fredag den 25. april 2014

Ingen vej tilbage



Jeg forlod historien, det hele blev ligesom for meget for mig, men jeg besluttede mig for at vende tilbage, når det var tid. Men tiden er.  Og intentionen om at gøre noget i fremtiden kan udsættes på ubestemt tid. Det kan forblive en mulighed, som man skubber foran sig og aldrig gør mere ved. Ligesom at skrive den roman, man altid har drømt om. En dag gør jeg det. Men hvad nu hvis den dag aldrig kommer?
Nå, men hvis du vil høre sandheden, så blev jeg faktisk lidt skræmt. Bange. Den måde, mine fingre bare måtte sanse lågen på og det, der skete. Den frysende, sødmefyldte fornemmelse. Ubehag og dog begær. Jeg brændte mig, forstod at jeg havde gjort noget grænseoverskridende og ville spole filmen lidt tilbage. Fjerne mig fra lågen og det tidspunkt, hvor jeg åbnede øjnene og fik øje på den. Lågen. Bortset fra at jeg faktisk havde øjnene lukkede og også det skræmte mig. Det hele var som en drøm, en sælsom og sanselig drøm. Jeg stod der i det dugvåde morgengræs på bare fødder og mærkede hele livet strømme igennem mig. Fra top til tå, flydende og farverigt. Og lågen på sine gamle hængsler, den gule mur og det frodige buskads, der indkredsede det hele, det var en slags usynlig kulisse.

Tiden er nu, jeg er tilbage, det kan ikke udsættes. Man kan ikke bare sådan forlade en historie og tro, at man kan vende tilbage til netop det øjeblik, hvor man valgte at gå. Det kan ikke lade sig gøre. For når man vender tilbage og står der igen, når man har smidt strømper og sko og lukket sine øjne, fast besluttet på at genkalde sig det magiske øjeblik, hvor tiden stod stille og nogen åbnede den gamle smedejernslåge, så er man ikke længere den samme. Magien er forsvundet. Der står man og småfryser med øjnene fast sammenklemte, sitrende af forventning, opfyldt af utålmodighed og ingenting sker. Lågen er lukket.
Men tiden er nu, jeg har lært det og går helt hen til lågen. Det rammer mig som en pil, det øjeblik, et glimt, deja vu, kender du det, et helt nyt sted og alligevel nikker noget dybt i sjælen genkendende til øjeblikket. Lågen, duften af fugtigt forår, det dugvåde græs og fuglene, der synger i trætoppene. En solsort, jeg opdager den i samme sekund, den kigger forsigtigt på mig fra sin plads på den gule mur. Halvt skjult af grenene, der har store knopper og et fint lysegrønt skær, men jeg ser den alligevel. Hilser uden ord, man er vel høflig. Og solsorte skal man ikke kimse af, de har helt deres egen visdom. Måske vil den endda sige mig noget, sådan som den kigger? Blinker, løfter vingerne, vibrerer i samdans med muren, tripper og bliver så helt stille igen.

’Kan jeg mon åbne lågen igen, Hr solsort?’ hvisker jeg og sender spørgsmålstegnet afsted. Den rækker ud og griber det i sit vingefang, mit hvide spørgsmålstegn er nu indrammet af sorte fjer. Men den svarer ikke, den stirrer blot på mig, blinker og forsvinder så med et fløjt bag grenene. Med sig tog den mit spørgsmål og jeg fik ingen svar. Der er kun en ting at gøre og det er at gentage den magiske handling fra forleden.
Jeg kaldte mig selv den uvedkommende uden adgang. Men så rørte jeg lågen. Og jeg sagde noget, ordene kommer tilbage, man skal bare åbne sig og vente, så kommer de svævende.

’Du er smuk, fine låge’, siger jeg og gør mig umage med at udtale ordene. Mine fingre kærtegner de kolde jernstænger, jeg lader dem glide over krusedullerne. Køligheden forplanter sig, noget i mig gyser, men det er en sødmefyldt og nu velkendt fornemmelse. Denne gang trækker jeg mig ikke, mine fingre insisterer, forsigtigt, jeg holder vejret og kærtegnet bliver dybere. Jeg mærker de små ujævnheder i jernet og rejser gennem dem som en blind, der føler bogstaver. Pludselig sker det igen, lågen knirker faretruende. Tværstangen løsnes som af usynlige hænder, svæver gennem stænger og kruseduller og lander i gruset foran mine bare fødder.
Lågen er åben.

Denne gang tøver jeg ikke, jeg går ind. Først senere kommer jeg i tanke om, at jeg har efterladt mine sko og strømper udenfor, men da er det for sent at gå tilbage. Der kommer et tidspunkt i enhver kvindens historie, hvor hun må fortsætte med at gå, selvom hun allermest har lyst til at vende om, løbe skrigende tilbage, kaste sig i favnen på trygheden og aldrig mere forlade den velkendte havn. Men der er ingen vej tilbage.
Tidspunktet er nu. Mit tidspunkt. Og næste gang du møder mig i historien, står jeg et sted på den tilgroede sti på bare fødder og med et bankende hjerte fuldt af frygt og forhåbninger.

Er dette mon min sti, min vej?
Tekst og billede, Lene Megan, april 2014

 

5 kommentarer:

  1. Det er spennende , Lene.......hvor vil du ende opp? Uten strømper, uten sko, men med et bankende hjerte, og nyskjerigheten er vekket.
    Man må alltid utfordre seg selv, og gjøre det som frykter......slik blir man sterk av. Og kanskje man kan oppdage noe med seg selv, som har vært der hele livet, men som ikke har kommet frem, før nå.
    En god weekend ønskes deg, min venn. Knus.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er spændende, ja, for jeg ved det ikke selv. Historien har sit eget liv. Når jeg først tør gå helt ind, så begynder alting at folde sig ud. Derfor elsker jeg at skrive! ;)

      Ønsker dig en dejlig weekend. Knus.

      Slet
  2. Lykke til, Lene, du vil sikkert finne ut av det. Imens får du nyte turen ned den ukjent stien. Hva mon ligger bak neste sving, der borte bak trærne...

    Ha en flott helg.
    Klem

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak kære Janna og i lige måde! Håber du nyder weekenden.

      Knus

      Slet
  3. Today, I went to the beachfront with my children. I found a sea shell and gave it to my 4 year old daughter and said "You can hear the ocean if you put this to your ear." She placed
    the shell to her ear and screamed. There was a hermit crab inside and it pinched
    her ear. She never wants to go back! LoL I know
    this is completely off topic but I had to tell someone!



    My web-site; Las Vegas Dryer Repairman

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.