tirsdag den 21. oktober 2014

Min egen stilhed




I den sårbare morgendis står hun med ansigtet vendt mod lyset. Jeg ser hende bagfra, en lille skikkelse i mørk frakke. Længe har jeg søgt hende, men jeg har først fået øje på hende nu. Og det må være hende, for beskrivelsen passer perfekt.

Hun står ofte i skumringen og i daggryet, siger nogen. Hun bor i mellemrummene. Forsigtigt nærmer jeg mig, mine skridt smelter i græssets fugt. Jeg kan skimte det grønne tæppe under mine fødder og disen, der smygende danser langs jordoverfladen. Som en hilsen fra sommeren står en valmue og holder fast på sit sidste blad. Eftertænksom som den tidlige morgen tøver den et øjeblik, inden den lader bladet falde. Det forsvinder gennem tæppet af dis og lander et sted i græsset.
Af jord er du kommet.

Et suk forlader mine læber, en uendelig smerte af farvel. Der står den nu, valmuen, og må føle sig som det sidste menneske i verden. Bortset fra den slet ikke er et menneske. Den var en blomst. Nu forandres den til noget andet. Og hvem er jeg, som føler sorg over livets gang og årets cyklus?
’Hvem er du?’ hører jeg en stemme sige og et ekko rammer mig gennem morgentæppet. Hun har vendt sig om og træder et skridt nærmere.

’Jeg skulle til at spørge dig om det samme´, nærmest hvisker jeg.
’Jeg er din stilhed’, svarer hun og rækker en hånd ud mod mig.

’Min stilhed?’ Jeg skutter mig i morgenkulden. En dråbe forlader spidsen af mit hår og løber ned af ærmet uden hastværk. Forsigtig triller den det ene øjeblik til det næste og ender i …
’Din stilhed’, gentager hun. ’Jeg er dit mellemrum’.

Det giver ikke helt mening, men noget har jeg lært. Jeg reagerer ikke prompte, jeg lytter og lader budskabet synke ind. De første tankemæssige forsvarsmekanismer trækker sig tilbage. Sindet åbner en dør. Smager på ordet. Mellemrum. Mellem rum. Et sted midt i mellem noget andet. En pause?
’Denne morgen bliver skabt, mens vi står her’. Hun ser granskende på mig. Et velkendt smil åbner en hemmelig dør mellem os. Jeg træder forsigtigt ind.

Pludselig er det som om jeg befinder mig midt i selve skabelsen. Som om jeg kan vælge at røre ved disen med mit hjerte og lade mig berøre. Jeg er så tæt på, at der ikke længere er nogen adskillelse. Forsigtigt skubber hun mig videre og sammen går vi gennem de øjeblikke, der lægger sig til rette efterhånden som det bliver deres tur. Jeg kan kun se et øjeblik af gangen. Det skabes i sig selv og opløses i det næste. Øjeblik.
Vi flyder gennem tiden som to fisk i en elv. Men vi er ikke det eneste, som flyder. Det går op for mig, at tiden også flyder gennem os. Som om vi i skabelsesøjeblikket bliver et med det, der går og kommer. En følelse af fnuglet fryd skyller gennem mig og giver gåsehud.

Jeg er det. Jeg er den. Jeg er.
’Og du er mig’, hvisker hun, da vi ankommer til det øjeblik, hvor disen hæver sig fra jordoverfladen og fordamper. I samme sekund forsvinder hun også. For øjnene af mig opløses hun i en mosaik af fugt og skarpt lys. Nu er solen steget til vejrs. Skyerne trækker tæppet til siden og morgenen bliver virkelighed.

Nye øjeblikke tegner streger på himlen. Uden at tænke maler de med solopgangen og boltrer sig i det lys, der nu sejler fra horisont til himmel. Stille står jeg tilbage og betragter det mægtige teater med dyb beundring.
Så går det op for mig, at jeg glemte at spørge hende om noget. Der er så meget, jeg gerne ville vide. Forstå. Og mit hjerte er helt sikker på, at jeg ønsker at se og være med hende igen. Måske, hvis jeg kommer igen i morgen tidlig ved samme tid? Eller i aften ved skumringstid? Når som helst? Hvis jeg nu bare møder op? Hvis jeg bevidst vælger bare at … være?

Min egen stilhed.
Tekst, billede og kærlig hilsen
Lene Megan, oktober 2014

6 kommentarer:

  1. Kan hende, kan hende i morgen :)

    SvarSlet
  2. Hei Lene
    Jeg liker at du skriver at hun er ditt Mellomrum.
    Vi har alle et Mellomrum, som vi vet om selv, men som vi ikke viser til andre.
    Kan du ha en link til Skrivestuen fra bloggen , så det er lett å komme dit?
    Ønsker deg en fin dag, Lene. Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Sylvia, jeg havde faktisk et link til blogindlæggene på Skrivehusets side, men nu har jeg også et decideret til Skrivehusets hjemmeside. Velkommen! :)

      Håber alt er vel hos dig. Kigger forbi senere.

      Klem.

      Slet
  3. Hvor smukt, søde Lene. Jeg fik gåsehud af at læse det... knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak søde Mia og knus tilbage. God weekend! :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.