mandag den 21. juli 2014

Sjæletempo




Jeg savnede mig selv. Siddende på caféen blandt andre feriegæster. Et glas iskold hvidvin, en kande vand og et ansigt foran mig på den anden side af bordet. Der skete noget, som altid sker, når jeg har holdt ferie i nogle dage. Jeg ryger ned i et slags hul, svæver gennem intetheden og smager på lidt af hvert, sorg, glæde, tristhed og pludselig lykke, fortvivlelse, uvished, muntre toner og så … bump, lander jeg. I mig selv. Alt er klart. Jeg ser gennem et vindue som ikke længere findes og alt det, der ikke rigtig betyder noget, forsvinder.
Og så mærker jeg endelig sukket, dybt fra havets bund stiger det op til overfladen og lægger sig til rette i mit bryst. Jeg er ankommet.

Jeg havde kun en uges ferie. Sådan bliver det denne sommer. Og jeg burde ikke skrive kun, nej, jeg havde store planer om at forsvinde i min egen nydelse. Lade denne ene uge være så intens, at den ville føles som en hel måned. Men jeg glemte noget. Sjælen. For sjælen rejser hverken på første klasse eller specielt hurtigt. Tværtimod. Den ankommer længe efter, at jeg er taget på ferie. Der går et par dage eller flere, det tager tid, og denne gang var der gøremål og mennesker at træffe. En fødselsdag i sommerhuset, fejring og festivitas. Det var hyggeligt, der var samtaler og en del støj. Jeg følte mig træt i dagene efter, nu skulle vi virkelig bare slappe af, men noget manglede alligevel. En smule fortvivlet begyndte jeg at tænke på, at jeg jo kun havde denne uge. Jeg forsøgte at gøre noget med timerne, få dem til at strække sig, men de ville det anderledes.
Først fredag ankom den. Sjælen. Den kom ind fra havet som en fugl i det dæmpede lys. Solnedgang, aftentid. Du kommer for sent, tænkte jeg men tog alligevel imod den. Som et kys, der forplantede sig, tidevand og tårer, noget faldt til ro. Dybt i mig. Med bare fødder i vandkanten, havet smøg sig som en fisk og skyllede bølger ind. Solen sank og det samme gjorde jeg. En kæmpemæssig klump af indsigt og sorg. Sorg fordi det nærmest var … for sent. Skal det virkelig tage så langt tid at … falde til ro, sagde jeg uden ord og havet nikkede bare. Lod en kølig bølge skylle ind over mine ben.

Nu er det mandag. Jeg er tilbage i min varme skrivestue og skal så småt til at tage fat på opgaverne. Armene klistrer til skrivebordet, hovedet er tungt og tårerne trænger sig på. Jeg føler mig alene. Og nej, ikke ensom, men noget i mig mangler. Sjælen. Den er ikke kommet tilbage endnu. Den vandrer stadig langs vandkanten og ser solen stå op og gå ned igen mange timer senere. Den danser i horisonten og lader sig beruse af bølger og tidevand. Den betragter de mennesker, der valfarter til fjorden for at bade og være, de har ferie, stemmerne forplanter sig, dønninger, fugle og fisk.
Selv er jeg er tom. Tom indeni, jeg må nærmest tvinge ordene til at komme ud på papiret. Som jo egentlig bare er en skærm. Men jeg forestiller mig altid, at det er papir og at jeg skriver med en smuk gammel fyldepen, som jeg dypper i blæk. Langsomt, kun langsomt formerne bogstaver og ord sig. Og langsomt, kun langsomt, kommer sjælen tilbage.

Jeg ved, hvad den vil spørge mig om. Den vil spørge mig om, hvad jeg så lærte. Forsigtigt vil den høre mig, om jeg endelig har forstået, hvordan jeg fungerer som kvinde og menneske. Og jeg kunne også kalde sjælen for Juli, det må jeg gerne, hun nikker smilende, hun er jo en slags sjælesørger. Hun sørger for sjælen, du ved. Sørger for at jeg har fokus på det, der virkelig betyder noget. Eller rettere sagt, hun forsøger. Jo, jeg har lært noget vigtigt, som jeg egentlig godt vidste, men som jeg glemte i min ivrighed efter at ville gøre det hele så perfekt som muligt.
Jeg er min egen proces. Jeg er nødt til at lette og lande. Følge rytmen, den usynlige melodi fra hjertet og havet. Jeg kan ikke bare BANG falde ned fra travlheden og kaste mig ind i ferien. Jeg er nødt til at gå langsomt. For der er nogen, jeg altid gerne følges med. Eller vil forsøge at følges med. Fremover. Sjælen. Jeg kan springe af sted med de bedste intentioner, men jeg kan ikke lave om på livets naturlige rytme. Bedst er det, hvis jeg fuldstændig glemmer alle ambitioner og intentioner om perfekthed og bare er. Bedst er det, hvis jeg erkender min hang til havet og min sjæls naturlige langsomhed. Bedst er det, når jeg ved, at gode ting tager tid.

