tirsdag den 3. juni 2014

Hvad Juni ved




En dag bliver det sommer. Man mærker det ikke, dagene glider ind i hinanden, holder i hånd, natten følger efter dagen og stjernerne træder frem på himlen. Dagene bliver lysere og længere, natten har ikke brug for sit markante mørke og strækker sig dovent mod dagens første glød. Om morgenen bølger kornet på sit eget dugbeklædte hav og himlen rejser sig som en kæmpemæssig kuppel over landskabet. Fuglene tager fat, de er tidligt på færde, snart folder et helt kor af stemmer sig ud. Vi sover med åbent vindue og persiennerne rasler i vinden. Morgenen sniger sig igennem vinduet og kalder med sin lokkende sang. Der er ingen grund til at sove længere. Dagen er ny og sommeren er kommet.
Jeg blev overrasket over at se hende.

’Juni, jeg havde fuldstændig glemt, at din var din tur. Din tur til at bo i gæsteværelse, jamen jeg skal have skiftet sengetøj, se det ligger stadig krøllet hen og dufter af Maj’.
Hun snuser forsigtigt til dynebetrækket, genkender duften og smiler ved tanken om Maj, som forsvandt. ’Fik I ikke sagt farvel?’ Hun ryster på hovedet, så de gyldne lokker svirrer om hovedet, sikke noget. ’Men Maj har efterladt et brev til dig’. Hun rækker mig en lysegrøn konvolut, mit navn står skrevet med blå snørklede bogstaver. Læs brevet, når du trænger til gode ord fra en ven. Sådan står der og jeg holder det forsigtigt i hænderne, som var det lavet af skrøbeligt glas. Juni smiler bare, hun har taget over og får snart lagt rent sengetøj på sit værelse. Selv har jeg været i sommerhuset og i går var jeg på arbejde på den lille ø, så jeg har ikke rigtig nået noget.

’Hvad skal du også nå’? spørger hun og ryster igen på hovedet. Hun er allerede blevet solbrændt og et drys fregner er strøet fint ud over næseryggen.
’Jeg håber at du vil tillade dig selv at nyde sommeren’, fortsætter hun.’ For det er sådan, det er. Lykken er et valg. Der kan være så mange ting, der ikke er perfekte og hvis vi har fokus på dem, så vokser de. Vi må simpelthen vælge os noget andet. Følge glæden, følge den stille sang om, hvad der egentlig betyder noget i livet. Venskab. Kærlighed’.

’Og en god kop kaffe’, fniser jeg.
’Absolut’. Vi løber ned af trappen i hælene på hinanden, hun kommer først og fylder kedlen med vand. Snart sidder vi med hver vores kop og drikker forsigtigt. Ser på hinanden, stirrer ind i øjne og året, der er gået. Pludselig er det sommer igen og hun sidder her. Juni. Med fregner på næsen og hjertet fuld af sommerlig visdom.

’Det er i grunden så simpelt, siger hun, men vi insisterer på at gøre det svært. Vi sætter forhindringer op for os selv. Går i vejen for vores egne drømme. Og apropos drømme, fortæl mig nu, hvordan det er gået dig, siden jeg var her sidst. Du ser forandret ud. Hun rækker hånden ud og rører ved min arm. Ældre, mere vis og en smule alvorlig. Er der da sket noget forfærdeligt?’
’Overhovedet ikke’, skynder jeg mig at sige. ’Jeg har haft det godt. Taget uddannelse, haft forskellige opgaver og jobs og skrevet mange gode historier. Jeg arbejder på en slags roman, jeg har planer for min egen lille virksomhed og jeg prøver at følge glæden og hjertet, så godt jeg kan’. Min stemme tøver, jeg støder på noget i mig selv og pludselig står tårerne op i øjnene på mig. ’Men det er sket flere gange at jeg er faret vild’.

Hun nikker bare.
’Det hører med’.

’Jamen, det er anderledes med mig, siger jeg og ryster sørgmodigt på hovedet. For jeg farer ikke vild på de ydre veje. Jeg farer vild i mig selv. Jeg støder på mørke steder og rum uden svar. Jeg mister retningssansen og det hænder, at jeg bare må sætte mig ned og vente på, at min egen fortvivlelse skal fordampe.
’Det hører med’, gentager hun og drikker roligt af sin kaffe.

’Jamen Juni, hører du overhovedet, hvad jeg siger? Jeg strander på min egen kyst. Mit skib går på grund og jeg ligger sårbar i sandet i nætter uden stjerner, omsluttet af mørke og af uvished. For der sker nemlig det, at jeg efterhånden må skille mig af med alle mine tanker om hvad og hvordan. Gamle overbevisninger må lade livet. De falder fra og pludselig står jeg alene tilbage. Kan du forestille dig det? En øde strand, en nat uden måne og en vej, der er fuldstændig utydelig og uvis.
’Hjertevejen!’. Hun rejser sig, kommer rundt om bordet og giver mig et kæmpe knus. Luften går næsten ud af mig.

’Søde skat, du er jo på rette vej. Alt det du beskriver, mørket i dig selv, de uvisse steder og rum uden svar. Det er en del af rejsen. Den findes ikke uden, hjertevejen. For vi må vove at gå helt ind i os selv og slutte fred med de steder, vi forsøgte at undgå. Vi må samle op og smide ud. Det tager tid og det kræver mod.
Jeg hører mig selv sukke. ’Kan det virkelig passe at det skal være så …’

’Udviklende?’ ler hun.
Jeg betragter hende, hun går tilbage til plads og drikker af kaffen. Kigger ud af vinduet, nikker tilfreds, jo det er blevet sommer, der er store knopper på roserne og nogle er endda sprunget ud. Solen dykker ind og ud af skyerne i sit helt eget himmelhav og en flok solsorte er på jagt efter insekter på græsplænen. Skyerne sejler i horisonten, vinden synger og et smukt øjeblik folder sit tæppe ud.

’Skal vi sætte os?’ siger hun og jeg nikker. Juni er tilbage. Og det er blevet sommer.
 
Tekst og billede, Lene Megan, juni 2014

3 kommentarer:

  1. sikke en herlig, gul og lys sommerfortælling!:)
    ønsker dig en dejlig sommer, megan.
    klem fra laila

    SvarSlet
    Svar
    1. Og en skøn sommer til dig også, kære Laila. Jeg satser på flere sommerfortællinger her på bloggen i løbet af de kommende måneder, så følg gerne med.
      Knus :)

      Slet
  2. det lyder godt!:) og tusinde tak:)
    fra mig

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.