onsdag den 18. juni 2014

Vi tør godt




I dag har hun lavet smoothie. Den er rød og fyldig, rester af blåbær, brombær og jordbær danner mønstre på glassets kant. Selvom vi stod tidligt op, var hun allerede kommet os i forkøbet, blenderen satte i gang i samme sekund jeg trådte ind i køkkenet. Hundene var lukket ud i haven og tågen kom sejlende ind over marken. Jeg stod lidt og stirrede ud i det usynlige landskab og vendte så tilbage til køkkenets hovedperson. Juni. Hun elsker at forberede vores morgenmåltid. Jo, kaffe må vi gerne få, men hun insisterer på, at vi også får et skud sommervitaminer, lidt friskt at starte dagen på.
Vi bliver hængende lidt over morgenmaden. Jeg er lidt træt, synes jeg, i dag lykkedes det fuglene at vække mig ved femtiden og jeg kunne ikke falde i søvn igen. Lyset væltede gennem sprækkerne i persiennerne og selvom det ikke var sollys, var det alligevel skarpt og gennemtrængende. Akkurat ligesom fuglenes skrig. Men så hørte jeg solsortens triller og faldt lidt til ro. Måske falder jeg i søvn igen, tænkte jeg, men det gjorde jeg ikke.

’Tør jeg følge min drøm?’, siger jeg til Juni og fortæller hende om et indlæg, jeg har læst på bloggen Lykkepostej. Der fortæller en kvinde ærligt om sit liv, der ikke altid har været en dans på roser, tværtimod, men alligevel er det lykkedes kvinden at komme ovenpå og få vendt sine odds. Og nu spørger kvinden om hun tør følge sin drøm? Ja, egentlig spørger hun jo sig selv, men hun henvender sig også til andre for gode råd og opmuntring. Og jeg var ikke sen til at svare, for det er jo det, jeg selv har forsøgt. At følge min drøm og mit hjerte. Når man bliver ved med at støde panden mod en mur og går rundt og er misfornøjet, så er det et tegn. Et vink med en vognstang. Fra sjælen. Der er noget du skal, noget andet, og noget, som vil gøre dig glad. For det er sådan, det er. Tror jeg. Vi har alle et livsformål og en opgave. Og når vi først bevæger os ind på hjertevej og vælger at lytte til den stille stemme, der synger om alt det, vi i smug går og drømmer om eller måske slet ikke har gjort os bevidst om endnu, så begynder der at ske noget. Vi mærker livet på en helt anden måde.
Juni nikker. Hun er også på hjertevej, siger hun og slubrer smoothie.

’Livet er så kort, et menneskeliv altså. Og det er meningen, at I skal være glade og udfolde jeres potentiale, hver især. Men i gemmer ofte jeres lys under en skæppe og tror slet ikke, at I er guld værd. I tvivler. På jeres egen formåen, på jeres værdi. Men I er hver især sat her på jorden for at bruge jeres personlige gaver og udføre den opgave, der passer perfekt til jer. Det er meningen I skal skinne! Som stjernerne på nattehimlen, som solen på en sommerdag, som en sjælden og unik diamant. I stedet gemmer I jer. For jer selv og for verden.’
Hun sukker så dybt, at jeg tror hun vil sprække. Gå midt over. Men det gør hun naturligvis ikke, Juni er en sej måned og kan klare lidt af hvert. Det vidste hun ikke, før hun prøvede, påstår hun. Jeg er langt stærkere end jeg tror’.

Hun holder en kunstpause og ser alvorligt på mig. Du er ingen undtagelse, siger hun uden ord og jeg nikker. Jeg ved sørme godt, hvad hun taler om. Alt for ofte sker det, at jeg bliver i tvivl. Selvom jeg egentlig godt ved bedre, har noget i mig tendens til at vende tilbage til det rum, hvor tvivlen huserer. Og frygten bor dør om dør med tvivlen. Den buldrer og rumsterer og sørger hele tiden at flytte om, så den næsten kan simulere glæde, men så tordner den frem og viser sit sande ansigt. Du er ikke god nok, dygtig nok, ambitiøs nok. Og så videre.
Men jeg har besluttet mig for, at det simpelthen hører med.

