fredag den 15. august 2014

Glem hvad andre tænker




Jeg ser, hvordan børn og unge, der vokser op med en vedvarende kost af reality-TV, celebritets-kultur og usuperviserede sociale medier kan tage disse budskaber til sig og udvikle en totalt fordrejet fornemmelse af verden. Jeg er kun så god som det antal ”synes godt om”, jeg får på Facebook eller Instagram.
Men vi er alle sårbare over for de budskaber, der driver disse adfærdsformer …

Sådan skriver Brené Brown i sin bog ”Daring Greatly”, som nu er kommet på dansk og hedder ”Glem hvad andre tænker”. Jeg så den tilfældigvis i bogklubben og det var faktisk den danske titel, som fik mig til at stoppe op og tænke: Den bog må jeg vist læse. For jeg vil virkelig gerne lære at glemme hvad andre tænker. Ja, faktisk har jeg vist hårdt brug for at lære den lektie! Så jeg købte bogen og startede på at læse den i går.
Glem hvad andre tænker! Hvad ville jeg gøre, hvis jeg helt kunne glemme, hvad andre mon ville tænke? Spørgsmålet har leget kispus med mine tanker lige siden og de mest foruroligende følelser er vokset i deres kølvand. Noget er gået op for mig. Ja, selvfølgelig har jeg godt vidst det, inderst inde, men først nu står det mig helt klart, at jeg på ingen måde er ligeglad. Selvom jeg ville ønske, at jeg var. Så bogen er landet på et tørt sted. I en ørken faktisk. Her sidder en kvinde, som selvom hun gerne ville lyve sig til noget andet, på ingen måde kan påstå, at hun er ligeglad med, hvad andre tænker. Hun arbejder på det … men hun er faldet i en fælde!

Som coach er det populært at stille hypotetiske spørgsmål som: Hvad ville du gøre, hvis du med sikkerhed vidste, at det ikke kunne galt? Hvad ville du kaste dig ud i, hvis du var sikker på succes? Så er det meningen at vi skal smide alle forbehold overbord og gå med på en leg, hvor vi er uovervindelige. Alt det, vi sætter os for, vil vi lykkes med. Kan du mærke, hvor godt det føles at tænke sådanne tanker? Det er som et træde ud i morgenlyset og mærke solens stråler efter en mørk nat med stormvejr og hæslige drømme. Vi opdager, at vi er i live og at dagen er ny. Duggen vasker vores fodsåler, solen kysser vores kinder og byder velkommen til den virkelige verden. Til lyset, til dagen og til … kærligheden?
I går skrev jeg en lille historie om August, som hældte bogstaver ud af en allerede eksisterende bog. Hun tømte den og lod bogstaverne falde på yogamåtten foran mig, så jeg blot skulle samle dem op og begynde at skrive min egen historie. Og her mener jeg ikke bare begynde! Nej, sandheden er at jeg i fuld gang med flere romaner og i øvrigt har små historier, essays og fortællinger nok til en helt lille … bog. Men på samme måde som med min kaffe, som jeg aldrig drikker den sidste sjat af, går jeg ikke hele vejen. Jeg bliver ikke færdig! Pludselig stopper jeg op. Jeg tøver og bliver i tvivl. Og i det øjeblik vokser den indre kritiker sig stor og voldsom og smider alverdens lort i hovedet på mig. Undskyld mig udtrykket! Indtil videre har jeg ladet mig stoppe af den kritiker. Jeg hader at indrømme det, men jeg tilstår. Jeg er gået i stå og det handler ikke om, at jeg har skriveblokering og ikke tror på, at jeg faktisk kan skrive og folde en historie ud. Jeg kan slet ikke lade være! Men den iskolde og nøgne sandhed er … at jeg er faktisk lidt bange for, hvad folk vil tænke.

