fredag den 29. august 2014

Glædens magi




Jeg spørger forsigtigt, hvad jeg skal skrive om i dag. Og tankerne har masser af ideer, men mest af alt slår de fornemmelser ihjel. Så jeg går forsigtigt udenom tankerne. Jeg ser dem, hilser, accepterer og så smutter jeg. Over broen og ind af den blå dør, som forsigtigt lukkes bag mig.
Jeg rammes af stilhed. Tankerne falder til ro. Og så begynder mine fingre uden videre at ramme tastaturet, de tøver ikke. For det skal skrives frem. Det kan ikke tænkes. Tankerne har det med at køre i ring og selv mentalt gode ideer kan ikke helt udtænkes i sindet eller regnes ud. De skal skabes i gerningsøjeblikket. Hvis vi ønsker at skrive, så må vi skrive. Vi kan ikke tænke os til, om vi kan eller ej. Vi kan have formodninger, vi kan endda være sikre på, at vi er verdensmestre eller det modsatte, men vi ved det faktisk ikke. For vi starter forfra hver eneste gang. Og vi må love os selv og skriveguden at være åbne, nysgerrige og modtagelige.
Så jeg aner ikke, hvad der vil komme i dag. Jeg kan spørge August, for hun er her skam endnu, hendes sidste dage er en sursød blanding af sommer og efterår. Hun er alkymist. Hun tryller med dug, dis og pludselig varme, solstråler fra klar himmel og noter af noget andet. Fra sommeren. Blandet med efterår. Æblerne sender sprøde dufte min vej, syrlighed, sødme, det hele blandes i en cocktail af nu.

Vi har gode øjeblikke, NU, hvor vi har besluttet os for at lytte til sjælen og det, den hele tiden har sunget så smukt om. Vi glemte bare at lytte. Glemte hvad vi allerede vidste. Dybt i os selv. Og hvis vi hørte den stille sang, så forkastede vi den som … spild af tid. Den var jo langsom. Melodisk. Tonerne dragede ganske vist, men vi havde ikke tid. Det har vi nu. Vi har taget os tid og så giver den os. Tid.

Det dæmrer i øst. Solopgangen ses i sprækker mellem skyerne, efteråret tager endnu en bid af sommeren og gør sig større. Fugten er tung og tydelig, dens fingeraftryk hænger på havebord og i stole. Små floder af dråbe-DNA. Der er ingen tvivl længere, sommeren går på hæld. Forsvinder i horisonten og siger på gensyn. Sender fingerkys og gode ønsker.
Tag det med dig, du kan bruge. Og lad resten gå. Lad det meste gå. For du rejser bedst uden tung bagage. Kan du mærke det? Dine skridt bliver lettere uden lastværk, når du går af den vej, der åbner sig for dig. Husk hvad du lærte, og behold kun det, som fornøjer din sjæl. Og gå så. Det gør jeg. Du kan aldrig få mig til at blive. Du kan ikke fastholde mig og sætte mig bag tremmer. Bedst er det at følge med. Flyde. Mærke, hvor godt det gør, når modstanden lægges på hylden og man beslutter sig for bare at tage imod det, der dukker op. Og lad være med at dømme så meget. Godt, skidt … for hvem kan overhovedet vide det på forhånd? Hvor ofte opdager vi ikke, at det vi troede var en fæl forbandelse, ender med at være den velsignelse, vi havde håbet på? Den så bare lidt anderledes ud end vi troede, den var pakket ind i noget papir, vi ikke kendte. Først senere kunne vi se.

Tålmodighed. Tillid. Tro.

Vent og se.

Jeg spørger August og hun danser. Jeg spørger min sjæl og hun synger. Hvad er det, de prøver at fortælle mig? De leger med morgenen, der er ikke et træk af tvivl i deres ansigter. Og de har sagt det før, de har råbt det, skrevet det og hvisket det. Sunget. Danset. Digtet.
Følg glæden.

Men hvordan kan jeg være glad, når …
Og så falder det hele til jorden. Der er spørgsmål, der skal stilles, javel, men der er også dem, vi må vælge at lade gå. Vi skal ikke vide alt. Vi må stole på, at når vi følger glæden, så følger glæden os. Så simpelt er det.

