tirsdag den 8. april 2014

Alkymi




Hun går med langsomme skridt og bevæger sig ind i krattet. Træerne tager imod og kaster skygge i hendes kølvand. Lyset falder ned fra himlen, men når ikke helt ind i skovbunden. Noget bliver hængende i trækronerne og forbliver en antydning. Det knirker under hendes fødder, grene knækker, mens hun bevæger sig dybere ind i skoven. Skoven, som altid har været hendes ven og fortrolige. Ingen spørgsmål, ingen formaninger eller gode råd, skoven er en sand lytter. Og hun behøver ikke engang at sige dem højt, ordene, skoven kan læse tanker.
Forsigtigt glider hun gennem lys og skygge, mens træstammer tavse tåler hendes færd. Så smiler de og åbner sig, en nydelig plads kommer til syne midt i mørket. En lysning. Hendes blik falder straks på en stor sten beklædt med mos. Lysegrønt mos. For det er forår, selvom det måske ikke synes sådan lige nu. Der er et nyt og frisk skær over skoven og dens beboere, alting spirer og vokser frem af ingenting. Der er kommet flere lyde til, siden hun var her sidst, fugle slår sig ned i trækroerne og nogle samler ind til reder og gør klar til kommende familieforøgelser.
Mens hun sidder på stenen med lukkede øjne og falder til ro, omsluttet af træer og stilhed, hører hun de forsigtige skridt. De kommer i hendes retning, men hun åbner ikke straks øjnene. Hun formoder at det drejer sig om fugl, som ikke har set hende. Hun forestiller sig, hvordan hun bliver et med stenen, klædt i lysgrønt mos og uendelig stilhed. Ro. Noget værdigt tager bolig i hendes krop, forestillingen om at hun er en del af skoven og noget større gør godt. Jeg er ikke alene.

Vi søger sammen, siger skoven, men vi ved også, at vi er vores egne svar. Vi bærer det hele rundt med os. Hele tiden. Det forsvinder ikke, men vi glider bort. Omfavnes af tvivl og tages på tur af spekulationer og bekymringer. Er vi gode nok? Har vi virkelig alt det, vi skal bruge? Er vi nok i os selv? Nok?

Skoven kender svaret, men hun forstår godt, hvorfor den siger sådan til hende. Spørgsmålene rummer deres egne svar.
Hun mediterer lidt, mens hun lytter til skridtene i skovbunden. De kommer nærmere og stopper op. Raslende blade afløses af stilhed. Dybe vejrtrækninger, hun er en mosbeklædt sten. En lysning midt i skoven, en vandrede mellem himmel og jord. Alt falder på plads i rolige øjeblikke, forsigtigt giver hun slip på det stress, jag og de bekymringer, hun havde med sig i rygsækken. Rygsækken, som står i skovbunden ved siden af hende. Stenen. Mosset. Jeg er lysegrøn, tænker hun midt i meditationen og den tanke er ikke svær at acceptere. Hun mærker, hvordan tanken om alt det nye og gode fylder hendes celler. Noget slapper af, hun slapper af, skoven ånder og bevæger sig lydløst omkring sin egen akse. Jorden. Skridtene. Fuglen, for det må vel være en slags fugl?

Nogen kigger på hende, hun mærker det, men intentionen var at blive siddende i stilhed med sig selv og skoven og det gør hun. Lad den bare glo, fuglen, måske mediterer den også nu, for den er blevet helt stille. Eller også er den fløjet, uden at hun har bemærket det? Tanker, hun registrerer dem med så meget kærlighed, hun kan mestre, accepterer og vender tilbage til åndedrættet.
Det er tid, hvisker skoven og vækker hende blidt til live. Hun ved ikke, hvor længe hun har siddet der, men hun fryser lidt. Lyset er anderledes nu og skyggerne er blevet dybere. Du skal gå nu, det ved hun godt, hun åbner øjnene og føler sig både kold og døsig. Stenen nikker anerkendende til hende, da hun samler rygsækken op og placerer den på skuldrene. Den er forbavsende let nu.

Vi var et. Nu er vi to. Alkymi. Stenen smiler og vinker farvel.

Så ser hun de små spor på skovbunden foran sig. Men hun genkender ikke aftrykkene. De ligner ikke noget, hun før har set. Hun ærgrer sig over, at hun lod mobiltelefon og kamera blive tilbage i bilen, ellers ville hun have foreviget det sælsomme syn. Ubeskriveligt, tænker hun, jeg vil ikke kunne forklare det, når jeg kommer tilbage.
Det er ikke alting, der skal forklares. Skoven smiler godmodigt og kysser hende farvel. Noget skal bare ses, mærkes og slippes fri igen. Kom godt hjem.

Hun bevæger sig tilbage i samme retning som hun kom. Denne gang er skridtene både lettere og mere tunge på samme tid. Hun har ikke travlt, en sjælden langsomhed har lagt sig over hende. Hendes fødder kysser jorden, mens hun går.
Hun har ikke travlt.

Tekst og billede, Lene Megan, april 2014
Skrivende meditation

6 kommentarer:

  1. Så nydelig du skriver og beskriver, Lene.
    Jeg var der, jeg også. I stillheten, i skogens indre, i alt det grønne. Nydelig !!!!

    Det er godt hun vil bevare øyeblikket i sitt indre..... Det er ikke alt som kan vises på et bilde. Stemning og duft kommer ikke med, derfor blir det ikke riktig.
    Det er også noe med det å nyte det som er, her og nå. Tar du et bilde, forstyrrer det hele nytelsen, og man kommer ut av den transen man før var inne i. Man bryter magien.
    Takk for øyeblikket.

    SvarSlet
    Svar
    1. Så flot at du var med, Sylvia. Det glæder mig! :)
      Og du har ret, ikke alt kan fanges med et billede. Vi finder ofte kameraet frem, når vores øjne falder på noget smukt og så går vi glip af essensen og alt det sanselige, fordi vi får så travlt med at forevige det. Og ingenting er for evigt.

      Tak for fine betragtninger. Ønsker dig en flot dag.

      Slet
  2. kæreste megan. tak fordi du tog os med i skoven i dag.
    trængte så meget til det! kunne dufte den helt over til fyn, og mærke roen. skoven er en ven.
    vi er altid nok. vi er. og det er nok!
    men hvor er det tit svært at mærke helt ind i hjertet.
    her og nu: et solstrejf på himmelen - og klem til dig
    fra laila

    SvarSlet
    Svar
    1. Og tak fordi du tog med! :)

      Klem tilbage, svævende mod Fyn

      Slet
  3. tak! tænker på: du skulle udgive en bog med himmelbilleder. de er så smukke, dem du tager! man kan finde mange historier i dem.
    klem fra laila

    SvarSlet
    Svar
    1. At tage billeder og fange øjeblikke er næsten som at skrive historier. Og omvendt! :) Så måske en bog med begge dele.

      I hvert fald elsker jeg at gøre begge dele. Tage billeder og fortælle historier. Og det hovedsagen ved alt, vi foretager os, tror jeg. Glæden. Fange noget og sætte det fri. Billeder, hvor man kan finde historier og historier, hvor man ser billeder og som fodrer nye historier. En smuk cyklus! :)

      Tak og klem tilbage.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.