tirsdag den 2. december 2014

Der findes en anden vej



Jeg lovede mig selv, at jeg ville skrive hver dag. Jeg fortalte mig selv, at det var grunden til, at jeg bevægede mig en anden vej. Længslen, den evige lyst til at overgive mig til ordene og følge deres vej. Historierne var balsam for min sjæl.  Og der var så meget, der ville skrives, det mærkede jeg jo, når jeg satte mig til tastaturet hver morgen og skrev mig selv ud i livet.
En anden vej. Der findes en anden vej.

Sandheden er, at jeg ikke anede, hvad der skulle ske og hvordan. Jeg vidste bare, at jeg var nødt til at tage min drøm alvorligt. Der stod det jo, sort på hvidt, når jeg hver eneste morgen forlod tankernes tyranni og begav mig ind i et andet slags land. Fragtet på vinger af poesi og fantasi dukkede historier op, dristige og muntre i deres tone. Udfordrende på en kærlig måde. Og fulde af visdom.
’Hvem er I, ord, og hvor kommer I fra? Bor i et sted dybt i mig eller kommer i udefra?’ For det var i grunden så mærkeligt at opdage, at der boede en uendelig kilde af ordmæssig visdom dybt i mig, noget, som jeg ikke vidste om og kunne tænke mig til. Jeg var nødt til at skrive det frem.

Og selve skrivegerningen var nøglen. Det var min gave. Vi har sikkert alle sammen forskellige gaver og nøgler til den skattekiste af indre glød og kærlighed visdom, som vi alle bærer rundt på indeni. I sjælen, i hjertet. Fint forseglet sidder noget og venter på, at vi skal opdage det. Et lille væsen gjort af kærlighed. Og lys. Dybt i mørket findes en hemmelig kiste og nøglen til at få den åben er vores glæde. Det, der gør os allermest godt. Det, vi drømmer om og måske fortrænger. Det, vi ikke tør, men alligevel bare må gøre. Fordi. Vi ønsker alle sammen at finde den. Skatten. Hemmeligheden. Vores helt egen vej og sandhed.
Jeg fortsætter med at skrive. Men det, jeg troede blot var en historie, der ville skrives gennem mig og måske blive til en slags roman, blev til mit liv. Jeg skrev mit liv. En nyt slags liv, et bedre liv. For mig. Og det gør jeg stadigvæk. Det er sådan, jeg arbejder med mig selv og min virksomhed, jeg skriver det frem. For jeg ved, at hvis jeg udelukkende konsulterer sind og tanker, så bliver jeg begrænset og usikker. Gør jeg nu det rigtige? Tør jeg overhovedet det her? Og jeg bliver jeg fastholdt i status quo og gamle historier, hvis jeg ikke vælger at ignorere det, der var engang og det, som mine tanker stadig kan finde på at kredse om. Så jeg gør noget andet. Nu. Jeg skriver mig dybere ned, ind i hjertet. Jeg spørger min sjæl. Jeg lytter til stilheden. Jeg ved nu, at der findes en vej.

Og jeg skriver den. Hver eneste dag. Jeg falder, snubler og jeg rejser mig igen. Jeg har grædt mange tårer og der har været nætter fulde af frygt. End ikke månen lyste. Der var ikke en stjerne at se. Men noget i mig vidste, at det var nødvendigt at blive dér lidt og vente på næste ledetråd. I mødet med min egen frygt og i accepten af, at den havde et slags budskab til mig, vendte mørket sig mod lyset og en dør åbnede sig. En dør, som ikke havde været der før. Den reneste magi.
* * *
Jeg står lidt i døråbningen og stirrer ud i den nye dag. December er lidt tåget, iskold i kinderne, men hun smiler og vinker. ’Kom, kom, denne vej.’ Jeg tøver et kort sekund, så træder jeg ud og opdager, at jeg ikke er alene. I skellet mellem nat og dag, bag lysets kolde tåge, står andre skrivende sjæle og skutter sig i vintervejret. De kender ikke hinanden, men noget drager dem. En længsel. En stille sang så vidunderlig smuk, at de bare må standse op og lytte. Jeg går langsomt hen imod dem.

’Jeg vil hjælpe jer’, siger jeg og undrer mig over min egen stemme. Den taler uden tøven.
’Jeg ønsker at give jer det, jeg selv har fået og vise jer, hvordan I kan … skrive jer selv. Jeres sjæl. Og hvor skønt det kan være, når vi efterlader de gamle historier til året, der snart er gået og begiver os på vej. Den anden vej. Når vi skriver os selv og går på eventyr i de muligheder, der byder sig til, når vi vælger at se dem. Når vi har fokus. På glæden. Når vi vælger at lytte indad og opdager, at vi er vores helt egen guru. Når vi opdager, at det vi ledte efter og søgte i øst, vest, syd og nord slet ikke er noget, vi kan finde udenfor os selv.

Når vi skriver os selv. Med hjerteblæk.

Det, som kun kan skrives. Nu.
Det liv, som kun kan leves. Nu.
Kom, lad os skrive sammen. Rejse sammen. Leve sammen. Nu.
Lad os følge glæden og den vil følge os.
Lad os gå efter lyset og opdage, at vi er det selv.
Kom, lad os skrive. Et liv. En anden vej.


Glædelig 2. december.
Kærlig hilsen
Lene


* * *

Jeg tilbyder nu kreativ og intuitiv skrivecoaching i Skrivehuset. Til dig, som ved at der findes en anden vej og ønsker at skrive den. Du skal være hjertelig velkommen.


Tekst og billede, Lene Megan, december 2014
 


2 kommentarer:

  1. Man blir klokere jo eldre man blir.
    Så flott å kunne hjelpe andre å finne sin vei, Lene.
    Og du har funnet nøkkelen til ditt liv, til dine skriverier. Det er så fint.
    Hvordan går det så med frk. Desember?
    Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja vist bliver man klogere. Og mere vis! :)
      Det går fint med frk. December. Hun trives i bedste velgående og mon ikke, at hun dukker op i en historie eller to i løbet af sin måned?

      Klem

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.