torsdag den 31. juli 2014

I dette smukke øjeblik


 
Du kan altid klare nuet,
men du kan aldrig klare fremtiden.
Og det behøver du heller ikke.
Svaret, styrken, den rette handling eller ressource
vil være der,
når du har brug for den,
ikke før og ikke senere.
- Eckhart Tolle -

Jeg ville gerne spørge hende. Lave en kop kaffe til os og invitere til en god snak. Måske kunne vi sidde i køkkenet og se morgenen folde sig ud? Eller i spisestuen, hvor vi har udsigt til både marker og horisont? Betragte træerne, registrere hvordan grene og blade danser i vinden, se fuglene, der svæver over himlen i deres helt egen dans. Og markerne, som i øjeblikket er i høsteproces, mens harerne dukker op i stubbene. De sidder helt stille, mens ørerne indstiller sig på … at lytte? Har du set, hvor stille de kan forholde sig? Fuldstændig urørlige sidder de og betragter den verden, der er omkring dem. Men måske lytter de også indad, hvem ved. Som i en slags meditation. Jeg har på fornemmelsen, at den slags falder dem langt lettere end os. Mennesker. Med alle vores tanker, der vrimler gennem hovedet som i en centrifuge. Hvilken larm! Stor ståhej for ingenting, kunne man fristes til at skrive i den sammenhæng. For de fleste tanker er blot gentagelser, gamle historier, reflekser, løgn og latin. De er pure opspind og noget, som vi burde tage lidt mindre alvorligt.
’Kaffe?’, spørger hun, der som altid kan læse mine tanker og ofte gør det. Når hun altså er her. Og det er hun jo endnu, selvom hendes måned er ved at være ved vejs ende. Lidt vemodigt er det altid at sige farvel til en kær ven og Juli hører bestemt til i den kategori.

’Det er en god ide’. Jeg smiler og vender tilbage til rummet. Jeg er ikke længere på marken i harens spor. Mine sanser retter sig mod kvinden, der er trådt ind i min sfære, kvinden, som egentlig er en måned, en del af en cyklus, noget større som det aldrig går at fastholde. Hvert øjeblik i hendes univers er nyt. Og dér er vi faktisk ikke så forskellige.
’Hvad ville du spørge mig om’, siger hun og stiller kaffen på bordet foran mig. Nå ja, så bliver det altså i skriverummet, at vi tager vores snak. Og hvorfor ikke? Her står Skytsenglen og Filosoffen på plads, bøgerne ligger spredt ud over bordet, de bøger, som lige nu inspirerer og rummer den visdom, jeg har brug for. Der sidder en veltilfreds Buddha med tyk mave og smiler i sin meditation ovenpå en bunke lysegrønne sedler. Jeg har glemt, hvad der står på dem. Måske ved jeg det ikke engang. Men jeg lader ham sidde, Buddha, for han er også en vigtig del af min inspiration. Om at huske at søge stilheden, aktivt, om at smile af det rene ingenting, for dér i ingenting bor alt. Og det ved han uden tvivl, så glad og veltilfreds som han ser ud. Lyset kommer sejlende ind fra øst, solen har gemt sig bag et sløret skydække, men noget kaster et dovent skær over træerne og vasketøjet på snoren. Skyggerne er på plads.

’Nuet’, siger jeg og ryster lidt sørgmodigt på hovedet, ’hvorfor er det så svært?’
Hun ler højt. Drikker af sin kaffe og sætter sig på puden, virrer med hovedet, så hendes tykke manke af lyst hår får et helt særligt liv. Jeg kan falde i staver over den slags. Men nu skal jeg nok holde mig til sagen.

’Nuet er da ikke svært. Det er alt, der er. Jeg aner ikke, hvorfor I mennesker har opfundet både fortid og fremtid og vælger at befinde jer i en mental verden, som ikke har spor med virkeligheden at gøre!
’Jamen …’

’Det er sandt’, insisterer hun. Som den gode Tolles ord siger, så kan man ikke klare fremtiden, men det er ofte den, I er bekymrede over. I er dér allerede i tankerne, men sådan kan man ikke leve. Man aner ikke, hvad der kommer til at ske, det ved man først, når fremtiden er nu. Men det er den jo aldrig!’ Hun ler og smiler kærligt til mig. ’Søde ven, fremtiden findes ikke. Plant dine fødder og dit hjerte solidt i nuet og alting vil folde sig ud. Perfekt. Uperfekt. Det spiller ingen rolle, lad være med at dømme. Bare lev. Nu!’
’Det er jo det, jeg prøver at sige til dig’. Min stemme ryger op i et toneleje, der sender noter af irritation gennem kroppen på mig. Jeg mærker frustrationen, for egentlig ved jeg godt, at hun har ret i det hun siger, men jeg er simpelthen så dårlig til at praktisere det. Jeg mediterer, jeg forsøger at tænke gode tanker, jeg skriver historier, som jeg ikke aner hvor kommer fra og som indikerer, at noget i mig udmærket ved, hvordan livet skal leves og hvad der er meningen. Men sindet? Det fiser direkte ud i fremtiden og sender bekymrende pile og vibrationer gennem min krop. Og min sjæl? Den bliver så trist over, at jeg har så svært ved at finde ind til det sted, hvor den bor og hvor alt er godt. Den kalder, hvisker og synger. Og jeg må medgive, de ord, den udtaler og de sange, den formidler, de gør mig uendeligt godt. Jeg hælder til dem, jeg sniger mig til at give dem både plads og hjerterum, mens sindet buldrer af sted og forsøger at overdøve alt det gode, der findes på bunden af …

