onsdag den 1. oktober 2014

Efterårsvitaminer




Der er gået år og måneder, siden jeg første gang bød Oktober velkommen på det, der dengang var mit pensionat. Årene er gået, meget har forandret sig. Nu dukker de bare op ved huset for enden af markvejen, når det er deres tur. Månederne. De behøver ingen invitation eller specielle opfordringer. Gæsteværelset står klar, de indtager det og livet går sin gang.
Nu er det efterår. Og hun er kommet, damen med de krusede rødbrune lokker, der minder lidt om nedfaldne blade. Damen med sans for varme og dybde, der sådan helt paradoksalt kan snige sig ind mellem det, vi mennesker ofte anser for naturens forfald. Selvom vi beundrer Oktobers skønhed og den måde, forandringen skifter farve fra grøn til rød, gul og orange, er vi samtidig opfyldt af en form for vemod, fordi tror vi ved, hvad det betyder. Mørke. Vinter. Og snart er de smukke træer med deres efterårsfarver både nøgne og trøstesløse gemt i tågedis og regnfald. Hvad så med os?

’Har du lagt mærke til det?’ spørger hun og sætter hjemmevant vand over til te. Kedlen brummer fornøjet og går i gang med at koge vandet. Hun ser på mig, jeg står forundret og glor på kedel og måned uden at have nogen som helst anelse om, hvad hun mener.
’Hvad skulle jeg have lagt mærke til?’

Hun ler højt. ’Hold nu op, du ved det jo godt. Du har set det, mærket det og jeg tror da sågar, at du også har skrevet om det. Men har du virkelig forstået, hvad det betyder? Hvad det kræver?
Nu føler jeg mig endnu mere sat ud af spillet, forvirringen står malet i mit ansigt. Efterårsfarver eller ej, jeg rødmer lidt. Man bryder sig jo ikke om, når man ikke længere forstår. Eller har kontrol. Og det har jeg virkelig ikke, Oktober er vadet direkte ind i mit køkken, brygger te og stiller spørgsmål, som om hun ikke har bestilt andet. I det dæmpede eftermiddagslys minder hun om en lærerinde, jeg engang havde i skolen. Jeg tror, det var i engelsk. Hun …

’Årets cyklus’ siger hun så og ryster på hovedet. De rødbrune lokker danser om hendes ansigt. Hun ligner en kastanje. Jeg har lyst til at holde hende i min hule hånd og mærke den glatte overflade, der kan være både kold og varm. Varme kastanjer med salt bagt over bål. Lyden af våde blade, der falder til jorden til tonerne af snarlig vinter. Et pust af kulde. Et suk.
Teen er færdig, hun rækker mig en kop, jeg har stadig ikke svaret hende. Men hendes spørgsmål danser i mit blod. Jeg ved, at hun er ved at øse af sin efterårsvisdom. Noget, jeg måske burde have indset, men sådan går det ikke altid. Indtil. Pludselig en dag.

Når du er parat, vil du indse.
’Lykke. Hvad det kræver at være lykkelig. Lykken er en accept af det, der er. Accept uden ønske om at forandre eller gøre anderledes. Har du lagt mærke til, hvordan naturen accepterer den altomfavnende cyklus, der findes i alting. Hvordan den favner energierne og åbner sine arme for at tage imod. Energierne strømmer gennem naturen. Fra januar til december. Og uden at gøre sig særlige anstrengelser får naturen det, den skal have. Hvis menneskerne altså ikke blander sig unødigt, men det er en anden historie. Fra det tidlige forår, hvor træerne får knopper og senere blade, til lidt senere, hvor alting springer ud. Maj kommer med farver og frodighed, alting står i knop, blomstrer og så er det sommer. Den dejlige sommer, som I er så glade for. Varmen, de gode stunder. Men stunderne er bare. Det er jer, som bringer dem lys og glæde. Fordi I vælger at åbne jer på netop det tidspunkt, fordi solen gør jer godt og fordi I har en fiks ide, om sommeren er årets bedste tidspunkt. Først da slapper I af og kan pludselig I tage imod. I giver slip og får fat. Gaver dumper ned i jeres sommerhatte som appelsiner i en turban. I fornemmer hemmeligheden uden at gøre jer særlige anstrengelser, I får fat i noget større, dybere og som alligevel så let som fuglefjer. Derfor regner I det ikke for noget. I kalder det sommerferie. Eller lyse nætter. Og lyset spiller en stor rolle, det kan jeg ikke komme udenom, men hemmeligheden kommer faktisk først lidt senere. Den store af slagsne.

