søndag den 24. august 2014

To ord og tolv engle




Der var engang, hvor jeg troede at måneder bare var en inddeling af året. Og året var en slags målestok. En slags timeglas, der rendte ud og gjorde mig mere og mere forpustet.
Jeg havde også en forestilling om, hvad der hørte til i hvilken kasse. Eksempel; sommerferie. Ja, det siger sig selv, den holder man da om sommeren. I mindst to uger. Gerne tre. Og så slapper man af. Med det samme. Man lander ikke, for det har man slet ikke tid til, nej man kaster sig ind i ferien i en vis fart og udover at slappe af og lade op, få ny energi og sove længe, så skal man også indhente en masse, som man ikke nåede i det travle og til tider hektiske forår. Komme tættere på sin partner igen. Og sine børn. Kvalitetstid af den slags, der samler alle de tråde, som knækkede i farten. Misforståelser glattes ud, kærligheden blomstrer. Alt det hørte til i Juli. Et kæmpemæssigt pres blev lagt på hendes spinkle skuldre.

Men så lærte jeg hende at kende. Juli. Og det viste sig, at det slet ikke var en slags kasse midt i året, hvor solen skinnede og alting nødvendigvis bare blev godt igen. Hun var en månedlig engel af feminin visdom. En måned, som kunne både tale og vise mig, at tingene ikke altid blev, som jeg gik og troede. Det gjorde de faktisk sjældent. Det gør de faktisk sjældent!
Jeg lærte efterhånden, at jeg ikke skal tro på alt det, jeg tænker.

Jeg havde så mange forestillinger om, hvordan det forholdt sig. Og forholder sig. Jeg tog fejl.
Jeg tog simpelthen en fejl og kiggede den godt og grundigt efter i sømmene. Og så opdagede jeg, at det bare var et ord. Et ord behæftet med en masse negativt ladet energi og noget, som jeg helst kastede fra mig i en vis fart. Fejl. Det er ikke noget, jeg tager. For fejl er dårligt. Dumt. Og så begynder det at blive rigtig potent, for jeg satte faktisk lighedstegn mellem mig selv og den fejl, jeg havde taget. Jeg har taget en fejl, ergo er jeg en ... fejltagelse? Som i 'jeg er dum fordi jeg har taget fejl'. Så jeg forsøgte at lade alle fejl være. Gik i en stor bue udenom. Og det er en fejl! En af dem, der klistrer sig til huden som en skovflåt. For fejl vil tages. Enten tager du dem eller også tager de dig.

Det er meningen, at fejl skal tages, som  de sten, vi samler op på stranden. De er et slags værktøj til erkendelse. Og de er hverken gode eller dårlige. De er bare.

Og vi er ikke de fejl, vi tager. Vi er summen af det vi lærer og erkender, når vi har taget fejlen. Fejlen er bare, så vi kan tage den og tage ved lære.
Jeg er begyndt at bruge de to ord på en anden måde. Jeg er.

JEG ER... Og så vælger jeg at sætte noget fint bagefter. De to ord er nemlig magiske. For mit liv og kvaliteten af det, afhænger helt af, hvilken ord jeg vælger at sætter efter ”jeg er …”.
Har du lyst til at prøve? Måske vil du også opleve, at dit liv og din virkelig forandres, alt efter hvilke ord du sætter bagefter. Jeg er …

Og du, der er ingen begrænsninger. Du kan være lige præcist det, du gerne vil.
Jeg er kærlighed. Jeg er skønhed. Jeg er ro. Jeg er stilhed. Og måske er det derfor, jeg befinder mig så godt i stilhedens favn, hvor tankerne slukker deres blinkende lygter og tager en pause? Fordi jeg i virkeligheden er stilhed? Og det er stort at være kærlighed. Det skulle du prøve! Månederne, de tolv vise engle, gør det hele tiden. De er nemlig bare. Alt det, de vælger at være. Men de er ikke definerede ved, hvad de gør og hvordan vejret i øvrigt er, når de kommer forbi.

Og hvordan ved jeg så, at de er engle, spørger du måske og ryster på hovedet? Sandheden? Det gør jeg heller ikke. Men jeg har valgt at tro på, at de er engle. Og jeg har accepteret, at de bringer mig både glæde og visdom, når jeg vælger at lade dem være, som de er. Magisk!  

Jeg er.
Jeg er havet.
De lydløse pastelfarver og vindens vejrtrækning.
Jeg er sandet, tangen og de rejsende sten.
Formen, farven og fuglen. Flyvende.
Jeg er tidevandet. Tågen, der ruller ind fra vest.
Bølgerne, den mægtige brusen, pludselige pauser af stilhed.
Jeg er rytmen. Takten. Musikken.
En smuk komposition af noget, nogen skabte engang.
Jeg er skabelsen. Eventyret.
Den tidlige morgen, hvor solen smiler gennem persiennerne og viser mig en ny dag.
Jeg er solen.
Duggen. Dansen. Livet, der vikler sig ind og ud af sig selv.
Jeg er livet.
Jeg er.
 
Tekst og billede, Lene Megan, august 2014

5 kommentarer:

  1. Jeg er.
    Jeg vil også være.
    Takk.

    SvarSlet
  2. Jeg er lykke <3
    Og lykkelig er jeg over, at du deler dine skriverier. Endnu engang var dine ord lige netop dem, jeg havde behov for at læse. Hjertelig tak <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jeg glad for. Selv tak! :)

      Slet
  3. Kjære venn. Nå er det lenge siden jeg har etterlatt meg spor her inne hos deg. Jeg sliter med en vond arm, og må skrive minst mulig for en periode. Men jeg ville bare la deg vite at jeg ofte dveler ved dine skriverier, og lar meg inspirere. Det at man er ute av stand til å skrive selv, gjør at man forstår hvor mye man setter pris på den Gaven det er. Å skrive. Å skape.

    Jeg er...
    Vakkert, Lene! Ønsker deg en varm, inspirerende og givende sommer. Klem fra nord.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.