tirsdag den 19. august 2014

Velsignelse




Jeg er den, der intet har at give dig og som siger til dig, at du skal kigge indeni.
Ikke i nogen kasse, ikke i noget hemmeligt skab, men i dig selv.

Det hænder, at jeg spørger månederne om, hvad jeg nu skal gøre. Eller ikke skal gøre. Jeg mener, vi forsøger jo alle sammen at navigere og gøre tingene på den bedst mulige måde, så vores liv får netop den farve og den glød, der gør os godt, men det hænder alligevel, at vi farer vild. Jeg er ingen undtagelse. Så når jeg nu er velsignet med månedlige besøg af klog feminin visdom, så kan jeg jo ligeså godt spørge. Det går op og ned, livet er en rutsjebanetur, men det er meget mere end det. De bedste stunder er, har jeg opdaget, når tankerne falder til ro og jeg bare kan være. Være med det, der er. Være med ingenting, så jeg kan være med alting. Søge svarene i stilheden og lytte til det, der ikke gør særligt væsen af sig.
Og det gør månederne jo heller ikke. Har du lagt mærke til, hvordan de ubemærket glider hen over året, indtager deres plads, folder dagene ud og når det er tid, forsvinder igen? Bytter plads. Den ene afløser den anden, som en endeløs stafet. Noget rækkes videre.  Så jeg spørger. Hvad har du med? I år? Til mig? Hvad er det, jeg skal lære, hvad er det, jeg ikke har forstået eller ikke ser? Og de smiler underfundigt, alle sammen, der er ikke synderlig forskel på Februar eller Maj, selvom de kan give indtryk af noget andet. De bærer alle sammen på den samme søde hemmelighed. Men de afslører den ikke. Nej, de udfordrer og giver små ledetråde, siger at tampen brænder eller at jeg må endnu længere ud på landet … men de kommer ikke med egentlige svar.

I går spurgte jeg så August. ’Helt ærligt, min ven, nu er der gået atten dage af din måned og du har endnu ikke fortalt mig mere om den indre guru, som du lovede. Har du glemt det? Det, du sagde, da du ankom på din allerførste dag?’
Hun rystede bare på hovedet. Kan du forestille dig det antiklimaks? Kropssproget, der indikerede, at det havde hun på ingen måde glemt, det stille smil og glimtet i øjet – og så tavsheden. Ingen ord, ingenting. Bare en stilfærdig hovedrysten og et blik, der rakte stafetten videre til mig.

’Sandheden er’, sagde jeg så og satte mig tungt ned i lænestolen, mens jeg løftede mit tekrus og drak forsigtigt. ’Sandheden er, at jeg ikke kan høre mig selv. Jeg kan ikke få ørenlyd. Tankerne bruser som et hav i oprør og i øjeblikket er de særlig støjende.’
’Det er fordi tampen brænder’, svarede hun kort og lod blikket glide ud af vinduet. Efterårsagtigt, stormfuldt, træerne dansede rodløst i vinden. August?

’Der var den igen!’ Jeg hørte mig selv fnyse. ’Tampen brænder. Hvad for en tamp? Hvad gør jeg, når tankerne løber løbsk og ikke vil som jeg? Når sindet tager over og stilheden er en i Rusland.’
’De bange tanker’. Hun nikkede igen. ’Dem har vi alle sammen. Og jeg indrømmer, det kan være svært at høre den indre guru, når sindet fortæller slidte historier om mangler, utilstrækkelighed og ensomhed. Har du prøvet at velsigne dem?’

’Velsigne dem?’
’Ja! Når du sætter dig i stilhed, når du mediterer, og der dukker en tanke op? … ‘

’Så registrerer jeg, accepter og vender tilbage til åndedrættet.’
’Det er en måde, ja. Men hvis du synes der er lidt for mange tanker og du mærker, at du distraheres, så kan du også give dem et navn. Kald dem 'tanke'. Hver gang du opdager, at du er blevet forført … eller bortført af en tanke, så kalder du den ved navn. Tanke. Og hvis du vil være rigtig generøs, så kan du også sige i dig selv: Tanke, jeg velsigner dig.’

’Velsigner alt det vrøvl?’
’Nemlig! Nu blev smilet bredere og jeg kunne fornemme, at jeg havde fat i hende. Nu gjaldt det bare om at holde fast. ’Velsign dine tanker. Kys dem. For egentlig vil de bare hjælpe dig. Problemet er, at de ofte er frygtbaserede. De fortæller dig om problemer og farer. Sindet elsker problemer. Alting kan de vende og dreje, så det får et anstrøg af panik. Ting, du må ordne og gøre. Alt det, der ikke er nok af. Alt det frygtelige, der kan ske, hvis du ikke skynder dig. Og så videre. Men velsign dem. Byd dem velkommen. Lad dem gå igennem porten og forsvinde på den anden side. Med din velsignelse’.

Den tyggede jeg lidt på.
Det må jeg prøve, næste gang jeg mediterer. For det er nemlig sådan, at selvom vi har en daglig meditationspraksis og bevidst opsøger stilheden, så kan vi ikke stoppe vores tankestrøm. Vi kan ligeså godt lade være med at forsøge. Men vi kan opdage, at vi ikke er vores tanker, for hvis vi var det, så kunne vi slet ikke registrere dem. Eller velsigne dem. Der er noget andet, bagved alle tankerne, problemerne og den evige travlhed og panik, som stille og roligt kan sidde og se det hele ske. Bag det kaotiske tanketæppe, der ofte trækkes ned mellem os og selve livet, skønheden og stilheden.

’Men den indre guru, August…?’
’Uhm. Hvad er det egentlig, du vil have mig til at sige?’ Hun ler og slubrer te.

’At jeg har det hele indeni mig selv. At jeg ikke behøver at søge i øst, vest eller på Facebook for at finde den gyldne nøgle. Det ved jeg jo udmærket godt! Det har jeg for længst erkendt. Hvorfor er det så, at jeg alligevel falder i fælden? Hvorfor bliver mine tanker ved med at fortælle mig røverhistorier, løgn og latin? Hvor bor min indre guru, hvor finder jeg svarene?
’Når du er stille. Når du accepterer og velsigner dine tanker. Når du bliver ved, trods træthed og et snert af opgivenhed, når du vender tilbage til puden, morgen efter morgen, og viser sind, krop og sjæl, at du har en intention. Og når du bliver ved med at skrive, for du har jo for længst opdaget, at du kan skrive det hele frem. At dine ord er magiske. At tankerne overhovedet ikke kan følge med, når fingrene danser over tastaturet og din indre visdom bobler over. Det er en frydelig fornemmelse. Og det ved du udmærket godt! Men du må møde op. Hver dag. Og så kan du jo i øvrigt vælge at slukke telefon og PC, når du vil have rigtig fred og ro.’

’Er du da ikke på Facebook, August?’. Ja undskyld, jeg kunne ikke dy mig!
Det undlader hun klogt nok at svare på. Men hun rejser sig og kommer over til den lænestol, hvor jeg sidder med min tekop. Lægger sin varme sensommerhånd på mit hoved og lukker øjnene. Mine øjne bliver også tunge og falder i. Jeg mærker varmen fra hendes fingre sive ned gennem håret, gennem hovedbund og helt ind i hjernen. Nu lægger den sig omkring sindet, varmen, og kærtegner blidt tankerne.

’Jeg velsigner dig’, siger hun med ordløse kærtegn. Og i de sekunder er der slet ingen tanker. Bare varme, stilhed og lys.
Tekst og billede, Lene Megan, august 2014

2 kommentarer:

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.