søndag den 2. november 2014

Livets mysterium



Forsigtigt lister jeg op af trappen gennem tusmørkets gange og finder vej til mit magiske rum. Jeg ved, at hun vil være dér, min forventning klør som tusind myggestik, men alligevel går jeg langsomt. Det hører ligesom tiden til. Langsomheden. Fordybelsen. Jeg finder tændstikkerne og tænder de små lys i vinduet. De lyser mod morgenen, mens en natsværmer flakker forbi.
Så hører jeg sukket. Savnet. Dér står hun i sin dunkle kåbe med armene strakt ud mod mig. Hendes blik er intenst, næsten gennemborende, men det sværd har jeg altid nydt at møde. En bittersød oplevelse. Sværdet, der går et stik dybere, klingen, der skærer alt unødigt bort og går direkte til kernen. Uden at tøve glider jeg ind i hendes arme. Jeg har savnet dig, det mærker jeg, hun nikker bare, det ved hun godt, jeg har altid været fascineret af hendes intensitet og flirten med undergrunden.  Jeg fornemmer, at hun vil kunne besvare endnu spørgsmål om livets mysterium og jeg byder hende velkommen til mit hus.

Men i år er noget anderledes. Jeg tøver lidt, vel vidende at ingenting kan skrives i tankerne. Hvad er det, jeg prøver at forestille mig? Hvordan kan jeg vide, hvad der vil ske og hvem hun vil være, hvis jeg ikke træder helt ind i det nye rum, der nu er skabt mellem os og lader oplevelsen gribe mig? Hvordan kan jeg tro, at jeg kender hende og have formodninger om, hvordan vores møde vil udfolde sig denne gang? Selvom jeg efterhånden har gjort mig mange erfaringer og ved, at historier opstår i det nu, hvor inspiration krydres med handling, standser jeg alligevel op og lukker en snert af tvivl ind. Det var anderledes sidste år, siger jeg til mig selv og nikker samtyggende, for det var det. Hvad nu hvis det slet ikke bliver det samme i år? Hvad nu hvis vi er vokset fra hinanden og hun ikke bryder sig om den kvinde, jeg nu er? Hvad hvis vi ikke længere har noget at sige hinanden og hun vil bruge sin måned på at danse med disen og gå gennem våde blade uden at invitere mig med? Hvad nu hvis den dybe, tågede novemberinspiration tilfalder andre hjerter og slet ikke når min dør?
Hun smiler og rækker mig en kop te.

’Jeg har en gave med til dig’, siger hun, mens vi står i vinduet og kigger ud på landskabet, der her først på formiddagen ligger badet i diset sollys.
’Du ved, at jeg ikke vil have gaver’, udbryder jeg forlegent. ’Du er altid velkommen her og du behøver ikke at føle, at du absolut skal have noget med til mig’.

Hendes latter synger og tusindvis af sommerfugle letter fra hendes læber. En smuk sky af vingeslag danser i mit bryst. Jeg kan godt høre, at det lyder fjollet. For hvordan kan hun nogensinde lade være med at give mig noget? Jeg får noget hver dag, hvert eneste sekund. Spørgsmålet er bare, om jeg vælger at tage imod.

Hun dykker ned i lommen på rødbrune kåbe og rækker mig et stykke papir.

Jeg ser på det og tøver. Jeg har lyst til at gribe dette øjeblik og altid holde det tæt til mit hjerte. Ikke folde papiret ud, ikke røre mig eller drikke teen, bare lader sommerfuglene kysse min sjæl og dette øjeblik blive til et ikon af kærligt venskab og hellighed. Ikke træde et skridt tilbage, ikke gå videre, for intet kan blive mere perfekt end dette sekund, hvor livets mysterium endnu er intakt.
Og i det næste sekund slår det mig, at det er det, jeg ønsker mig af livet. At mysteriet forbliver intakt. At jeg ikke ved alting og tror, at jeg kan vide. At jeg tør danse med det, der opstår, velvidende at noget fint vil folde sig ud, hvis jeg ikke krampagtigt forsøger at kontrollere alting.

’Skal du ikke åbne det?’ spørger hun og ser kærligt på mig. Så hun er også nysgerrig og en smule utålmodig, åh November, det glæder mig! Jeg er ikke alene.
’Livets mysterium’ siger jeg højt og smager på ordene. ’Jeg ønsker slet ikke at vide alting på forhånd, November, det går pludselig op for mig. Hvorfor modarbejder jeg så mig selv?’

Hun ryster på hovedet. ’Sådan er det at være menneske. Men hvad ved jeg om det? Åbn nu papiret og luk ordene ud.’
Forsigtigt læser jeg de sirligt udformede linjer.

