der nikkede ivrigt.
’Lige nøjagtigt. Tør du? Tør du give slip på drømmen og alt det, du har identificeret dig med? Tør du lade den ligge her i sneen og se, hvordan den langsomt bliver udslettet akkurat som de fodspor, du har sat på din vej hertil?’

’Tak træ’, svarede hun og sukkede dybt. ’Det tør jeg godt’. Forsigtigt og med sorg i hjertet tog hun sin store drøm op af lommen og pakkede den ud. Papiret knitrede, hun havde valgt det med omhu, det havde lige den farve, som hun elskede. Og båndet, der holdt papiret fast, var gjort af de smukkeste tråde. Hun tog drømmen ud, kyssede den forsigtigt og lagde den ned i sneen.
Træet stod tavst og så til. Det havde ikke mere at sige. Nøgen og tilsyneladende sårbart stod det i vinterstormen som en sort silhuet mod den gennemsigtige himmel. Da hun igen kiggede ned på jorden, var noget af drømmen allerede dækket af sne.

Jeg må se at komme hjem, tænkte hun og begyndte at gå tilbage. Fulgte sin egne fodspor, der ligesom drømmen snart ville blive fuldstændig væk i den nyfaldne sne.
Mærkeligt var det, men det var faktisk lettere at gå nu. Hun svævede nærmest over snedriverne hjem. Selvom sorgen stadig fyldte i hjertet og lagde sig som et bedøvende tæppe om hendes sjæl, havde hun en instinktiv fornemmelse af, at hun have gjort det rette ved at lytte til træets visdom. Hun havde givet slip.
Det er, når vi identificerer os, at smerten opstår …
tekst og billede, Lene Megan, januar 2014

mandag den 27. januar 2014

Et vintereventyr




Nogle gange, kære romantiske sjæl, findes der ikke lykkelige afslutninger. Nogle gange må man smække en dør og passe på sig selv.
Hun vandrer i vinteren og mærker kulden. Sneen fyger og kaster kulde på i forvejen kolde kinder. Hun daler gennem dagen i snefygning og bliver opfordret til at lukke døre, hun troede kunne stå på klem.

Nogle gange er der ikke plads til at være den, man er. I forhold. I forbindelser. Så støder man på grund og tror måske først, at man skal tilpasse sig. Passe lidt på og gå på strømpesokker, så man ikke bliver for meget. Eller man lærer at tie stille og være tavs, når man burde råbe op. Fordi man så gerne vil holdes af og elskes. Tænker, at man nok er for meget og så bliver man for lidt. For lidt sig selv, sin sjæl og sit hjerte. En skygge.
En dag møder man den afskyelige snemand. Iskold og beregnende. Midt i den ørkenløse snevandring, midt i vinteren og fuldstændig overrumplende i forhold til der, hvor man troede man gik. Han kommer med kolde kys. Han strammer sit greb om et hjerte, der allerede føler for meget. Og man fryser til is som en snebold, der endnu ikke er kastet. Bliver hængende. For man tror ikke sine egne ører.

Men det er sandt. Kulden. Det kyniske. Krævende og snarrådig tager den bolig, som den plejede at gøre. Den kender vejen, alle de små huller af naivitet og nærtagenhed. Og man vil så gerne elskes, så man tager imod. Det er som et bagholdsangreb, men det foregår lige foran ens kolde snude. Dér, midt i sneen, midt i vinteren.  Men så. Noget er sket. Man opdager, at man er forandret og en stemme råber vagt i gevær. Dér, midt i sneen, kringler den sig vej gennem alle de gamle og velkendte følelser og man stopper op. Forfrossen måske, men alligevel årvågen.
Hvad var det lige du sagde? Hvad er det lige, du er i gang med? Igen.
Man kan begå de samme fejl utallige gange. Og man får de samme livslektier igen og igen, indtil man lærer af dem. Virkelig lærer. Der er ingen nåde, man slipper ikke udenom, men livet mener det kærligt. For man er kommet for at lære og gå den vej, der er designet helt præcist til den, man er. Og hvis man vælger at tage ved lære, vil man vokse og folde sig ud som den smukkeste blomst. Midt i sneen. En blomst, der dufter skønnere end alverdens roser. En blomst, der kan være sårbar og stærk på samme tid. Fordi den kender kulden. Og ved, at den kan vælge at blomstre alligevel, for indeni er der varme.
Blomster og sne, det er et sjældent syn. Men det findes faktisk. Smukke kolde sneblomster gjort af is. Is, som smelter i munden og rammer hjertet som vand. Dråber af kærlighed. Til livet og den vanskelige vej. Gennem is, sne og kolde vintre. Gensyn med gamle slagmarker. Hvide og vanskelige. Fodspor i sneen og kvinde på glatis. Men så …
Blomsten gror, døren lukkes, smækkes og eventyret fortsætter.

Og så ser hun den. Den gule hund. Dér midt i sneen, på vejen, i sin røde frakke.
For selvom man er gammel, kan man godt blive kåd af en omgang sne og begive sig eventyr.
Selvom man er gammel, kan man godt være ung indeni.
Være en blomst midt i sneen og holde om sin helt egen sommer.
Lyslevende.
I livet, nuet og sneen.
 
tekst og billede, Lene Megan, januar 2014

fredag den 24. januar 2014

Hvad Rumi vidste




’At gøre en positiv forskel’, siger Januar pludseligt. Hendes stemme overdøver stormen, der river og rusker i huset. Huset, som udstøder luftige lyde og skutter sig i vinterkulden. En tudende lyd af varsom venten. Stormen går over, på et tidspunkt bliver alt stille. Træerne ved det, nøgne og afventede står de i mørket og rækker grenene ud mod fugle og himmel. Gavmilde og generøse er de, træerne, uden at gøre særligt væsen af sig gør de en positiv forskel. De er landingsplads for fugle. De rummer reder og giver varme. De kaster skygge, når vi trænger til det midt i sommerens hede. Og de skærmer for vinden, så vi ikke bliver helt så forblæste. Bedre udgave af sig selv? Hvordan kan man være et bedre træ, end det træ man nu engang er?
Januar nikker, ’det var jo det, jeg mente’. Træerne gør en positiv forskel ved at være træer. Sig selv. De forsøger ikke at blive bedre udgaver af det træ, de nu engang er. De ved, at de er mere end nok. Deres fantastiske rodnet, der rækker ned i jorden og spreder sig. Holder fast som en uundværlig del af jorden. Strækker sig mod himlen, høje eller lave, forskellige og dog ens. De konkurrerer ikke mod hinanden. De påstår ikke, at de er bedre end andre gode træer. De er bare.'

