torsdag den 3. april 2014

De giver sig tid




Hun er ankommet. Naturligvis. Jeg har blot undladt at skrive om hende. Jeg samlede hende op på Bogø i tirsdags, inden jeg forlod øen og kørte tilbage til fastlandet. Der stod hun i vejkanten med sin rygsæk og tommelfingeren i vejret. Det har hun prøvet før, tænkte jeg og smilede ved tanken. Jeg kørte straks ind til siden, lænede mig over og åbnede døren, så hun kunne kravle ind på passagersædet. Hun lyste op i et stort smil og gav mig et knus fuld af havgus. Hendes hår duftede af frisk luft og frimodighed. Og så var hun dér pludselig. I bilen sammen med mig, på vej tilbage til Sjælland over den lille bro, hvor farten er nedsat til 90.
’Velkommen’. Ordene flød ud af munden på mig. Jeg havde ikke forventet at møde hende på Bogø. Hvor i alverden kunne hun vide, at jeg befandt mig dér?

’Det gør du jo hver mandag og tirsdag i øjeblikket’, sagde hun og læste mine tanker som om hun ikke havde bestilt andet. ’Og eftersom det er tirsdag i dag og den første dag i min måned, kunne jeg ligeså godt møde dig dér’.
Hun slog smut med hovedet, så håret dansede om ansigtet på hende. Det lidt viltre aprilhår, en smule uglet og alligevel med stil. Nogle mennesker og måneder kan bare det dér. Se helt afslappede ud, en smule sjuskede og alligevel have et fantastisk udseende. De udstråler noget vildt og uregerligt og alligevel kan man mærke, at de har tænkt over deres fremtræden. Intet er tilfældigt. Og i dagens anledning havde hun oveni købet kronet værket med en hat. Bred skygge, store blomster og lidt for sommerlig til vejret, tænkte jeg og mærkede en snert af hånlig ironi. For det var blevet temmelig koldt igen.

’Og nu er jeg her’. Hun bukkede sig frem og stak et stykke tyggegummi fra min pakke i munden. Smaskede højlydt, mens hun så ud af vinduet på landskabet, der for forbi. Farten var for længst oppe på normal motorvejshastighed igen. På markerne var bønderne, som også kaldes landmænd, i fuld gang med at harve og så. Traktorerne kørte af sted i sindigt tempo fra fure til fure, det var kun os, der havde travlt med at komme hjem. I luften over os kredsede fuglene, jeg skimtede både flokke af gæs, ænder og var det enkelt svale, jeg så svæve forbi? Det vides ikke. Når farten er så høj, går man ofte glip af det væsentlige. Måske tror man, at man har fokus og går efter det egentlige, men det forholder sig ofte helt anderledes. Lykken findes i langsomheden. Og det gør livets små skatte i øvrigt også.
April nikkede, det var hun åbenbart ganske enig i.

’Vi kunne jo vælge at tage landevejen hjem’, bemærkede hun og gnaskede videre på mit Stimorol.
’Jamen jeg er nødt til at skynde mig hjem til hundene. De har været alene hele dagen. Og jeg er sulten, der skal laves mad, manden er i marken og det tager jo den tid, det tager.’

April lo højt.
’Ja, han er klog, din landmand. Han har rustet sig med zen’.

Så talte vi lidt om året, der var gået. Om at søde Josie, min gule sol, havde forladt det jordiske liv og var draget videre. Den smukkeste sjæl. Vi fældede et par tårer og April klappede mig på armen. Det er svært at miste nogen, man har haft et smukt og langt venskab med. Tårerne trillede ned af hendes kinder, men hun lod dem bare trille. Også tårer har deres vej og måde. De renser. De viser, at vi er mennesker og måneder.
’Derfor regnen’, lo hun og pegede ud i horisonten, hvor sorte skyer kom sejlende.

Pludselig var vi hjemme. Vi kørte op af indkørslen og standsede foran huset. Hundene blev glade, kom i haven og senere gik vi aftentur med dem. Vi spiste et godt måltid, drak et glas vin og landmanden kom ind, da det var tid.
Og nu er det onsdag. April bor på gæsteværelset og himlen er uklar. Vinden blæser køligt og dagene bliver langsomt længere. Det hænder, at solen kaster sine aftenstråler gennem køkkenvinduet, når jeg laver mad eller når vi sidder ved køkkenbordet og spiser. Noget jeg ofte gør alene i disse dage, vel at mærke, for landmanden er jo i marken. Han giver sig tid. Og det gør April i øvrigt også. Hun er slet ikke stået op endnu.

Tekst og billede, Lene Megan, april 2014

8 kommentarer:

  1. Takk for turen sammen med deg og April. Og hun er jo akurat slik du beskriver henne.
    Faktisk kunne hun brukt Aprilsokkene jeg har strikket, men de har jeg nettopp sendt til en god venninne, så hun får en overraskelse i posten en av dagene. De er nemlig til henne som alltid strikker sokker til meg. Er ikke det morsomt?
    April er også full av overraskelser. En dag er hun nesten sommer, mens dagen etter er hun kald med litt vind. Jeg håper du har et lunt pledd til henne på hennes værelse.......
    Ha en deilig aften, Lene. Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak, det var hyggeligt at du tog med :) Hyggeligt med sokkerne til din veninde, ja hun trænger selvfølgelig et par sokker som gave selv. Dejligt at du tænkte på det og de er vældig fine. Og de vil varme her i aprilkulden, for det er godt nok isbidende koldt i disse dage. Men det bliver langsomt varmere ... tror jeg! ;)

      Ja, der er et varmt tæppe på Aprils værelse, men hun fryser ikke, siger hun. Det er bare mig! ;)

      Ha' en skøn fredag. Knus tilbage.

      Slet
  2. dejligt møde, april og dit!
    jeg tror på dig og dine gode ord, megan.
    held og lykke på bogø.
    klem fra laila

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak kære Laila, jeg bliver altid glad for dine besøg her og dine ord. Også du inspirerer! :)

      Klem og dejlig lørdag til dig

      Slet
  3. Jeg tror også april er litt rampete og vill. Hun gjør som hun vil, fordi hun er trygg på hvem hun er. Jeg har skrevet om henne i dag, og om det å tørre å slippe seg løs. Jeg lenket til deg, Lene, fordi du inspirerer til intuitiv og fri skriving. Du inspirerer!
    Riktig god helg!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak kære ven. For link og for et fint venskab af ord. Og du inspirerer tilbage. Et fint flow! :)

      Klem

      Slet
  4. dejligt møde med en gammel ven :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja ikke sandt. Altid hyggeligt når April pludselig dukker op igen! :)

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.