onsdag den 21. maj 2014

At lægge spor



’Der er aldrig et mere perfekt tidspunkt end nu’, siger hun og åbner vinduet. En frisk brise finder vej og træder ind i stuen. Vi har netop lavet kaffe og sætter os i brisen og lyden af fuglesang. Solsortene bevæger sig hjemmevant rundt på græsplænen, samler orm og hvad de ellers har brug for. De er fordybede i deres gøremål. Og Maj smiler som om selveste solen kom fra hendes skød.
'Lige nu', fortsætter hun og tager en slurk af kaffen, 'er det smukkeste tidspunkt i dit liv. Og det er nu at alting er perfekt. Det er det tidspunkt, du har ventet på. Hele dit liv'.

Det lyder en smule dramatisk, jeg smiler forsigtigt, men hun ryster bare på hovedet, så håret danser om hendes velformede ansigt. 'Nu. Sæt dig ved tastaturet og luk øjnene. Lyt, lyt til fuglene og vinden, der får træerne til at rasle velfornøjet. Lyt til lyden af jordens bevægelse og gå helt ind i din egen stilhed. Dér, et sted, kan du høre hjertet banke. Og lige nu kommer en historie igennem vinduet og søger sin sjæl. Den får øje på dig og kommer forsigtigt nærmere. Kan du mærke den? Den er stille, den gør ikke meget væsen af sig i modsætning til, hvad man går og tror. Historier som den går på listefødder. Men nu er den her og det er op til dig, hvad du vil gøre med den'.

Hun ser på mig og ligner et spørgsmålstegn.
'Hvad jeg vil gøre med den'?

'Ja, tager du imod den? Er du den havn, den har søgt og den sjæl, der vil bringe den til live? Den kommer med inspiration. Den kommer med glæde. Helt frivilligt træder den gennem dit vindue forklædt som morgenbrise og lægger sig til rette i din sjæl. Så venter den. Tålmodigt. For det næste træk er dit'.
'Det næste træk'? Jeg lyder som en papegøje. Gentager hendes sætninger, sidder med åben mund og glemmer helt at drikke min kaffe. Historier kommer vel ikke gennem vinduet med morgenbrisen? Tanken er en smule komisk, men så mærker jeg, at det bare er min egen usikkerhed, der piller ved latteren. Det er faktisk en alvorlig ting. Og så alligevel ikke'.

Er der noget, som vil skrives? Jeg siger det ikke højt, tanken bor hos mig selv. Maj drikker kaffe og venter på, at hendes ord skal bundfælde sig. Jeg er overladt til mig selv og tankerne får frit lejde. Er det sådan, at det jeg skal skrive, gerne vil skrives? På samme måde som jeg har trang til at skabe noget, er der noget, som har trang til at blive skabt. Blive født. Ja, man kan næsten kalde mig en slags jordmoder. Det er min opgave at tage imod og bringe noget til live. En historie. Men jeg kan ikke på forhånd vide, hvordan barnet vil se ud. Min opgave består i at møde op på papiret og lade dette noget, historien, bevæge sig igennem mig.
Så går det op for mig. Jeg har svært ved at lade være med at pille. Hele tiden skal jeg rette på det, jeg skriver. Jeg stiller mig selv tåbelige spørgsmål og jeg hører mine tankers nedladende bemærkninger. Dette er ikke godt nok. Så jeg sletter, retter og slider.

'I stedet for at nyde turen'! Maj nikker. 'Men hvis du tænker på det således. Du er Danmark. Dit skrivearbejde vil føre dig fra kyst til kyst og fra ø til ø. Du lægger spor, du kortlægger dit indre og du lader det komme, der vil frem. Du ser, betragter og lytter. Du skal ikke forholde dig til det, du ser. Du beskriver det bare. Tager imod. Du lægger spor'.
Jeg lægger spor. Et suk rejser sig som en bølge i mig. Hvorfor i alverden er det så svært?

'Tillad dig selv at lave en slags første kladde', siger Maj og pludselig står hun som en bedre skrivelærer foran mig i morgenbrisen. 'Det skal hverken være fremragende eller perfekt og da slet ikke til at begynde med. Men hvad du muligvis vil opdage er, at når du lægger alle krav og bedømmelser væk og bare nyder skriveprocessen, så går det næsten af sig selv. Det skriver sig selv. Og du kan ikke på forhånd forestille dig det. Du må stole på det. Stole på det barn, du tager imod. Stole på, at det barn vil leve, trække vejret og være helt sit eget lille væsen. Ja, senere kan du klæde det på og ruste det mod verden og de krav, der stilles, men på dette tidspunkt min ven. På dette tidspunkt skal du bare lægge spor'.
Jeg sukker igen og føler en vis lettelse forplante sig i kroppen. Jeg lægger dramaet fra mig og med det samme forsvinder den modstand, jeg har følt hele morgenen. Det handler bare om at gå i gang.

Det handler om at lægge spor. Tænk hvis det var muligt både at skrive og leve sådan. Og nyde turen undervejs!
Tekst og billede, Lene Megan, maj 2014

 

7 kommentarer:

  1. Takk for dine gode ord. Jeg er med.

    SvarSlet
  2. Er det ikke muligt?!?

    Ikke altid, fordi vi spænder ben for os selv, men i de øjeblikke eller lange fredfyldte stunder, hvor er vi er vores inderste væsen?

    Jeg går bare i seng nu og venter med at tænke over det til imorgen :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det burde jo være muligt. Men du har ret, vi spænder ben for os selv. Spørgsmålet er hvorfor vi gør det? Spændt på at høre, hvad du kom frem til? :)

      Slet
    2. Mine tanker om det førte ikke rigtig noget med sig - jeg er bare overbevist om, at det må være muligt :-)

      Jeg tror, vi spænder ben for os selv, fordi vi enten er bange for, hvad andre vil tænke eller fordi vi selv er bange for, hvor det vil føre os hen. Jeg er derfor sikker på, at mindfulness og kærlighed til os selv vil kunne bringe os derhen, hvor vi kan gøre det muligt <3

      Kram og kærlige tanker til dig, fordi du får mig til at tænke og ikke mindst mærke efter indeni mig selv <3

      Slet
  3. Slik er vel oss mennesker, vi er aldri bra nok for oss selv! Kan vi bare innse at den vi er, det vi gjør, er bra nok, og at vi ikke alltid skal bedømmes av andre.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har ret, kunne vi ikke bare indse at den, vi er og det vi gør, er godt nok! Det skal føles godt i maven og godt, når vi spørger os selv - ikke andre!

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.