Jeg drikker af kaffen og lader blikket glide ud af vinduet. Mod den iskolde vinterhimmel ser jeg træernes grene folde sig ud i kunstfærdige mønstre. Et netværk af liv. Og jeg føler mig på sælsom vis forbundet med de træer. Rodnet og grene. Lige nu en smule tomme og forkomne, men det skal man ikke tage fejl af. Træerne ved, at foråret kommer. De behøver ikke utallige forsikringer om at det forholder sig sådan. De venter bare. Og det er måske ikke engang sandt, for vinteren handler ikke bare om at vente og klare sig igennem. Den er ikke blot et venteværelse, som man hurtigst mulig skal igennem. Den er en vigtig del af livet og af rejsen. Tidspunktet, hvor hviler. Derfor mørket. Tidspunktet, hvor samler kræfter og bruger mere tid indendørs. Derfor kulden. Tid til refleksion og eftertanke. Varm kærlighed på kolde dage. Eller tager jeg fejl?
Januar ryster på hovedet, det gør jeg skam ikke, der er noget om snakken. Det kan simpelthen ikke forholde sig sådan, at vinteren blot er et uudholdeligt mareridt. Og selvom hun hviler i sig selv, bliver Januar faktisk en smule trist ved tanken om, at hun egentlig ikke er ønsket. Sommer hele året. Juli strakt ud, forpint og overanstrengt, fordi hun skal være alle måneder på en gang? I don’t think so!

’Har du tænkt på, hvordan træerne og alt i naturen aldrig tager mere, end det skal bruge’? Nu står hun foran skrivebordet og ser mig dybt i øjnene. Eller det vil sige, hun forsøger at fange mit blik, men mine øjne hviler mod ordene på skærmen og de sætninger, der folder sig ud. Jeg løfter blikket og ser ind i hendes isblå øjne. Trækker på skuldrene, det har jeg faktisk tænkt en del over her på det seneste. Hvor meget har vi egentlig brug for? Hvor meget ønsker vi at have i vores liv af materielle goder og ting, der kan dulme vores sorg og mangel på det, livet egentlig handler om? Det er tanker, som har gjort mig en smule forkommen. For det sætter ligesom tingene og mit eget liv i perspektiv. Hvad er det egentlig, jeg drømmer om? Hvad er succes?

’Man skylder sig selv og hele verden at finde ud af, hvad det er, der gør en virkelig glad og får hjertet til at synge’. Januar flytter ikke blikket, hun ser stadig på mig, kærligt og lidt formanende. ’Verden har ikke brug for mennesker, der render rundt som skygger af sig selv og tror, at de ikke kan gøre nogen som helst forskel. Mennesker, som skygger for deres eget lys. Hver eneste mennesker har en vigtig rolle. Rollen som sig selv. Find glæden i hjertet, det, der får blodet til at rulle og glæden til at danse. Tango. Cancan. Det spiller ingen rolle, men det gør du. Og jeg. Du som dig selv og jeg som Januar. Historierne, du skriver. De ord, der flyder fra dig, når du ikke gør dig særlige anstrengelser, men blot sætter dig og lader dem komme. Glæden ved at se det ske. Et bogstav, et ord og en sætning. Mærke, at du rummer langt mere glæde og kærlighed end du troede. Og indse, at det gør godt at dele ud af det. Glæde. Kærlighed. Generøsitet. Opdage, at det forholder sig helt anderledes end du gik og troede. For der er mere end nok. Du er fuld af det. Jeg er fuld af det. Vi skal blot åbne os og lukke det ud.’
Jeg nikker og smiler, det er store og lidt svære ord. Noget, jeg har vished om, men som alligevel kan falde mig svært. Jeg tvivler. Jeg bliver bange og jeg forstår ikke helt. Kan jeg virkelig gøre noget godt? Blot ved at være mig og fortælle de gode historier?
Jeg kommer i tanke om Rumi og hans vidunderlige digte, skrevet til at åbne hjerter. Digte, der lever endnu og i al deres kærlige og poetiske enkelhed stadig gør det. Varmer og åbner hjerter.
’Og alt det andet, du er god til’. Hun nikker bestemt, ’selvfølgelig kan du det’. Det fantastiske er, at det ikke handler om at tvinge sig selv til noget, man ikke har lyst til. Tværtimod. Det handler om lyst og glæde. Om at gøre det, der gør en selv glad, for på magisk vis gør det også andre glade. Det har en smittende effekt. Også på en selv, for jo mere glæde og kærlighed man giver ud af, desto mere får man. Både indefra og udefra. Så det er bare med at komme i gang. Og husk at starte med dig selv. Fyld dig selv op. Skriv en god dag og tag den derfra. Et skridt af gangen.’
Følg glæden. Hvad gør dig glad? Hvad er formålet bag målet? Din drøm?

Nu er hun i stødet. Søde Januar med sit vintersmil og øreklapper. Det er koldt udenfor, men pludselig mærker jeg varmen og glæden mellem os. Vi er forbundet. Og alt det hun siger, selvom det er svært at begribe og forstå, så ved jeg, at hun har ret.

The most powerful story is the one you tell with your life.
 
Tekst og billede, Lene Megan, januar 2014

onsdag den 22. januar 2014

Kærlig medicin og et rødt dækken




Alt er godt. Lige nu. I dette øjeblik. Morgenen og stormen som en dans i horisonten. Lyset, der tøver en takt. Et trin.
Det bankede på døren og jeg skyndte mig ned af trappen. Jeg vidste det jo, jeg ventede det og glædede mig til at høre lyden af kolde fingre mod døren. Og ganske rigtigt. Det var en pakke til mig. Til os. Og allermest til Josie, for i pakken var et smukt rødt dækken, som min veninde i Nordjylland har sendt til os. Det er koldt, denne vinter trækker tænder ud og har allieret sig med en isnende og temmelig ubarmhjertig vind. Det stormer nærmest. Hele tiden. Hyler i huset og gør os kolde og en smule forkomne. Vi savner solen. Varmen. Et slags lys i horisonten, der fortæller os, at noget nyt og forårsfint er på vej. Men livet er nu. Med storm, kulde og skyer, der ikke vil vige. Og en rød frakke til gamle Josie. For selvfølgelig skal hun ikke fryse, når vi trasker over marken og ser på muldvarpeskud og harer, der skutter sig i huller.
Den gestus, den røde frakke og min gamle hund, der indtil videre går glad gennem dagen og giver mig livet i øjeblikke af stille lys. Den glæde over at have venskaber, der har bestået gennem år og adskillelse. Veninden i Nordjylland. Den gule pige, som har været skilsmissehund siden ruder konge. Det gør mig ydmyg. Taknemmelig.
Jeg ved, at jeg gør det rigtige, når jeg giver Josie et sidste otium af ubetinget kærlighed. Et sted, hvor hun kan være og mærke at hun er elsket og værdsat også selvom hun er gammel som Metusalem. Jeg ser, hvordan den beslutning, der kommer dybt fra hjertet, gør hende stærk og får hende til at smile. Hun kommer glad om morgenen og går ud sammen med de andre hunde. Hun spiser med god og velkendt labradorappetit og hun holder øje med mig, så hun ikke går glip af de ting, vi gør og skal sammen. Gåturene. En køretur, måske, hun tager gerne med til byen. Og nu, hvor hun har fået et varmt dækken, kan hun godt vente i bilen, mens jeg lige køber fornødenheder. Det elsker hun jo.
Når jeg ser på Josie, får jeg store tanker om, hvordan vi behandler hinanden og vores gamle. Hunde kan vi vælge at aflive, ja, men hvad med alle de glemte gamle på plejehjem og i kolde lejligheder? Fulde af historier, som ingen længere gider høre. Fulde af liv bag kroppe, der ikke er, som de var engang. Vi giver dem medicin, fornøden pleje og så skynder vi os videre. Hjem. Ud i livet og gemmer os. For kærligheden. Og konfrontationen med det uundgåelige. Døden, som er en del af livet. Og livet, som ikke er slut, før det sidste suk.