’Inde i dig, ja’. Juli nikker bestemt. ’Men prøv at lyt til Tolles ord. Smag på dem som et bolsje, der er så lækkert, at du ønsker at strække det så langt som muligt. Sut på det, lad spyttet danne et hav af velvære i din mund. Lad smagsoplevelserne fryde din gane. De forskellige ingredienser, det sure, det søde og det, du ikke helt kan definere. Lad det fortrylle!

Svaret, styrken, den rette handling eller ressource, vil være der, når du har brug for den, ikke før og ikke senere.
’Så hvad handler det om?’ spørger hun mig efter en kunstpause, hvor jeg sutter på ord som var de et bolsje.

Jeg ryster bare på hovedet.
’Det handler om, at der faktisk ikke er noget som helst, du behøver at gøre. Er det ikke skønt? Du kan slappe helt i visheden om, at alting har sin tid. Du’, siger hun og peger uden tøven på mig, ’du skal bare nyde dit liv. Det er jo derfor, du er her. Og livet kan kun leves nu. I dette smukke øjeblik. Lige nu ved du alt, hvad du behøver at vide. Det du ikke ved, har du ikke brug for. Det kommer, hvis det skal.

Svaret, styrken, den rette handling eller ressource …’
I dette smukke øjeblik. Jeg nikker med tårer øjnene, mens jeg samtidig sutter på ordbolsjet. Det er alt, vi har. Og alt vi behøver. Vi kan altid klare nuet; jeg liver pludselig op. Det er jo sandt! Her sidder jeg og klarer mig så aldeles fremragende. Jeg drikker kaffe med Juli, jeg lader ord danse frem på skærmen og skal ikke gøre noget som helst andet end at lade dem komme. Siden skal jeg oversætte en helt vidunderlig bog og …

’Nuet’, siger Juli, bliv her nu! Du var lige ved at …
'Jeg ved det godt', siger jeg og drikker af min kaffe. I dette smukke øjeblik er alting helt, som det skal være.

Tekst og billede, Lene Megan, juli 2014

6 kommentarer:

  1. Fantastisk, Lene--- Tusen takk for gode ord som min sjel kunne trenge.... <3

    SvarSlet
  2. For et deilig innlegg, som får meg til å tenke.
    De fleste, inkludert meg, tenker for mye på fremtiden, og glemmer det som skjer her og nå.
    Når økonomien ikke er på topp, tenker jeg ofte fremover, til DA jeg får bedre råd, for da skal jeg....... Men hva om det ikke blir bedre? Skal jeg bare la dagene , ukene og mnd gå, og kun vente på bedre tider? Jeg forsøker å nyte hver dag som den er, som den kommer til meg. Men, noen dager gleder jeg meg mest til fremtiden......
    Og boken jeg leser, er så herlig. Jeg er snart ved veis ende, og har kjøpt oppfølgeren, Vindens skygge. Ja, der ser du. Jeg har kjøpt boken jeg skal lese i fremtiden ;)
    Fint å høre at Engelens spill er en av dine favoritter, Lene. Det kan jeg godt forstå.
    Ha en fin dag. Og nyt den her og nå. Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Sylvia. Ja, det er i grunden sundt at reflektere lidt over det. At lægge mærke til, hvor ofte vi bevæger os væk fra nuet, hvor livet er, og ud i fremtiden eller tilbage til fortiden. Jeg gør det selv, men min meditationspraksis hjælper mig faktisk til at komme tilbage. Det er en disciplin, tilbage til puden, igen og igen, tilbage til nuet, igen og igen. Tankerne og sindet tager os på tur, men vi kan vælge at blive lige her, hvor alt er godt. I nuet! :)

      Jeg har også læst Vindens Skygge, ja de er begge blandt mine favoritter. Glæd dig! :)

      Fortsat dejlig sommerferie til dig. Knus.

      Slet
  3. Din blog trak pludseligt i mig nu, og dine ord var lige præcis dem, jeg havde behov for at læse - jeg var i tankerne flere dage ude i fremtiden, men nu er jeg igen her og nu. Hjertelig tak <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt Louise. Og det er jo sådan, det er, for os alle sammen. Tankerne tager os med på tur, fragter os ud i fremtiden og giver os bekymringer, fordi vi som Tolle også beskriver det, tror vi skal klare noget "derude". Men det findes jo ikke. Der findes kun nu. Og når vi kommer tilbage, lander i kroppen og i nuet, så er alt i grunden godt.

      Selv tak <3

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.