fredag den 12. december 2014

Vinger og visdom


 
Dagen er diset. Regnen hviler mod ruden, læner sig og lytter. Brudstykker af historier flyver gennem vinduet, de har ingen sans for grænser og gennemsigtigt glas. De kommer bare igennem. Flydende ord og sætninger, de er som små fugle af glæde og glans.  Ikke tænke, ikke anstrenge sig, bare tage imod. Sidde her og lytte til lyset, den blafrende flamme og kaffen der bliver kold, fordi jeg ikke drikker den. Men den står dér i sit krus, duftende og indbydende. Så jeg skriver den.
Harald er kommet tilbage. Den sorte fugl, der ikke længere bare er fugl, men en krage med et navn. En flyvende, skrivende krage med et budskab. Han er en tålmodig herre, han presser sig ikke på, men han ved instinktivt, hvornår jeg er klar. Så dukker han op i det sekund, jeg slipper kontrollen og begynder at skrive. Gyngende på sin gren i decemberdisen, årvågen og stolt.

Han er med mig.
’Hvad laver du?’ Hans stemme daler gennem luften og når mig som et spørgende suk. Jeg ser op og får øje på ham. Lader blikket hvile på den sorte skikkelse med vinger og visdom. Jeg spejler mig i hans øjne og siger ikke noget. Det siger jo sig selv. Hvad jeg laver. For hvis jeg ikke gjorde det, hvis jeg ikke skrev, så var han aldrig dukket op. Sådan er det. Det er mit engagement, der gør forskellen.

’Jeg forsøger at skrive noget’, siger jeg så, selvom jeg egentlig havde besluttet mig for at være tavs. Ordet ”forsøger” er som et klistrende fluepapir. Det sidder fast i mine fingre og jeg kan ikke få det af. Klæbrigt og begrænsende. Det forhindrer mig i at skrive flydende. Fluepapiret. Forsøget.
’Så vidt jeg kan se, gør du mere end at forsøge’, svarer han og nikker anerkendende. ’Du skriver. Så lad være med at fortælle dig selv, at du prøver eller forsøger. Grib dagen, pennen og ordene. Du forsøger ikke, du gør det. Du skriver. Du er midt i en historie, ganske vist i udkanten, men bliv ved med at gå. Lad være med at standse op og fyld dig selv med tunge ord. Prøve. Forsøge.’ Han fnyser højlydt og er et kort sekund ved at falde ned af sin gren. Så retter han sig op med et fjollet grin.

’Balance er at korrigere, inden du falder’.
Jeg nikker. Han har ret, den gode Harald. Og jeg er taknemmelig for, at han altid kommer. Det er som om han instinktivt ved, hvornår jeg virkelig er engageret og har en helhjertet intention om at møde en historie. Den slags fornemmer han. Så kommer han flyvende eller spankulerende over græsplænen, der nu spejler sig i himlen. Våd og vinterlig.

’Det er det, der ofte sker’, forsætter han. ’Vi begiver os på vej, vi skriver og noget sker, men så stopper vi op. Vi begynder at stille spørgsmål. Er jeg på rette vej? Gør jeg det rigtigt? Vi inviterer vores indre censor med på rejsen og så kan det kun gå galt. For den indre censor har ingen intention om at komme dybere ind i historien. Tværtimod. Den vil gerne have, at vi bliver, hvor vi er. Og den har mange års erfaring med at aktivere den indre bremse. Snilde og særlige tricks. Den taler til sårbarheden og angsten. Og så har den en kopi af janteloven tatoveret på overarmen. ’
’Men vi skal blive ved med at gå … skrive …?’ Stemmen er min.

’Selvfølgelig!’ nærmest råber Harald. Det er først nu, det er ved at blive spændende. Når vi overskrider vores egne indre grænser og trodser den stemme, der fortæller os at vi ikke kan eller skal. Den lyver, den stemme. For det udvikler sig, jo dybere vi kommer ind i historiernes skov. Jo dybere vi går ind i os selv. Jo mere vi lytter, jo nysgerrigere vi er, jo mere dristige. Skriv, skriv, skriv. Er du ikke spændt? Hvad sker der? ’
Jeg nikker. Selvfølgelig er jeg spændt.

’Se nu bare vores lille historie her’, siger Harald og gynger legesygt på sin gren. Hans sorte øjne hviler på mig, årvågent, observerende. Han lægger mærke til alt. ’Den kan stoppe her. Du kan forlade tastaturet, slukke dit skrivelys og gå ud i dagen. Du kan påstå, at du har andre og vigtigere gøremål, men i virkeligheden handler det om, at du er bange. Ja, du er bange for det, du ikke ved. Og du kan ikke kende historien på forhånd. Det er faktisk hele ideen med at skrive. Noget sker, udvikler sig og opstår, jo mere du giver slip. Jo længere og jo dybere du går. ’
’Skriv, udforsk, skriv, lad dig fortrylle, skriv, fyld dig med undren, skriv, se detaljerne, skriv dem, skriv det, skriv dig!’

Harald har talt sig varm. Og jeg har skrevet mig lun. Nogen smiler indeni. En særlig sødme stiger til vejrs og nu når smilet mine læber. Jeg ler. Naturligvis kan historien ikke stoppe her, men den kan fortsætte, næste gang Harald og jeg holder stævnemøde.
’Og hvornår gør vi så det?’ udbryder han og løfter den ene vinge i et spørgsmålstegn.

