fredag den 11. juli 2014

At give slip på en solnedgang


De står på stranden, helt ude i vandkanten og bader i solens sidste stråler. Langsomt synker den mod havet, solen, baner en usynlig vej og forsvinder i bølgerne. Alt ånder fred. Lyset farver himlen rød, horisonten glimter i vandoverfladen, så sænker mørket sig i sindig ro. Et suk. Havet bukker, himlen nejer og menneskerne på stranden står åndeløse og spejler sig selv i skønheden. Jeg ser dem samtidig med at jeg selv mærker forvandlingen. Betragter dem og rykker et skridt nærmere, for vi er sammen om denne oplevelse. Det er et slags teater, en forestilling så intens og rørende, at vi holder vejret endnu. Jeg blinker en tåre væk. Solnedgang. Tæppefald. En dag, der er forbi og en nat, der tager over. Stranden bag os, sandet, sivene og det genstridige græs, stien der fører tilbage til parkeringspladsen og sommerhusene. Vi tøver.

Bølgerne skvulper mod land, vinden blæser gennem sivene. En pludselig uro opstår og vi vågner. Det er aften nu. Duggen falder og havet vinker stille farvel, lader os gå. Porten tilbage til sommerhusområdet åbner sig og vi går tavse gennem det dugvåde græs. Nogle genser solnedgangen på deres mobilkameraer, men kan ikke rigtig genfinde den stemning, der opstod i det nu, hvor det skete. Det er passeret. Og jeg er ingen undtagelse, jeg har svært ved at slippe grebet og vil holde fast i det øjeblik, hvor alt var perfekt. Den langsomhed, der passede min sjæl som en skræddersyet kjole. En silkekjole af sølv, guld og solnedgang. Nej, jeg ryster på hovedet, end ikke ord kan beskrive den følelse, den godgørende fornemmelse af samhørighed og dyb, inderlig fred.

Vi stod på stranden, helt ude i vandkanten og badede i solens sidste stråler. Nu trasker vi tavse hjemad med en anderledes slags ro i krop og sjæl. En ro, der skal nydes, men som forstyrres af trangen til at holde fast. For hvem har lyst til at give slip på det øjeblik, hvor lykken tager bolig i sjælen så dybt og inderligt, at det ikke kan blive mere perfekt?

Det er mørkt nu. Pludselig får jeg øje på månen over trætoppene og opdager, at den lyser hele sommerhusområdet op. Et magisk sølvlys svøber sig om mig og giver mig kuldegysning. Midt i sorgen over afskeden med solnedgangen og et møde med min egen sjæls skønhed, mærker jeg en klukkende latter af glæde og lettelse.

Alting er jo som det skal være. Naturen. Dagen. Natten. Lyset. Mørket og mig. Skyggerne og katten, der smyger sig forbi mine ben og forsvinder ind i buskadset.
 
Tekst og billede, Lene Megan, juli 2013 og 2014
 
Teksten er fra samme tid sidste år. I morgen drager jeg igen i sommerhuset for at tilbringe en uge i landet ved havet. Og jeg skal se solnedgange og genopdage, at skønheden bor i mig selv. Jeg skal sukke dybt og give slip, kun for at opdage at månen stiger op bag trætoppene, når vi i tavshed går hjem gennem sommeraftenen. Det er den tid på året. Det er sommer. Det er nu!

2 kommentarer:

  1. Hei Lene
    Deilige ord, om sommeren, om solnedgangen og måneskinn.
    Jeg tror det er fullmåne i disse dager, og da vil den holde oss våken....ikke bare pga heten vi har nå, men kraften fra månen påvirker oss.
    Jeg elsker denne varmen som er nå. Heldigvis tåler jeg hete. Det er sommer, det skal være varmt. Vi skal kjenne at vi lever, med hele vår kropp. Jeg nyter hver kveld, jeg kan sitte å kjenne varmen.
    Min ferie er om to uker. Det gleder jeg meg til. Må du nyte din ferie, med mange fine solnedgangen og sus fra havet.
    Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Sylvia. Det bliver skønt at komme lidt væk fra hjemmekontoret og i det hele taget. Jeg elsker jo at være tæt på vandet! :) Ja, det er igen ved at være fuldmåne, men det er ikke altid, at den holder os (mig) vågen. Det vides ikke på forhånd. Jeg satser på at sove godt, for det trænger jeg efter varmen her, der her holdt mig en del vågen! ;)

      Hvis vi ikke skrives ved, men det gør vi sikkert, må du også have en fantastisk dejlig ferie!

      Knus

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.