Josie lærer mig noget vigtigt hver eneste dag. Hun gør mig mild. Hun viser mig livet og lyset. Hun giver mig de øjeblikke, der er alt, vi har og jeg får lyst til at give dem videre.
Glæden vokser, nogen ser, mærker, husker. En hilsen. Et knus. Et rødt dækken.
'Kærligheden', hvisker livet, 'er i virkeligheden den eneste medicin, I behøver'.
Alt er godt. Lige nu. I dette øjeblik.
Morgenen og stormen som en dans i horisonten.
Lyset, der tøver en takt.
Et trin. 
PS. Jeg har endnu ikke et billede af Josie i sit røde dækken. Men det kommer.
 
Tekst og billede, Lene Megan, januar 2014

tirsdag den 21. januar 2014

Produkt og proces. En erkendelse.




Jeg aner ikke hvor poesien kom fra. Den dukkede bare op og fulgte med mig. Det føltes helt naturligt, så jeg lod den være. Besluttede mig for at lære den nærmere at kende. I starten gjorde jeg måske små forsøg på at undgå, at den skulle blive for meget. Jeg så med forfærdelse og stille fryd på de mærkelige sætninger, der strømmede ud fra et andet sted, når jeg gav slip og bare skrev løs. Med et sæt stoppede jeg op og min indre korrekturmoster var straks på banen. Det gjorde faktisk nærmest ondt at skrive poetisk, fordi der hang en masse følelser i hvert eneste udtryk. Dette er for pinligt, for tæt på noget, der er sælsomt og temmelig sårbart. Dybt sårbart. 
Men jeg kunne ikke komme det til livs. Ikke engang Susan, som jo er min korrekturmosters navn, kunne forhindre at poesien boltrede sig. Den dukkede bare op, som musik man ikke kan undertrykke. Den blev ved med at spille, danse og drage. Heldigvis har jeg altid været udstyret med en god portion nysgerrighed, så jeg besluttede mig for at lade være med at undertrykke noget som helst.  Sådan da. Jeg gjorde mit bedste for ikke at blande mig og en dag indså jeg, at det er sådan, livet er for mig. Poetisk.

Det endte med at jeg tog poesien til mig. Poetiske Paradokser opstod og resten er historie. En historie om en kvinde, der skrev sig selv. Fra den første spæde start, hvor hun endelig turde overgive sig til ordene og den leg, der opstod, noget hun altid havde elsket, men som hun været nødt til at lægge langt væk. Processen. Det berømte ord om rejsen fra et sted til et andet. En udvikling fuld af erkendelser med en masse sidespring og hullede markveje.
Nu har hun skrevet sig frem til tidspunkt i sit liv, hvor hun for alvor indser, at der ingen vej er tilbage. Hun er forandret, forvandlet og tingene ser helt anderledes ud, end da hun satte ud på sin rejse. Der er kommet mere til, langsomt og sikkert. Kom med et par eksempler, siger du måske, så gerne. Stilheden. Hele rejsen omkring mindfulness og den gave, der bor et sted, hvor alting ender og begynder. Og kreativiteten. Det er min seneste følgesvend, men den har været der hele tiden. Lige siden jeg som lille pige boltrede mig i ord og malerier og blandende det hele sammen. For i grunden handlede det bare om at skabe historier. Designe noget fint og være i processen.
Jeg indser at jeg har skrevet min sjæl. Jeg har på magisk vis formået at skabe mig selv gennem ordene. Og egentlig har jeg jo overhovedet ikke skabt noget, det har skabt mig. Jeg har blot givet lov. Endelig, langt om længe, bedre sent end aldrig.
Nu sidder jeg her i den iskolde januar morgen og skal gøre noget med det, jeg har fået.  Min gave. Du skal bare skrive om det, siger stemmen i mit indre og det ved jeg godt. Jeg kan slet ikke lade være, så det er en enorm lettelse at erkende, at det er min primære gave. Ordene. Historierne. Dem, der kommer fra hjertet og drejer smukt udenom korrekturmoster, tvivl og jantelov og tager bolig et andet sted. Et sted, hvor poesi og kreativitet flyder som endeløse vandfald af noget, der er langt større end mig.
Historier. Kreativitet. Skabelse. At skrive sin sjæl og elske sig selv. At være fejltastisk og gå sin vej. Også selvom den kan synes helt vild kaotisk, hvis man spørger sin korrekturmoster. Den indre censor, du ved. Slangen.
Mit produkt er processen. Den skabende proces. Den tid, det tager at skrive sig selv og sin sjæl og se et nyt slags liv udfolde sig på papiret eller lærredet. Den glæde, man får, når man tillader sig selv at være med det, der opstår og med kærlig nysgerrighed går på opdagelse i muligheder, man ikke turde drømme om, men som har boret sig fast som en sylespids længsel og gjort ondt, så længe man kan huske.
Tør du vise undere? spørger den indre stemme. Jeg har fået endnu en udfordring. Og som en bedre Pippi siger jeg resolut og uden at tøve: Det har jeg aldrig prøvet før, så det tror jeg godt, jeg kan klare.
Undervejs har jeg fået mange gode værktøjer. Dem vil jeg gerne dele med dig. Og det bliver primært det, livet og arbejdet i Skrivehuset kommer til at handle om. Jeg giver noget videre, jeg viser vej. Og nej, jeg viser dig ikke din vej, du er din egen ekspert, men jeg kan hjælpe dig med at finde nogle helt subtile vejvisere frem, som man ikke kan tænke sig til. De skal skabes. Kreeres. Kæles for og væres med. Og ja, man bliver sårbar som aldrig før og det gør ondt, men glæden vokser med hver eneste smertelige erkendelse.
Måske er det slet ikke, som du gik og troede?
Billedet hedder Maskerade. Det aner jeg heller hvor kom fra! ;)
Tekst og billede, Lene Megan, Skrivehuset, januar 2014

mandag den 20. januar 2014

Min gule gave




Tid. Jeg har fået et andet forhold til begrebet tid. I den forgangne weekend, hvor stormen har raset og blæst sjæl og hjerte omkuld, fandt jeg en kærlighedskilde af tid i mig selv. I går. Da jeg hentede min gamle pige Josie hos min eksmand. Da jeg indså, at han havde sagt farvel. Da jeg så min gule pige på sin dynepude med et sørgmodigt udtryk i øjnene og da jeg satte halsbånd og sele på hende og tog hende med. Hun var lidt forvirret på en trist måde. Et kort øjeblik. Men så kravlede hun med min hjælp ind i bilen og vi kørte hjem.
Josie, du er kommet hjem. Hjem hos mig, hvor du skal være til du ikke vil være længere. Noget faldt på plads, du krøb tæt ind til mit hjerte og her er du nu.

