onsdag den 11. juni 2014

Grøn te, kærlighed og København




Hun serverer grøn te. Jeg undrer mig, hvad blev der af kaffen. Hun ryster på hovedet, ’det er ikke godt for dig med al den kaffe. Og mælk. Nej, drik nu den skønne grønne te med ingefær og mærk forskellen’. Hun smiler og placerer kruset foran mig. Vi har lige lidt tid, så går turen til København. Og det gælder om at gribe den tid, der kommer flyvende. Give slip så man kan tage imod. Taknemmeligt sætter jeg mig ved tastaturet og lader ordene kommer. Juni står med ryggen til og kigger ud på landskabet, der nu er helt klædt i sommer.
Juni er lidt anderledes i år. Hun har fokus på sundhed og velvære. Hver eneste morgen sætter hun sig ved siden af mig på sin pude og så mediterer vi sammen. Nogle gange i stilhed, andre gange guider vi hinanden og falder til ro i smukke billeder. Fragtes ind i stilhedens land, hvor kun havet synger sin sang. Endeløse strande af ro folder sig ud og vi vandrer i sandet. Vi taler om, hvor godt det gør os, at vi hver eneste morgen vender tilbage til puden og opsøger vores egen stilhed. Det er et bevidst valg. Og det bliver belønnet. Vi taler også om tankerne og al den postyr, der ofte huserer på øverste etage.

’Tænk hvis man var sine tanker’, sukker Juni og skærer en grimasse. ’Så var jeg klar til indlæggelse!’.
Vi ler lidt af vores egne neurotiske forestillinger og falder til ro på puderne. Bølgerne ruller ind på land og trækkes tilbage igen. Noget større er på spil, vi mærker det mellem linjerne, mens vi gennem åndedrættet bevæger os dybere ind i os selv. Og åh hvilken velsignelse, når man støder på de stille steder og bare kan være. Kroppen falder til ro, stemmer forstummer og tankerne er blot et fjernt ekko på den anden side af havet.

På samme måde falder jeg til ro, mens jeg drikker grøn te og skriver. Tankerne er blot fjerne stemmer et andet sted fra, de har ikke noget med mig at gøre. Jeg lytter og tager imod. Protester fra tankerne, de tvivler og forsøger at tænde bål. Egoet rumsterer, men så lukker jeg øjnene og forestiller mig stranden fra før. Jeg vandrer i sandet, mine bare fødder sætter spor. Det føles godt at mærke køligheden, ujævnhederne, muslinger og småsten, alting minder mig om at være fuldt til stede i det øjeblik, hvor jeg vandrer. Og så ser jeg dem. Ordene. Dér ligger de i nydelige bunker og gør sig til. Nogle har historier skrevet med store skilte, de vil ikke overses. Nogle synger, andre hvisker, men fælles for dem alle er, at de kommer, når jeg giver slip. De vil gerne skrives.
Juni smiler, hun har placeret sig bag mig og læser over min skulder, mens jeg skriver. Normalt ville jeg finde det både irriterende og en smule uhøfligt, men i dag lader jeg hende være. Hun lægger en hånd på min skulder, som om hun har en finger med i spillet. Og så smiler hun endnu mere, når hun ser, hvad jeg skriver. ’Du har afsløret mig’, ler hun, ’naturligvis har jeg det. En finger med i spillet. Det er jo min måned, du vandrer i’.

Jeg nikker taknemmeligt. ’Og jeg tager gerne imod din visdom og alt det, du har lært om lykke og sundhed’.
’Det kommer inde fra. Søg det i dig selv. Du har ikke travlt. Du skal ikke skynde dig. Det hele bor i dig. Men du er også en slags katalysator, glem ikke det. En slags discipel. For du har fået en fornem opgave og den kender du udmærket godt, selvom om både tanker og ego hiver i seletøjet. Glem dem. De er bange. Usikre. De vil helst vandre af ukendte stier og du, min ven, er kommet for at finde helt nye veje. Ufremkommelige, ubrugte og uprøvede. Det er din opgave at gå dér, hvor ingen før har gået’.

’Den slags steder findes næppe i Danmark’, ler jeg overbærende og ser på hende. Juni med sit flagrende sommerhår og tekop i hånden.
Nu er det hendes tur til at le.

’Jeg taler ikke om Danmark. Jeg taler om dig. Dit indre landskab. Er du klar over, hvor mange spændende og uudforskede steder, du rummer? Men tag ikke fejl af de steder. Du skal muligvis igennem nogle mørke gange og snørklede korridorer for at komme derhen. Men gå. Gå min ven. Et skridt af gangen, hver eneste dag. Gå i tillid og med hjertet fuld af nysgerrig. Og kærlighed. Det sidste er vigtigt’. Hun prikker til mig med sin pegefinger.

’Jeg vil tage kærligheden med mig til København’, nikker jeg og kigger på uret. Det er ved at være tid. Jeg har stadig lidt grøn te i koppen. Udenfor falder regnen i lige linjer. Himlen har tændt for sin bruser. Og selvom jeg udmærket ved, at det hele trænger til vand, så håber jeg i mit stille sind på tørvejr, når jeg om lidt begiver mig af sted mod hovedstaden. For jeg skal mødes med en kvinde, jeg ikke har mødt før og vi skal spise frokost og vandre lidt rundt i byen, mens vi lærer hinanden at kende. Ikke fordi. Jeg føler egentlig allerede, at jeg kender hende.
’Jeg tager med’. Juni træffer en rask beslutning og stiller koppen fra sig på bordet. ’Regn eller ej, livet er nu’.

Tekst og billede, Lene Megan, Juni 2014

5 kommentarer:

  1. Hei igjen Lene
    Takk for en hyggelig ettermiddag sammen med deg i København. Selvfølgelig var juni med, med regndråper i håret, og det var jo hun som gjorde at vi møttes akurat der hvor vi møttes.........
    Hun var også der, hvor vi ikke fikk service, og dyttet oss ut døren, slik at vi nøt den siste timen, med god kaffe og altfor mektig kake.
    Mon tro det også var henne som lot min iPad gå i røntgen modus.........? Det var nok henne, kan jeg tro.
    Så sees vi nok igjen en dag, og kanskje det blir i Norge neste gang?
    Ps: jeg er visst på instagram........:)
    Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Sylvia
      Tusind tak for en dejlig dag. Ja, Juni var bestemt med os på vores færd rundt i København! :)
      Er du på Instagram? Så må du se mine billeder (følger du mig?) og jeg skal finde dig.

      Knus

      Slet
    2. Jeg mente jeg var på DIN instagram. Jeg så meg selv på bildet........;)

      Slet
  2. Hi i am kavin, its my first occasion to commenting anywhere, when i read
    this piece of writing i thought i could also make comment due
    to this brilliant piece of writing.

    Also visit my web-site dui laws in az

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.