’I morgen ved samme tid?
’Det er en aftale. Og husk opvarmningsøvelsen først!’

Jeg nikker smilende. Jeg kan godt lide Harald. Og jeg elsker at skrive historier.
’Højt på en gren en krage’, nynner Harald og er ikke længere en krage på en gren. Nu er han i luften. Sorte vinger mod vinterhimlen. En smuk silhuet af noget stort. Smukt. Og uhåndgribeligt. Noget, der kommer tilbage og igen bliver til fugl, når jeg ønsker det.

Hvis jeg virkelig ønsker det.

Tekst, billede og kærlige hilsener
Harald og Lene, december 2014

Skrivehuset
 

7 kommentarer:

  1. Kære Lene Megan. Tak for dine fine ord. Jeg tænker umiddelbart: Ja, man kan gå i mange år, som katten om den varme grød. På kanterne af historierne. At have mod er det største, og det har man ikke altid. Egentlig tænker jeg også, man må have mod til at se - og det er jo i virkeligheden én selv eller verden som sådan man ser, når man går helt ind i en historie. Man må have mod til at se - ja, tænk hvis der ikke er noget? Eller tænk, hvis det man ser, nu bare er sådan her, sådan som det er, og altid har været. At der måske ikke er mere. Og at det er godt nok? At vi er gode nok! Elskelige.
    For at se kan man have brug for at holde én i hånden. Sådan har jeg i hvert fald haft det. Så kan man pludselig slippe alle forestillingerne, pludselig er det nemt. For mig handlede det om at forstå - at det er livet og kærligheden først. Dernæst alt det andet. Og at man aldrig kan erstatte kærlighed med kunst. Eller finde kærligheden i kunsten. For det troede jeg.
    Ikke som barn, ung, men som voksen, på én af vildvejene.
    Nu - prøver! - jeg at leve med tomheden, når den river. Og kærligheden, når den er allermest fyldig og healer.
    Jeg kom til at tænke på en artikel, jeg har læst for længe siden af Josefine Klougart. Ja, jeg tænker tit på den, når jeg læser dine tekster. Fordi hun beskriver det forhold, man som forfatter står i, i forhold til at skrive. Er man en forfatter, der skriver i forhold til historien eller i forhold til sproget? Eller hvad er det at skrive? (For hende).
    Hvis du har lyst, er artiklen her:
    http://forlagetgladiator.dk/josefine-klougart-har-et-essay-i-weekendavisen-det-er-en-forkortet-version-af-en-bestillingsopgave-for-det-franske-tidsskrift-nouvelle-revue-francaise/
    Sender dig et varmt klem! Fra Laila

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for dine ord og refleksioner, Laila. Og egentlig tænker jeg ikke, at du generaliserer og siger "at sådan er det". Du fortæller, hvordan det ser ud fra dit landskab. Det er så utrolig spændende og berigende, når vi tør gøre det uden omsvøb og det gør du jo. Jeg nyder at læse dine ord. Også tak for artiklen fra Josefine Klougart, den vil jeg glæde mig til at læse. Elsker når du fordrer mig med "den slags" :) Så tak.

      Ha' en dejlig søndag. Knus fra Lene

      Slet
  2. Så fint at Harald har dukket opp i ditt liv, og får deg til å tenke dypere over ting.
    Jeg er bare forbi for å ønske deg en riktig fin helg, Lene.
    Og lykke til videre med skrivingen .
    Stor klem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Egentlig er Harald jo en måde at fortælle om skrivevejen på! ;) En fugl, der dukker op og tilbyder sin hjælp og visdom. Jeg liker at bruge historierne til at "vise". Jeg kan faktisk slet ikke lade være!

      Og tak, håber også at du nyder weekenden. I dag går turen til København og julemarked i Tivoli, der glæder jeg mig til.

      God klem

      Slet
  3. Ps: Jeg vil tilføje noget, Lene Megan. Jeg ville have skrevet, at jeg aldrig ville kunne erstatte kærligheden med kunst. At jeg skriver ´man´er forkert. Også hvor jeg ellers har skrevet det. For jeg ved ikke noget på andres vegne. Og jeg kan ikke li´at skrive den slags generaliseringer. Og kommer altid til det!;)

    SvarSlet
  4. Det lyder spændende med din "rejse". Jeg går selv rundt for tiden og glæder mig over, at jeg åbenbart kan skrive! - og har lyst til at lege med ordene på skrift. Jeg har altid været en "snakker". Det er dejligt at opdage at jeg også kan lide at skrive.
    God december til dig
    KH Lisbet

    SvarSlet
  5. Og kære du, Lene Megan
    Tak for dine søde ord. Dem er jeg glad for.
    Godt, at du ikke følte generalisering i mine ord. Når jeg skriver ´man´, er det ofte lige så automatisk som korrekturmosteren indeni én, fx. Og det afspejler mange gange ikke det, jeg mener, hvis jeg tænker dybere over tingene. Irriterende. For jeg elsker nemlig også det spontane! Præcis, som jeg fornemmer, du gør det?
    Men jeg ved, at det må hænge sammen med en usikkerhed og nogle gange et stort behov for at ville hjælpe fra min side. Og så føler jeg styrke og overblik, når jeg kan klistre et ´man´ hen over skærmen. Så går verden ligesom op!
    Eller ikkenikkenej...!:)
    Jeg arbejder på det dér ´man´og elsker allermest mangfoldighed i mennesker og i verden!
    Og ønsker dig en dejlig mandag, Lene:)
    Klem fra Laila

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.