Noget skete. Med os begge. Da jeg løftede dig ud af bilen, var du pludselig en anden hund. Glæden strømmede ud af din gamle krop, halen logrende og du indtog huset som om det var dit eget. Og det er jo dit hus. Dit hjem.
Vi fandt din madskål, vi kiggede i skabet og fandt gode og politisk ukorrekte sager frem. Cocktailpølser. Frolich. Og jeg blev ved med at se på dig og mit hjerte var så fuld af kærlighed og lyst til at give dig det allerbedste, jeg har. Det, du altid har givet mig. Uden forbehold. Mens de andre hundepiger var i haven, havde vi en god snak. Dit hoved tæt på mit, du puffede til mig, jeg sang en lille sang og halen logrede i tak. Du er kommet hjem, Josie. Og så længe du er så glad og glæden ved livet strømmer ud af dine øjne, så får du en dag af gangen uden planer om i morgen. Jeg blev så fuld af kærlighed og taknemmelighed, at jeg næsten ikke kunne rumme det. Tårerne flød og smilet løb over.

Og vi lovede hinanden noget.
Du havde savnet mig, det indså jeg. Ligeså meget, som jeg har savnet dig. Og nu har vi fået denne sidste tid sammen, som er en evighed i livets forunderlige tidslomme. Tid. For hvad er tid?

Jeg har vished om at livet er godt. Lige nu. Du sover på den store pude sammen med Keeva. Vi har gået morgentur i strid kuling. Min søde veninde i Nordjylland sender dig et dækken, så du ikke skal fryse, men jeg tror nu mest at det er mig, som fryser. Måske skal vi have os et dækken begge to?
Det liv, du har i dine øjne. Den glæde, jeg ser du har, når vi kæmper os gennem den stride blæst og isdolke rammer os i ansigtet. Det betyder ikke noget. For vi har hinanden. Lige nu. 

Mens vi gik på marken, kom jeg til at tænke på din hvalpetid. Hvordan du kom til byen og var skræmt fra vid og sans, fordi du ikke helt var blevet præget, som du skulle. Vi måtte starte helt fra bunden og det tog lang … tid. Vi trænede menneskemøder, jeg opdagede hvor signalfølsom du er og jeg lærte, hvordan vi skulle kommunikere og fortælle andre, hvordan de skulle møde dig. For Josie er ikke for hvem som helst.  Josie læser signaler. Kropssprog. Så vi trænede og lærte og det bragte os sammen. Helt tæt på hinanden. Det gav os et usynligt bånd af kærlig forståelse og det bånd er dér endnu. Nu, hvor vi begge er meget ældre og dit timeglas langsomt ebber ud. En smuk sjæl skal videre, snart, men ikke endnu. For ved du hvad? På samme måde som vi lærte hinanden at kende, da du var hvalp og jeg var en noget yngre kvinde, skal vi lære hinanden at kende igen. Et skridt af gangen. Og du har lovet mig at sige til, når det er tid.
Men det er ikke nu, siger du, du fandt et muldvarpeskud, du gravede i jorden, du spiste din morgenmad med god appetit. Du strålede. Og du ville være med, da jeg satte mig på meditationspuden, du kom forsigtigt over og stak din snude ind i min hånd. Så gik du igen, hen på din egen pude og holdt øje med mig. Du var med, da jeg skrev morgensider. I stearinlysets skær og til lyden af stormen, der er ved at vælte huset omkuld.  Og nu sover du sammen med Keeva, mens jeg skriver disse ord, drikker kaffe og græder tårer af kærlighed.
Tid. Jeg har fået en gave af tid. En fin lille pakke gjort af kærlig rummelighed. Og jeg har fået en gul hundehvalp, som er blevet en meget gammel dame, men hendes budskab til mig er det samme.
Og lige nu er vi sammen. Et sted i tiden. Lige nu.

 
Størst af alt er kærligheden og kærlighed er alt.
- Josie -


torsdag den 16. januar 2014

Søster Vinter


For et par år siden skrev jeg følgende artikel til LW Magazine. Den handler om min søster. Vinter. Og eftersom denne vinter med sit grå vejr, regn og tomrum trækker følelsesmæssige tænder ud og tærer på energien, synes jeg det er på side at bringe ordene ind igen. Vi må tænke os til solen, den kommer igen! :)

Vinteren er kold, mørk og lang og for mange er den blot en tid på året, som skal overstås. Den er tung at komme igennem og kalder på de dybere følelser i os. Følelser, som vi måske helst vil undgå. Men hvem er vinteren egentlig og hvad er det vi kan lære af denne ofte misforståede årstid?

Kulden tager til. Metrologerne taler om sibirisk vinter. Men vejret er smukt. Søster Vinter viser sig fra sin bedste side og hun har fået solen med på sit hold. Hver morgen står den op i horisonten og maler himlen lyserød. Det er vintersolens yndlingsfarve. Frosten bider i næse og kinder, når vi går tur med hundene efter morgenmaden. Vores skridt knirker i den frostsprøde sne. Jeg ser det klare lys, de nøgne træer og naturen, som er gået i hi for at gøre klar til foråret. Det er et godt tidspunkt vi er flyttet i huset på, tænker jeg. Nu kan vi rigtig nyde foråret, når det begynder at nærme sig. Jeg forestiller mig de krukker, jeg skal plante blomster i og haven, når vi får ryddet lidt op. Træerne der springer ud. Jeg vil kunne se hele forårsskuespillet fra min plads på kontoret, når jeg sidder og skriver.

Jeg sætter pris på alle årstider. Jeg tror ikke, at foråret ville være så guddommeligt smukt, hvis vi ikke havde været igennem en lang vinter. Vi har alle brug for at trække os lidt tilbage, gå i os selv, gøre plads til både stilhed og eftertanke og lade mørket omslutte os, så vi kan hvile. Men vi bryder os ligesom ikke om mørket, selvom det er i mørket at spirer gror. Kun når det er mørkt, kan vi se stjernerne på himlen. Kun fordi vi har vandret i mørket, kan vi sætte så stor pris på lyset. Og vi elsker varmen, når vi har boet i kulden. Kontraster. Der er lys og skygge og livet er en fin komposition af begge dele.

