torsdag den 8. maj 2014

Solvitur ambulando


 
Vi gik tur ud i eftermiddagen. Rapsmarkerne bølgede og sendte særlige dufte i vores retning. Luften var tung og dyb efter regnen. Men vi gik fra den. Tungheden. Den klæbrige fornemmelse, der havde påvirket os det meste af dagen. Skridt efter skridt blev noget i os lettere og vi forlod tyngdepunktet i os selv og begav os på eventyr. I nuet. I duftene og skyerne, der sejlede som store skibe på himlen. Måske ville det give sig til at regne, men den tog vi med. Risikoen. Og pludselig begyndte hun at danse. Det var som om hun lettede lidt fra jorden, hun mindede mig om en af de små fugle, der med sitrende vinger bader i vandpytterne. Har du set dem? Jeg tror det er vipstjerter, men hvad forstår jeg mig på fugle?
Jo, hun var en slags fugl i sin dans ned af vejen. Vandet sprøjtede fra pytterne og sendte små kaskader af vand i min retning. Og hun lo højt, hvinede som et barn og slog ud med både arme og ben. Væk var tungheden og tankerne om hvordan. Noget i hende vidste det. Instinktivt. Hun behøvede slet ikke at anstrenge sig, hun skulle bare fortsætte med at gå.

Senere talte vi om det. Hvad det var, vi havde gjort og hvad der skete med os. For der sker noget, når man rejser sig og forlader huset. Når man beslutter sig for at gå en tur og ikke nødvendigvis har nogen destination. Turen er målet. Formålet. Skridt for skridt forlader man den tilstand, man befandt sig i og det sted, hvor man sad fast. Man strækker ben, sind og sjæl. Strækker sig mod himlen, udvider sin egen horisont efterhånden som man bevæger sig fremad. Der er noget nærmest magisk i den handling. Gåturen.
’Jeg føler mig lettere’ sagde jeg og sukkede dybt.

’Jeg føler mig ny’ sagde hun og drak grådigt af et glas vand.
’Men hvad skete der? Jeg mener, vi gik jo bare en tur.’

Hun så på mig og kneb øjnene sammen. Maj i fuldt flor. Vildt hår og funklende øjne og vanddråber på overlæben.
’Solvitur ambulando’. Jeg anede ikke, at Maj kan latin. Der er i det hele taget meget, jeg ikke ved om hende.

’Som betyder?’
’Det løses ved at gå’, svarede hun og smilede. ’Og det er jo sandt. Jeg tror det alle tider har været sådan. Når jeg går, forstår jeg livets gåde. Et skridt af gangen, jeg behøver ikke at skynde mig. Noget sker, som om selve bevægelsen rummer sin egen magi. Jeg forføres af detaljer og noget i mig sagtner farten. Jeg kommer i berøring med noget dybt i mig selv, som på samme tid har forbindelse det store billede. Landskabet omkring mig, himlen, luften, fuglene. Og alt det, jeg forlod, formindskes og forsvinder. Det mister sin betydning. Man kan gå fra det og ind i noget andet. Komme tættere på sig selv og i berøring med kreativitetens levende puls.

Solvitur ambulando. Vi gik gennem rapsmarker og vandpytter. Vi gik under himlen og lyttede til fuglene. Vi hørte torden i det fjerne eller også var det et tog. Vi så træerne med knopper og blade og vi hørte vores egne skridt på vejen. Der var småsten formede som hjerter og der var forførende dufte af ny udsprungne blomster og vådt græs. Hver eneste detalje formede en slags usynlig grænse og opløste sig selv. Indbød til et studie i nærvær. Og vi kastede os ind i det eventyr der bor i en gåtur. Et skridt af gangen, det er hele mysteriet i al sin enkelthed.
Når vi sætter tempoet ned og bevæger os sindigt af sted, så vi følges med naturen omkring os, falder vi til ro i vores egne skridt. Et af gangen, tungheden forsvinder og noget nyt, let og luftigt kan komme til. Har du opdaget, hvordan ideerne ofte kommer flyvende, når man går og bevæger sig af sted? Svarene kommer, problemer forsvinder eller finder deres rette leje. Dæmoner kan ikke lide frisk luft, har Bergmann sagt, og det er sandt. Men det kan kreativiteten. For når vi går langsomt frem, bevæger vi os igennem vores mure af forsvar og undskyldninger og kommer efterhånden i berøring med noget spændstigt og levende, der riser igennem os. Kreativitetens kilde. Selve livet i al sin langsomhed. Detaljerne. Magien.
Solvitur ambulando. Gå en tur, næste gang du strander med dine skriverier. Lad gåturene være en fast bestanddel af din dag og din program. Den friske luft og bevægelsen gør underværker for kreativiteten. Spørg bare Maj!
Tekst og billede, Lene Megan, maj 2004
 

11 kommentarer:

