tirsdag den 8. juli 2014

Brobyggeren




If you want to really hurt you parents, and you don’t have the nerve to be gay, the least you can do is go into the arts. I’m not kidding. The arts are not a way to make a living. They are a very human way of making life more bearable. Practicing an art, no matter how well or badly, is a way to make your soul grow, for heaven’s sake. Sing in the shower. Dance to the radio. Tell stories. Write a poem to a friend, even a lousy poem. Do it as well as you possible can. You will get an enormous reward. You will have created something!

- Kurt Vonnegut, A Man without a Country -
Sommeren har rullet sit tæppe ud. Varme dage, tordenbyger og ustadigt vejr. Nætter, som minder lidt om troperne, selvom jeg aldrig har været der. Svedig og fortumlet vågner jeg tusinde gange i løbet af natten, min lille søvnbåd kæntrer gang på gang. Vinden rusker i persiennerne, vi må have gardiner, siger jeg til kæresten, mørke gardiner, der holder lyset ude og ikke larmer så meget. Han nikker, også han har sovet uroligt og for lidt, men når han går ud af døren efter morgenmad og gåtur med hundene, er det årets høst, han tænker på, ikke mørklægningsgardiner. Og jeg kan selv tage affære, naturligvis kan jeg det. Men når han er gået ud af døren, sætter jeg på puden og mediterer og så er det stilheden, jeg søger. Ikke den, man kan opnå ved hjælp af mørklægningsgardiner og lukkede vinduer, men stilheden i mig selv, et luftigt rum fuld af lys, mørke og ingenting. Jeg glemmer alt om nattens urolige troperejse og falder til ro et sted dybt i mig selv. Lytter til åndedrættet og lader det være mit anker. Min lille båd vipper forsigtigt på bølgerne, der er nærmest usynlige nu. Havet falder til ro, vinden lægger sig og jeg hører mig selv sukke. Det er godt at vende hjem.

Denne sommer arbejder jeg det meste af tiden. Jeg har fået spændende opgaver i Skrivehuset og jeg er dybt taknemmelig for det, der nu kommer min vej. Døre står på klem, åbner sig i vinden, kalder på mig med sagte stemme og dog. Stemmen er pludselig ret tydelig. Klar. Den synger rent og uden tøven. Senere skal jeg nok fortælle dig mere om, hvad jeg arbejder med lige nu. Eller rettere sagt, hvilken bog det drejer sig om. For jeg har fået en oversættelsesopgave, ja, pludselig har jeg fået mulighed for at bruge mit engelske, som jeg elsker, på en helt anden måde end tidligere. En roman, en slags skildring af virkelige begivenheder, noget om healing og om, hvordan tro flytter bjerge. Er det muligt? Det havde jeg ikke drømt om, jeg havde egentlig tænkt, at jeg var nødt ved at lægge mit elskede engelske på hylden, men sådan skulle det ikke blive. Tværtimod. Det havde jeg ikke drømt om, men nogen vidste bedre.
Brobygger. Oversætter.
Og der er andre opgaver og gode udfordringer på vej … Noget, jeg har drømt om. Forestillet mig.

Samtidig kan jeg mærke en dyb længsel. Et stik, et savn og et kæmpe behov for at huske, hvorfor jeg begav mig ud på denne rejse. For at følge dit hjerte, siger du måske, jeg nikker, det har jeg fortalt om utallige gange og der kommer meget mere af den slags, fra min hånd. Jeg er nemlig brobygger. Fra sind til hjerte. Fra et sprog til et andet. Jeg bygger sproglige broer, så flere kan komme over.
Sproget. Poesien. Pludselig husker jeg det, historierne, glæden ved at skrive, som jeg gør det lige nu. Kaffe og ord. Det er jo det, der er kernen. I Skrivehuset og i mig. Kreativiteten og glæden ved at skrive og skabe. Min livsnerve og kilde til ægte, ren og skær glæde. Jeg må huske at skabe mig, skabe noget, en historie, nogle ord, lege med formuleringerne, danse efter løbeturen, synge ekstra højt i brusebadet. For der er kun en ting at gøre med kreative længsler og det er at udleve dem.

Men ved du hvad det bedste er? Jeg ser pludselig nogle tråde, som nærmer sig hinanden. Som små søde slanger snor de sig gennem usynlig luft i en slags forunderlig dans. Og slangerne kan tale, 'tænk hvis det er muligt', siger de og ler på en hviskende, hvæsende måde. 'At du aldrig mere behøver at adskille det, der gør dig glad og det, du kan tjene penge på. Du kan udleve dine kreative længsler, du kan tage imod alle de historier, der banker på ruden og leger med dit hår, når du går ud i vinden. De venter og du behøver ikke at skubbe den væk. Du kan favne dem samtidig med at … ' De fuldfører ikke sætningen, men ser på mig med gule, hemmelighedsfulde øjne. 'Men du må lære at give slip og stole på, at nogen ved bedre end du. Du skal ikke gøre dig anstrengelser med at forestille dig hvordan, du skal blot vide dybt i dig selv, at det vil materialisere sig. Når tid er. Og at det bliver både bedre og anderledes, end selv du, med din veludviklede fantasi, kunne forestille dig'.
Slangerne forsvinder. Jeg opdager, at jeg sidder ved skrivebordet og at det er tid. Så nu må du have mig undskyldt. Jeg skal videre med min bro. ;)

2 kommentarer:

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.