torsdag den 14. august 2014

Gave fra August


Et skridt af gangen. Hen til bogreolen. Hun tager en vilkårlig bog ud, betragter den granskende og ryster den så temmelig voldsomt. Jeg ser hovedrystende på hende. Hvad laver hun, August, hvorfor ryster hun en bog? Så ser jeg det. Sætninger falder ud. Ord efter ord bliver sætninger opløst og bogstaverne falder til jorden med små bløde bump. Hele alfabetet ligger spredt ud over min lilla yogamåtte. I flere eksemplarer. Jeg rejser mig halvt fra stolen og skal til at sige noget. Men hun kommer mig i forkøbet, nu med en tom bog i hænderne. Det ser mærkeligt ud.  Underligt sammenfalden er bogen ikke længere … en bog. Den er blot en titel og en forfatter, der var engang. Hun ser på mig med et besynderligt smil og smider resterne i papirkurven. Jeg protesterer uden ord, hele min krop krymper sig og en insisterende smerte jager i min sjæl. Det var nogens bog, nogens værk. Ord, der blev til sætninger, timevis af tid tilbragt foran skærmen …
Hun ryster på hovedet.

’Den bog var skrevet på skrivemaskine!’
Endnu værre. Nogen har møjsommeligt ramt de rigtige bogstaver i et manuskript, der måske ikke er mere. Og nu har hun spredt bogstaverne for alle vinde. Eller rettere sagt, de er her jo stadigvæk, små sorte figurer på en måtte. Jeg går om på den anden side af skrivebordet og bukker mig ned. Samler et vilkårligt bogstav op, det er et L. Så smiler hun, August, hun har tilsyneladende en hemmelig plan med alle de løsslupne bogstaver.

’A, B, C … ‘ Hun ler højt. ’Men du tog et L. Tror du det er tilfældigt?’
’Det ved jeg da ikke. Måske.’ Jeg stirrer på det sorte L, som om det i sig selv rummer et budskab.

’Og det gør det!’ Hun nikker, mens hun fanger et A, der skulle til at forlade måtten. Måske ville det ned af trappen og ud i dagen? Jeg indser pludseligt, at det her er temmelig fjollet. Hvad siger du? En tidlig morgen på kontoret i Skrivehuset, jeg skal i gang med dagens arbejde og så hælder August pludselig en masse bogstaver ud af en bog. En hel historie er opløst.
’Du er håbløs’, stønner hun og laver en sensommerlig grimasse. ’Det er en gave. Til dig. Der er bogstaver nok til en hel historie. En bog. Værsgo’ der ligger de, bogstaver, som er klar til at blive til sætninger, afsnit, kapitler og til sidst… ‘ Dansende kommer hun mig i møde og tager min hånd. Lader sig snurre rundt i en kunstfærdig piruette. En trommehvirvel havde været på sin plads. ’En bog! Og de har erfaring, de her bogstaver, de har prøvet det før!’

’Du ved udmærket, August, at jeg har gang i mange andre ting lige nu. Jeg er ved at oversætte en bog. En spændende og vigtig bog, som jeg glæder til at give videre. Sætte over, du ved, så flere kan læse den og få glæde af dens budskab. Og så skal jeg forberede et spændende foredrag og skriveworkshop til efteråret. Gys og bananer, jeg skal give skriveglæden videre og fortælle andre om, hvordan man kan skrive sig selv. Jeg har ikke tid til også at skrive på min egen roman, men du ved jo godt … ‘
’Sludder og vrøvl’. Hendes hovedrysten bliver til en vulkan i udbrud, der er ild i hendes hår, røgen stiger til vejs.

 ’Jeg ser det. Jeg mærker det. Du længes! Det er på tide, at du lærer at prioritere og gør plads til det, der er din egentlige opgave. Nok er nok! En rynke af bestemthed giver sig til kende mellem hendes øjenbryn. ’Næste år ved samme tid … når jeg er tilbage. Så har jeg en klar forventning om, at du har skrevet din bog færdig eller at du i hvert fald er i fuld og glædelig gang. Dit budskab. Dine ord. Kan du mærke smerten, kan du mærke, hvordan du bliver en skygge af dig selv, når du ikke skriver på dit eget? Hvad tror du egentlig, det betyder? Det budskab, hele kroppen vil skrives! Giv tid, gør plads, følg glæden og tro på, at det er muligt at gøre begge dele. Det kan ikke udsættes længere!’
’Er det derfor du har hældt bogstaver ud på min yogamåtte?’ Jeg ser på hende og facaden krakelerer. Mit spejl af forsvar knuses og jeg står sårbar tilbage. Velvidende at hun har ret, mærker jeg en tåre springe frem i øjenkrogen. Kloge, fine August. Hun har hældt bogstaverne ud for min skyld, så jeg kan …’

’Samle dem op og igen begynde at skrive på dit eget’. Hun nikker. ’Min gave til dig’.
Jeg tør ikke se i skraldespanden og opdage, hvilken forfatter der måtte afgive sin historie, så jeg kan skrive min. Men måske er det underordnet. Faktum er, at August har lugten lunten og har taget affære. Det er tid til at prioritere og give plads til det, der vil skrives. Sammen med alt det andet spændende, der foregår i Skrivehuset.

Jeg takker hende og giver hende et knus. Bogstaverne samler vi op og lægger dem forsigtigt i en trækasse. De er klar. Nu er resten op til mig.
Tekst og billede, Lene Megan, august 2014

 

4 kommentarer:

  1. Så er det kun for deg å helle ut alle bokstavene igjen, og sette dem sammen til en historie.
    Det tror jeg vil bli bra.
    Jeg venter, sammen med August.

    SvarSlet
  2. I venter ikke forgæves! ;) Jeg tror, at jeg har lektien nu og August har virkelig hjulpet mig. Bogstaverne er klar!

    Fik du for resten læst "Vindens Skygge" færdig? Sådan en fin fortælling.

    Ha' en dejlig ... torsdag aften! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Riktig spennende, Lene.
      Jeg holder på med Vindens skygge nå, men synes sproget i Engelens spill, var enklere lesning. Men jeg nyter historien, og er halvveigs i boken, og ser at det er en bok til, Himmelens Fange, som jeg tror jeg også må begi meg ut på.......

      Slet
  3. jeg venter også. Med tålmodighed fordi jeg gerne venter på det gode <3

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.