torsdag den 20. marts 2014

Ord og sommerfugle


I stilheden bor en sommerfugl
Et fint insekt i støvet gul
Med sårbarhed og ord i sine vinger

Et sanseligt sekund, et stik
og smerte i et følsomt vingehjerte
Forlader skælvende sin trygge kokon
Velsignet af tusind englekys
Betræder den sit lys og er
I stilhed den smukkeste sommer ...
´Det er ikke helt færdigt endnu', siger hun og ser en smule genert ud. 'Slet ikke. Det er egentlig for tidligt at dele´...
Marts skriver digte. Det vidste jeg ikke, jeg anede ikke at hun havde en poetisk åre. Men eftersom jeg har befundet mig en slags sorgens kokon og ikke har bemærket hendes tilstedeværelse her den forgangne uge, har hun benyttet lejligheden til at fange ord og gøre poesi af dem. I hjørnet af gæsteværelset har hun indrettet en lille skrivekrog. Der sidder hun bøjet over sin notesbog. Håret falder omkring hende som et slags slør og skjuler hendes forehavende. Men jeg kan høre pennens vej over papiret, lyden af ord, der formes, bøjes og placeres i perfekt rækkefølge efter hinanden.
’Hvem er du egentlig, Marts?’, spørger jeg og mærker i samme sekund, at jeg vågner igen. Min nysgerrighed er tilbage og jeg ser hende pludselig. Forsømt har hun været, fortabt i sorg og tabet af min gule ven, har jeg ikke haft overskud til at tage mig af husets særlige gæst. Men hun er ikke fornærmet, hun vender sig og stryger håret væk fra ansigtet, smiler stille og rejser sig med udbredte arme. Et favntag og jeg kan mærke livet igen, hun smiler stadig og skubber mig blidt fra sig. Hendes venskab og kærlighed hænger stadig i tøjet, den særlige duft af accept og glæde, der ikke har noget forbehold. Måneder bare ikke nag, den slags overlader de til os mennesker.
’Jeg er din ven’, svarer hun og trækker på skuldrene. Strækker sig mod lyset, der er sparsomt på den grålige forårshimmel. Vinden hvisker i træerne, det buldrer lidt derude, et slags tomrum taler. Forårsjævndøgn. Jeg kommer i tanke om, at i dag faktisk er en særlig dag. Lidt magisk. Og lyset bliver stadig større, det vokser lidt hver dag og breder sig som ringe i vand og på jord. Kaster særlige skygger på skovbunden og rammer de første anemoner. En ganske særlig dag.
’Og du skriver også’, konstaterer jeg og peger på den åbne bog, pennen og alle ordene, der flyder over og ligger hulter til bulter på bordet. Det kribler i fingrene, jeg har stor lyst til at smutte hen og arrangere lidt på dem. Men med æresfrygt og respekt bliver jeg stående, for jeg ved, at det er hendes ord. Lige nu. Mens hun fanger og former dem, åbner sig og tager imod. Det skal jeg ikke blande mig i. Jeg må finde min egen inspiration og lytte til det, der vil skrives gennem mig. Jeg er blot taknemmelig over, at jeg har en skrivende åndsfælle i Marts.
’Tak fordi du slap ordene fri i midt i processen og delte med mig’, fortsætter jeg og nikker anerkendende til både Marts, ord og skrivebord.
Hun rødmer og træder et skridt tilbage, pludselig oplyst af en ide.
’Skulle vi ikke skrive sammen i dag? Sidde med hvert vores sommerfuglenet og fange ord? Drikke kaffe og uden at forstyrre hinanden være sammen om en gerning, der er så fin og sårbar i al sin pragt? Vi kan jo rykke ned i spisestuen og sidde ved det store bord med udsigt til haven. Her kan vi sidde og betragte foråret træde i karakter og lade ordene dumpe ned i vores net. Lytte, være stille og tage imod. Har du lyst?’
Jeg smiler og kan mærke, hvordan mit ansigt med ét bliver blødere og trækkene får en mildere karakter.
’Selvfølgelig har jeg det, søde Marts’. Jeg er allerede på vej ned af trappen.
 
Tekst og billede, Lene Megan, 2014
Sommerfugledigt i proces, min ven Marts, 2014

10 kommentarer:

  1. tak for en dejlig historie!!....
    sikke et lys og en vidunderlig, stærk vind i dag - den må trække mange historier med sig, ind fra havet...
    sender dig en fin én, jeg læste i morges!! bare, om du har lyst.... så her:
    http://oliviabergdahl.se/web/?page_id=656

    varme klem fra laila

    SvarSlet
    Svar
    1. En fin tanke, lyset og vinden trækker historier med sig ind fra havet. Har du lagt mærke til roen ved havet, der er, selvom det stormer og bølger laver deres bølgelyd? Den stilhed, man kan gå ind i? Dér bor historierne. Spørgsmålet er, om vi formår at lytte til dem midt i blæsten. Hører vi blæsten eller mærker vi historierne? :)

      Og tak for link. Knus.