’I dømmer det for let og det er synd. For lethed er en del af livets dans. Af kærligheden.’
Min nysgerrighed er vakt, jeg lytter med min tekop i hånden, jeg er for opslugt af fortællingen til at drikke. Men den dampende væske har en fortryllende effekt, jeg ser Oktober gennem en slangeagtig røgdans og hendes ord falder ned i min kop. Senere kan jeg nyde dem. Drikke dem forsigtigt og lade dem bundfælde sig. Efterårsvitaminer.

’Når efteråret kommer’. Hun drikker derimod en slurk af sin te, inden hun går videre. ’Hvad sker der så?’
Den er god nok, hun er skolelærer. Jeg føler mig pludselig mindre, som om jeg skrumper lidt ind og pludselig sidder bænket ved et bord i klasseværelset.  Det hele er lidt sløret, men …

’Se træerne nu. De ændrer sig, bladene får andre farve, varme, gyldne toner, der er så smukke og indtagende, at det gør ondt at tænke på, at det snart er forbi. En smertefuld tanke! Dramaet tager sin begyndelse. Men for træerne og naturen er det ikke et drama. Det er bare. For alt det smukke og dejlige, som de fik og var en del af i årets løb, lader de nu gå. Ja, den er god nok! De giver slip. De holder ikke fast, de har ingen ønsker om at eje. For hvem kan også eje sommeren?’
Hun ryster leende på hovedet og jeg må også smile. Det er jo i grunden tåbeligt.

’De giver slip, de lader gå. Og på mærkværdig vis er det en befrielse. Det er kampen for at fastholde, der gør mennesker så ulykkelige. Det er unaturligt og det er umuligt. Alligevel forsøger I. Selvom vi, naturen, træer, buske, dyr og måneder i al evighed har forsøgt at vise jer, hvordan det hele hænger sammen. Alle kampene, anstrengelserne og de onde nætter. De er skabt af frygten. Men hvad nu hvis I lod kærligheden skabe jeres liv? Hvad nu hvis I gjorde som naturen og simpelthen gav slip på det hele?
’Er det ikke lidt drastisk?’, udbryder jeg. Faktisk er jeg ret forfærdet ved tanken. Jeg er bestemt indstillet på at give slip på alt det, som ikke tjener mig. Frygten ikke mindst. Men alt det andet. Skal jeg også lade det gå? Kan det virkelig være … hemmeligheden?

Hun nikker bare. Bemærk det, nyd det, vær det og giv slip. Som træerne, der lader sine gyldne blade falde. Som fuglene, der skifter fjer. Når vinteren kommer, har I således alt.
’Hvordan kan man have alt, når man har givet slip på det hele?’ Jeg ryster på hovedet, forvirringen vil ingen ende tage.

Hun smiler. Oktober.
’Når du giver slip på det hele, så har du alt.’ Hun peger på koppen, som jeg stadig krampagtigt holder i min hånd. ’Drik nu dine efterårsvitaminer. Giv dem tid og lad dem virke. Forvent dig ikke øjeblikke resultater, men tro på, at du har fået serveret noget yderst sundt og godgørende. Noget, der hvis du kan leve det, vil give dig langt større sindsro og bringe dig vedvarig glæde og taknemmelighed. Giv tid og lad det virke. Så skal du bare se.’

Når du giver slip på det hele, så har du alt.
Jeg drikker forsigtigt af teen. Tak for kaffe, Oktober er ankommet.

Te, tekst og kærlige hilsener Lene Megan, oktober 2014
Billedet er fra Mols. Her ser du Keeva, Aimee, naturen og mig.

4 kommentarer:

  1. Naturen har sin helt egen cyklus Lene. Accept af årstidernes skiften, farveskift, løvfald og klargøring til vinterens komme, alt det accepteres uden omsvøb. Som en naturlig del, giver den slip, lader sig stå til skue i al sin nøgenhed og sårbarhed, helt uden at lade sig mærke med disse naturlige omstændigheder.

    SvarSlet
    Svar
    1. Og Oktober er helt enig, Michael :)

      Slet
  2. Kjære Lene
    Så herlig skrevet om denne mnd, Oktober.
    Jeg kan se dine ord i bilder ( jeg ser alltid ting i bilder, eller i farger) og oktober er nettopp slik jeg også ville sett henne. Hun er en klok dame.
    Nå dukker de herligste farger opp i naturen. Jeg elsker det. Naturen blir som et maleri, og man fylles med glede.
    Et herlig bilde av deg og hundene. La oss omfavne oktober.
    Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Herlig at du kan genkende din Oktober i historien, Sylvia! :) Og jeg er helt enig, oktober er en fin måned klædt i dybe varme farver. Jeg elsker at lade mad med samme farve som en hyldest til efteråret, supper, rodfrugter og den slags. Gode, sunde efterårsvitaminer. Ha' en fin dag.
      Klem

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.