Tilbage til Brenés ord om børn, unge og de sociale medier. Om, hvordan vi, for det er jo på ingen måde kun børn og unge, kan foranlediges til at tro, at vi kun er så gode som det antal ”likes”, vi høster på vores Facebook side. Og jeg, som har dristet mig til at offentliggøre mine små bloghistorier på Facebook! Tror du, at jeg er ligeglad med, hvor mange likes, jeg får? Jeg ville ønske, at jeg kunne stå frem og sige: Jeg er fuldstændig ligeglad. Jeg elsker at skrive og fortælle historier, faktisk gør det mig glad i låget og det kræver ingen særlig anstrengelse, det kommer af sig selv og jeg sidder og smiler, fordi jeg opdager, at jeg er langt mere end mine irriterende, begrænsende og ofte negative tanker. Jeg bliver så taknemmelig og forbavset, når der dukker små sjove eller rørende episoder op og visdommen drypper mellem linjerne. Det kommer der ud af at have levet i livet. Det kommer der ud af glæder, sorger og store mørke huller, som jeg troede, jeg aldrig skulle komme op af. Alt det kan jeg skrive om. Dele af. Og hvis jeg kan give bare en anden sjæl lidt mod på en grå dag, hvis jeg kan inspirere lidt og være et slags spejl, hvor du kan se, hvor smuk og fin du er, helt perfekt, som du er … så er mit FORMÅL opfyldt.
Men jeg er ikke ligeglad! Jeg er begyndt  lægge lidt for meget mærke til, hvor mange likes jeg får. Og her på det sidste er det gået op for mig, at det faktisk lægger en dæmper på min glæde ved at skrive og dele. Kreativiteten rynker på næsen og bliver lidt mere besværlig. Og så gør jeg noget, som er helt tys tys. Noget, som jeg siger til andre, at de ALDRIG må gøre. For Guds skyld. Lad være med at sammenligne dig! Tilståelse, jeg sammenligner mig. Jeg skeler til kendte forfattere og mennesker, som er kendt for at inspirere på lignende måde som jeg. Og så opdager jeg, hvor mange likes de får. Tusindvis! Eller mange i hvert fald. Og hvis antallet af likes er lig med, hvor gode de er og hvor fine, velskrevede og inspirerende deres historier eller opdateringer er, så betyder det jo også … at jeg ikke er noget særligt i forhold til dem.

Da jeg læste i Brenés Brown bog i går, brød jeg helt sammen. Tårerne trillede af øjnene, da jeg læste om de stakkels børn, unge og VOKSNE mennesker, som tror at deres popularitet på Facebook er ensbetydende med, hvor gode og værdige de er som mennesker. Eller hvor gode deres historier eller produkter er, for den sags skyld. Det er da noget at det sørgeligste! Og jeg er selv blevet et offer, selvom jeg har gjort alt for at undgå det. Jeg har fortalt mig selv, at det ikke betyder noget. Kan jeg inspirere bare ét menneske …
At sende vores kunstværker, vores skrifter, vores fotografier, vores ideer ud i verden uden nogen form for garanti for, at de bliver accepteret eller værdsat, det er også sårbarhed, skriver Brené Brown. Og så græd jeg igen, for jeg kom i tanke om alle de mennesker, jeg kender, som maler, skriver eller laver fint håndarbejde og som gerne deler af det på Facebook. Hvorfor gør de det? For at blive set? For at få likes? For at vise, at de eksisterer og at de har noget på hjerte? For at forbinde sig? For sårbarhed, siger Brené, er også grundlaget for de følelser og oplevelser, som vi higer efter: Kærlighed, tilhørsforhold, glæde, mod, empati, ansvarlighed og det er i sårbarheden, at kreativiteten bliver født!

Jeg kender længslen efter at tro, at det betyder noget, hvad jeg foretager mig og hvor nemt det er at forveksle denne længsel med det at være noget særligt.
Hvad er det dog, vi udsætter os selv for på de sociale medier og på Facebook ikke mindst? Hvordan kan jeg dog miste glæden over mine små historier, som det gør så godt at skrive, blot fordi de ikke nødvendigvis bliver mødt med tusindvis af likes og jubelråb? Sat på spidsen, men det er jo sandt. I al sin sårbare sandhed. Jeg er endt med at gøre alt det, jeg ikke skulle have gjort. Jeg identificerer mig ofte med mine likes og foranlediges til at tro, at de er ensbetydende med, hvor god og vedrørende min historier og opdateringer er. Jeg sammenligner mig og opdager alt det, jeg ikke er. Og jeg ender faktisk med at miste utrolig meget god energi på at navigere rundt på Facebook for at finde inspiration og finde ud af, hvad jeg så kan byde ind med. Jeg søger udenfor mig selv. Jeg søger billigelse. Jeg søger … kærlighed og forbundenhed. På Facebook!!??

