tirsdag den 11. november 2014

Det usynlige slør




Det var en af de dage. Morgentåge. Et slør af tristhed havde lagt sig om min sjæl. Men sløret var ikke trist. Det var noget andet. Noget afdæmpet og en smule træt.
”Jeg er et slør af hudløshed”, fortalte det mig venligt, da jeg rådvild stod og betragtede mig selv i spejlet. Kvinden så tilbage med sine mørkeblå øjne og nikkede. Et slør af hudløshed.

”Kan man ikke bare tage dig af”, spurgte jeg sløret uden ord. Men det rystede på sit hovedløse hoved. ”Det går ikke, et hudløst slør er et tegn fra sjælen. I dag bærer du slør, så du skal huske på at passe på dig selv.”

”Men det har jeg ikke tid til”, protesterede jeg, mens sløret tålmodigt betragtede mig. ”Ikke i dag. Slet ikke nu. Måske i slutningen af næste uge.”
Sløret var ikke sådan at bide skeer med. Det havde lagt sig og det var ikke til forhandling. ”Jeg er ikke til forhandling”, sagde det blidt, ”men jeg er til forvandling. Forstår du nu?" 

Jeg rystede på hovedet og forlod kvinden i spejlet, det hele var blevet lidt for mærkeligt.  Mens jeg gik ned af trappen, kunne jeg mærke sløret slæbe sig bag mig. Let og tungt på samme tid. Men eftersom det var usynligt, var der ingen, der lagde mærke til det. Hverken mand eller hunde. Det var kun mig, kvinden i spejlet og sløret selv, som var klar over den forunderlige hemmelighed, der tilhørte den tågede novemberdag.
I dag bærer jeg et slør af hudløshed. Jeg smagte på ordene og skyllede ned med morgenkaffe. På bordet stod to stearinlys og blafrede mod de mørke vinduer. To blev til fire. Jeg så ind i ildens genspejling og fik igen øje på kvinden fra spejlet. Også hun tog en bid af hudløsheden og vi betragtede tavst hinanden, mens vi gumlede på smagen af sårbarhed.” Jeg kan se det i dine øjne”, hviskede hun og jeg nikkede. ”Ditto.”

”Hvordan kommer jeg så af med dig, kære slør?” Jeg prøvede igen. ”Dette er en betydningsfuld dag, hvor jeg har planer. Forberedelser. Og det er vigtigt, jeg kan ikke bare lade stå til.”
”Jeg er ikke noget, man kommer af med.” Det må jeg sige, sløret var tålmodigheden selv. Velvilligt besvarede det mine spørgsmål og det var jeg glad for. For midt i min sø af sårbarhed kunne jeg næsten ikke bære også at blive ignoreret. Jeg havde brug for at tale mig selv til rette. Stille spørgsmål. Forstå.

”Det er heller ikke noget at forstå”. Sløret lettede lidt på sig, men faldt så tilbage igen. Et kort sekund kiggede jeg ud og så noget andet, et slags lys, en stjerne på den endnu mørke morgenhimmel. Så blev alt mørkt igen.

”Det er dage som disse.”  Sløret talte langsomt, som om det ville være helt sikker på, at jeg nu også forstod. ”Dage hvor man er nødt til at bære slør. Fordi lyset bliver for skarpt, fordi noget sårbart indeni er i gang med at heale og ikke tåler skarpt lys. Så lyset bliver dæmpet, tågen stiller sig til rådighed og dækker for alt det, som ikke skal synliggøres. På dage som disse.  Hudløst. Helt ind i sjælen, hente noget frem, forsigtigt tage det i hånden og varme det i hjertet. Kærlighed.” Sløret udtalte ordet med tryk på alle stavelserne. ”Kær. Lig. Hed.”
"Men hvorfor er du usynlig?" Jeg måtte bare vide det.
"Det handler ikke om at andre skal se det. Det handler om at du ved, at jeg er her. Og accepterer det. Fordi du skal passe på dig!"
Jeg nikkede bare, træt og hudløs som jeg var. Og pludselig kunne jeg mærke, at sløret var kommet netop som jeg havde brug for det. Det beskyttede mig, selvom det var hudløst. Og usynligt. Det fortalte mig, hvad jeg havde brug for at høre og fordi det også var et stædigt slør, forsvandt det ikke bare sådan.

”Bliv lidt her”, sagde det bare og skænkede endnu en kop kaffe. ”Du har ikke travlt. Det er bare noget, du bilder dig ind. Giv slip og lad komme. Gå igennem dagen med mig, dit usynlige hudløse slør og du skal se, pludselig skinner solen igen. Og når den gør, er det fordi du er klar. Men lige nu. Bare vær.”
Så jeg var. Gik gennem morgenen med mit hudløse slår og bar min sårbarhed som et smykke omkring halsen. Pludselig følte jeg en vis stolthed over at turde. For det er ikke alle, som tør bære deres hudløshed udenpå tøjet. Det gjorde jeg heller ikke før. Det ville have pint og plaget mig, hvis jeg var vågnet op til sådan en dag og så netop nu, hvor jeg egentlig har en smule travlt og kan se en deadline komme mig i møde på den anden side af marken. Gennem tågen. Det ville have stresset mig og jeg ville have kæmpet med mig selv. Pisk. Gulerod. Hvad som helst for at komme videre og ud af den hudløse, sårbare og temmelige tågede tilstand.

Men nu?

Nu tror jeg på, at tågen letter, når tågen vil. Nu tror jeg på, at sløret er kommet af en grund. At det har lagt sig om mig, fordi der er noget, jeg skal passe på i mig selv og fordi jeg trænger til en sjæledag. Før ville jeg have kaldt det svaghed. Nu kalder jeg det styrke. Og mens jeg sidder her på min stol af accept, letter tågen og lyset bliver pludselig skarpere. Solen er ikke så langt væk.

Jeg smiler og drikker af min te. Godt smager den, gjort af ingefær og kærlighed. Kær.Lig.Hed. Så ler jeg pludselig og siger ordene højt, så sløret også kan høre det. Det gør godt at grine lidt sammen. Men sløret griner ikke, det svarer heller ikke. For det er der ikke mere.” Nej, slør, kom tilbage, vi var jo slet ikke færdige med hinanden!”
Mens lyset sniger sig op over trætoppene og landskabet skifter karakter, indser jeg, at jeg ikke længere bærer det hudløse, sårbare slør. Det er væk. På samme måden som tågen lettede, forsvandt det, da jeg besluttede mig for at være med det. Så meget, at jeg næsten kom til at elske det. Fordi det beskyttede mig. Da jeg havde mest brug for det.
Og nu skinner solen.

Tekst, billede og kærlig hilsen
Lene Megan, november 2014

6 kommentarer:

  1. Å hvor det er godt å lese på bloggen din igjen. Du har en gave, du skriver vidundelig og ekte og interessant <3 tusen takk for at du deler ord

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak fine du <3 Så hyggelig at du kom på besøg her igen! :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.