mandag den 1. september 2014

Datter af alle sprog




Jeg har budt hende velkommen utallige gange før.
Jeg kender hendes skridt, hendes måde at indtage scenen på,
jeg kalder hende efterår og jeg tror, at jeg ved, hvem hun er.
En køligere vind, en tone af noget andet, friskere og mere gennemtrængende.
En ny årstid, en ny begyndelse.
Og hver eneste gang opdager jeg, at jeg ingen anelse har. Jeg indser, at jeg skal til at lære hende at kende på ny. Forfra, uden at vide eller formode. Og noget helt andet er:

De øjne, der betragter hende, er nye.
Det landskab, hun vandrer i, er nyt.
Jeg ser hende mellem træerne, hører hendes skridt og lyden af grene, der knækker. Hun kommer nærmere, ansigtet lyser op, en fremmed form for friskhed svæver i luften omkring hende. Hun får øje på mig i døren og hendes læber skilles i et smil. De sidste lange skridt, tasken ryger til jorden med et bump, da hun folder armene ud og omfavner mig.

’September! Der er du jo, min ven, mit efterår, sammen skal vi … ‘

’Leve i nuet og gøre vores bedste for at følge glæden og danse til sjælens melodi?’
Stemmen er hendes, lidt dybere end sidst, men jeg er ikke helt sikker. For hvad husker vi egentlig, når det kommer til stykket? Og hvor selektivt er vores sind? På et tidspunkt må vi nok vælge at skille os af med alt det, der tynger og minder kan faktisk være både tunge og belastende. På grund af de følelser, der er knyttede til dem – men det havde du nok gættet!?

’Kan man omskrive sine minder?’ spørger jeg og ser nysgerrigt på hende. Hun er iført rød regnfrakke og et halstørklæde i anledning af vinden og det vældige skybrud, regn i stride strømme.
’Kan du ikke bare lade dem være? spørger hun og gransker mig tilbage. ’Der er så meget andet at skrive om. Hvad skal du overhovedet bruge minderne til, hvis du har en intention om at leve N-U? Lad dem være, lad fortiden hvile, tag afsted, kys den farvel og sæt den så fri. Lad den flyve og tage på træk med de fugleflokke, der nu begynder deres rejse sydover.’

For aldrig at vende tilbage.

Jeg nikker. Hun har ret. Hvad skal man bruge fortiden til og minder, der ikke gør en godt? For hvem siger overhovedet, at man husker begivenhederne, som de egentlig var? Mest af alt husker vi følelserne. De glædelige, sommerlige, sorgfyldte og de tunge.

Men det er fortid. Og ærlig talt. Vi befinder os et andet sted. Nu. Forandrede, i live og med den glæde, vi har besluttet os for at følge.
Bedre sent end aldrig.

September har samme dagsorden som mig, det bekræfter hun stiltiende. Hun er her for at hjælpe og støtte, en uvurderlig grundpille udi livets naturlighed og måden hvorpå tingene sker i den skønneste orden, hvis vi lader være med at stå i vejen for dem.
Hvis vi slipper kontrollen.

’Jeg har lyst til at skrive poesi i de kommende uger’, siger jeg pludselig til hende. Der er noget poetisk og dybt fængslende i efterårets toner. Ja, jeg ved godt at jeg burde … ‘
’Stop! Stemmen er hendes. ’Hvis poesi gør dig glad, så følger du jo glæden ved at skrive den. Og hvis efteråret kræver dit uforbeholdne nærvær, så er det jo det, du skal. Fordybe dig i falmende blade, forrådnelse og altings cyklus. Og skrive om det!’

Hun griber pludselig ud og indfanger mine burder og skuller. Et net, en graciøs bevægelse og de fjernes fra mit sind. I mit hjerte har de aldrig været. Så operationen var måske ikke så stor endda?
’Lad os kaste dem i floden’, siger hun og tager et par dansetrin i sine gummistøvler. Hun minder mig om Bamse … eller er det Kylling?

Tanken får mig til at smile. Stort. Det er dejligt at have hende tilbage.
’Har du i øvrigt lagt mærke til, hvordan du på magisk vis får gjort alt det, du egentlig gerne vil gøre og mere til, når du følger glæden og ikke på forhånd bestemmer dig for, gennem kontrol og mærkelige målsætninger, hvordan og hvornår? Du ved det jo instinktivt og noget i dig udfører det bare. Det væsentlige. Du behøver slet ikke tænke så meget. Og du skal hverken bruge pisk eller gulerod.’

’Jeg skal bare følge glæden og gå efter det, som gør mig godt!’ Jeg nikker og noget i mig smiler. Små sæbeboblelignende kugler af glæde svæver ud i Universet.
’Dagens affirmation’, siger September og undskylder uden særlig sorg sine anglofilske tendenser. Datter af alle sprog. Kvinde af efterår og nye begyndelser.

My guidance comes from within me
I trust my choices - and they work for me
 
 
Tekst og billede, Lene Megan, september 2014

4 kommentarer:

  1. Kjære Lene
    Jeg hilser September velkommen, for det er MIN måned.
    September er jordnær men litt kritisk, og liker å ha orden.
    September er glad i de små blomstene, de du nesten ikke legger merke til.
    September kan merke de som står på utsiden, og ønsker dem velkommen inn.
    Velkommen September.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder som om du kender September godt, Sylvia! :) Og som om du næsten er hende .. og omvendt. Har du mon snart fødselsdag?

      Håber din september bliver fin, her skinner solen i dag og September byder på overraskende fint vejr efter skybrud.

      Slet
  2. Ha ha - september er også min måned :) Synes det er en skøn måned. Det er ofte godt sensommervejr først i september - aftenerne bliver mørke men det må vi jo tage med og tænde nogle levende lys. Håber du får en skøn september måned Lene :)

    SvarSlet
  3. Du har helt ret, Anette, jeg synes det er en af de fineste måneder. I morges lagde jeg mærke til duggen og dråberne i hegnet, mens solen stod op. Og jeg nyder faktisk aftenerne, det tidligere mørke, tænde stearinlys, læse og bare slappe af. I går nåede vi at gå en lang aftentur med hundene inden mørket kom. Dejligt!

    Håber din dag - og september - bliver fin! :) Knus

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.