fredag den 5. september 2014

En drøm om noget andet



En dag stoppede hun op. Midt på sin gåtur gennem skoven. Hendes fødder trådte gennem våde blade og grene, der knækkede under trykket. Dufte og lyde steg til vejrs.

Det havde været en travl uge. Dage, der flød sammen, pres og deadlines. Det største pres kom fra hende selv. Hun ville gerne leve op til kravene, til det, hun mente blev forventet af hende. Signalerne var jo tydelige. Chefen, de andre medarbejdere, hun var en del af et team. De regnede med hende. Regnede med hendes aldrig fejlende overblik og evne til at holde gryden i kog. Hun lod dem ikke i stikken. Og i den forgangne uge havde hun gjort sig ekstra umage, for en vigtig opgave skulle afleveres. Til kunden. En af de store. Der var mange penge på spil. Og prestige.
’Smerte er svaghed, der forlader kroppen’, sagde chefen og snøftede hånligt, da hun igen klagede lidt over hovedpine og ondt i nakken.

Nu var det lørdag morgen, hun vågnede tidligt. Selvom hun var træt, stod hun op, klædte sig på og begav sig ud i skoven. Det eneste spadestik, hun havde taget til at udleve sin inderste drøm, var at købe huset på landet for nogle af de mange penge, hun faktisk tjente. Nu pendlede hun og havde lange dage i tomrummet mellem land og by, kø på motorvejen og … Men weekenderne. Dem havde hun da som regel. To hele dage til at slappe lidt af og indhente det forsømte. Det var da også hendes intention, da hun om fredagen kørte fra jobbet en time senere, end hun egentlig havde fri.
’Smerte er svaghed … ‘ Hun vågnede klokken 05:30 med den velkendte hovedpine og irriterede øjne. Forgæves forsøgte hun at falde i søvn igen, men da søvnen udeblev og irritationen voksede, besluttede hun sig for en morgentur i skoven. Et stort glas vand blev skyllet ned, hun tog et æble med i lommen.

For hun havde drømt noget den nat. Noget, der havde bundfældet sig i hendes sjæl og som hun var nødt til at udforske nærmere.
I drømmen var hun ude i skoven. Midt om natten. Hun vandrede mellem stammer og træer, først af en slags vej, senere af små stier og til sidst helt ind mellem træerne. Lys og skygge skabte linjer og skæve vinkler. Der var dansende trolde og engle i fugten mellem skyggerne. Badet i fuldmånelys åbnede skoven sig og hun tråde ind i en helt ny verden.

’Der er visdom i vildnisset’, sagde en ugle, som pludselig kredsede over hende og landede på en gren. Dér sad den majestætisk og betragtede hende. Ventede ligesom på … et svar?
Hun så på den og nikkede bare. Var sikker på, at den forstod.

’Du skal blive stille, lytte og lære’. Den nikkede så kraftigt, at grenen begyndte at røre på sig. En gyngende ugle i fuldmånelys. En talende ugle! Jeg må huske på, at det bare er en drøm, sagde den vågne del af hendes væren. Men stemmen lød underlig forloren.
Dér midt i skoven fandt hun en samling træstubbe. De stod sådan placeret i forhold til hinanden, at de udgjorde en slags cirkel. Og midt i cirklen sad en stor sten. Ældgammel, fuld af mos og andre vækster. Det så nærmest ud som om den smilede, som om den bad hende om at træde nærmere. Der skete noget, da hun trådte ind mellem træstubbene og stod foran stenen. Det føltes som som hun var trådt over en tærskel og nu stod i en anden verden. Månelyset faldt som sne, skyggerne sluttede sig til kredsen og pludselig begyndte stenen at tale. Først en ugle, så en sten.

’Tag smerten alvorlig’, sagde stenen. Den er et signal. Et tegn til dig. Svaghed er noget helt andet end det, du har lært og fået påskrevet. Svaghed er, når man har glemt at lytte. Svaghed er, når man ikke længere kan mærke sig selv og bare fortsætter som en kanin med Duracell batterier’. Her lo stenen lidt, fniste af sin egen viden om den menneskelige verdens forunderligheder. Tåbeligheder. ’Og svaghed forlader ikke kroppen som smerte. Smerten forsvinder først, når man tør eje sin svaghed og sætter sig ned sammen med dig. Når man beslutter sig for at tage den alvorligt og tør være med den.’
Nu bad stenen hende om at sætte sig ovenpå den.

’Jamen, gør det ikke ondt på dig? Spurgte hun forsigtigt. ’Jeg er ikke en af de letteste, jeg har ikke fået motioneret så meget på det sidste og … jeg har også spist lidt for mange kager!’ Hendes suk rungede som et sårbart ekko i skoven.
Stenen smilede bare og gjorde tegn til at hun skulle sætte sig ned.

’Kom og hvil dig’, lød ordene som dryp af dråber. ’Det er aldrig for sent at blive stille. Stilheden har ventet på dig. Ventet på, at du en dag skulle tage din drøm alvorligt og komme herud. Og blive så længe, at du faktisk giver dig tid til at lytte til det, vi har at fortælle dig.’


Tekst og billede, Lene Megan, september 2014

6 kommentarer:

  1. Så fint! Det er så viktig å tillate seg å ta det rolig, være stille og å være svak :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Så hyggelig at du lagde en kommentar! :) Ja, der bor meget godt i stilheden. Og at være svag er jo i virkeligheden at være stærk - alt efter hvordan man ser på det! God weekend!

      Slet
  2. Jeg må bare fortelle en annen at hun må lese dette innlegget, for det er om henne du har skrevet....
    Du er en klok kvinne, Lene.
    God helg. Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Så flot, Sylvia, det glæder mig! :) Håber du har en fin tirsdag!
      Knus

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.