      Slet
    2. nej, faktisk har jeg aldrig lagt mærke til det. men jeg tror, jeg ved, hvad du mener: har mærket det i skove, på marker og på stjernehimmelen. det føles som naturens og universets egen krop og sjæl (intelligens og måske andre nye navne), som både er så ukendt og kendt for os - endnu - og ja, det er nok dér historierne kommer fra:) og vejen dertil er nok længsel.
      men måske kommer historierne også fra brydningen mellem bølge og hav? eller fra bølgerne, simpelthen?

      jeg holder meget af forstyrrelsen, bølgerne.
      ligeså meget som jeg holder af havet (som selvfølgelig også indebærer i sig forstyrrelse).

      læste en gang om villy sørensen, at han sad og skrev, men ´livet bankede hele tiden på døren og forstyrrede´.

      varme klem - og en masse tanker - fra laila

      Slet
    3. Skønne betragtninger og spørgsmål!

      Livet bankede hele tiden på døren og forstyrrede. Tja, det kender jeg godt! ;)

      Slet
  2. Jeg tror du er tilbake til deg selv igjen, Lene. Og Mars hjelper deg midt i sorgen, til å komme tilbake til hverdagen igjen. Så fint å ha en å skrive sammen med, med hver sine ord, og hver sin rytme, men alikevel sammen. Fint.
    Her er vi sammen også. Mannen steker lunchkaker, mens jeg lager rundstykker. Det blir kveldskos istedetfor middag i dag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Sylvia, ja en anderledes og ny hverdag. Som er fin i sig selv, når sorgen har lagt sine store bølger til rette og livet går videre. Men der er fin fodspor i sandet ...

      Håber jeres aften blev fin med rundstykker. Kveldkos. Dejligt ord.

      Knus

      Slet
  3. ps: jeg tror, jeg ville have skrevet: ´(som selvfølgelig også indebærer i sig bevægelse og liv)´. bliver helt søsyg af at læse, om alle de forstyrrelser;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Er bølgerne forstyrrelser? Måske er historierne forstyrrelser, bølger, der dukker op og skal tages imod inden de trækker sig tilbage igen? Som tidevandet. En fin tanke. Jeg elsker havet! ;)

      Slet
    2. ja, jeg kom bare til at tænke, at bølger er energi, energi er liv, og liv er forstyrrelse - fx! det skyldes, at jeg læste i en ernæringsbog forleden, hvor holisme blev forklaret udfra det smukke billede af bølgerne og havet. at de ikke det samme. ikke linære. men dog del af hinanden. og det gav bare så meget mening for mig! for jeg har det tit svært med udsagn, som: ´det hele hænger sammen! alt er en helhed´. men hvordan? og denne grublen havde jeg i bagagen, da jeg læste dine ord om havet.
      men, det meget vigtige: jeg lyttede ikke rigtig til dit spørgsmål. det må du virkelig undskylde! jeg blev så ivrig og pressede bare mit eget frem.
      men du skriver om, vi formår at lytte til stilheden? det er et godt spørgsmål. og dit billede fantastisk til det, synes jeg. for hvor er det svært midt i en storm at lytte til stilheden! det bliver ligesom sat på spidsen i sådan en situation. jeg håber det. og måske trænger stilheden ind i os, selvom om vi ikke opfanger det, ad ubevidste veje?
      tror, historier kan vokse ud af mange vilde, elementer, men nok først og fremmest ud af stilheden, som du skriver.

      dit billede af havet, som historier, der giver og trækker sig, er smukt, synes jeg. også meget kvindeligt. og kreativt.
      jeg kan rigtig godt forstå, du elsker havet!
      varme klem for nu, laila

      Slet
    3. Kvindeligt og kreativt. Den betegnelse kan jeg godt lide! ;)

      Dejlige ord om havet, helheden og holisme. Har du tænkt på, at vi alle er unikke og alligevel så ens, at vi passer sammen. Som brikker i et puslespil. Ikke en brik kan undværes, for så er puslespillet ikke komplet.

      Jeg elsker havet, bølger og bevægelser. Det giver mig en forståelse af, hvem jeg er og hvordan jeg "fungerer". Simpelthen. Og vi er jo kommet fra og af havet.

      Tusind tak for gode ord og refleksioner. Knus til dig.

      Slet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.