Intet, der er godt, er nogensinde kommet hurtigt.
Juli forlader rummet og går ned af trappen. Jeg kan høre hendes skridt længe efter, at hun er forsvundet ind i køkkenet. Og så hører jeg den velkendte lyd af Nespresso maskinen, som hostede spytter kaffe ud. En kop til hver. ’Gå langsomt’, hvisker nogen, det er muligvis en fugl udenfor. ’Du har ikke så travlt, som du tror’.

’Jamen, jeg protester, jeg har’ …
’Vent på sjælen’, synger Juli, forsigtige skridt op af trappen, balancerede med to kopper kaffe. ’Vent og se. Når du føler dig tom, så lad tomheden fylde. Mærk den, vær den og lad være med at ville det anderledes. Den forsvinder igen, men den har et budskab til dig. Som alt andet’.

Og sjælen? Den kommer såmænd tilbage i sit helt eget tempo. Når tid er.
 
 
Tekst og billeder, Lene Megan, juli 2014
 

13 kommentarer:

  1. Åh kære Lene, endnu engang fyldes jeg af undren over, hvordan du gang på gang kan skrive om noget, som er SÅ aktuelt for mig lige nu. Glædestårer triller ned af mine kinder, for pludselig er der noget, som falder på plads i mig - i alt for lang tid har jeg haft for travlt til at min sjæl kunne følge med. Nu vil jeg igen prioritere min alenetid højt, og jeg vil nyde bare at være - jeg har behov for ro og langsommelighed for at trives.

    Du er brobygger, men du er også livredder, for du har lige reddet mig tilbage til livet og den indre ro. Hjertelig tak <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er det bare skønt at læse, Louise. Håber din dag blev god ... og langsom! :) Knus.

      Slet
  2. Du er så fantstisk god til at sætte ord på lige der hvor jeg også er, inspirerende og netop Brobygger :-)
    Tak for kommentar, på min blog og for din respons i samtalerummet for en tid siden, og jeg tager i mod og sender en mail hen ad vejen:-)
    Knus fra kvinden på bænken.

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak, kære kvinde på bænken! :) Knus.

      Slet
  3. Så deilige ord. Og jeg kjenner meg rolig inni meg. Vi må bruke tid, ikke haste avsted, ellers mister vi oss selv på veien. Og sjelen tar jo den tid den vil. Vi må bare vente.........
    Om to dager starter min ferie. Den blir lang i år, nesten fire uker. Men har ikke hatt så lenge ferie tidligere, så nå ville jeg. I ferien skal jeg også på reise. Du vil nikke gjenkjennende når jeg røper hvor jeg er, mer vil jeg ikke si nå.
    Nyt sommerdagene, og la noen timer hver dag være FERIE. Gjør slike ting du gjør, når du har ferie.....
    Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Herligt, 4 ugers ferie, det vil jeg også! ;) Nej, jeg under dig hver en time og hver en dag og faktisk har jeg pludselig en fornemmelse af, hvor det er, du skal hen. Men jeg siger ikke noget, venter bare spændt på ... at høre lidt fra øen?

      Og jeg tager din ide til mig, lad nogle timer hver dag være ferie, ja selvfølgelig. Det er jo sommer! :)

      God ferie. Knus.

      Slet
  4. kære megan

    tak for din smukke sommertekst.
    tænker på, når jeg læser den, at måske lander mismodet, ligesom lykken - når vi mindst venter det? måske vil det også bare have en plads! som et lille, mørkt spøgelse på en alt for lys dag. skabe kontrast til alt det, der gør os lykkelige. der er virkelig noget om det: at sjælen har en anden rytme og er svær at fange i en uge. og at det tager tid at lande i en ferie. og så er der alle forventningerne!
    men vi kan beskytte os, tror vi, lære af det til næste år, nogle gange gør vi - men jeg tror i grunden ikke, vi kan kontrollere det!:)
    lærte engang af en viis dame, en slags havheks som fra eventyret om den lille havfrue - at følelserne, dem skal man lære at surfe på!
    og nu, fordi du er så glad for vand:), er rådet hermed givet videre....
    og, tænker jeg, hvad mon pippi ville ha´gjort i sådan en sag? ville hun lave hverdage om til sommerdage som sylvia?
    forsat god sommertid til dig!

    klem fra laila

    SvarSlet
    Svar
    1. Det tror jeg faktisk, Laila, mismodet tager sin plads. Som en sky sejler det over himlen og forsvinder igen, når det er tid. Og jeg har tænkt meget over teksten, efterfølgende, fordi den fik mig til virkelig at indse, at sjælen tager sin tid. Den lander, når den vil, ankommer, når tid er og sådan er det bare. Mismodet opstår, når jeg 'mangler' sjælen. Så i dag har jeg bare 'ventet' og givet tid. Og i grunden er det jo noget af det skønneste ... sjælen vil ikke forceres.