Og Juni og jeg har besluttet os for at heppe på kvinden, som gerne vil følge sin drøm. For vi ved begge to, at hun sagtens kan. Det starter med en intention og det første skridt. Små skridt, små ændringer, lidt af gangen. På samme måde som vi spiser elefanter, følger vi vores hjerter. Finder vores formål, lærer at mærke og lytte efter. Vi bliver dygtigere til at genkende og erkende den stille stemme og de sandheder, den med småt forkynder. For den taler ikke med store ord. Den har hverken brug for at råbe eller skrige. Men når man danser til dens toner, så føler man sig fuldstændig i pagt med sig selv. Man mærker glæden og man følger den. Et skridt af gangen. Nå ja, snubler gør man selvfølgelig også, men det skal man. Det lærer man nemlig af!  Og efterhånden får man hjælp de utroligste steder fra. Det sker ikke fra dag til dag, men det sker. Der dukker mennesker op på ens vej, som viser sig at være en slags hjælpere. Og man opdager i øvrigt også, at man selv kan bidrage som hjælper. For i modsætning til, hvad man måske går og tror, så bærer man rundt på en kiste fuld af uvurderlig  visdom og livserfaring. Man skal bare vælge at tage ordet. Smide masken og vise sit ansigt. Stå i sårbarhedens muld og mærke, hvordan styrken vokser, når man tør være sig selv. Stærk og sårbar på samme tid.
‘Følg din drøm og dit hjerte’. Juni nikker. ‘Du kan og det er meningen, at du skal. Du er ikke skabt for at gemme dig bort. Tværtimod. Stå i dit lys og skin’.

’Det er lettere sagt end gjort’, udbryder jeg.
’Du taler af erfaring? Juni ler. ’Men ved du hvad, du er nødt til at vise verden dit lys. Du er nødt til at skinne. For når du er dig selv og skinner fra hjertet, når du gør det, der gør dig glad og boltrer dig med det, du er god til, så inspirerer du og giver uvilkårlig andre tilladelse til at gøre det samme. Verden kan ikke være tjent med, at lysets krigere gemmer sig i mørke huler. I må ud og vise jeres flag, jeres mod og jeres kærlighed. Og I skal gøre det på helt jeres egen særlige måde’.

Jeg nikker. Jeg ved det godt, jeg har sagt og skrevet det utallige gange. Alligevel falder jeg i, for der er skam også masser af huller på min vej. Og lukkede døre. Nætter med tvivl, hvor frygten banker på vinduet forklædt som sileregn. Og så videre. Men når morgenen kommer og jeg indser, at jeg stadig på vej og noget i mig hvisker, at jeg er både stærk nok, god nok og kompetent nok, så smiler jeg og trækker i arbejdstøjet. Eller også sætter jeg mig på puden og mediterer, for i stilheden møder jeg min egen kærlige sandhed.
’Ofte frygter vi det, vi egentlig drømmer om. Vi bilder os ind, at vi ikke tør. Men det er ikke sandt. Vi tør godt!’

Juni rejser sig og folder hænderne i en slags bøn. I tavshed sender vi gode tanker til kvinden på bænken til og alle de andre modige sjæle, som vover at standse op og spørge sig selv, hvilket liv de egentlig ønsker sig. Og som tager det første skridt mod drømmen. Som Juni har gjort. Og som jeg og andre gode kvinder og mænd har gjort det.
Fordi vi ikke tør lade være.  

Tekst og billede, Lene Megan, juni 2014

16 kommentarer:

  1. Hei Lene
    Noen ganger er det dem man minst aner, som er den sterke, som tør. Som har latt seg tråkke på, eller som alltid stiller bakerst. Fordi de tror de ikke er noe verdt.
    Plutselig får de en usynlig kraft, som ingen hadde ant fantes hos dem. Og så gjør de det!
    De følger sin drøm, sitt hjerte. Og gjør det de alltid har ønsket for seg selv. De blir de sterkeste og klokeste menneskene.
    Og det grønne hjerte som vi begge kjøpte. Jeg elsker mitt, jeg også. Det er så godt å ta på. Og det vil alltid minne om vårt hyggelige møte, vår dag i KBH. Og jeg tar gjerne et glass vin med deg igjen, neste gang jeg drar til byen med hjertet.
    Du får nyte ditt besøk fra nord, og hilse fra meg. Vi har felles bekjent.
    Knus

    SvarSlet
  2. .....jeg glemte altså å fortelle at jeg også våknet før kl 05 i dag tidlig. Det var umulig å sove lenger. Da jeg bestemte meg for å stå opp, ropte Sophia på meg, og sa at hun heller ikke fikk sove. Så stod vi opp begge to. Jeg brygget meg et krus te, og satt med sjalet mitt rundt meg, mens Sophia etter en stund, sovnet under et pledd, til hun måtte opp å gå på skolen.
    Så merkelig at også DU opplevet det samme..........

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja det var virkelig mærkeligt! Jeg var pludselig lysvågen og stod op før kl. 6.

      Slet
  3. Kære Lene,

    Du er en af mine hjælpere - gang på gang lærer jeg af dine ord, og det er en gave uden lige <3

    Nogle gange tager jeg mig ikke tid til at besøge din blog, og jeg har efterhånden indset, at det er i de perioder af mit liv, hvor jeg ikke har det godt med mig selv. Dine ord og billeder virker på mig som en slags mental medicin, og jeg finder ro i dem, selvom du til tider starter et stormvejr af tanker og følelser i mig - det er så modsætningsfyldt, men til tider har jeg behov for det indre stormvejr til at ruske op i mig, så tingene langsomt kan falde på plads og roen igen indtræde.

