torsdag den 17. april 2014

Løvinden




Du ved ikke, hvem du er. For du er blevet en personlighed baseret på dit møde med verden udenfor dig selv. Du fik dit navn af andre. Og efterhånden fik du også at vide, hvem du var og hvad du var god til. Du mærkede, når du høstede ros, det gav dig glæde, så følte du dig elsket og værdsat. Derfor gjorde du mere af det, som gav dig kærlighed. Du indordnede dig, så du kunne høste så meget kærlighed som mulig.
Efterhånden blev du det, du gjorde. En, der indordner sig. Du blev den pæne pige. Du sagde ikke så meget, for du mærkede, hvordan det, du egentlig havde lyst til at sige, sjældent blev modtaget med interesse. Du mærkede kulden, modstanden og du havde lyst til at råbe. Skrige. Fortælle verden, at de var helt forkerte på den, når de sagde, at der ikke fandtes noget sådan som et lykkeligt liv. Ikke uden betingelser. Og dér, hvor du kom fra, var I ikke født med flæsk i lommerne. Sådan var det bare. Ikke at du brød dig om flæsk, men du forstod godt metaforen. Du har jo altid haft noget med ord og billeder. Og stemmens klang, når den udtalte de ord, der efterhånden blev et slags gospel, var ikke til at tage fejl af. Sensitiv, åh det har du altid været. Intet går forbi din næse, ingen stemning kan opstå, uden at du opfanger den. Og livet var ikke skruet sådan sammen, at man blot kunne sætte sig og tage imod ord. Fortrylle og fortælle, det kan du gøre i din fritid, når du bliver gammel. For du, min ven, er ikke født med flæsk i lommerne. Og i øvrigt findes der ikke eventyr.
Forsigtigt gik du videre i det, de kaldte livet, men skridtene blev mærkeligt tunge. Du følte dig ikke længere godt tilpas i din egen krop. Noget var forkert, men du kendte betingelserne og dine egne odds. Intet flæsk. Man må tjene til dagen og vejen, yde før man kan nyde. Du protesterede i det stille, du kunne sagtens få øje på øjeblikkets magi og den nydelighed, dagen foldede ud, men der var ikke tid til fordybelse. Du skulle jo gøre det, der blev forventet af dig.  

Du ved ikke, hvem du er. For din personlighed har du fået af andre. Og på et tidspunkt voksede den frakke sig fast som en slags ekstra hud og du kunne ikke få den af. Du prøvede ikke engang, for efterhånden vidste du faktisk slet ikke, at det bare var en frakke. Noget, der var blevet dig påduttet. Du glemte det og du gik videre med tunge skridt. Du lærte betingelserne for at blive elsket og reglerne for at have succes i denne verden. Du præsterede og du gjorde det godt. Heldigvis var ordene som altid dine fortrolige og du overtalte dem til at lægge sig til rette, så også de kunne indordne sig og passe ind i de nydelige kasser, andre havde sat op. Og du var så dygtig, du fik ros, succes og alle vidste, at man kunne stole på dig. Professionel og serviceminded. De smilede og du skar en grimasse. Sagde tak og forlod forfjamsket rummet, mens du følte dig uendelig tom indeni. Glæden var helt på deres side.

Noget i dig vidste, at de tog fejl. At der måtte være noget mere, noget andet, men du kunne ikke sætte fingeren på det. Og det allerværste var, at du ikke kunne forklare det, når de spurgte. De lyttede nu heller ikke, de så vantro på dig og rystede hånligt på hovedet, da du sagde at din fremtidsdrøm var at være glad. Jeg vil gerne være glad, sagde du og så lo de. Hun har ingen ambitioner. Ingen sans for forretning og intet drive. Glad. Det handler ikke om glæde, det handler om penge. Ambition. Succes. Sæt dig nogle mål, spids dine albuer og kast dig ud i livet. Du kan jo godt, vi kan se det, du har talent. Men du mangler noget.
Du prøvede. Du gik ned med stress. Du famlede i mørket, fandt lidt lys, men flere gange faldt du i et mørkt hul og kunne ikke komme op igen. De kaldte det depression.

