onsdag den 3. december 2014

Min dag


 
Jeg vil give mig selv en gave. En fødselsdagsgave. For det er den dag. Min dag. Fødselsdag. I dag.
Gaven er tid til mig selv. Den er tid til at skrive. Te i min store røde kop og dæmpet lys i dagens første timer. Med Kate Bush i højtaleren og intet at nå. En forkølelse har sneget sig ind på mig, hovedet er fyldt med vat, men ingenting kan tage min stille glæde fra mig. Og glæden ved at skrive er en sanselig sag. Noget mellem skriveguden og mig. Noget, jeg har fået i vuggegave og som nogen vidste om, inden jeg selv kunne formulere det.

Jeg hylder historierne i dag. De sanselige dansende ord, der vokser som små træer i min jord. De ord, der kommer fra et andet sted. De træer, der når helt ind i himlen. Den himmel, som hver eneste dag venter på, at jeg skal komme ud og opdage den. Igen. I lys. I mørke. Når stjernerne blinker, når fuldmånen er på besøg, når alting bliver til sølv og kaster magiske skygger.
Kan du også se det? Mærke det?

Kan I ikke se det? Som lille pige forsøgte jeg hele tiden at gøre opmærksom på det eventyr, jeg så i livet. Se! Lyt! Er det ikke stort? Vidunderligt. Magisk.
Men nej. Ikke alle kunne se eller høre det. Livets magi. Den stille musik i træernes åndedrag. Og pigen fandt efterhånden ud af, at hun nok skulle gå lidt stille med dørene, hvis hun ikke ville skabe unødig interesse for sine tilsyneladende tvivlsomme evner. Evner, som ikke altid blev forstået eller værdsat. Så efterhånden skjulte hun dem i mørket. Tog en maske på. Og endnu en.

Glæden vokser ikke uden lys. Glæden vil leve, elskes og åndes.
Så glæden blev lidt stille. I mange år.

Det gør mig glad at skrive og fortælle eventyr. Det gør mig levende. Jeg forbinder mig med alting, når jeg forladerne tankerne og går ind i mit magiske rum. Og det er et bevidst valg. I rummet er der ingen vægge, jeg er med alt, hvad der er. Og jeg bliver det, jeg skriver om. Himlen, træerne, fuglene, lyset og mørket. Der er ingen adskillelse. Og lige dér i stilheden mellem alt og intet dukker de op. Historierne. Fortællingerne. Alt det, som man ikke kan se eller røre. Men hvis man tror på det, så viser det sig. For det vil gerne fortælles. Skrives. Gives videre.
Skrivende sjæle, jeg kalder på jer. Jeg kalder, fordi jeg ved, at jeg ikke er alene. Og jeg ønsker at dedikere resten af mit liv til det, den lille pige vidste. Barnet i mig. Som lever i bedste velgående, skulle jeg hilse at sige. Og sjovt nok bliver hun både mere levende og mere elskelig, jo ældre jeg bliver. Fordi jeg ser hende. Fordi jeg ærer hende. Og fordi jeg tager hende med mig i alt, hvad jeg gør. Jeg lytter til det, hun siger og jeg betragter det, hun ser. Og så skriver vi sammen. Vi går på eventyr i os selv og i livet og vi henter de historier frem, der bor i hjertet og som kun kan fortælles fra det sted. Fordi vi elsker det. Fordi det gør os levende.

Og vi skal da være levende i livet. Give det bedste, vi har.
Jeg er holdt op med at opsøge det, der gør mig så trist. For jeg ved at vi er her for at følge glæden. Det betyder ikke, at vi skal lukke øjnene for det, der sker ude i verden, tværtimod. Men det, der sker derude, starter i os selv. Så vi skal gøre os umage for at følge glæden og mærke kærligheden. Det, der gør os glade. Det starter med, at vi søger tilbage og finder de gaver, vi har fået med os.  Talenterne. Glæderne. I hvert fald hvis du som jeg kom på afveje. Blev forvirret. Og en smule trist. Hvad end det er, så skal vi finde det frem fra mørket, pudse det og lade det skinne. Vi skal skinne. Det er jo derfor, vi er her.

