fredag den 5. december 2014

Højt på en gren




Dagen har taget disen i ed. Regndråber dingler som edderkoppespind over landskabet. Lydløst spinder de deres tråde og gør verden våd. Dryp. Dryp. Er det mon en slags sang? Dråbemusik? Forsigtigt åbner jeg døren til altanen og træder ud i den fugtige dag. En af de sorte fugle, som jeg ikke kender navnet på, stirrer på mig fra sin gren i bøgetræet. Nøgne grene, sort fugl, silhuetter af tiden, der kom. Og gik.
’Navnet er Harald’, siger den så. Fuglen. Den sorte. ’Du kender ikke mit navn, sagde du, men det går du så nu. Harald. Til tjeneste!’
Den flyver lidt nærmere og finder en gren, der flugter tæt med det udspring, hvor jeg står og skutter mig i decemberdisen. Jeg stirrer ind i dens udstående øjne. Et blik, der siger mere en tusind ord. Men blikket er åbenbart ikke det eneste, som Harald bruger til at kommunikere med. Han taler også. Med menneskeord.
’En krage’, udbryder Harald og puster vinger op. Sorte, forføriske, fulde af dråber. ’Jeg er en krage. Og jeg hedder Harald. Nu kender du mig, nu ved du, hvilken fugleart jeg tilhører og så behøver du aldrig mere at omtale mig som en sort fugl. Nu kan du være specifik i dine formuleringer og det gør underværker.’
’Hør, hvad ved du om skrivning?’ Ordene løber ud af min mund, før jeg kan nå at stoppe dem. Jeg er efterhånden åben for næsten hvad som helst, men en fugl, der har forstand på at skrive?
’Det kunne du lide at vide?’. Harald ler højt, en øredøvende lyd, der minder om et skrig. ’Alt’.
’Så du ved alt om at skrive, Harald?’ Jeg ser på fuglen, som jo ikke længere bare er en sort fugl. Jeg betragter kragen. Harald. Og jeg indser pludselig, at det er nu, jeg skal passe på. For noget i mig har umiddelbart lyst til at le højt. Det er jo i grunden ganske morsomt og en smule grotesk. Her står jeg og småfryser i regndisen, mens jeg konverserer med en krage. En krage, der har præsenteret sig selv om Harald. Og som ovenikøbet påstår, at han er ekspert i at skrive. At han ved ALT om at skrive. Det er fristende at forkaste dette øjeblik, lukke døren og forskanse mig bag muren af det, jeg tror, jeg ved. Det er fristende at lukke døren og hjertet for det øjeblik, hvor en fugl ikke bare er en fugl, men viser sig som en sjæl med et budskab. Et væsen. Måske har nogen sendt Harald for at fortælle mig noget, jeg ikke ved? Måske er Harald et slags sendebud? Min nysgerrighed er vakt og jeg roser mig selv for stadig at stå i døråbningen og glo på Harald, der tålmodigt gynger på grenen i takt til regndråbernes melodi.
Harald nikker bare. Ser på mig uden omsvøb.
’Jeg tror vi skal lære hinanden lidt bedre at kende’, siger han. ’Det er tid. Det er derfor, jeg er kommet. For hvis historien virkelig skal folde sig ud, så skal du have fat på de mindste detaljer. Dem, man sjældent lægger mærke til. Men når du begynder at skrive om dem, så lærer du også automatisk at sætte pris på dem. Det er som om du lærer dem at kende. Den, der før blot var en fremmed, en ukendt, bliver en ven.’
Jeg nikker. Jeg synes jeg har hørt det før, ja jeg har da vist også skrevet lidt om det. Hvordan jeg lærer at sætte pris på det, jeg har fokus på og skriver om. Jo mere, jeg fordyber mig, desto nærmere kommer jeg essensen af det, der ikke kan ses med det umiddelbare øje. Det, som kun kan mærkes med hjertet og som kræver min opmærksomhed.
Og det ved kragen Harald åbenbart noget om.
’Det vil jeg gerne, Harald’, hører jeg mig selv udbryde. ’Men jeg fryser nu og jeg er kun lige ved at genopstå for en voldsom forkølelse. Kan vi tale mere om dette de kommende dage? Har du lyst til at komme på besøg her i december og lære mig lidt mere om … at skrive?’
Fuglen nikker. Jeg mener, Harald nikker. Kragen Harald. Han ser tilfreds ud, han har opnået det, han kom for. Læreren dukker op, når eleven er klar. Og læreren kan vise sig i alle mulige afskygninger. Tro ikke, at du ved. På forhånd. Du er nødt til at være åben og modtagelig og gøre som jeg. Modstå fristelsen til at forkaste det, der ikke umiddelbart giver mening. Talende fugle, for eksempel.
’Vi ses’, siger Harald og letter fra grenen. Jeg ser ham forsvinde i regndisen, mellem grenene og ud på den anden side. Han svæver over marken og bliver til en lille prik. Så er han væk.
Jeg lukker døren og noget i mig nynner.
Højt på en gren en krage,
- simsaladim bamba saladu saladim -
højt på en gren en krage sad.
Men denne gang kommer der ingen hæslig jæger og skyder kragen død. Det er jeg sikker på. For jeg har en intention at lære Harald bedre at kende. Han flyver rundt med en slags visdom, som jeg gerne vil tilegne mig. Og den slags visdom er ikke kommet for at dø. Den er kommet for at leve.
Tekst, billede og kærlig hilsen
Lene, Skrivehuset, December 2014
 

2 kommentarer:

  1. Nydelig og lærerikt skrevet, Lene. :) Ønsker deg ei fin førjulstid. :)) Hilsen Else Britt

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, kære du. Håber at december er fin hos dig! :)

      Klem

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.