Melankolien hører vinteren til. De tunge skridt i sneen, disen der danser, selv om dagen, mørket og kulden. Tidligere prøvede jeg at flygte fra de mere dystre toner, der dukkede op på denne årstid, jeg forsøgte at gemme mig, men jo mere jeg kæmpede imod, desto mere blev jeg grebet af de klæbrige fangearme. Jeg blev holdt fast. Jeg faldt, sank og følte, at jeg aldrig helt nåede bunden.

Nu kæmper jeg ikke længere. Jeg har lært at acceptere mørket som en del af livet og jeg har lært mig selv at være i det. For sjældent sker der store og gennemgribende forandringer med os uden at vi har badet i en følelse af mørke. Det er som at fare vild og bare stole på, at man alligevel kan finde en vej. Et sted længere fremme af den dunkle sti. Og vi mennesker har brug for at udvikle os, den indre rejse er en slags kopi af den ydre. Bortset fra, at den ydre rejse er kopien. Den indre er originalen. Og det er ikke en charterrejse, det er en slags pilgrimsfærd. Det er lange dage og nætter på ørkenvandring, det er opdagelse og genopdagelse. Der er små oaser med skønne blomster og vandfald. Der er sprækker i mørket, hvor lyset siver ind. For hvor der er håb, er der en vej. Og vejen går gennem mørket. Den findes ikke uden.

Sådan er vinteren. Den har sin berettigelse og sin helt specielle rolle. Den er lang, siger mange og længes efter lysere dage, efter sol og varme og ulidelig lethed. Sommeren er så kort. Den føles som et stjerneskud, hvor det eneste ønske er, at den skal vare ved; den fine sommer, luftige klæder, vind i håret, bare fødder i dugvådt græs, duftende blomster og summende bier. Og jeg elsker sommeren, jeg kan gribe mig selv i at længes efter den som en elsker, der er næsten uopnåelig og alligevel kommer forbi en dag. Den er ridderen på den hvide hest. En slags flygtig frelser. Forelskelse.

Men vinteren? Den kræver os og tvinger os ind i os selv, skubber os blidt ind i mørket og lukker døren bag sig. En nøgle bliver drejet om og vi er fanget. Tror vi. Vi dør lidt. Men vinteren er ikke et fangehul, den låser ikke sine døre med nøgler, hængelås og slå. Den inviterer os til indsigt og genfødsel.

Vinteren er min søster. Hun er mit kød, blod og ånd og jeg har lært at holde af hende. Det betyder ikke, at hun aldrig irriterer mig og jeg ikke ønsker hende helt ud af året. Sådan er det med søstre. Men det varer kun kort. I virkeligheden elsker jeg hende. Jeg kan ikke lade være. Hun er så dyb og smuk og så vigtig for at give kontrast til den anden side af året. Hun lærer mig vigtige ting om livet og kærligheden. Hun er en klog søster. Bliv her og bare vær, hvisker hun. Kæmp ikke imod. Livet er både og. Kun ved at elske og acceptere det hele, begge sider, lys og skygge, sommer og vinter, kan du blive et helt menneske. Kun ved at hvile i mørket og gå hele vejen, kan du møde dig selv på den anden side. Kun ved virkelig at bo i vinteren og gøre den til din ven, kan du møde foråret som en ny og friskere udgave af dig selv.

Jeg griber mig selv i at føle et lille stik af smerte ved den afsked, jeg skal tage med hende, når foråret overtager hendes plads. Jeg er lært at hun er min ven. Min søster. Vinter.

 

Tekst og billede, Lene Megan, Poetiske Paradokser

tirsdag den 14. januar 2014

Sukkerdis




Det er en gave ikke at skynde sig. At tage imod morgenen som et sukkerdrys af evighed.
Mørket, der smyger sig om hus og sjæl, trinene ned af trappen, et af gangen.
En trin knirker, en lille sang vokser for hvert skridt.
Køkkendøren åbnes, langsomt, lyset strømmer ud.
Det er en gave ikke at skynde sig. At opdage, at man kan give sig selv tid.
Tid til at nyde lyden af kaffe, der hældes i kruset.
Lade duften kæle for næsebor og særlige sanser.
Evighed. Sukkerdrys. Morgendis.
Sukkerdis. Evigdrys. Morgenhed.
 
 
Tekst og billede, Lene Megan, januar 2014

søndag den 12. januar 2014

Susan skal da til havet!




Solen skinner i dag! Hvilken fryd at se himlen rødme og skylle et stykke blå himmel ned med morgenkaffen.
Januar er allerede ude i vinden. Hun synger sine formiddagsstrofer og lader sig bestråle. Jeg mærker hendes tilstedeværelse gennem det nu skarpe lys og hendes dansende skygge på skrivebordet. Den dukker op mellem sedler i lykkeglasset, træder hen over den glade Buddha og rammer tastaturet i et finurligt mønster af kontraster. Og dér sidder jeg med min kaffe, Kilde og indre kommentator. Den indre kritiker, som nogen kalder den. Min hedder Susan og hun er en smule bekymret her til morgen. Hun synes ikke at mine skriverier fører til noget som helst.

Jeg har lært at lade hende småsnakke, mens jeg skriver videre. Det samme gør sig gældende, når jeg maler. Hun småpludrer og fortæller om alt det, der ikke er som det skal være, mens ordene på skærmen og farverne på lærredet laver en helt anden historie. De to er modsætninger, skygge og lys, og jeg har lært at de hører sammen. Susan er sindets ambassadør, en lidt bekymret kontrolfreak, men hun kan faktisk også have mange gode input. Jeg vil bede hende hjælpe mig med det, hun er god til. Hvis blot hun lover mig, at hun lader være med at blande sig i den kreative proces og det, der kommer et helt andet sted fra. Det har hun slet ikke noget med at gøre. Så snart hun ser en sætning eller noget på lærredet forme sig, vil hun straks vide, hvad det er. Hun søger forståelse og mening. Og hvis jeg lytter til hende og lader mig selv opfylde af samme slags behov for kontrol og kassetænkning, går jeg i stå. Bum. Så standser processen og Kilden trækker sig straks tilbage.
Sandheden er, at jeg har to medarbejdere i mit lille foretagende. Og jeg kan ikke fyre nogen af dem. Nogen vil måske påstå at den indre kritiker, i mit tilfælde Susan, skal smides ud af vinduet eller opfordres til tidlig pension, men jeg er alligevel blevet nysgerrig på det, hun har med sig. Kan hun hjælpe mig med noget trods alt? Kan jeg vælge at bruge hende på tidspunkter, hvor hendes viden og kompetencer er på sin plads? Og kan jeg undlade at bringe hende på banen, når jeg i den kreative fase lytter og åbner mig for det, der vil skrives eller males?