Takket være Brené stoppede jeg op. I går. Det gik op for mig, hvad jeg var i gang med. Jeg var i fuld gang med at slukke min egen kreative ild og det lys, jeg ellers tror fuldt og fast på, at vi alle har og som vi bør lade skinne. Og hvis jeg, en voksen kvinde med stor erfaring i både det ene og det andet, kan falde i Facebook fælden, hvad sker der så ikke, når piger og drenge på vej til at blive voksne, på vej til at blive, hvem de er, perfekte i al deres sårbarhed, ryger i fælden og tror, at alt hvad de er værd, afhænger af, hvor mange likes de kan høste på deres personlige profil. Hvem er smukkest? Tusindvis af selfies rammer hver dag Cyberspace! Hvem får flest likes ved … at svine andre til? Likes er vel likes, ikke alle har indsigt nok til at skele til, hvad de likes nu høstes ved. Hvem kan bedst inspirere og sige noget klogt? Smart? Rørende? Hvem har fleste .... venner?
Der findes en skøn lille tegning, som gik sin gang på netop Facebook for et stykke tid siden. Den forestillede kirkerummet og forrest stod en kiste med en præst foran. En mand var død. Og denne mand var ikke en Hr Hvem som helst. Han havde været utrolig populær i sit liv, han havde mange venner. Men ikke desto mindre var kirken gabende tom, stole og bænke skreg deres ensomme skrig. Kun et ægtepar sad forrest og kvinden hviskede forsigtigt til manden. ’Jeg forstår det ikke. Han havde ellers så mange venner … på Facebook!’

Jeg kunne blive ved. Men sandheden er, at jeg holder fri i dag og skal i sommerhuset. Og denne gang lader jeg Pc’en blive hjemme. Jeg slukker nok også min iPhone og det er muligt, at jeg lader være med at publicere fotografier på Instagram på trods af, at jeg ELSKER at tage billeder og fange fine øjeblikke. Jeg har brug for en pause. En rigtig pause. Jeg trænger til stilhed og lyden af havet, når vi vandrer langs stranden og lader blikket hvile i horisonten. Jeg vil lege med mine hunde og spille yatzy med min mor. Og jeg lover at lade være med at lægge et billede ud, hvor jeg netop har lavet en yatzy. I seksere!
Kære ven, lov mig at du ikke falder i fælden. Og er du, som jeg, faldet i, så giv dig selv lov til at kravle op igen. Stå lidt udenfor og betragt Facebook, for hvad det egentlig er. Et socialt medie. En pengemaskine. Et ganske hyggeligt sted, hvor vi kan udveksle med venner og bekendte, finde ny inspiration og … men.

Du er helt perfekt, som du er. Og dine historier, dine malerier, dine sportslige præstationer, dine gåture, dine billeder, din familie, din hund, kat, marsvin, dine øjne, din sjæl ... de har ikke brug for likes på Facebook eller andre sociale medier for at føle sig elsket . De har brug for dig. Dit nærvær, din kærlighed, dit værd. Og det er IKKE noget du behøver at søge udenfor dig selv. For en ting har jeg lært og ved med sikkerhed. Du finder det ikke dér!

Sæt dig i stilhed, luk øjnene og lyt til dit åndedrag. Træk vejret dybt, helt ned i maven. Langsomt. Hver gang du trækker vejret ind, fylder du din krop og dine celler op med ren og ny energi, glæde og kærlighed. Og hver gang du puster ud, giver du slip på spændinger, stress, jag og tanker om, at du ikke er god nok.
Sandheden? Du er helt perfekt, som du er. Fejltastisk!

Kærlig hilsen Lene

 

Look no further.You see the light?
You see the shiny reflections on the ocean
and the way the shadow is caught in a glimpse of fire?
There it is.
There you are.
Search no more!
 
 -Lene Frandsen - 
 

14 kommentarer:

  1. Tusen takk, Lene.... <3 God tur til sommerhuset.

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak, kære ven, det var dejligt at være i sommerhuset! :)