Følg glæden og glæden følger dig.
Tekst og billede, Lene Megan, august 2014.

6 kommentarer:

  1. I går var en fantastisk sommerdag. Det kjennes iallefall slik. Solen varmet sterkt, jeg måtte ta opp parasollen. Jeg hadde fri, og lot dagen gå sakte, for riktig å nyte denne fine dagen. Kanskje det var en av de siste i august, før September tar over?
    Jeg leste ferdig Vindens Skygge, og lengtet tilbake til Barcelona igjen. Etter å ha lest ferdig en bok, blir jeg ligsom helt tom. Det var det, ligsom. Slik er det også med alt det andre jeg lager. Det blir så tomt, og da er det best å ha noe annet for hånden.
    Jeg bakte to brød. Å bake er jo min form for yoga. Det er også tid for eplekakebaking .
    Jeg prøver å ta meg god tid, å nyte det jeg gjør. Så kjenner jeg også gleden ved det. Istedetfor å haste videre.
    Så var det visst helg igjen. Den skal nytes langsomt.
    Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror at du er god til at følge glæden en stor del af vejen, Sylvia. Det lyder sådan. At fordybe sig i æblekagebagning, læsning og strikning er også glædelige gerninger. Det at udføre noget af glæde og lyst og ikke af pligt.
      Og at give sig selv tid, det er en vidunderlig gave. En gave, som er større end man tror! :)

      Håber din uge bliver fin, den første i september! Knus

      Slet
  2. Ja - vi skal være tålmodige og følge glæden. Du har så inderligt ret, Lene! Den kan forsvinde, men den kommer igen og man skal altid følge den. Vi *kan* ikke vide alt, og skal nok hellere ikke ;) - Marianne

    SvarSlet
    Svar
    1. Så sandt som du har skrevet det, kære Marianne. En dag af gangen, glæde, tålmodighed ... jeg tænkte på det her i morges, hvordan året går sin gang og ingenting forhastes. Det, der skal folde sig ud, folder sig ud ... når tid er. God dag til dig! :)

      Slet
  3. Hei Lene. Lenge siden sist, men nu følte jeg for å gi deg en liten respons. Det har vært en travel sommer - på en udelt positiv måte. Og det du skriver om her, er nettopp det jeg har gjort: fulgt gleden, drevet på med ting som gir meg glede, vært oppmerksom i nuet, levd i øyeblikkene, nydt dem til fulle! Og likeså tror jeg du selv er en god representant for temaet for dette innlegget. Det virker som du gjennom det å skrive, formidle... virkelig opplever fylden av ditt eget innerste vesen, og har funnet Den Største Glede. Du formidler en videunderlig dybde av kreativitet og talent - som inspirerer meg; oss, som leser dine ord. Ja, jeg vil faktisk si at du, som så genuint formidler gleden i de små ting, er en slags renessansearbeidstaker som selv gjør verden til et vakrere sted gjennom det du gjennom dine ord formidler.

    Ha en flott søndag, kjære venn. Klem fra din venn i Nord, som selv skal ut og finne glede; gennom arbeidet i Hagen i skogen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Så dejligt at høre fra dig igen, kære Janna. Det glæder mig at du har haft en fin sommer og nydt livet her og nu. Og jeg fornemmer at du er vældig god til det! Men vi må øve os, tænker jeg og hele tiden huske på det. Alt det, vi godt ved, det findes indeni. Vi er bare nødt til at bringe det op til overfladen og lade det flyde over og fylde vores liv. Indefra og ud. Her hjælper min meditationspraksis mig meget, tilbage til puden, tilbage til stilheden, igen og igen. Her finder jeg igen mit fokus i urolige tider (for de kommer jo også) :)

      Og tusind tak for dine fine ord. Du har ret, gennem at skrive og formidle på min måde bliver jeg opfyldt af glæde og noget, der næsten føles større end mig. Gennem det at skrive kommer jeg i kontakt med mit inderste, med sjælen om du vil, og det er også det, den magi, det skrivende trylleri jeg gerne vil være med til at give videre i Skrivehuset.

      Ha' en fin ny uge, kære ven i Nord. I huset i skogen.

      Klem.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.