torsdag den 1. maj 2014

Maj og trillebøren




’Vi fortsætter, hvor vi slap’. Glædestrålende skubber hun en trillebør foran sig, mens stemmen hæver sig og kommer svævende i forvejen. Det støver på vejen og de gamle hjul knirker. Jeg går hende i møde, hun stiller trillebøren fra sig og kysser mig på panden.
’Se, hvad jeg har med’.

’Var det dér, vi slap? Jeg ler højt og bliver straks i godt humør ved synet af Maj og trillebøren med tulipaner. Hun er kreativ på den frodige måde. Gud, hvor har jeg dog savnet hende!
Hun ryster på hovedet, nej forklarer hun, det var en pludselig indskydelse. Hun mener, at jeg trænger til tulipaner. I massevis.

’Vi slap hinanden på landevejen’, siger hun ’og du skrev som følger’. Hun læser op af en lap papir.
Vi gik længe uden at sige noget. Så faldt der et ord og siden et til. Hver især bemærkede vi naturens skønhed og det, der omgav os. Det åbne landskab, de bølgende marker. Træerne i vejkanten. Mælkebøtter. Grøftekanter. Jeg kunne mærke hvor godt den gjorde mig, naturen. Det var som om den rakte sine usynlige arme frem og tog mig i sin favn. Forkælede mig med dufte, der kildrede mine sanser, udfoldede sin skønhed og gjorde mig til en naturlig del af det hele. Harmoni, tænkte jeg, naturen bidrager til harmoni. Det er som om den lever sit liv i en helt særlig rytme, en melodi, som jeg kun kan høre og følge, hvis jeg er stille nok og giver mig tid. Uvilkårligt satte vi farten ned og kunne pludselig mærke, at vi blev inddraget i en sælsom dans. Maj nikkede bare, hun kunne også mærke det. Vi blev indviet i en hemmelighed, som altid er tilgængelig for den, der giver sig selv lov. Man skal blot åbne døren og gå ind.

’Vi talte om den dør’. Hun hanker op i trillebøren og vi følges ad ned af vejen mod huset. ’Døren, som altid er der og som bare venter på, at vi skal komme og åbne den. Men vi kan aldrig finde nøglen. Vi tror, at den findes et sted udenfor os selv og vi søger i øst, vest, nord og endda syd. Men  vi finder den ikke, nøglen. Først når vi sætter os i stilhed og kigger indad, begynder det at dæmre. For vi har selv nøglen. Vi er nøglen!’
Begejstret slår hun ud med armene og glemmer at holde fast i trillebøren. Den rammer jorden med et bump og tulipanerne danser. Frem og tilbage, farvestrålende nikker de mod solen og himlen.

’Har du fundet din nøgle?’.
’Hvem mig?’

’Ja min ven, hvem ellers? Har du opdaget, at du bærer rundt på din egen søde hemmelighed, har du taget den nøgle, der blot venter på dig og har du åbnet døren til dit eget rum fuld af stilhed og uendelig kærlighed? Har du jævnligt besøgt det sted i dig selv, hvor glæden bor og har du indtaget dit rum velvidende, at du altid kan vende tilbage, når du har lyst?’
Jeg tøver. Ordene bevæger mig og tårerne presser sig på. Jeg ved, at hun står der med sin trillebør og rækker mig mit livs hemmelighed. For sådan er det med os mennesker. Vi glemmer ofte, at vi selv indeholder alt det gode, som vi leder med lys og lygte efter udenfor os selv. Det er som om vi ikke rigtig kan tro det. Selvom vi ved det, så må vi konstant stille spørgsmålstegn, fordi det forekommer os for let og åbenlyst. Så nemt kan det da ikke være.

Maj venter ikke på, at jeg svarer. Hun skubber lågen op og kører trillebøren ind i haven. Her finder hun en perfekt plads til bør og tulipaner. Så er hun flyttet ind. Uden bagage men med en trillebør fuld af blomstrende skønheder.
’Nu skal da have os en kop kaffe’ siger hun på klingende jysk, det undrer mig, men så nikker jeg bare. Jeg er holdt op med at stille spørgsmål om månedernes gøren og laden, når de ikke er hos mig. Hovedsagen er, at Maj nu er ankommet. Vi har en helt måned til at genopdage alle de vidunderlige guldkorn, vi høstede sidste år. 

Måske er det bare sådan med os mennesker. Vi er nødt til at møde os selv i månedernes spejl for at genopdage, at vi er en del af noget større. Noget stort, som har sin helt egen cyklus og som vi hverken kan forcere eller sætte en stopper for. Vores fornemmeste opgave er at være fuldt og helt til stede. I os selv og i dette nu.

Tekst og billede, Lene Megan, Maj 2014

4 kommentarer:

  1. Mai har helt rett, det er vi som er nøkkelen, til vår egen fremtid. Hva vi gjør, er noe som bestemmer hva som vil skje videre........ vi må bare huske å bruke den riktig, nøkkelen.
    Så heldig du er, som har et helt trillebår fullt av tulipaner ;)
    Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg føler mig bestemt også heldig! :) Ha' en fin dag. Knus.

      Slet
  2. Ja, Lene, vi er alle en del av noe større, noe utenfor oss selv. Vi er bare tynne, tynne silketråder i den store veven, men hver og en av oss likevel så viktige i den store sammenhengen, i det vakre teppet med uhorvelig intrikat mønster som utgjør selve livet. Og en av fellesnevnerne for meneskelig eksistens er ønsket om å oppnå indre fred og glede. Jeg har innsett at for meg handler det om å være tilstede i øyeblikket, uansett hvem jeg er sammen med, eller hva jeg gjør...for fred og glede eksisterer i dette øyeblikket - ikke i fortiden eller fremtiden. Og nøkkelen, koden, tror jeg man har best sjanse for å finne ved å gi slipp på egoet, på tanken, slik at kroppen og hjertet kan få lov å ”snakke”. Vi bærer alle på nøkkelen, men for å finne den må vi lære å lytte til veiviseren i oss selv. Bare slik vi kan låse opp rommet der kjærligheten og gleden i vårt autentiske selv bor. Men vi må forstå og innse at det er i oss selv vi må gå, bare da kan vi være alt det vi er i stand til å være, til å elske og leve med åpne hjerter og sinn.

    Ha en fin helg, Lene.

    SvarSlet
    Svar
    1. Fine ord, Janna og jeg er ganske enig. Erkendelse må vi gøre selv. Vi er tilsyneladende nødt til at lede udenfor os selv og forære vores egen lykke væk for senere at genfinde den på magisk vis, når vi begynder at søge indad. At finde nøglen er en sand livsgave. Men måske er vi nødt til at genfinde den igen og igen?

      Ha' en fin weekend, du også. Klem.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.