fredag den 22. august 2014

Leg med livet



De sidste par uger har betragtet min hund Keeva med ekstra opmærksomhed.
Hun er sådan en hundedame, som ser dig dybt i øjnene og ligesom vil fortælle dig noget.
Så jeg har forsøgt at lytte og jeg har observeret, hvordan hun leger med livet.
I går aftes tog vi til stranden og hun viste mig det igen.
Glæden. Nuet.

Den måde, hvor hun tog imod det hele på, åben og fuld af nysgerrighed.
Hun badede i bølgerne, selvom det var koldt.
Hun gravede i sandet. Og hun så på mig med de dér øjne.


'Kan du se det? Har du forstået det nu?'
Og ja, Keeva, vidunderlige Keeva. Jeg tror, at jeg har forstået det nu. Derfor disse ord.


 Jeg elsker de historier, der kommer til mig. Jeg er mine historier. Jeg åbner mig og tager imod.
Jeg deler gerne mine historier og sender dem ud. Jeg sætter dem fri og lader dem flyve. De er frie fugle med subtile budskaber.

Det handler ikke om, hvor mange kommentarer, jeg høster eller hvor mange likes på Facebook. Slet ikke.
Det handler om den følelse, jeg har, når jeg skriver dem. Følelsen af glæde, af flow og det smil, jeg pludselig mærker på mine læber, mens jeg sidder og skriver. Når jeg er INSPIRERET.

Jeg tænker ikke, når jeg skriver, det er ikke sindet, som skriver historier. De kommer et andet sted fra, historierne. De historier, som jeg NYDER at skrive.
Det er min nydelse, det handler om. For uden min nydelse og følelsen af glæde, kan jeg ikke inspirere andre. Uden mit dybe nærvær og min tillid til, at historierne har deres egen dagsorden og et formål, jeg ikke altid helt forstår, kan historierne ikke leve.

Det handler om min forbindelse til historierne. Min forbindelse til kilden.
Jeg har været alt for opsat på at skrive til nogen. Men jeg skal ikke skrive til nogen. Der er nogen, som skriver til mig. Jeg skal ikke tale. Jeg skal være stille. Så stille, at jeg kan høre de subtile historiers stemme, de historier, som ellers ikke ville se dagens lys.

Det er gaven ved at være særligt sensitiv. Det er gaven ved at mærke og fornemme meget af det, som andre skynder sig forbi. Det er gevinsten ved at dvæle og stoppe op. Det er de lydløse energiers historier. Det er naturens. Og noget, jeg slet ikke behøver at gøre mig begreb om.
Jeg skal bare lytte. Og tage imod.

For denne gave er jeg dybt taknemmelig. For dette sensitive liv, som tidligere har voldt mig så mange kvaler. For alle de kommentarer om at være sart – eller hysterisk. For følelsen af at være anderledes og en smule sær. For behovet for at være alene med naturen. Stilheden.
For det har altid været historierne, som gjorde mig godt. Ordene. De skriverier, jeg bare kunne tage imod så let som ingenting. Historier, som sommerfugle, der lander forsigtigt på en finger, når man ikke jager dem.

Det er mit formål. Den vej, der valgte mig. Hvad er mon dit formål?
Og aldrig mere skal jeg begræde manglende kommentarer, rungende tavshed eller hånlige bemærkninger.

Det skal du heller ikke. Du skal gøre det, der gør dig godt. Selvom. På trods af. Og netop derfor.
Gør det godt for dig. Gør det, du kan mærke er rigtigt for dig. Om det er at tage imod historier, strikke smukke trøjer eller lave guddommelig mad. Om det er at lege med din hund ved havet, samle sten, sætte tal sammen eller … Hvad gør dig godt? Gør mere af det. Og for Guds skyld, for din egen skyld, tag den med ro. Giv dig tid. Giv dig selv tid.

Tag imod. Og gør som Keeva. Leg med livet!

Og måske har du lyst til at erstatte mit "jeg" med "dig". Eller "vi". For jeg er sikker på, at jeg ikke er alene i den erkendelse, der nu har set dagens lys gennem ordene her og som først rigtig er ved at bundfælde sig.

Det handler om følelsen. Følelsen af at være ...

7 kommentarer:

  1. Så rigtigt.... Vi skal os bedre tid ❤

    SvarSlet
  2. Så skjønne bilder av din hund Keeva.
    Vi kan alle tale med dyrenes vi tar oss tid og gidder.
    Da jeg drev med hest, var det alltid noen spesielle som jeg fikk bedre kontakt med enn andre, og vi fikk t slags samspill, bare vi to.
    Jeg kan huske en ridelærer bemerket en gang, at hun kunne se at jeg og hesten hadde en spesiell kjemi sammen. Det var så godt å høre, for den kjente jeg......
    Flere ganger har jeg tatt meg selv i å male noe som jeg trodde " de andre" ville like. Men jeg ble aldri fornøyd med resultatet, for det var jo ikke MEG, det kom ikke fra mitt indre, kun på overflaten.
    Jeg lengter etter å komme inn i en stim, som jeg kaller det, der alt flyter, men kommer ut av mitt indre. Det er da man kjenner at man lever, er det ikke Lene?
    Det har vært en hektisk uke, rett etter ferien. Nå er det vin i glasset og avslapning, selv om det er jobb igjen i morgen.
    God helg. Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er helt enig, Sylvia. Det er, når vi skaber indefra og ud, at vi føler vi lever. Når inspirationen flyder og vi er fuldstændig ligeglade med, hvad andre tænker og mener. Og så skal der såmænd være nogen, som alligevel er vilde med lige netop det, vi maler, skriver eller skaber. Og om ikke andre - så os selv. Fordi vi nyder processen! :)

      Håber du får slappet godt af i weekenden. Nyd den. Klem.

      Slet
  3. Så fine billeder og ligeså dine ord. Det er der vi skal nå hen at være ligeglade med hvad andre tænker for vi lever når vi skber om det er ord, malerier eller andet. Men vi gør det for os selv og som du siger, der er nok en eller anden som syntes om det vi gør :-)
    Knus din vej.

    SvarSlet
  4. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.