Derfor vælger jeg fra nu af og med omhu de ting og de mennesker, der skal fylde i mit liv. For mit liv skal fylde. Kun sådan kan jeg skinne og folde mig ud som den, jeg egentlig er og kun sådan giver jeg andre tilladelse til at gøre det samme. Med disse ord giver jeg også dig tilladelse. Kom, skin, lad os skrive sammen, lad os tage imod de historier, der kun venter på, at vi åbner os og giver lov. For det er det, livet handler om. Det handler om at vi giver lov. Giver slip. Og lader komme.
Jeg vælger at åbne dørene i Skrivehuset for andre skrivende sjæle og mennesker, som tror på kærligheden. Jeg vælger at sige ja til søgere og til dem, som ved, at der findes en anden vej. Jeg vælger at tro på det, der giver mest eventyr i mit liv og jeg vælger at skrive om det.

Af ord er jeg kommet. Og i dag er det min fødselsdag. Tillykke til mig. Og til andre skrivende sjæle, søgere og de, der tror. På livet. På kærligheden.

Kærlig hilsen
Lene
Blessed are the weird people -
poets, misfits, writers, mystics, heretics, painters and troubadours
for they teach us to see the world through different eyes
- Jacob Nordby -
 
Eftertænksom
 

Og glad! En sommer med Josie ... en af de smukkeste sjæle, der har været i mit liv.
TAK
 



 

11 kommentarer:

  1. Min kjære venn, gratulerer så uendelig mye med dagen og livet!
    Jeg sier ja takk, og slutter meg til eventyret og historiene. Jeg sier ja takk, og kjenner meg igjen i dine ord, i den lille jenta som var så forundret over alt hun så og opplevde.
    Hurra for deg, hurra for historiene og magien! Stor klem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak fine ven. Er så glad for, at du er med på min vej. Din vej, ja, men vores veje mødes heldigvis ret så ofte. I skriveglæde. Magi. Undring.

      Hurra for dig også!

      TAK! :)

      Slet
  2. Hip hip hurra, i dag er det Lenes fødselsdag :-)

    Hjertelig tillykke med dagen. Må du få en vidunderlig dag :-)

    Kærlige tanker og kram

    SvarSlet
    Svar
    1. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

      Slet
    2. Tusind tak, kære Louise. Trods forkølelse var det en fin dag. Æbleskiver, sushi og lidt fejring. Mere på lørdag af den slags! ;)

      Knus

      Slet
  3. Kære Lene,
    Hjertelige og varme fødselsdagshilsner til dig på din dag.
    Det må være den dag på året, hvor man må lige hvad man har lyst til.
    Håber du nyder og nyder og har det dejlligt.
    Knus :0)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, Kari. Og du har helt ret, også den dag på året må man gøre, lige hvad man har lyst til! :)

      Knus

      Slet
  4. Kjære Lene
    Gratulerer så mye med dagen din i dag. Og det er jo DU som er Desember!!! Det er jo DU som kjenner henne mer enn noen annen. Det er også Du som er så fin i blått, den kalde fargen som kler HVIT, som sneen i desember.
    Istedetfor å skrive, så tegnet jeg alltid historier. Og når jeg ser noe for meg, ser jeg det i farger, i bilder og i musikk. Det var ikke alltid at folk forstod meg heller. Den stille jenta som satt å tegnet i sin egen verden, med øreklokker på, med musikk.
    Må du ha en vidunderlig dag, kjære Lene.
    Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er så fantastisk, kære Sylvia, når vi begynder at finde vores indre barn frem igen, støver hende af og lader hende få ordet. Eller penslen. Der er magi og glæde gemt inde i os - også selvom andre ikke forstår det. Lad dem om det. Lad os få vores indre børn frem i lyset i 2015 og gå efter den umiddelbare glæde, selvom andre kalder den barnlig, useriøs eller ikke forstår. Hip hurra! :)

      Og tusind tak for fødselsdagshilsenen.

      Knus

      Slet
  5. Kæreste Lene Megan - tusinde tillykke med din fødselsdag! Jeg håber, du havde en rigtig dejlig dag, og at du er blevet frisk igen!:) Og... Sikke nogle dejlige billeder!:)
    Kærlig hilsen Laila

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak kære Laila! :) Håber du har det godt.

      Kærlig hilsen
      Lene

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.