Jeg mangler noget, tænkte du og følte dig fuldstændig malplaceret. Dette liv er en trist dans. Så trist, at jeg slet ikke har lyst til at danse. For du havde glemt, at du havde en frakke på, som andre havde designet og syet. De havde klædt dig på. Nu stod du alene og tvivlede ikke alene på dig selv men også på livet og den sagte stemme, der fortsat hviskede om glæde og eventyr. Den talte om skønhed, men skønheden var falmet og du troede ikke længere på den. Ej heller din egen skønhed. Og så, min blomst, så falmer man lidt efter lidt. Noget visner ligeså stille.
Du vidste ikke, hvem du var. Men nu går det langsomt op for dig. Gennem ordene, gennem hver eneste oplevelse af ren glæde, når du går gennem livet og får øje på de smukke detaljer. Fuglene i deres himmeldans, fra træ til sky og tilbage igen. Græsset, der bliver grønt, når foråret kommer og kaster sin kærlighed på himlen. Så grønt var græsset ikke før. Og himlen har aldrig før haft så smuk en blå farve. Noget er sket. Noget er forandret. Du er forandret.  Og pludselig får du øje på frakken, du ser hvor slidt den er.  Håbløs og gammeldags. Syet med løgne og gjort af tankespind. Personlighed. Du ler højt og krænger frakken af. Den klistrer lidt til kroppen, det kræver mange forsøg, men lidt efter lidt går frakken i stykker. Ærmerne falder af, lommerne hænger i laser, du kan trevle syningerne op og efterhånden gøre dig fri af den tåbelige beklædningsgenstand, du har haft på i så mange år, at du helt glemte, hvad der befandt sig inde bag stoffets bedrageri.

Din individualitet kommer nu til syne. Skræmmende, men du genkender den og du ved, at du elsker dens bløde stof, den måde det smyger sig om din krop på. Trådene er fastgjort til sjælens havn. Som små ankre holder de fast i din sjæl.  Du kigger dig i spejlet. Dit blik falder ned i en sø og du får øje på en smuk løvinde. Hvad er der sket? Du troede, at du var et får. Det havde du jo fået at vide. Et tåbeligt får, som bare fulgte flokken og forsøgte at hægte sig fast i det liv, der var forudbestemt. Hamsterhjulets hængekøje. Frem og tilbage, som en, der allerede var død. Og det føltes som død, det var bestemt ikke det liv, du oprindeligt havde mærket og som du havde så meget glæde af. Nu ser du. Nu mærker du.
Nu er du.

Ingen vil have en løvinde, tænker du og mærker, at det er fuldstændig ligegyldigt. For du vil have hende. Med hud, hår og lyst til at gøre og skrive lige nøjagtigt, hvad der falder dig ind. Fuldstændig uafhængig af normer, regler og kasser, der begrænser. Janteloven. Personligheden. Den ligger tilbage som et kadaver i en vandpyt. ’Men sådan er du jo’, siger de og gør endnu et forsøg. Du ryster på hovedet, du forlader fåreflokken, du er nødt til at prøve at vandre alene. Nu. Se, om det passer, det den stille stemme fortæller om.
Du var en slave af dine tanker. Af dine tanker, som andre havde programmeret. Resten sørgede du selv for. Og åh, du var så vred, så trist og en så kedelig skygge af dig selv. Bange for at træde forkert, rædselsslagen for at skille dig ud og blive forladt. Alligevel følte du dig ensom, for du havde forladt dig selv. Nu finder du tilbage. En løvinde. Og du indser, at det i sidste ende er fuldstændig ligegyldigt, hvad andre mener, tænker og tror. For når du boltrer dig i det liv, du elsker og værdsætter, i al sin smukke og strålende enkelthed, så finder du mod til at være alene. Og mens du går, får du øje på andre løver og løvinder. De nærmer sig, de hilser på og er nysgerrige efter at vide, hvem du mon er. Så ryster du på hovedet og smiler.

’Det betyder ikke så meget, hvem jeg er’, siger du med rolig stemme. ’Det handler mere om, hvad jeg repræsenterer’. Det vil de gerne høre mere om, så de opfordrer dig til at fortælle lidt mere. Det vil du gerne, du har altid gerne ville fortælle. Du vidste ikke hvad, du gjorde dig ingen tanker om hvorfor, det kom bare som det naturligste i verden. Historierne.
’Og det er hvad, jeg er. En god historie. Jeg er den tidlige morgenrødme og træernes grene. Jeg er himlen, havet og lyset, der falder gennem vinduerne på en kølig vinterdag. Jeg er sommeren, sanseligheden, de små øjeblikke af pludselig lykke, jeg er sorgen, glæden og dugvåd dans på bare fødder. Jeg er melankoliens tunge sejlskib på grågrønne vande, jeg er det pludselig strejf af sol gennem skyerne. Jeg er skyerne. Fuglene. Jeg er.’

’Og du er en løvinde’, er der pludselig en, der siger. Du nikker, ’ja det er jeg også. Det så jeg jo i vandpytten. Og her gik jeg og troede, at jeg var et får’. ’
’Nej’, råber de i kor, ’det er du bestemt ikke. Du er en smuk løvinde. Og vi er en modig flok får, at vi sådan tør sidde her og lytte til dig’.

’Får’? Nu ler du højt og ser rundt på den smukke flok af løver og løvinder. Det er I da ikke. Hvornår har I sidst set jer i spejlet, helt ærlig? Kom, så går vi hen til den nærmeste vandpyt og så skal I bare se løjer’.
Forbavsede rejser de sig op og følger efter dig. I gør holdt ved en stor vandpyt. Så bliver der helt stille. Et sus går gennem luften, et gisp, nogen skubber lidt for at se selv igen, kan det være sandt, er jeg heller ikke bare et får i en sanseløs flok?