      Slet
  2. Du misser alle de forsøg du ikke udfører, så hvorfor ikke bare springe ud i det Lene?
    Det er et dejligt og evigt aktuelt emne du kaster dig over her.
    Ved at fokusere på hvad vores omgivelser tænker om vores personlighed, opførsel og handlinger, giver vi den stærkeste kraft vi inderholder væk. Vi lader andres meninger om os og vores levned afgøre raten af den succes vi vil føle efterfølgende og dermed har vi placeret vores følelse af succes og lykke på vores omgivelser, og gjort os afhængig af andres meninger og opfattelse af os som individ.
    Vi skal bevare vores stærke kraft på egne hænder og indenfor egen rækkevidde, med hensyn til hvad vi definerer som succes og lykke. Kun på den måde kan vi bevare vores Unikke individuelle egenskab, og skabe inspiration for andre.
    Det er på den måde, at vi undgår at blive en billig efterligning af vores omgivelser og i stedet for arbejder på at blive den bedste udgave af os selv.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har naturligvis ret, Michael, men pointen her var egentlig tilståelsen og sårbarheden: Jeg ved det godt, men jeg faldt I alligevel! ;) Den stærkeste kraft, ja. Det er lettere sagt end gjort! Selvom mennesker som du og mange andre, inclusive mig selv, siger at ... sådan cirka skal vi gøre, så kan vi ende med at gøre det stik modsatte. Som jeg endte med. Og måske skal vi derud for virkelig at mærke, hvordan det føles? Hvordan kreativiteten og glæden dør og vi selv visner som blomster, der ikke vandes, gødes og elskes?
      Vi skal bevare vores stærke kraft på egne hænder og indenfor egen rækkevidde, skriver du. JA! svarer jeg. Men hvordan foreslår du, at det gøres? Det er jo det interessante. Eksempler på, hvordan vi kan forsøge at nagivere og opretholde en god balance og, som du skriver, beholde vores gode kraft "hjemme hos os selv". Jeg tror faktisk, at de fleste kender "det optimale", men ikke at falde i fælden, det er en helt anden sag! Jeg troede faktisk, at jeg havde lært lektien og fundet min egen gode balance, men så en dag ...

      Det vigtigste og mest lærerige, tror jeg, er at vi ejer vores historier og ikke er bange for at dele dem. Også de eksempler, som mit, som får os til at græmme os, fordi vi blev så pokkers sårbare. For hvis jeg kan ryge i fælden, så kan andre også! :)

      Slet
    2. Jeg falder også i Lene, det er jeg overbevist om at der er mange der gør, vi er jo sårbare i bund og grund. Men det er her vigtigt at huske på, at det er tanken der er med til at gøre os sårbare og mindre værd. Uden tankerne er vi bare, og når vi mærker sårbarheden presse sig på, er det tiden at fokusere på hvad vi tænker på lige nu. Tænker vi mindre godt om os selv, tænker vi overdrevent godt om andre? Er det for at tækkes andre og få mere opmærksomhed fra dem, at vi sætter dem så højt, ikke mindst i forhold til os selv. Vi har alle brug for værdsættelse fra vores omgivelser. men det skal være som supplement til vores eget høje selvværd og her kommer tankerne igen ind i billedet, for gode positive tanker om os selv, bliver til gode positive overbevisninger om os selv, og vi er mentalt på rette vej.

      Slet
    3. Enig Michael. Uden tankerne er vi bare, den naturligste og bedste tilstand. Så måske skulle vi øve på mere "ren væren" og mindre tænkning? Via meditation, ved bevidst at søge stilheden. Det er min måde. Så lærer jeg tankerne at kende, betragter hvordan sindet fungerer og hvilke gamle historier og negative tanker, det sender af sted i en lind strøm. Som running sushi! :) Så ja, vi kan lære at vi IKKE er vores tanker. Vi kan stoppe op og som du siger, fokuserer på, hvad vi tænker lige nu. Eller hvordan vi har det. Føler. Kan vi overhovedet mærke kroppen eller bor vi nærmest oppe i hovedet?

      Du har ret, accepten skal først og fremmest komme fra os selv. MEN spørgsmålet er jo, hvordan vi når til denne accept? For mig er mødet med 'min egen' stilhed nøglen. Og sårbarheden, ingen tvivl om, at der ligger mange budskaber og også meget styrke dér. Lige dér, hvor vi er allermest sårbare, er vi paradoksalt nok også stærkest.

