onsdag den 4. juni 2014

Vi er valmuer




Jeg møder dem hver morgen. De er for længst stået op og hilser på mig, når jeg går forbi med hunden. Det blæser, de danser i vinden, kornet bølger på sit grønne hav. Frodigheden vokser for hvert skridt. Og valmuerne synger, jeg kan høre dem som en hvisken i baggrunden.
Jeg stopper op, trækker vejret dybt, lukker øjnene og indsnuser duftene. Et væld af indtryk glider gennem ind i mine sanser, det føles er næsten som at få vand i næsten. Jeg svajer lidt og mærker vinden tage fat i min kjole og i mit hår.

Svajer. Som en valmue. Sangen bliver tydeligere, jeg kan mærke rytmen forplante sig fra mine fødder og op gennem kroppen. Som en valmue. Det er en fortryllende melodi, jeg berøres og forføres og glemmer, at jeg er ude og lufte hund. Tålmodigt sætter den sig på asfalten, som om den fornemmer at dette er vigtigt øjeblik.
Alle øjeblikkelige er vigtige, synger valmuerne. Dans. Grib om livet og dans. Lev. Dans. Som en valmue.

Jeg føler mig lidt fjollet, men jeg bevæger forsigtigt kroppen frem og tilbage i glidende bevægelser. Følger rytmen, mærker vinden, gribes af en stemning og oplever snart, at vi danser. Sammen. Valmuerne står foran mig som røde rubiner med ranglede grønne kroppe, de smyger sig frem og tilbage, mens de synger deres sang. En bølge af taknemmelighed risler ind over mig. Jeg er en del af dette smukke maleri. Jeg er ikke længere blot en vandrer, som går forbi og er opslugt af sine egne tanker. Jeg er stået ud af mit hoved.
’Jeg har altid elsket jer’, hvisker jeg og ser genert på dem. ’Der er noget over jer, en smuk form for værdighed og en stolthed, som end ikke menneskehænder kan ødelægge. I lader jer ikke plukke, jeres blade falder af og i forgår i selve berøvelsen af det, der er jeres liv. Men dette faktum ødelægger ikke jeres renomme. Tværtimod, vi beundrer jer, når vi går forbi. Vi ved, at vi ikke skal gribe ind og blande os, det kommer der ikke noget godt ud af. Nej, vi må acceptere sårbarheden og opdage, at vi er ligesom jer’.

Som en valmue. De nikker smilende og synger videre. De har både set og hørt mig.
* * *

 
Nu blomstrer valmuerne på mark og i eng. Når jeg ser dem, smiler jeg uvilkårligt. Det er min blomst, den blomst jeg elsker allermest. Den røde orange farve, dansen i vinden, den skrøbelige vækst midt i kornet med skønhed og styrke. Den hviler i sin sårbarhed. Den sætter ikke spørgsmålstegn ved sin væren eller sin værdi. Den ved instinktivt, at den er en valmue og den smukkeste blomst i hele verden, fordi ingen er akkurat som den. Unik. På samme måde har vi hver vores plads i verden. Lad os lytte til glædens sang og lad os følge den gennem sommeren.

Vi er valmuer.
 
Tekst og billede, Lene Megan, juni 2014

2 kommentarer:

  1. Jeg elsker valmuer.
    Fargen er jo perfekt. Jeg elsker når solen skinner på den, og den blir transparent i solen.
    Dens hårete stengel, og frøhuset. Det er som et smykke. Det er som et instrument, for når du rister på det, hører man frøene inni. Jeg elsker å strø dem utover. Så blir det nye valmuer der neste år.
    Jeg elsker valmuer.

    SvarSlet
    Svar
    1. Valmuer er herlige. Simpelthen! :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.