mandag den 13. oktober 2014

Sjæledage



Love yourself
like your life depends on it;
because it does.
- Anita Moorjani -


Kender du til sjæledage? Dage, hvor man giver sig selv alt det, man trænger til; selvforkælelse og lidt ro. Og vi må ikke forveksle disse dage med fridage, hvor vi planlægger at tage fri fra arbejde og udføre noget specielt. Sjæledage kan ikke planlægges som sådan. De opstår og skal gribes. Sjæledage lander blødt på det sted, hvor stilheden bor. Sjæledage er healende for både krop og sjæl, for man skal udelukkende foretage sig ting, som føles godt og blødgørende. Ja, der skal blødes op.

På sjæledage øver vi os i at følge glæden. Udelukkende glæden. Vores følelser er et slags barometer og vi bevæger os derhen, hvor vi kan mærke glæden stige. Vi lytter ikke til tankerne og alt det vås, de kan finde på at sige til os om at: Det har du ikke tid til. Det har du ikke råd til.
Sandheden er, at du ikke har råd til andet. Og tiden? Den er bare. Så hvis du virkelig skal lytte til tiden, så vær den.

Og hvad vil det så sige? Væren i forhold til handling? Væren er blandt andet at følge glæden i nuet. Et bevidst nærvær, hvor du lytter og følger din intuition. Er med alt, ingenting og hvor du gør det, der gør dig glad. Protester og sindsmæssig sabotage? Det er normalt og hvis de dukker op, så ser du dem kærligt i øjnene, accepterer og siger tak. Tak for bekymringen. Du har set den, du har hørt den. Men du vælger noget andet i dag. For du holder sjæledag. Du følger glæden og du lytter til den stille stemme.

Den skriver gennem mine fingre, bruger kroppen og lader ordene flyve ud. Blødt lander de på papir, skærm og i mit hjerte. Gode ord. Lyt, siger sjælen, dette er dagen. Dagen hvor du mærker et skift. Midt i den støvede regndis kommer en stor fugl flyvende. Et budskab. En følelse af noget andet. Større og på samme tid langt mere enkelt. Simpelt.
’Det vanskelige’, siger fuglen og pudser sine fjer, ’det er også et budskab. Et budskab om at du er trådt ud af dig selv og forsøger at tilegne dig noget, der ikke tilhører dig. Så bliver det svært. Fordi det slet ikke er meningen. Tag imod det, der kommer flyvende og lander blødt, som jeg netop gjorde det’.

Det er så let.

Fuglen sidder foran mig på skrivebordet. ’Du behøver ikke at gøre dig så store anstrengelser. Og det sker, når vi udelukkende lytter til tankernes tromme. Frygten. For tankerne kan kun hente de informationer ind, de kender i forvejen. Der er ingen nyheder. Det er lutter gamle historier, løgn og latin. Det meste, altså.’
Fuglen smiler, for det kan fugle sagtens. Har du også opdaget det?

Sjæledag. En dag, hvor du øver dig. Øver dig på at være. Dig. Øver dig på at elske dig selv og lytte til det, du har lyst til. Hvor du eksperimenterer med glædelige gerninger eller ingenting. Trænger du til hvile, så hvil dig. Lad stilhedens musik kysse dine ører, lad den synke helt i kroppen, ind i cellerne og mærk, hvor godt det gør at give slip.
Hvor du indser, at det er befriende dejligt at være. Dig. Uden anstrengelse.

Fuglen er en ørn. Det ser jeg nu. Så lydløs og alligevel så mægtig. Øjnene borer sig dybt ind i mig og jeg opdager, at jeg også er en ørn. Hvor underligt, det anede jeg ikke, men jeg kan jo flyve. Sammen forlader vi skrivestuen og begiver os ud i regndisen. Løfter os mod himlen og de grå skyer, der som et tæppe dækker for sandheden. Men deroppe. I ørneperspektiv.
Sjæledag. En dag hvor du flyver med glæden. Eller smider dig i de våde blade og lader efteråret trænge helt ind under huden. Hvor du bliver efteråret. Og giver slip.

’Hvad er det vigtigste, jeg kan give mig selv’, spørger jeg ørnen, mens vi flyver rundt over trætoppene og ser ned på huse, mennesker, biler, marker og skove.
’Kærlighed’, svarer den uden tøven.

’Jamen’, protesterer jeg og glemmer, at jeg kan flyve. Jeg falder pludselig mod jorden i rasende fart. Men inden jeg rammer og ender mine dage, strækker jorden sig og griber mig. Blødt falder jeg ned i en bunke blade. Våde og vidunderligt bløde blade.
’Kærlighed’, gentager ørnen og lander foran mig med et listigt smil i næbbet.

Hvornår har du sidst grebet en sjæledag og givet dig selv? Og tænk hvis alle dage var sjæledage? Hvordan ville livet så se ud?

Tekst og billede, Lene Megan, oktober 2014

4 kommentarer:

  1. Så deilig at du nevner sjele-dager i dag, Lene. For jeg har hatt en slik dag i dag. Den ble ikke helt slik jeg trodde den skulle bli, for dagen i dag var ikke planlagt , den ble bare.
    Jeg startet med varm kaffe og strikketøyet i morgenkåpen.
    Da jeg gikk ut av dusjen, ringte en venninne, og ville på tur og drikke kaffe.
    Vi har vært på to kafeer, og i mange butikker, prøvd tøy, og handlet litt, snakket og ledd og bare gjort det som fallt oss inn. En sjeledag på vår måte. Den behøver da ikke tilbringes i et spa, eller på en tur i skogen.
    Nå pleier jeg en lite hodepine som plutselig dukket opp. Men senere skal det kokes te og det skal strikkes igjen. En sjeledag.
    Varme klemmer fra meg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Herlig Sylvia. Sådanne dage er guld værd. Det er så fint med impulser, som opfordrer os til at gøre noget godt og glædelige, som vi ikke havde planlagt. Det virker næsten dobbelt. Og det lyder til at du havde en skøn dag i går. Dejligt! :)

      Må vi have endnu flere sjæledage fremover. Knus fra mig i regnvejr.

      Slet
  2. Du er og bliver en vidunderlig inspiration og kilde til så mange gode og kærlige følelser. Hjertelig tak for at have tilføjet ordet sjæledage til mit ordforråd - et ord, jeg har manglet så meget <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er jeg dog glad for at høre det, kære Louise <3

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.