Jeg øver mig i øjeblikket og det er faktisk muligt. Susan kan godt få lov at småsnakke i venstre øre, mens den højere hånd fører penslen og laver sælsomme bevægelser med farver og rytmik. Og nej, jeg har ikke stavet forkert. Susan var straks på tæerne, da hun så hvordan det blev stavet.
’Højere? Det hedder da højre. Højre hånd, det ved alle, vil du straks rette det. Du er rent til grin, du som altid har været en ørn til dansk retstavning og i øvrigt bryster dig af at være god til korrektur. Hvordan kan du dog skrive sådan? Ret det nu!’

Men Kilden, min anden medarbejder, ryster på hovedet og maler eller skriver videre. ’Højere hånd. Så sandt som det er skrevet. Tænk lidt mere over det, lad det synke helt ind’.
Jeg rækker gavmildt mit røde kaffekrus til Susan, mens jeg lader Kilden tage over. ’Susan, det er søndag, lad os dog tage en fridag. Her, drik kaffen, den er god og vil gøre dig mild og kærlig. Mærk solen, se hvordan den skinner gennem vinduer og opfordrer os til leg’.

Susan er ikke så god til det med at lege. Det er for farligt, siger hun og det er i øvrigt kun for børn. Men i dag vil jeg faktisk tage hende med på tur. Susan, hunden, havet og jeg. Jeg er nysgerrig efter at udforske, hvad der sker når Susan kommer til havet. Jeg ser på hende. Hun smiler forsigtigt, mens hun overvejer tanken. Jo, noget i hende har vist lyst. Hun drikker lydigt af kaffen og tier lidt stille.

Imens jubler Kilden ved tanken om havet. Havet med tidevand og skumsprøjt, vind i håret, salt og horisont. Det er ren inspiration, det er guf for kreativitet og livslyst. Kilden påstår, at det er det, det handler om. Susan er knap så sikker.
God søndag, måske ses vi et sted derude, hvor himlen møder havet og alting ender og begynder.

lørdag den 11. januar 2014

Januar og vejrgudens veto



 
’Januar, helt ærligt, du har glemt at tænde for lyset. Du plejer at have en skarpere himmeltone og hvor er solen overhovedet blevet af? Den var med ved havet i lørdags,  jeg så den gå ned i en bølge, men siden er den ikke set på disse kanter. Har du en finger med i spillet?’
Hun smiler og træder nærmere, et skridt af gangen, lydløst nærmest svæver hun over gulvet. Kaster et blik ud af vinduet, hvor regndisen er tungere end et teatertæppe og dråberne hænger fra himmel og træer. Det blæser, vinden spiller musik, en rastløs symfoni af tomrum. Selvom morgenen for længst har meldt sin ankomst, kunne det ligeså godt være aften. Alting er rodet sammen og blandet med dis og dråber. En stor gryde af alt og ingenting. Januar vender sig mod mig og ryster på hovedet, et uskyldigt udtryk former sig i hendes ansigt. Øjenlågene er tunge, hun ser træt ud denne morgen og det glæder mig, for jeg har det på samme måde. Dårlig søvn og tidlig ankomst til lørdag. Klokken seks forlod jeg opgivende sengen. Lavede kaffe og lukkede to glade hunde ud. Spiste et æg og et stykke ristet brød efterfulgt af en forsonende appelsin. Lyset var stadig ikke kommet. Men kæresten meldte sin ankomst og sammen sad vi ved køkkenbordet i stearinlysets skær og rystede på hovederne. For tidligt på en lørdag. For mørkt til januar. For tidligt at være træt af vinteren.
’Januar, har du slet ikke tænkt dig at sige noget?’
Hun sætter sig på den lilla meditationspude i hjørnet. Folder hænderne i skødet og lægger hovedet lidt tilbage. Stadig tavs, stadig tøvende på en næsten doven måde. Jeg mærker en snert af irritation. Bær over med mig, jeg har sovet dårligt. Men så lader jeg hende være. Spørgsmålet svæver i rummet mellem os, stilheden blander sig og udvisker de skarpe kanter. Det slår mig, at hun måske slet ikke ved, hvad hun skal svare. Jeg har jo efterhånden lært at månederne ikke har ansvar for vejret. De har faktisk slet ikke indflydelse på dets udfald. Den slags tager vejrguderne af og dem har jeg endnu ikke haft fornøjelse af på gæsteværelset. De holder sig for sig selv. Et sted derude bor de, jeg formoder, at der er flere. Og en af de berømte vejrguder har åbenbart fået særlig indflydelse og nedlagt veto mod solskin og blå himmel. Vedkommende boltrer sig med regn og blæst. Jeg trækker på skuldrene, ryster på hovedet, trækker vejret dybt og puster langsomt ud igen. Slipper tanken og tilknytningen til vejret. Jeg kan jo intet stille op og det kan januar åbenbart heller ikke. Hun gider faktisk ikke engang svare. Det havde jeg ellers håbet på, indlægget her afhænger ligesom af den dialog. Eller gør det?
’Så lad os tale om noget helt andet’, siger jeg muntert og overrasker mig selv. Jeg har åbenbart flere strenge at spille på i dag. Den nye tone gør mig en smule lettere og jeg formår endda at sende hende et smil. ’Har du set det billede, jeg er ved at male?’
Nu nikker hun og smiler. Det har hun set.
Jeg giver op. Hun er ikke til at få i tale. Hendes øjne er lukkede, hun sidder helt stille. Roen lægger sig tilrette omkring hende. Udenfor spiller vindmusikken og de sorte fugle holder hof. Min kaffe er blevet kold, men jeg drikker den alligevel. I lyset fra skrivebordslampen står lykkeglasset med de lysegrønne sedler. Og en hjerteskål i sølv og lysegrøn er kommet til, sammen med den smilende Buddha udgør de en slags treenighed. Den slags små symboler glæder mig. De dukker op alle vegne og taler til noget i mig. Langsomt indretter mit skriverum sig selv.
Et skridt af gangen. En dråbe og en hane. Lyset udebliver og januar er klædt ud som november. Dagen i dag er en slags hule, som man kan gemme sig i. Putte sig og læse romaner, der tager en med på rejse. Eller også kan man gå en regnvejrstur med gummistøvler og regnhat. Sejle gennem vandpyttesøer og lege at man er …
’Et lykkeligt menneske’ siger Januar og ler nu pludselig højt. Jeg farer sammen og de sorte fugle letter fra træerne. ’Sådan noget lignende, ja!’
 
Tekst og billede, Lene Megan, januar 2014


mandag den 6. januar 2014

Glimt




Tusind tak for jeres søde ord og kommentarer på mine sidste indlæg. De varmede mit hjerte!