  1. hej igen megan og mai!:) tak for at følge jer på gåturen... den var vidunderlig!!... kunne mærke tungheden i regnen, duften af raspmarkerne, alt det gule....
    - og kom sådan til at tænke på, engang sad jeg udenfor mit gamle hjem på en høj (Danmarks højstbeliggende landsby) og så milevidt. ingen mennesker at se. ingen maskiner. bare stor, vidtrækkende, hemmelig natur. og pludselig så jeg ud af øjenkrogen et langt stykke fra mig, min veninde på 70 år, komme gående ind i billedet - over en af markerne. hun havde et gammelt tørklæde om hovedet, en gammel, skøn kjole og er en lille kvinde. som også i dag havde alt for store gummistøvler på. og hun gik, med en spand i sin hånd. hun skulle noget på marken. som hun så ofte har skullet hele sit liv. hun forsvandt ind i landskabet. i et sekund blev jeg så dybt rørt. det var, som om jeg så hele hendes liv, i bare den gåtur. jeg så, hvem hun var. og jeg så gennem tiderne, flere århundreder voksede op af jorden, gennem stenøkser og bopladser. ja,det var som om, jeg så den første kvinde, på jorden, der gik - over en mark.
    og jeg følte mig i allerhøjeste grad i slægt med hende. en genkendelse. selvom vores liv er så forskellige om nogens. på vej tilbage på sin gåtur, svingede hun spanden og hujede til mig. jeg gik hende i møde. til et klem. og vi talte om vejr og vind, om vandværk og dyr. glemt var synet. og så alligevel ikke.
    - og jeg følte også et flig af den genkendelse, da dig og maj vandrede afsted.
    kvinder er vi. der går.
    :) - og varme klem fra laila

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er det dog et vidunderligt billede, du malede der. Jeg var med, fuldstændig opslugt af den tunge duft af raps og synet af kvinden med spanden i hånden. Alt det, du så og oplevede gennem hende i de sekunder. Dejligt at min lille historie genkaldte det billede og minde. Og tusind tak fordi du delte! :)

      Klem.

      Slet
  2. Hei Lene Megan
    Ja, jeg går jo hver dag. Selv om det er til arbeidet, er det jo en tur. Og jeg ser noe nytt hver gang. Og noen ganger synger jeg inni meg, for skrittene jeg går, danner jo en rytme.
    I all slags vær går jeg, og jammen er det forfriskende. Og som Mai sier, man blir ny.
    Ha en riktig fin helg. Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror det er sundt at gå til arbejde. Så får man ligesom sjælen med. Og der er noget fornyelse i bevægelsen, ja, ingen tvivl om det er godt for os
      Håber du nyder weekenden. Klem.

      Slet
  3. Jeg elsker å spasere, i naturen, i bygater... Gjerne alene. Jeg trenger å gå - spesielt hvis det er noe som tynger meg. Så lenge jeg kan huske, har det å gå ofte vært løsningen. Og i løpet av årene har jeg kommet til å innse at en reise - en som også kan være full av eventyr og kunnskap - ikke trenger å involvere biler og pass og fly. En gåtur kan på mange måter sidestilles med en spennende reise. Og du, Lene, har jo også ofte beskrevet dine gåturer som de vindunderligste utflukter, gjennom det du ser og opplever underveis. Og jeg har sett med dine øyne, i tankene. Også det Laila beskriver her ovenfor, kan jeg se, det er som om jeg er tilstede på høyden sammen med henne, og det er jo nettopp slike vidunderlige øyeblikk som representerer magien i tilværelsen, som gir erkjennelse, tilhørighet og ikke minst en visshet om at allting består - gjennom oss og slekters gang.

    Ha en fin ny uke.
    Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har helt ret, en gåtur er (også) en spændende rejse. Og der sker noget, når vi bevæger os. Nogle gange er det som jeg synker ind i landskabet. Som om der findes et dybere lag. Så kan jeg se skønheden i alle detaljerne og undrer mig over, hvorfor vi mennesker har så travlt. For når vi altid skynder os, så kan vi ikke synke helt ned og bare nyde! :)

      Håber din uge er fin. Klem.

      Slet
  4. kære megan og janna - tusinde tak for jeres lytning. det betyder meget for mig! jeg kunne godt mærke, i var med dér, på højen i erindringen, for en stund.......i det her magiske liv.
    jeg kan også følge dig, janna, i dine elskede gåture, alene.
    det er nok sådan, som megan skriver, at man får sjælen med. eller finder ind til den - og ud i verden? mærker sin eksistens her i verden. og får flyttet sit perspektiv i forhold til problemer, skridt for skridt. der er en rytme, og der er en vej, som sylvia også skriver, og den ligner vel egentlig livets vej? jeg kommer sådan til at tænke på ritual dans, som jeg har prøvet at danse, førhen. nordens første dans er det, før folkedansen. så kraftfuld! blev danset både til bryllupper og begravelser, til fest og sorg. sådan danser vi ikke mere. men vi går:)
    og ja, jeg tænker som dig, janna, vi trænger ikke at tage langt væk for at rejse. vi har det hele omkring os, også.
    varme klem til jer alle. fra laila


    SvarSlet
    Svar
    1. Gåture er guld. Flere af dem! :)
      Tusind tak for skønne ord, Laila.

      Slet
    2. Kjære Laila. Tusen takk skal DU ha!

      Varm klem til deg fra meg.

      Slet
  5. Takk til dere alle, og særlig deg, Lene, for at dere beriket min morgen med deres skriverier om å gå. Betraktninger som jeg deler fullt ut. Jeg har for lengst innsett at jeg er totalt avhengig av mine gåturer i skog og mark. Gjerne sammen med noen av og til - men helst alene. Så mange ganger erfarer jeg at indre støy og stress forsvinner, og blir erstattet med ro og positiv energi.
    Det er magi, rett og slett.
    Naturen henter oss inn, samtidig som den lar oss fly.

    Klem til dere alle.

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak min ven, jeg er helt enig, der er meget magi i en gåtur. Og gode gåture er blevet en vigtig del af min skriveproces (og mit liv). Jeg trives med bevægelsen. Der sker noget og ja, det er nærmest magisk! :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.