I smider jeres dyrkøbte personligheder i vandpytten og går videre. I vandrer sammen, fordi I synes det er dejligt sådan, lige nu, I vælger det. Helt bevidst. I gør det ikke, fordi I er bange for at være alene, tværtimod, I gør det, fordi I føler os stærke og smukke sammen. Lige nu.
’Men hvad skal der så stå på din gravsten’? er der pludselig en af løverne, der spørger dig.

’Hun døde glad’, siger du uden at tøve.
Tekst og billede, Lene Megan, april 2014

9 kommentarer:

  1. For en nydelig historie, Lene. Som passer for så mange. Men jeg tror faktisk du også forteller om deg selv, ditt " tidligere liv".
    Det er jo noe som heter Gammel og Vis. Jo flere ting man opplever og går igjennom, blir man litt klokere, også på seg selv. Man lærer å kjenne seg selv på nytt.
    Takk for en deilig historie. Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Min historie og sandsynligvis også andres. Den slags historier har vel en kollektiv sjæl, selvom det naturligvis er skrevet ud fra egen oplevelse. :)
      Håber du nyder påsken, fine ven. Knus.

      Slet
  2. kære modige megan
    tak for din historie.
    den berørte mig meget.
    og jeg kommer til at tænke på dét fashinerende, at al kunst, eller alt liv har en ramme. en begrænsning. som der kæmpes i mod - af en anden og hele tiden ny side af livet og kunsten, inden i én. eller for nogle, en gentagen, i hvert fald i tema. men ofte med små nye vinkler på.
    det kan tage et helt liv. og gør det.
    jeg tænker fx på kunstnere i fattigdom, som har dén ´mørke´ramme. eller nogen andre med forfærdelige vanskelige forhold. eller nogen, hvis ramme ikke umiddelbart kan ses. men at den er dér, er der ingen tvivl om.
    hvordan det mørke faktisk er grobunden for deres lys. og hvordan det aldrig kan skilles ad.
    jeg tænker på, at alt liv skal fødes i smerte, når jeg læser din tekst.
    klem, laila

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror du har ret. Det er en ældgammel historie, som gentager sig. Fra personlighed til individualitet til ... visheden om at alting hænger sammen og intet er tilfældigt? Måske. Den mørke ramme mod lyset og lysten, begrænsninger mod mulighederne. Vi må selv erfare de snærende bånd og rejse mod lyset. Befri os selv. Skridt for sådan.
      Dejlig betragtninger fra dig, du satte nyt i gang! :) tak og knus

      Slet
  3. En herlig historie, som fikk meg både til å nikke gjenkjennende, og smile bredt. Takk for at du delte den, at du var der når den kom til deg, at du lot oss også få kjenne den. Historien er både en sannhet, og en gave. En gave du tok imot, og skjenket videre.
    Ønsker deg en god påske, min venn.

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi er vel heldige, os som får lov til at tage imod de historier, der vil skrives. Sådan tænker jeg nu. Det giver også en vis form for frihed. At tage imod, at åbne sig ... det er egentlig det modsatte af kontrol. Kreativiteten og ordene elsker det frie rum! :)
      God påske til dig også, klem.

      Slet
  4. Kjære Lene. Jeg sier som Lill-Karin; FOR en vakker, tankevekkende historie. Den er universell, allestedsnærværende, for hvem av oss har ikke kjent på denne tunge kappen, den som omhyller deg med samfunnets tunge, stikkende ulltråder. Det handler om forventinger, konvensjoner, fortellinger om hvem du bør være - eller ikke være. Det handler om uskevne regler, om Jantelov, om rammer som stenger et menneske innenfor rammer - slik Laila skriver om. Men ikke alle passer innenfor de rammene - hverken samfunnets eller - og det er kanskje verst; de rammene en setter for seg selv i sitt eget liv.

    Jeg er veldig glad for at du har møtt Løvinnen i deg, Lene. Og jeg vil svært gjerne, om jeg får lov, bli en del av den flokken av løvinner som står opp for seg selv, som kjemper for retten til å være seg selv, som anerkjenner at det er en selv som setter normene for eget liv, og som lever det på egne premisser.

    Ha en fin påskehelg videre.
    Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Så godt at høre, Janna. JA, råber jeg uden at tøve, du er velkommen, smukke løvinde, til at vandre med os andre i den flok, der kun er en flok fordi den vælger det. Fint beskrevet, dine ord om alle de forventninger, der i en tidlig alder sættes op, rammer, vægge og betingelser. Og så pludselig en dag går det op for en, at man slet ikke passer ind i det rammer, ens liv har fået. De betingelser, krav og den evige stræben efter noget, man egentlig slet ikke ønsker sig. Så nulstilles man på en måde. Tror du kender det! ;)

      Tak fordi du følger med og bidrager. Det glæder mit hjerte! Knus.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.