lørdag den 22. november 2014

Lys i november



Solen står op i horisonten uden egentlig at forlade sengen. Halvvejs gemt bag skydækket kigger den frem og beslutter sig for at blive. Hvor den er. Bare være.

Lyset er blegt orange. I en ujævn linje danser det i horisonten og danner baggrund for en flok fugle, der er på vej mod noget andet. I træet derude sidder de sorte med vinger og holder udkig. Nogle ser ind gennem vinduet og får øje på det røde krus med dampende varm kaffe. En kvinde svøbt i dæmpet lys lader forsigtigt fingrene glide over tastaturet i håb om, at en historie vil finde vej. Det er længe siden, flere uger, at hun sidst sad med et tomt ark fuld af længselsfuld forventning. Siden hun sidst åbnede den dør på klem, som rummer alle skattene og er kilden til evig glæde.
Historierne. Ordene. Stilheden.
Men noget er anderledes nu, for hun ved at de er der. Altid. De venter kun på hende. De er ikke lunefulde, de er ikke smålige og bliver heller ikke fornærmede over hendes fravær. De er bare. Afventede. Selvom de, når de ikke skrives og sættes fri, faktisk godt kan give tunge fornemmelser i krop, sind og sjæl. Men det handler ikke om historierne, det handler om hendes. Hendes længsel, hendes behov for at være så åben, at hun kan høre englene synge og lade historierne fortælle sig. Gennem hende.

Hun har ikke travlt. Ikke denne morgen, den er som skabt til langsomhed. Roen har bredt i hele huset og hun indser, at den ikke kommer udefra. Den kommer fra et sted dybt i hende. Noget er faldet på plads et sted, hvor der før var uro og tusindvis af flagrende sommerfugle. Nu hviler de i vished om, at hun er trådt over en usynlig tærskel i sig selv og er kommet hjem. Før talte hun om at finde sin rette hylde, mens hun ledte i øst og vest efter svarene og det, der skulle bo på hendes hylde. Nu indser hun, at hylden har været dér hele tiden, men at den slet ikke er en hylde. Den er et hjerte. En sjæl, der hele tiden har vist, at før hun vendte sig mod sin dybe indre længsel og udforskede det, der stod i vejen og gjorde det til sit eget, før ville hun aldrig føle sig helt hjemme eller finde ro.
Jeg gjorde det til mit, tænker hun og ser ud på fuglene og den ujævne solvej, der breder sig mod syd. Jeg favnede min modstand. Min sårbarhed. Og min frygt. Og jeg indser nu, at jeg ikke skal forsøge at slippe af med noget af det, der gør mig til den, jeg er. Da jeg indså, hvad min sårbarhed og min skam handlede om, begyndte jeg at forstå, at hvis jeg turde gå helt ind og være med de følelser, der boede bagved, så skete der noget.

Jeg talte med dem. Mærkede dem. Jeg skrev dem og lærte dem at kende. Og jeg forstod, hvad de handlede om og hvorfor de var dér. De lærte mig, hvem jeg er. Og fordi jeg sad så længe i deres huse og lyttede til deres historier, begyndte jeg at holde af dem. De pegede på steder i mig selv, som trængte til accept og kærlighed. De handlede om det, jeg forsøgte at skjule for verdenen, men som hele tiden blev ved med at dukke op derude, netop fordi jeg ville gemme det væk.
Fordi jeg skammede mig.
Historierne. De har været der hele tiden. De har ventet tålmodigt på, at jeg skulle blive modig nok til at fortælle dem. Og jo længere historier forgæves venter på at blive fortalt, desto mere ondt kan de gøre. Det viser sig at frygten har helt sine egne fortællinger. Ligesom skammen, der i øvrigt ikke bryder sig om at blive fortalt. Så bliver den lille, stille og forsvinder.  Alt det, der kommer ud i lyset bliver mildere og gør mindre ondt. Ja faktisk kan smerte og frygt ende med at blive til ægte glæde. En kilde til lys og lykke.

Hvem skulle have troet det?

Det ved hun nu. For hun har gjort noget, hun ikke turde. Og det skulle vise sig, at det, hun frygtede allermest, var nøglen til lyset. Det, hun var allermest bange for at vise til verden og sige højt, det skamfulde, som truede med at adskille hende fra resten af menneskeheden, var i virkeligheden det, der i sidste ende ville forbinde hende og gøre hende hel. Fuglene, de sorte, silhuetterne i morgenlyset, de misforståede sjæle på nøgne grene. De er som hende selv. Hun var sin egen misforståelse.
Der er sikkert en mening med det hele, siger hun til sig selv og drikker af kaffekruset. Holder det forsigtig mellem hænderne, mens hun igen lader blikket glide ud gennem vinduet. De sorte fugle er fløjet. Dagen åbner sig forsigtigt og lukker hende ind. En dag, der er skabt til langsomhed. Dæmpet, dunet og blød.

