tirsdag den 22. april 2014

Jeg ved at hun kommer tilbage


Jeg ved at hun kommer tilbage. Kvinden.

Jeg har tænkt på hende mange gange og undrer mig over, hvor hun blev af. Hun er flyvsk af natur, sådan må jeg beskrive hende, for hun bliver aldrig særlig længe af gangen. Jo mere jeg forsøger at fastholde hende og tigger hende om at blive, desto hurtigere forsvinder hun. Jeg forestiller mig, at hun har sin egen sejlbåd. Skjult i sivene, helt tæt på, selvom ingen andre kan se den. Hun elsker at vandre på stranden, siger hun, havet er hendes ven. Så hun søger derhen, det kan ingen forhindre hende i. Heller ikke jeg og jeg er holdt op med at forsøge.
Men jeg følger hendes fodspor i sandet på den sti, der smyger sig mellem klitterne. Vinden leger med mit hår, driller, danser om mit hoved og klistrer mod øjne og kinder. Et par hår sidder fast i munden og jeg børster dem væk. Lettere irriteret, jeg er lidt nervøs. Følger sporene, hendes slanke fødders DNA rejsende mod havets begyndelse. Sand, vind og muslingeskaller, en tom øldåse, jeg sender den en vred tanke.

Det er ikke din skyld, at et hjerteløst menneske smed dig her, men du ødelægger mit eventyrs poesi.

Jeg ved, at hun kommer tilbage. Hvis jeg bare bliver stående her og venter eller sætter mig på den store sten. Men den ser våd ud, stenen, så jeg undlader at gå derhen, jeg fryser allerede ved tanken. Det er ikke en varm dag, disen driver ind fra vandet og kaster fugtighed over landskabet. Et par måger flyver skrigende forbi, drevet af vinden og den stilhed, der findes imellem hvert bølgeskvulp. De skummer, bølgerne, fråden drypper fra deres mundvige og spyttet blander sig med sandet. Fodsporene er ikke længere at se. Ind og ud, frem og tilbage, vandet når et stykke ind over stranden og sletter de spor, der var. Men jeg ved, at hun gik denne vej, jeg fulgte jo sporene. Ensom står jeg på stranden og stirrer ud i havgusen. Mågerne forlader mig. Jeg glor på muslingeskallerne og mine egne fødder, som er solidt pakket ind i et par vandrestøvler. Det er koldt og jeg har ikke lyst til at følge kvindens eksempel. Men jeg misunder hendes naturlige skridt, også dem der blev spist af havet. Hendes medsammensvoren, havet, som sletter hendes spor.
Senere savner jeg havet. Stranden. Fodsporene er forsvundet, kvinden er forsøgt slettet fra min hjerteregion, selvom jeg godt tør påstå, at jeg kendte hende engang. Sporadisk. Hun var fjerlet som en sommerfugl og hun rørte ved noget i mig. Berørte. Forsigtigt som en finger, der glider over kinden. Måske vil jeg altid lede efter hende, i al hemmelighed for jeg siger det ikke til nogen. Ingen kan se det på mig, se, at jeg leder efter nogen. Jeg er bare en skikkelse på stranden, en vandrer. Lydløst spejder jeg efter båden i sivene, når jeg går i strandkanten, jeg stirrer mod horisonten som om mit blik kunne få øje på noget, jeg ikke kan. Men ville jeg mon kunne se hende med hjertet? Hvis jeg virkelig gjorde mig umage, lukkede øjnene og …?

Hvis jeg nu sejler ud til øen? Øen, hvor jeg så hende for første gang. Ville det ændre noget? Jeg elsker den specielle stemning, der er på øer, den åbner en hengemt åre i mig. Der er noget med øer og jeg kunne godt forestille mig, at jeg ville træffe hende der. Et tilfældigt møde. Igen. Jeg trækker vejret dybt og mærker, at det giver mening, pludselig husker jeg den slumrende følelse og inspirationen, der kan blive helt ren og klar. Som at puste glas og skabe noget vidunderligt af ingenting. Færdes udenfor hovedfærdselsåren og for en stund bliver et med landskabet, højder og dybder. Hvis jeg kan lade mig opfylde af den særlige stemning, der kommer fra kontakten med havet og noget langt større. Vil du høre en hemmelighed? På visse og særlige tidspunkter mærker jeg, at stedet findes i mig selv. Men jeg må opsøge det. Jeg må aktivt bevæge mig derhen, hvor det findes.
Kvinden. Inspirationen. Jeg må åbne mig for at møde det sted i mig selv, hvor hun findes. Dér hvor havet møder land og horisonten er uendelig. Jeg må vandre gennem disen og følge mine egne fodspor tilbage. Fortælle at jeg er klar til at tage imod og gøre mig selv til den havn, hvor hun vælger at lægge til. Jeg forvandles til en lille lavning fuld af siv. Jeg er en båd. Vugger blidt og lytter til bølgerne, der slår ind mod bådsiden og luller mig i søvn. Næsten. For så er hun dér pludselig. Jeg mærker hendes tilstedeværelse, hun rejser sig i båden, i mig og stiger forsigtigt ud. Jeg genkender hendes slanke fødder og håret, der danser om hendes ansigt. Frakken, fornemmelsen og den kildrende forventning, der opstår. Det ydre og det indre, det hele flyder sammen og vi er ét. Sammen. Igen.

Jeg har savnet dig, hører jeg mig selv sige, men det passer ikke helt, jeg mærker blot at mine læber bevæger sig. En tåre forlader øjenkrogen og hun børster den væk. En finger glider forsigtigt over min kind. Så går vi langs stranden, sætter spor, som slettes igen, vi taler ikke, men i stilheden og pauserne mellem bølgernes musik finder vi samhørigheden. Inspirationen. Roen. Og det hele kommer tilbage, mågerne, solen bag skyerne og den smukkeste regnbue tegner sine farver mod horisonten.
’Jeg har savnet dig’, synger havet og inspirationen nikker. ’Dig, fremstammer jeg, du mener vel os’?

Der er intet svar, en ny slags stilhed driver ind over kysten og jeg indfanges i dens spind. Bare bliv ved med at gå, hvisker nogen. Så vil du møde hende igen. Måske er det mig selv, jeg ved det ikke, men jeg ser tydeligt de fine fodspor i sandet. Muslingeskaller, tang og rester af drivtømmer. En båd ligger og vipper i sivene, hvorfor så jeg den ikke før?
’Er det i grunden ikke også lige meget’? synger havet og jeg standser forundret op og lytter til dets sang. Tidevandet mumler, hemmeligheder mødes et sted i kølige mellemrum og jeg nikker. Smiler. Det er fuldstændig lige meget. Jeg var jo lykkelig. Jeg mødte hende og jeg ved, at hun kommer tilbage.


Tekst og billede, Lene Megan, april 2014

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.