lørdag den 3. maj 2014

Et langt farvel


Vekk med tankegods
og arva øvetru
som bare inngir
forsimpling og gru
ting ein trudde fast på
har feida hen og dødt
der ein før va sikker
står ein ikkje lenger støtt
 
Men kursen e kje stø
det e et langt adjø
et veldig langt adjø

Der er en tekst. En sang. Hun bliver ved med at høre den.
Den må være skrevet til mig. Hvordan kunne han dog vide det, han som spillede for os i Christians Kirken lige før påske? Vidste han, at jeg ville komme og mærkede han, hvordan tonerne og ordene flød gennem kirken og ind i min sjæl? Fornemmede han tårerne, der gled frem i øjenkrogen og mærkede han den dybe genklag, der fik mig til at sitre?
Alting blev stille. Øjnene var lukkede, hun var ikke længere i kirkerummet. Hun fløj ud af det store vindue og over Københavns tage. Som en fugl på lette vinger svævede hun over velkendte gader, betragtede huse, mennesker og biler. Og hun vidste, at det summede af liv og støj dernede, men kun en bid af lyden nåede helt derop, hvor hun befandt sig. Hun var på himmelflugt. Over den by, der engang var hendes. Hjertet opfyldtes af kærlighed og hun sendte gode tanker ned til dem, der nu gik i gaderne. Lørdag aften, lyset sank i horisonten og husene spejlede sig i kanalerne som dansende skygger. Køligheden strejfede hendes vinger og hun gøs lidt, mens hun fløj videre og blev et med horisonten. Først nu, ti år efter, kunne hun lægge byen bag sig og flyve videre. Det sted, hun kom fra, dér, hvor hun var født og alle de ting, hun havde lært og var blevet fortalt gennem årene. En voksen kvinde, som pludselig havde fået vinger og opdagede, at hun faktisk kunne bruge dem. Hun kunne flyve. For hun havde valgt at sige farvel.
Og det sang han om. Manden i kirken. Den fine norske sanger, som hun altid havde beundret. Fra første tone, første ord havde han draget hende med sine lyriske sangfortællinger. Og nu havde han oveni købet lavet en sang til hende. Hun åbnede øjnene og opdagede, at hun var tilbage i kirken, lyset faldt ind gennem de store glaspartier i gavlen og alle stole og bænke var fyldt op med mennesker, der som hun sad ubevægelig og lyttede til musikken og ordene. Hver især berørt af noget, der handlede om dem selv. Genklang af stumme stemmer gennem kirkerummet. Dybe suk af levet liv og afsked. For ingen kan vel befinde sig i en kirke uden at mindes dem, som havde sagt farvel. Ingen kan vel mærke glæden i en smuk sang uden at mærke sorgen, der smyger rundt i mørket lige ved siden af.
Et langt farvel. De forlod kirken, blev sluset ud i byen og grebet af dens åndedræt.
 
Senere lyttede hun igen til sangen. Den skulle komme til at betyde meget for hende. Teksten, ordene, især de linjer om tankegods og arvet overtro, alt det, der havde tynget hende til jorden i årevis. Frygten. Nu følte hun sig både nøgen og sårbar uden de søjler af usandheder, hun havde klynget sig til. Det, hun havde troede på og klamret sig til, var ikke længere sandt. Og hun gav slip, velvidende at hun ikke anede, hvad hun så skulle læne sig op af. Hun vidste bare at det var nødvendigt, der var ingen vej tilbage.

Det handlede ikke længere om at holde fast. Det var et spørgsmål om at give slip. Og hver eneste gang hun lod noget gå, opdagede hun, at der var endnu mere at give slip på. Lade flyve, som hun selv havde fløjet over den by, der engang var hendes. Nu identificerede hun sig ikke længere med gaderne, husene og de steder, hvor hun havde følt både glæde og smerte. Kirken, hvorfra de havde begravet hendes far og ordene, præsten sagde. Det, de havde talt om og savnet, der var som et kæmpemæssigt åbent sår i hjertet. Alt det, hun ikke forstod og ikke magtede at begribe. Farvel.
 
Han har helt ret, sangeren i kirken, tænkte hun, da hun sad i toget tilbage til det sted, hvor hun nu boede. Det er et langt farvel. Et vældigt langt farvel.
Tekst og billede, Lene Megan, maj 2014
og tusind tak til den gode Bjørn Eidsvåg for sange og inspiration

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.