fredag den 19. september 2014

Hvem er det?


 
Hvem er det, der kigger, når du sidder i stilhed og betragter et træ? Eller et menneske? Noget, der er dybere end dig. Bevidstheden betragter sin frembringelse. I Biblen siges det, at Gud skabte verden og så, at den var god. Det er, hvad du ser, når du betragter verden fra stilheden uden tanker. At verden er god.
- Eckhart Tolle -

Og så siger man, at træer ikke kan snakke. Noget havde gjort, at hun var drejet væk fra hovedstien og var gået ind mellem træerne. Helt intuitivt havde hun fulgt en pludselig kalden, en hvisken mellem stammer, der var så lydløs, at det blot mærkedes som et pust i hendes venstre øre. ”Kom”. Vinden blæste op i træerne og en raslende lyd stemte i. Invitationen blev stærkere og dybere. I det sekund var hendes krop ikke i tvivl, den drejede sig og benene gik uden at tøve. Ind mellem træerne. Længere ind.
Hvem er det, der ser, når du sætter dig her og bliver helt stille?

Stenen stod midt i en lille lysning, hvor skovbunden var dækket af mos, grene og nedfaldne blade. Et par fluesvampe stak deres orange hoveder op. De forsøgte ikke at friste nogen. De var bare. Giftige. Og hun så hvor smukke de var. Hun gik helt hen til stenen og satte sig forsigtigt ned. Mærkede hvordan den kølige overflade blev til en stol, da den kom i berøring med hendes bagdel. Som om stenen kunne forvandle sig og tilpasse sig hendes former. Eller var det omvendt? Og det var ikke bare kulde, hun mærkede. Kulden blev til varme og varmen blev til ord. Et eneste ord.
’Velkommen.’

Hun havde været dér i månelys. Det huskede hun nu. En nat for en uge siden. Fuldmåne. En tur ud i skoven ansporet af en drøm. Nu blev hun faktisk i tvivl, for var det ikke i selve drømmen, at hun havde besøgt skoven og dens væsener? Var det ikke i drømmen, at uglen havde talt til hende og den store sten havde sagt, at hun roligt kunne sætte sig ned? Den kunne bære hende. Det gjorde ikke ondt, selvom … Tvivlen fik hendes tanker til at boltre sig, de var som altid hurtige til at gribe chancen.
’Træk vejret dybt’, hviskede stenen og hun blev indfanget af et åndedrag. Aldrig før havde hun mærket det så dybt, helt ned i mellemgulvet, frisk fugtig skovluft, energien bredte sig som ringe ud i hendes krop. Og kun langsomt åndede hun ud igen, mens stenen holdt om hende og sørgede for, at hun ikke skyndte sig.

’Hastværk er lastværk. Det er noget af det klogeste, I mennesker nogensinde har sagt.’ Så lo den og klukkede som en gammel høne. Hun kom uvilkårligt til at smile, da hun havde sluppet den sidste luft og tvivlen. Det var jo ligegyldigt. Drøm, virkelighed, hvordan ved vi overhovedet, hvad der er hvad?
’Jeg vil give dig en lille bid af en hemmelighed, sagde stenen. En bid, som du kan tygge lidt på, når du vender næsen hjemad til det, I kalder virkeligheden. Smag på den, lad den smelte i din mund, som et bolsje du sutter på. Det bedste bolsje, du nogensinde har smagt. Langsomt, kun langsomt smelter det. Du har ikke travlt. Lad det bundfælde sig, det, der kommer til dig, når du sutter på hemmeligheden og gør dens sandhed til din egen. Og husk på. Det er kun en lille bid. Et bolsje.’

Hun nikkede bare og huskede igen at trække vejret.
’Det hele forholder sig omvendt af, hvad I mennesker går og tror. Omvendt. Bedst er det, hvis du vender det hele på hovedet og ser det fra det perspektiv. Som en abe, der hænger med hovedet nedad fra et træ. Svinger sig fra gren til gren og opdager, at det, der før var oppe, nu er nede. Lad være med at dømme. Bare se. Betragt. Du er et vidne til en omvendt verden, som måske i virkeligheden er præcis, som den skulle være. Nogen kom til at vende den forkert på et tidspunkt. Og fordi han eller hun ikke ville indrømme, at det var en fejl, lod vedkommende den være sådan. Omvendt. Forkert. Og så gik fortsættelsen af historien ud på at bilde resten af menneskene ind, at det var sådan, virkeligheden så ud. Et kæmpe arbejde, som næsten lykkedes …

Ordene faldt som perler af dug. Drev fra hendes hår og smeltede på tungen. Et bolsje. En flig af en hemmelighed. Eller hele hemmeligheden?
Nu bad stenen hende om at gå hjem. Og huske på, at hun havde et udsøgt bolsje i sin mund, som skulle nydes.

’Og hvem er det, der betragter den kvinde, som nyder sit hemmelighedsbolsje, mens hun med langsomme skridt bevæger sig ud af skoven og hjem til det hus, hvor hun bor?’

Hun rystede på hovedet, mens hun forsigtigt lod tungen undersøge bolsjet i sin mund.
Hvem er det?

Tekst og billede, Lene Megan, September 2014

2 kommentarer:

  1. Hei Lene
    Da jeg begynte å lese, tenkte jeg at dette har jeg da lest før......
    Jeg erindret stenen i skogen. Så nevner du jo det, at hun HADDE vært der før......i drømmen..
    Å se ting i et annet perspektiv, det må vi bli flinkere til.
    Det er nesten som å se på et bilde i 3D, der man må myse spessiellt med øynene, for å se hva som skjuler seg bak mønsteret. Når man får det til, åpner det seg en ny verden. Og det er der hele tiden, men man ser det ikke fordi man ser det med feil øyne.
    Igjen, så mange herlige instagrambilder.... Jeg elsker det med maleriet over sofaen. For en herlig gjeng med damer!!!!
    Ha en riktig god helg.
    Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Sylvia
      Nemlig, det var samme kvinde som i den anden lille historie! ;)
      Det gør underværker at se tingene i et andet perspektiv, at se dem lidt på afstand, at flytte sig så man kan få øje på noget nyt. Få nye øjne. Hvad skjuler der sig bag mønsteret, som du så fint beskriver det.
      Maleriet over sofaen er virkelig fint. Det er at finde i Stakladen, som er en økologisk hall/marked i Ringsted. Og det hænger i caféen, hvor jeg har haft møde og spist frokost de sidste to dage. Hyggeligt, god økologisk mad og meget rimelige priser! Næste gang skal jeg se, hvem der har malet de skønne damer. De inspirerer også mig!
      Ha' en dejlig weekend.
      Knus.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.