Så blød som modellervoks. Så hun kan skabe den selv.

Jeg er kommet hjem. Og helt paradoksalt er det netop den erkendelse og den følelse, der gør, at jeg nu også tør gå helt ud og stille mig i lyset. Det lys, som har ventet på mig. Og som venter på os alle sammen.
Også i november, ikke mindst i november.

 Tekst, billede og kærlig hilsen
Lene Megan, november 2014

9 kommentarer:

  1. Jeg glæder mig til at høre mere om skammen. Så den bliver helt lille-bitte-pist-væk.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan anbefale dig at læse Brené Browns skønne bøger om skam og sårbarhed. Og så i øvrigt tak for udfordringen - måske dukker der en lille historie op om netop skam ;)

      Slet
  2. Takk for sist, Lene. Du skriver så godt og insiktsfullt - som alltid. Ja, du har virkelig kommet hjem!
    Mennesker har brukt skriving som et medium for emosjonelle uttrykk gjennom århundrer, og for mange har det blitt et av de mest effektive middel til å sette ord på uuttalte eller uutforskede følelser. Men det er krevende, for det å skrive innebærer blant annet at man må evne å observere menneskets natur, og til å forstå hva en ser. Man må i tillegg være i stand til å sette det hele i en større sammenheng, være fortrolig med den menneskelige psyke. Dette tror jeg du evner, Lene, i fullt monn.

    Gjennom de siste årene, gjennom mine egne skriverier, har jeg lært meg selv å kjenne bedre. Hva som motiverer meg, hvilken rolle min egen historien spiller i mitt liv… og jeg har i denne prosessen ikke hatt noe annet valg enn å forkaste maskene jeg oppdaget at jeg har båret for verden, en etter en, for å sette til side alle de rollene jeg spiller og håndterer og komme ned til essensen av egen selvforståelse.

    Derfor vil jeg fortsatt skrive, og som jeg har sagt i et annet medium; jeg vil gjerne komme til deg i Skrivehuset, og lære mer...

    Ha en fin førjulstid, du òg, kjære venninne.
    Vi skrives!

    Varm klem fra meg i nord.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er fantastisk hvilke åbninger og åbenbaringer vi kan få gennem skrivning. Som du skriver har det været brugt i århundreder, så det er ikke nyt - men der er behov for at vi tager det op igen, synes jeg jo og det er blandt andet min mission i Skrivehuset. Et arbejde, som jeg elsker! Og jeg håber virkelig, at du kommer på et af mine skrivekurser på et tidspunkt, Janna, det ville være så fint.

      Ønsker dig en fin mørketid, før juletid, adventstid ... god klem
      Lene

      Slet
  3. Kjære Lene
    " velkommen hjem" Er det ikke godt å tilsist finne seg selv der man hører hjemme? Slik har jeg det med å være kreativ. Og DU er også kreativ. Man kan være det på så mange måter. Men det MÅ ut.
    Her er det mye å gjøre, jobben og familielivet og alt som hører til, men alikevel gir jeg plass til kreativiteten.
    Må du ha deilige, kreative dager frem mot jul, Lene.
    Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Sylvia :) Nu er jeg "sprunget ud" og har holdt mit første foredrag og miniskriveworkshop og jeg er klar til mere. Samtidig med at jeg naturligvis skriver på mine helt egne ting. Og så videre.

      Så godt at læse om dine kreative tiltag og se alle de flotte ting, du strikker. At give plads til kreativiteten er at give plads til sig selv og sin sjæl - at åbne op for noget, som også giver langt mere overskud til at rumme andre mennesker også. Keep it up! :)

      Ha' en dejlig søndag, kære ven. Klem.

      Slet
  4. Bare innom med en klem og ønske om en god tirsdag, Lene :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak søde Elisabeth, dejligt med besøg! :) Klem tilbage og god torsdag :)

      Slet
  5. Det er nemlig essensen af livet Lene. Det blomstrer allerede inden i os fra fødslen, vi er skabt til det vi vil gå igennem livet med, vores følelsesmæssige identitet som leder os til vores livsværdier. Opgaven for os er at krænge alle de menneskelige påvirkninger af os, som har fulgt os igennem livet, de negative påvirkninger der fortæller os at lykken og livet er noget vi skal finde udenfor os selv. Det handler faktisk om at give slip, give slip på det vi har "bildt os selv ind igennem årene," var den rigtige måde at agere og fremstå som. Når vi er sluppet af med denne usunde indstilling til livet, er tilbage vores sande følelsesmæssige identitet.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.