      Spændende emne, Michael! Tusind tak for dit bidrag, vi er i bund og grund enige. God weekend :)

      Slet
  3. Takk, takk, takk!!!!
    Det er så sant det du skriver. Og jeg sier hele tiden, at ungdommen nå, må ha det forferdelig, for de skal jo være PÅ hele tiden, være flinke, pene nok, gode nok, ha mange venner.....osv Da er det lett å falle utenom hvis noe går galt, eller man ikke blir akseptert for den man er.
    I Norge er det noe som heter JANTELOVEN ( slå den opp)
    Den begynner med: Du skal ikke tro du er noe.
    Mange har prøvd å begrave denne loven, men den dukker alltid opp, og ødelegger.
    Vi må bli flinkere til å godta den vi er. Vi er jo unike alle mann, og ingen vil da være lik alle de andre!!
    Jeg liker også å ha venninner som er helt ulik meg o personlighet . Så tilfører de meg noe jeg ikke har, og jeg kan lære mye av dem.
    Er det ikke noe som heter, at man er ikke bedre enn det siste man har gjort? Vel, så kan man være fornøyd med det, og gjøre det litt bedre neste gang, om man ikke er helt fornøyd.
    Ta til ditt sommerhus, nyt det å være til uten de sosiale medier, og gjør det som hjertet begjærer, Lene.
    God ferie. Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg behøver ikke at slå Janteloven op, Sylvia, den har vi skam også i Danmark!!! :)
      Og du har helt ret. Vi må øve os i at elske os selv endnu mere. Stå i vores egen kraft og lys. Men det hænder at vi fejler. At vi pludselig, som jeg, opdager at vi er endt med at gøre lige netop det, vi ikke ønskede at gøre. Ups! Det blev for meget! Jeg kan mærke, at jeg skal genoprette balancen og finde et sundt punkt for mig. Og blive endnu bedre til at SLUKKE telefon og PC om aftenen, i weekender og på de små ferier.

      Weekenden var dejlig, selvom vejret skiftede til regn og efterår. De små ture ud, udflugter, pauser gør så godt! Håber din weekend har været fin også!"

      Knus

      Slet
  4. Tak Lene for at skære det hele ud i pap :-) og hvor er det rigtigt. God weekend til dig udenfor "livet" det bliver helt sikkert ganske fornøjeligt og dejligt afslappende.
    Knus.

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak Margith, det var dejligt at være i sommerhuset, ved vandet og bare være! :)

      Knus

      Slet
  5. Kære Lene
    Så sandt og genkendeligt det du skriver den bog skal jeg vist også læse!
    Det kunne i og for sig være mig du beskrev for jeg stopper mig selv konstant og hele tiden og bringer mig selv ned i det dybde hul hvor på der står "du duer ikke" og inderst inde så duer vi. Alle sammen. Kreativiteten skal have lov at leve uden vi sammenligner os eller tænker hvad andre tænker, men hvor er det svært.
    Gode ord på en rengvåd søndag, lige ankommet hjem efter 14 dage i varmen og nu skal jeghave fat i hverdagen igen. Knus Til dig

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er svært ja, men det er faktisk det, jeg ønsker at skrive om og give videre i Skrivehuset. For jeg VED, hvor svært det er! Selvom jeg synes jeg har navigeret og haft et fornuftigt forhold til de sociale medier og i det hele taget, så faldt jeg alligevel i fælden. Pludselig blev det for meget. Og det går ud over kreativteten. Glæden. Den process, som vi burde nyde i fulde drag. Den er så skøn og vidunderlig, den forløser og gør godt. Mange bliver syge, er jeg sikker på, fordi de ikke burger deres naturlige kreativitet og skaber, skriver, gør det, de finder glæde ved. Og så ender man alligevel med at skrive "efter" likes og skele til, hvad andre gør. Men er det ikke menneskeligt? Jeg tror det. Så skriv af hjertets lyst, kære Tina, jeg vil gøre det samme! ;)
      Håber din ferie var skøn! Knus.

      Slet
  6. Du skal ikke lade dig stoppe, men bare springe ud i det. Du kan ikke gøre alle tilfredse; det kan ingen - men du kan ramme nogle - nemlig dem, der kan lide lige præcis DET, du skriver. Jeg har efterhånden lært at vende det øve øre til, når der kommer kritik (medmindre den er begrundet selvfølgelig), for mange gange er det netop misundelse... eller Jantelov om du vil. Til gengæld soler jeg mig uhæmmet i rosen, og det skal man have lov til, når bare ikke den stiger til hovedet. Smid fortøjningen og sejl med vinden... du skal nok finde et godt sted at lægge til... ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Mia, gode ord og værd at huske på! Op på hesten og på vej mod sol... opgangen! ;)

      Men jeg synes jo stadig at diskussionen om de sociale medier og sårbarheden er uhyre vigtigt (og vanskelig).

      Håber det går godt med alt dit spændende og måske at vi kan ses her engang i efteråret igen. Det er jo ved at være et år siden, vi mødtes ved Gisselfelt! :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.