      Surfe på følelserne, det er en god metafor. Men mest af alt, tænker jeg, acceptere dem for hvad de er. Følelser. Give dem tid, accept, mismodets trold har ligeså meget 'ret' som glædens lille fe. Den kommer jo også med en besked, en lille historie. Og så forsvinder den igen.

      Og i morgen er der atter en sommerdag. Og måske en ny historie! :)

      Tak for dine altid gode ord og refleksioner. Klem tilbage.

      Slet
    2. Laila, jeg har for resten læst om 'bølgerne og surfing' et andet sted. Tror faktisk at det var i forbindelse med min mindfulness uddannelse. Det er værd at huske på og kunne visualisere, når følelserne kommer væltende som store bølger. Rider vi på dem eller drukner vi? Jeg forsøger at surfe! ;)

      Slet
  5. tak for dine fine svar:) jeg er enig med dig om følelserne og accept og bølgerne. skriver lidt kort tilbage, fordi jeg er syg i dag.
    men noget jeg tænker på, er, at vi begge skriver: når sjælen kommer. og det er selvfølgelig en poetisk skøn måde at beskrive det på. men måske kommer sproget så til at drille lidt? for jeg har det sådan, at sjælen forlader os altså aldrig. vi er, også, sjælen. og jeg tænker, du også har det sådan?
    men det er jo kontakten med den, som du så inderligt efterlyser. jeg forstår det godt. mærker, den findes i alle vores ærlige følelser, de er i hvert fald grobunden. og hvis vi - som vi gør - kommer lidt for langt væk fra dem, ja, så kan vi øve os - og finde dem igen!:)
    først, og ofte, i stilheden, den smukke - og siden kan vi måske mere og mere tage vores ærlige følelser og sjælen med ud i verden, finde den i støjen, mellem to par menneskeøjne, og være med til at omforme verden. til mere ærlighed. mere sjæl. og måske lidt mindre støj!
    vil slutte nu.
    masser af klem fra laila.

    SvarSlet
    Svar
    1. Meget smukt beskrevet, Laila, jeg er helt enig med dig. Det er sandsynligvis kontakten med vores sjæl, som mangler, når vi føler det/mærker det, som jeg gjorde i går. Sproget driller ikke, sproget gør, hvad det kan, tænker jeg. I den givne situation. Fortæller om følelsen, maler med ord, skaber billeder og sætter nye tanker og følelser i gang. Men jeg ved, hvad du mener! :)

      Jeg sidder midt i dagens arbejde og tænker samtidig meget over det, tempoet, langsomheden, stilheden ... om vi kan finde den, som du beskriver, ude i verden, midt i støjen ... jeg tror det. Men vi må øve os. Igen og igen. Hver for sig og sammen!

      Vi må lære ikke at have så travlt ... vi må stoppe op, tage pauser, sætte os i stilhed, lytte ... høre hjertets sang der dybt inde i vores egen stilhed. Sagte toner af ... noget andet.

      Mere senere. God bedring og klem til dig!

      Slet
  6. Så fin beskrivelse av hvordan sjelen liksom henger litt igjen, mens vi (tankene, egoet) kjører i et annet tempo. Nøkkelen ligger i nuet. Det eneste vi har, er nå. Men tankene og emosjonene vil gjerne være enten i fortid eller i fremtid. Sjelen er den som er i nået, hele tiden. Bare vi klarer å kjenne etter, er vi der. Sammen med den.

    Glad for å ha blitt kjent med både deg og alle andre kloke kvinner, Lene! ;)
    Måtte det aldri bli slutt på poetiske og vakre ord på bloggene rundt omkring...

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for dit bidrag, min ven. Måske forholder det sig, som du beskriver det? Det er jo i hvert fald god mindfulness lære og ingen tvivl om, at vi kun kan være lykkelige og nærværende i nuet. Men kan vores nu indfinde sig før sjælens nu? Hvis vi nu flyver til et fjernt land i en vis fart, er sjælen så da nødvendigvis ankommet med samme fly som os? Eller tager den en anden og langsommere vej? Og er vi nogensinde separeret fra vores sjæl eller føles det bare sådan? Fordi vi, som du beskriver det, lader at fragte væk fra nuet af enten tanker, følelser eller begge dele?

      Alt sammen inspirerer det til skriverier. Betragtninger. Men svaret har kun ... ?

      Også glad for at blive kendt med dig! :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.