onsdag den 2. april 2014

Noget er sket




I modsætning til, hvad man måske skulle tro, kom beslutningen som et stille suk i hendes indre. Som når solen forsigtigt kigger ud bag en sky, kaster en svag stråle af sig og forsigtigt forsvinder igen. Skyerne bevæger sig videre over himlen, men noget er sket. For man så solen, man mærkede den og en lille varme breder sig i kroppen. Sådan er beslutningen. Og den kan ikke engang betegnes som en beslutning, for den er ikke tankeskabt. Den kommer et andet sted fra. Og hun vidste det bare. At noget var sket og at alting var forandret.
Hun standsede op på vejen, hvor hun gik og fandt en stor sten i vejkanten. Der satte hun sig og sænkede skuldrene. Tankerne var forvirrede, hun kunne mærke det, de forsøgte med alle mulige tricks. Mest af alt råbte de til hende, i munden på hinanden, at hun havde travlt. Hun ville komme for sent. I et kort øjeblik mærkede hun pulsen stige. Frygten stak til hende med sine tusinde nåle, men så mærkede hun igen den subtile beslutning og slappede igen af.

Det er ikke en beslutning. Hun rystede på hovedet og smilede til sig selv og vejen, der lå øde hen. Disen dansede mellem træerne og der var ingen udsigt. Men der var indsigt. Og der var en intention. Ordet kom og faldt på plads et sted blandt andre gode ord, der skulle vise sig at få særlig betydning i hendes liv. Intention.
Hun blev siddende på stenen og varmede sig ved intentionen. Det var en kølig aprildag og blæsten rendte op og ned af vejen som en utålmodig hest. Prustende og galopperende, fråden stod ud af næseborene som åbnede og lukkede sig. Små ventiler af raseri lukkede luft ud. Og trak den ind igen. Den kølige forårsluft, der kan være så snu. Hun skuttede sig og trak jakken tættere omkring sig. Men hun frøs egentlig ikke. For noget ved den intention, der var faldet på plads, gav hende varmen. Det er en slags stille ild, et bål fuld af gløder. En slags vished. Hun smilede og rejste sig igen, klar til at gå videre.

Med langsomme skridt begav hun sig ud af vejen. Træerne hilste på hende på en ny måde, det var som om de aldrig havde set hende før. Nogle af dem nikkede anerkendende i vinden og det gik op for hende, at de faktisk kunne se den. Hendes intention. Selv kunne hun mærke, hvordan den tog bolig i kroppen og strøede en ny slags ro ud i hendes celler. Forsigtigt gik den rundt i hele kroppen og besøgte hver en kringlekrog. Det føltes næsten som kærlighed. Hun sukkede veltilfreds.
Noget er sket, tænkte hun og det er den 2. april.

Tekst og billede, Lene Megan, april 2014
 

2 kommentarer:

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.