Josie er i bedring, et par døgn uden opkast og den gamle pige er så småt ved at komme til kræfter. Vi ved, at hendes timeglas ebber ud, men vi satser på nogle gode timer, uger, måneder endnu. Velvidende at ingen kan love os i morgen. Og sådan er det livet. Det er nu. Hun er fjorten år, hun har været en slags klippe for os gennem skilsmisse og nye tider. Hun har pendlet mellem to familier og altid været glad. Fordi hun ikke har været hos mig hele tiden, har vores tid sammen altid været ekstra speciel og under alle omstændigheder har hun altid været ”mors pige”. Hun har fulgt mig i tykt og tyndt og vi har haft mange gode samtaler. Gåture. Stille stunder af visdom og lykke. Makrelguf og torskerogn. Tiden med hende har været en gave. Vi har stadig meget at tale om, så jeg er taknemmelig for at hun tilsyneladende er ved at komme til kræfter igen. Vi tager en dag af gangen og det er i øvrigt også alt, vi har.

Jeres kommentarer har givet mig meget at tænke og reflektere over. Hvad skammen angår,  så har jeg besluttet mig for at gøre op med den én gang for alle. Jeg er så træt af at føle mig forkert. For jeg er jo helt rigtig! Den rigtige mig. Og hvis jeg kan være mig med skam, fejl og mangler og være perfekt i al min uperfekthed, så kan du også! Smukke dig. Fejltastisk. Og livet faktisk er smukt. Lige nu. Solregn og vind, en himmelmosaik af ustadighed og forandring. Alting ændrer sig hele tiden og alt kan ske.

Når vi lever i nuet og formår at gribe og give slip, hele tiden, så mærker vi det flow, der er. Kan vi finde rytmen og være med det, der er, så giver alt mening.

Weekenden var kontrastfuld. Men jeg er stolt af mig selv, for jeg blev ikke siddende i lænestolen og overgav mig til den tristhed, der opstod. Jeg accepterede den og så tog jeg på tur. Sammen med Keeva hund. Og hun er en god turmakker, hun elsker eventyr og i lørdags tog vi til havet. Aimee, som er i løbetid, blev hjemme hos landmanden og de hyggede sig med noget andet.

Keeva og jeg  fulgte lyset ud til kysten. Vi endte på Enø og gik tur langs stranden sammen med andre mennesker og hunde. Vejret var flot, lyset sejlede på havet og bølgerne skyllede mod land. Fodspor blev visket ud og nye kom til. Keeva havde en fest med at snuse til alle de mange historier, der gemmer sig på sådan en strand og jeg nød at følge hende og bare være. For havet er en healer, jeg elsker det. Havet udenpå og indeni. Vinden rev i mig og solen blændede mit syn. I horisonten svævende fuglene og tavse skrig sang i stilheden. Bølger, skridt og stemmer, der forstummede.

Vi fandt ned i sommerhusområdet, der lå næsten øde hen. Udenfor sæsonen. Der er noget særligt ved den slags steder, når sommerens gæster er draget bort og der er skodder for vinduerne. De butikker og caféer, som har kronede dage, når sommergæsterne valfarter til øen, ligner kulisser i en spøgelsesby. Det er fascinerende og jeg nyder at gå rundt i tomrummet. For det er slet ikke tomt. Det er fuldt af historier med slutninger og nye begyndelser. Jeg følte mig forbundet med de lukkede døre og vinduer.

Nede på havnen var der stadig liv, fiskemanden solgte sild og rødspætter og garnene hang sirligt til tørre. Fiskerland. Vi vandrede omkring på må og få og da vi kom tilbage til stranden, var lyset næsten forsvundet. Vi traskede over til bilen og kørte hjem. Hund og menneske. Og vi følte os nye og i et helt andet humør, end da vi kom. Havet er en healer. En ven.
En ny uge er i gang. Livet spejler sig i lykkeglasset.
De grønne sedler fortæller om glæder.
Og der kommer hele tiden nye til.
Sedler.
Glæder.
Lykkestunder.
Glimt.


 
Tekst og billeder, Lene Megan, januar 2014
 
TAK

lørdag den 4. januar 2014

Livets korthus




Jeg ligger på gulvet og kigger op i loftet. Jeg laver mine bækkenøvelser. Strækker ud. Kroppen er træt. Den afspejler sind og følelser. Jeg får øje på lyset i loftet, julestjernen, der tegner sin skygge som en smuk silhuet. Linjerne skaber et mønster og loftet er blevet et andet. Et slags lærred. Udenfor er aftenen sort.
Der lukkes døre. Det nye år smækker døren med et brag og lukker mig ude. Eller også lukker det mig ind. Kom, helt ind i denne dag, har du set lyset i horisonten? Bemærkede du at solen stod op som en rund kugle mellem træerne og at lyset nu er skarpt, som det kun kan være i januar? For det har vendt sig, lyset, og går nu den anden vej. Følg lyset, siger det nye år og gå den vej, du skal gå. Vær din egen gudinde af solhverv og vid, at dagen følger efter natten. Altid.
Der smækkes døre. Livet opfordrer mig til at give slip. Og jeg skal lige love for, at der er meget at give slip på. Forestillinger om, hvordan det skal være. Blive. Muligheder, jeg griber fat i kun for at opdage, at jeg må slippe dem igen. Jeg gør mit bedste, forsøger alt hvad jeg har lært. Jeg ønsker ikke at identificere mig. For det er når man identificerer sig at smerten opstår. Den smerte, der kommer fordi man tror at man er sine fejltrin. Eller gamle historier. Den smerte, der kommer væltende, når man satser alt på et bræt og det ramler. Med et brag. Man bygger op og det falder sammen. Livets korthus.
Jeg tillader mig selv at være lidt kryptimystisk i dag. Du må bære over med mig. For jeg indser, at hvis jeg ikke skriver fra hjertet, så giver det slet ingen mening at jeg skriver. Det er det, det handler om nu. Hjertet. Kærligheden. De ting i livet, der giver glæde. Og efter jeg har lavet mit fine lykkeglas, opdager jeg endnu engang at det er de små ting, der glæder og giver fred. Jeg er taknemmelig for glasset med de lysegrønne sedler. Og jo, Josies navn står skam også på en seddel efterfulgt af et lille hjerte. Det er en måde at sige tak på. For hende og for al den vidunderlige tid, vi har haft sammen. Og måske får vi lidt tid endnu, for hun har ikke kastet op i et døgn. Jeg ånder lettet op og er alligevel urolig. Selvfølgelig er jeg det. Jeg elsker hende jo og det gør ondt at miste. Det gør tanken om at miste også. Ondt. Haveheksen skrev det så smukt. Sorgen er kærlighedens nat.
Jeg tænker igen på skam og skriver alt dette, fordi jeg vil gøre op med min skam. Skam over ikke at have fået børn og i stedet at have kastet min kærlighed på dyrene. Det skete faktisk allerede, da jeg var ca. 1 1/2 år gammel og fik øje på en hund. Det var kærlighed ved første blik og dengang vidste jeg intet om, at man også kunne få børn. Jeg ville bare have en hund.