    Du skal have hjertelig tak, fordi du er DIG <3

    Kærlige tanker og kram fra
    Louise

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Louise
      Jeg blev så glad, da jeg læste dine ord. Det er så godt at læse, at mine ord og små fortællinger kan hjælpe dig på din rejse. Så på den måde er du også en slags hjælper for mig, fordi jeg nu får lyst til at fortsætte med det, jeg gør og som jeg elsker allermest: At skrive og fortælle historier, der handler om livet, rejsen og glæden ved at være til. Trods alt! ;) Så tak til dig også.

      Knus

      Slet
  4. Lukkede dører, et NEI der man ønsket et JA. Hull i veien, man faller og kjenner smerten fra sårene.

    Tvil og frykt stikker hodene sine frem og hvisker vonde ord.

    Så kjenner man solen igjen, varmen brer seg, man blir både sint og glad, reiser seg, børster sine klær, går til neste dør og banker på. Stadig i håp om et JA.

    Og solen, den finnes i så mange former. I dag hadde den tatt form av en blogg kalt Poetiske Paradokser.
    Vi er mange som er modige. La oss bli flere! La oss juble for hverandre, for at vi tør, for at vi har valgt å følge vår egen vei!
    Stor klem til deg. Solen på en lørdag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for dine fine ord og for opfordringen. Jeg tager imod! Lad os støtte hinanden i både ord og gerning. På hjertevej! Klem.

      Slet
  5. Kære lene
    Du er også min hjælper, inspirator og en af de kvinder jeg ser som en slags forbillede på at turde. tak :-) Vejen går ofte forbi din blog, ofte sætter dine ord gang i tankerne og ligeså ofte gang i kreavititeten på en eller anden måde.
    Knus til dig og for du er med til at vise modet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det glæder mig, kære Tina, tusind tak for dine ord. Jeg bliver så glad, når du lægger en hilsen og lader mig vide, at mine ord gør en god forskel. Det betyder meget at få dit input. Så tak! :) Knus og god rejse. Vi tør godt! ;)

      Slet
  6. Hej Lene.
    Jeg tænker af og til livet som en rundkørsel. Jeg er som en usikker bilist der er endt i det inderste spor og nu har svært ved at overskue hvordan jeg får flettet ud uden at være skyld i et større trafikuheld. Når jeg læser med her hos dig finder jeg håb for at jeg både får flettet ud og på et tidspunkt finder den rigtige afkørsel. Men lige nu tage jeg et par omgange mere for at danne mig overblik over hvilke retninger der er at vælge mellem i netop denne rundkørsel :-)
    TAK for dine historier som jeg (som vist tidligere nævnt) kun forstår med hjertet :-)
    Kærligst Henriette

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for dine ord og dit billede. Rundkørslen. Og tak for din forklaring om, at mine historier kun kan forstås med hjertet. Måske fordi de er skrevet med hjertet? :) Det glæder mig virkelig, at du læser med her og af og til lægger en lille hilsen. God sommer. Knus.

      Slet
    2. Faktisk elsker jeg din rundkørsel-beskrivelse ... det fik jeg vist ikke sagt klart nok! ;) Tak.

      Slet
  7. Store drømmer og massive håp og ambisjoner... hvorfor ikke? Drømmer er bra for vår sjel - for i drømmer blir vi inspirert til å forfølge et formål utover oss selv. Jeg tror at vi alle har vår spesielle misjon i livet, og i det ligger det at ingen kan erstatte oss, heller ikke kan vårt liv gjentas. Dermed er alles oppgave like unik som muligheten til å gjennomføre det. Vårt formål for eksistens er pakket inn i drømmene vi har, og dermed har vi et ansvar for å dyrke dem… Å forfølge drømmer holder en i kontakt med en barnlig tro som tror på det utrolige, og ser det mulige i det tilsynelatende umulige. Uten drømmer - la oss innse det - ville livet vært kjedelig.

    Ha en fin sommer, kjære Lene.
    Klem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Meget smukt beskrevet, Janna. Jeg elsker din måde at skrive og "forklare på"! ;) Tusind tak fordi du er dig, det glæder mig altid meget, når du kommer forbi, læser med og lægger et brev til mig som hilsen. Fin sommer til dig også! Klem.

      Slet
  8. kære megan, kære alle jer andre

    tak for læsning af jeres ord om drømme, håb, vilje og mod!
    kunne skrive så meget - men vil blot sende jer et virtuelt kvindekram!

    jeg ønsker det bedste for jer i jeres liv.

    varmt klem fra laila

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tusind mange tak, kære Laila!
      Stort knus tilbage :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.