søndag den 14. september 2014

Naturens hemmelighed



Har du langt mærke til, hvordan alting i naturen er rundt, kroget og nærmest flydende? Der findes sjældent firkanter og lige linjer, som ikke er menneskeskabte. De skarpe hjørner, de kantede huse, veje og marker er som oftest lavet af menneskehænder.
Vi gik tur i skoven i går. Den ene hund og jeg gik lidt bagefter og pludselig var det, som vi blev lukket ind i et andet slags sted. Lydløst gled vi ind i af en usynlig port til en verden, hvor ingenting var kantet og forudsigeligt. Klædt i grøn, gul og orange rakte skoven sine hænder frem og tog imod. Krogede, ældgamle hænder fulde af rynker og uperfekt skønhed åbnede sig.  

’Velkommen’, sagde skoven og spurgte om jeg var klar til en ny slags indsigt. Jeg nikkede ydmygt, for jeg bliver så berørt, når jeg får lov at være en del af naturens storhed. Om så bare for en stund. I en time. På en gåtur.
Jeg så mig omkring og fik øjne på cirkler, snoninger og buer. Jeg så flydende former og mit blik faldt til ro. Pludselig vidste jeg, hvorfor jeg elsker skoven og nyder at gå dér. Det handler ikke om bare min fascination af træer og deres visdom. Det er den bølgende, buede verden, hvor ingenting er kantet og forudsigeligt. Et skridt af gangen vandrede vi på skovstien. Det var blevet efterår og de gule, våde blade havde rullet et tæppe ud i fine mønstre, et tæppe, som hele tiden forandrede sig og blev til noget andet. Nedfaldne grene lå spredt ud, også de var krogede, buede og alt andet end lige.

Derfor er der ro i naturen. Den naturlige rytme er rundt og buet. Når alting tager sin tid og man danser med den vished, så har man ikke brug for kanter. De findes slet ikke. Der er ingen bratte overgange.
’Er det naturens hemmelighed?’, spurgte jeg skoven og ventede tålmodigt på et svar. Det kom først langt senere. For sådan er det ofte, når man spørger de rigtige steder. Så kommer svarene sjældent prompte som kugler fra maskingevær. Svarene skal lige forme sig. Lande blødt. De kommer, når de skal. Og når vi er klar.

Svaret kom i morges. Vi gik morgentur med hundene gennem regnen, en tur, hvor vi på et tidspunkt kommer igennem en lille skovstrækning, som hedder Bakkerne. Det må være verdens mindste skov, men den er dér. Og dér lå svaret og ventede mig på. Pænt pakket ind i morgendis og pyntet med regndråber. Svaret var ikke entydigt og kantet, som menneskers svar kan have tendens til at være. Så man kan endda foranlediges til at tro, at det slet ikke er et svar. Man kan gå glip af det. Fordi man har for travlt. Fordi man ser efter kanter og entydighed, ja man forventer det nærmest, når man i virkeligheden skal knibe øjnene lidt sammen og opdage de bølgende linjer. Og lytte.
’Gør dig blød’, hviskede en stemme. ’Nyd dine linjer, buer, former og rynker og vid, at sjælen bor i langsomheden. Gå langt uden om det, der har kanter og unaturlige hjørner. Og lyt ikke til dem, som påstår at man skal skynde sig for at blive til nogen. Du er allerede nogen, præcist den, du skal være. Og har du nogensinde set naturen skynde sig? Har du set træerne blive stressede over tanken ved snarligt forår? Har du set dem tvivle på, at de ville få knopper og senere blade? Har du set dem konkurrere med hinanden og råbe højt om, hvem der er bedst, smukkest og mest perfekt? Naturen kender ikke til sammenligninger. Alle har sin plads, alting er perfekt med sine buer, cirkler og skæve vinkler. Og træerne protesterer heller ikke, når det igen er tid til at give slip på bladene. Efteråret kommer, før eller siden, og langsomt giver træerne slip på det, der var deres sommerfrakke. De holder ikke fast. Ingen kontrol, de lader gå, giver slip. Så tager de kærligt imod vinteren.’

Vi gik hjem gennem regnen og jeg vidste det. Naturen er rund. Og jo mere rund, blød og naturligt uperfekt jeg kan tillade mig selv at være, desto lykkeligere vil jeg føle mig.
Livet bor i langsomheden, sagde stemmen, men den kunne også have sagt at lykken bor i langsomheden. Svarene bor i stilheden. Og vi er en del af naturen, så derfor er det måske ikke så sært, at vi føler os så fortravlede og bliver så stressede i vores egen kunstige fart og stræben efter at blive. Når vi egentlig bare skulle være. Som vi er. Ikke noget at nå, ikke noget at blive. Vi er allerede perfekte som vi er.



Tekst og billeder, Lene Megan, september 2014

2 kommentarer:

  1. Kjære Lene
    Der var du jo...... Og siden sist du skrev her inne, har naturen forandret seg.
    Jeg kan best like det som er rundt i formene. Det kantete er menneskeskapt, som du sier.
    Vi er heldige som bor i scandinavia, der vi kan se årstidene så godt. Ja, føle dem også. Tenk om det hele tiden skulle vært det samme været!
    Her har det vært to dager med flott sommervær. Og heldige meg, som har hatt helgefri. Jeg har sittet ute i solen og sugd til meg energi fra den.
    Håper du er frisk, og har det bra.
    Jeg ser du maler igjen.....jeg har veldig lyst til å male havfruer. Hvorfor? Fordi jeg har strikket hennes pulsvarmere.
    Ha en fin og kreativ uke, Lene.
    Ps: jeg har det grønne hjertet fremdeles, som vi kjøpte i KBH. Men mitt har ligget ute i all slags vær, og mistet fargen. Men det er et hjerte med minner i fordet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, her var jeg! :) Naturen forandrer sig hver eneste dag og efteråret er kommet tidligt i år. En smuk årstid, en smule vemodig måske, og så alligevel ikke. Jeg liker denne tid! Jeg synes også at vi er heldige her i Skandinavien, hvor vi virkelig oplever årstidernes skiften og forskelle. Men måske kræver det også mere af os som mennesker, fordi vi er nødt til at opleve og acceptere de samme skift i os selv?

      Jeg har det godt ja. Og du også? Så synd med dit grønne hjerte, men måske skulle det bare være sådan? Mit ligger ved sengebordet og minder mig om alt det, jeg er taknemmelig for i livet. Så det er stadig grønt som håbet. Og de blade på træerne, der endnu ikke er røde og orange! ;)

      Ha' en fin uge, har du mon snart fødselsdag? ;) Klem.

      PS Håber du vil male havfruerne!

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.