Og jeg ved godt, at man slet ikke behøver at skamme sig over det, men jeg har aldrig brudt mig om, når folk sagde at hundene var mine børn. Nej, de er mine hunde. Og jeg elsker dem som hunde. Højt og inderligt. Det ville have været anderledes, siger nogen, hvis du havde haft børn. Naturligvis, svarer jeg. Men det har jeg ikke. Jeg har hunde. Det har jeg valgt og jeg elsker dem på samme måde, som jeg ville have elsket mine børn. Men jeg elsker dem som hunde. Dyr. Og det kan man godt.
Det vil jeg ikke længere skamme mig over, det vil jeg ikke skjule. Ja, jeg tudbrøler ved tanken om min elskede Josie, der nærmer sig dette livs afslutning og skal forenes med sine gode venner i hundehimlen. Men hun har ikke kastet op i et døgn, så måske bliver afrejsen udskudt lidt. Det håber jeg, for jeg vil så gerne kysse hendes snude og gå ud over marken sammen igen. Vise hende at livet er smukt. Selvom jeg udmærket ved, at det sandsynligvis vil blive omvendt. Hun viser mig livet. Og døden. Hun er den smukkeste sjæl og jeg skammer mig ikke over at elske hende. Hun gør mig smuk.
Kærlighed har ingen alder og intet køn. Kærlighed er.
I dag skal jeg til havet. Keeva og jeg tager på tur efter frokost. For vi har skam lagt mærke til solen og blæsten, der hiver i grene og huer. Vi har set januarlyset og vi vil følge det helt ud til kysten. Se, hvordan det spejler sig i bølgerne og laver kunstværker. Jeg vil sætte fodspor i sandet og se dem blive opløst igen. Betragte, hvordan bølgerne ligesom livet visker fodspor ud. Med våde kærtegn. Og Keeva vil skam også sætte spor af hundepoter, for det gør de på samme måde som os. Dyrene. De sætter smukke spor i vores hjerter.

Man bygger op og det falder sammen. Livets korthus. Så bygger man det op igen.
Tekst og billede, Lene Megan, januar 2014

fredag den 3. januar 2014

Håb og ventetid




Jeg lytter
efter den stille stemme, der forsikrer mig om,
at alt bliver OK.
Jeg venter
og håber det bedste
Vores gamle hundepige er blevet syg. Søde Josie skranter og kaster op. Både hun og min eksmands anden hund var syge af en mavevirus i weekenden, den unge hund er blevet rask, men Josie kan ikke rigtig komme sig. I dag var hun til dyrlæge, blev undersøgt og fik taget blodprøver. Og alt er tilsyneladende som det skal være, blodprøverne var fine. Men hun kaster stadig op. En indsprøjtning og patienten er sendt hjem. Hun skal komme sig, fortsætte med forsigtig skånekost og forhåbentlig får hun det bedre i weekenden. Appetitten fejler ikke noget, men det svækker ikke at kunne holde føden i sig.
Hun er inde hos min eksmand, så jeg er den nervøse hundemor i telefonen. Vi taler om tiden. Om den er kommet. Og vi kan faktisk ikke få et svar lige nu, vi ved kun, at tiden og Josie vil vise os, hvordan det skal være. For vi ønsker jo at gøre det bedste for hende. Alderen er fremskreden, 14 år er hun blevet. Da hun tog af sted herfra midt i december, var hun i godt humør. Hun havde fået lidt medicin for sin gigt og det livede hende op. Hun var pjattet, hun ville lege. Og vi gik over markerne og så på harer og fugle. I anstændigt tempo, som det jo har været i et stykke tid. Hun er jo fjorten. Hver eneste gang tænkte jeg på, at det kunne være den sidste gang. Jeg forsøgte at være i nuet, hos hende og glæde mig over, at vi gik lige dér. I solopgangen. Sammen.
Men nogle gange går solen også ned. Nu kan vi kun vente og håbe, at der er lidt mere kvalitetsliv i posen til søde Josie. Men sorgen synger allerede i mine årer. Tårerne presser sig på. Er det tidspunkt, som man aldrig kan forberede sig på, nu ved at være nær?
Jeg ønsker at gøre det rigtige. For hende.
Nej, jeg kan ikke forberede mig. Når tiden er, om det er i næste uge, om nogle måneder eller et år, vil jeg tillade mig selv at sørge. Sørge og samtidig glæde mig over, at vi har fået så mange fantastiske år med verdens bedste hundepige.
Jeg kalder hende min gule sol og jeg ved, at ligegyldigt hvor hun er, vil hun altid skinne i mit hjerte.
Nu krydser jeg fingre for lidt flere gode timer sammen. Og venter.
Endnu en seddel til lykkeglasset blev skrevet. Når mine hundepiger er friske og raske. Så er jeg glad.

torsdag den 2. januar 2014

Lykkestunder i et glas



I dag skal jeg en tur ind til Ringsted og købe en kalender for 2014. Jeg er tilpas gammeldags, jeg elsker kalendere med ark til hver eneste dag. Og min kalender for 2014 skal være af den slags, hvor man selv kan skifte forsiden ud, for jeg har i sinde at lave min egen forside. 2014 er jo et kreativt år. Og så skal jeg have købt mig et smukt glas med låg, som skal være mit lykkeglas. Happiness Jar, som det også kaldes. Glasset skal stå på mit bord og på små sedler vil jeg med sirlig håndskrift nedfælde de ting, som gør mig glad. Jeg har allerede lavet en seddel, som er klar til at indtage mit lykkeglas. En kop ingefær med citron serveret i min store røde kop.

Da jeg lavede min te i går aftes, kom jeg til at tænke på, at det var en lykkestund. Lige dér. Kedlen, der kogte vandet med sin umiskendelige pustelyd og citronskiverne, jeg skar ud. Den måde duften ramte min næse på, friskhed, det syrlige og farven, den gule, som altid minder mig om solskin. Da jeg hældte vandet over brevet med ingefærte vidste jeg, at det krævede en seddel til mit lykkeglas. Denne aften, det tændte stearinlys, den dampende te i koppen og roen, der sænkede sig over årets første dag.
Jeg har på fornemmelsen, at der vil komme mange af den slags sedler i mit lykkeglas. De små glæder. Detaljer. Dufte. Livets gode stunder er sjældent bombastiske og højlydte. Har du tænkt på, at det ofte er de små ting, der er de store? Det er detaljerne, vi husker, de fine linjer og gode følelser. Det er sjældent de storslåede øjeblikke og dramatiske begivenheder, vi ser tilbage på med taknemmelighed og glæde. Hvis tæppet bliver revet væk under os, så længes vi tilbage til hverdagen. Til de små tråde, der sammen udgør vores livs tæppe. En farve, et mønster, de små ting. Som ingefær teen med citron.
Der er noget storslået over at notere sig de små øjeblikke. De er langt mere værdifulde end vi aner. Og når vi samler dem i et lykkeglas, opdager vi, hvor mange der egentlig er.

Glasset på billedet tilhører den gode Elizabeth Gilbert.
 
 
Lene Megan, januar 2014