Der findes en sandhed i duggen.
Der bor en lykke i græsset,
den snoede grusvej og frøernes kvækken fra dammen.
Der findes en langsomhed og en anden rytme.
En anden vej.
Der leves et helt liv i morgenes første lys,
hvor dagen er ny og stadig bedugget af nattens elskov.
Der findes noget stort i det små.
’Hvor er det fint’ udbryder jeg og omfavner hende. Tusind tak, søde November, tænk at du har skrevet et digt til mig!’

Hun ryster på hovedet.
’Du har selv skrevet det.'

’Nej, nu må du holde op. Det kan jeg slet ikke huske.’
’Du skrev det sidste år ved samme tid og jeg fik det med mig. Som et slags løfte. Et løfte om, at vi skulle ses igen og at ordene så ikke længere bare ville være ord. Om et år, når vi mødes igen, sagde du i et gyldent øjeblik, vil jeg vide at ordenes visdom er sande og så vil de ikke længere bare være ord. Så er de blevet min sandhed, noget jeg lever og er.’

’Sagde jeg virkelig det?’ Jeg rødmer lidt. ’Der er lang vej endnu. Jeg glemmer det hele tiden.’
’Jeg er kommet for at hjælpe dig med at huske’, svarer hun og tager min hånd. Alt det, du allerede ved og som bare venter på at blive husket og levet.

For der findes en anden slags sandhed … og livets mysterium forbliver intakt.
 
Tekst og billede og kærlig hilsen, Lene Megan, november 2014

5 kommentarer:

  1. Hei kjære Lene
    Så deilig å høre om årets møte med november. Hun er nettopp slik jeg ser henne for meg, slik du beskriver henne. Og i år er hun mild, til november å være. Jeg håper hun vil forbi slik, hele den tiden hun vil være her.
    Så godt at hun kan vise deg diktet du skrev i fjor. Og det er mye som vi ikke husker. Men når vi får en liten påminnelse, kommer det til oss.
    Jeg har tilbragt en helg sammen med min bestemor, som er den klokeste og mildeste kvinne jeg kjenner. Hun gir meg så mye, og lærer meg så mye, og jeg er privilegert som har henne.
    Må du ha en fin søndag. Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder som en dejlig weekend du har haft sammen med din bedstemor. En klog og vis kvinde. Det giver så meget at kunne udveksle på tværs af generationer, så heldig at du stadig har hende! <3

      Og ja, november er mild indtil videre. Vi har været ved vandet med hundene i dag og Keeva tog sig et bad! :)

      Ha' en fin søndag, du også! Klem.

      Slet
  2. Tak for en dejlig historie, Lene Megan. Og ikke mindst det livgivende digt!
    Jeg kommer til at tænke på Odin, når du skriver om livets mysterium. Og en subjektiv tolkning jeg hørte af fortællingen om ham og Mimers brønd engang.
    Odin var jo som bekendt glubsk efter at få spirituel indsigt, at blive alvidende overfor livets mysterium. Og han gav sit ene øje til Mimer og hans brønd som pant for det. Historien fortæller, at han derved (plus en anden initiation) opnåede den visdom, han tragtede så dybt efter.
    Men den tolkning jeg har hørt, af en viis kvinde, er, at Odin ´kun´gav sit ene øje som pant, og derfor kun fik en -øjet visdom igen.
    Og at Odin i øvrigt meget af sit liv var afhængig af Freja i forhold til at søge viden om livets mysterium og det gudommelige.
    Jeg har ikke gengivet historien og pointen så godt her, men jeg føler ofte stærk energi og kraft i de gamle fortællinger, som baggrund for lige præcis de samme veje og vildveje, vi begiver os ud på i dag.
    Jeg vil gerne lære af dem. Og jeg har også lært af dig.
    Tak:)
    Fra Laila.

    SvarSlet
    Svar
    1. Skøn inspiration, historien om Odin og Mimers brønd. Tak fordi du huskede mig på den og jeg kan godt lide twisten med, at Odin kun ofrede sit ene øje og dermed kun fik en en-øjet visdom. Så kan han lære det! ;) Freja, hun inspirerer mig og det samme gør den dybe kvindelige visdom og intuition. Urkraften i vores undergrund. Og den kraft kan vi jo blandt andet skrive om og give liv gennem vores historier - inspireret af de gamle historier. Hvad Freja vidste ...

      Tak Laila, fordi du deler, inspirerer ... Jeg har lyst til at lære Freja bedre at kende! :)

      Slet
  3. Ja, så kunne han lære det!;) Jeg kan godt forstå, du gerne vil lære Freja bedre at kende. Sådan har jeg det selv - og har gjort det. Og sådan tror jeg, mange kvinder har det på den her breddegrad.
    Fred og god vækst, Lene Megan!:) Fra Laila

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.